Ild og gamle flammer

[Durant af Rouvry]

Det var de seneste års tilbagetog fra selskaber og begivenheder som disse der gjorde at dem der kendte ridderen og grevdømmearvingen, Durant, drejede hovederne mod ham da de bemærkede ham i mængden mellem fakler og små håndholdte lys. Han fulgte paraden, uden at blive generet af mængden omkring sig. Begivenheden bragte faktisk gamle minder tilbage: Om en mere simpel tid.

Der var flere årsager til hans dukken-op denne meget tidlige morgenstund, end guddyrkelse, sult og traditionalisme. For i korrespondancerne med en vis flamme fra fortiden, havde han forstået at hun ville deltage, og det havde fået noget glemt i ham til at blusse op. Det var sandt, at Durant havde søgt mod kvinders selskab både før ægteskabet og efter tragedien. En del af ham var nysgerrig på at gense Mirielis, af mere selviske årsager, men han følte sig også draget af det venskab de havde skabt på pergamenter, mens han havde haft mest brug for fæste.

Da optoget nærmede sig markedspladsen, spejdede han efter hende, uden helt at vide hvilken kvinde hun havde formet sig til at være, eller om hun overhovedet var dukket op. Men så kolliderede et sæt øjne med et andet gennem mængden, og Durant var ikke sen til at bevæge sig gennem det.

Mirielis af Suilleaux

Solgudens optog

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde haft en knugen i maven det meste af den pågældende aften lige inden hun havde lagt sig til for natten. Selvom hun ikke direkte havde skrevet i sine korrespondancer med Durant, at hun havde tænkt sig at deltage i optoget. Havde hun alligevel hintet det diskret mellen linjerne.

Hun sov ikke meget den nat, og da Briar gik ind for at vække hende var hun noget overrasket over at se hende i tøjet allerede; og uden hjælp. Mirielis havde givet hendes kammerpige fri de næste seks timer så også hun kunne nyde optoget med sin familie og bekendte.

Hendes kjole var lys og creamfarvet med små detaljeret violette broderinger og det normalt ellers opsatte hår hang løst ned over hendes skuldre med kun ganske få fletninger så det ikke generede hende. Om halsen bar hun en enkel kæde. Hun lod sig rive med i sang og dans og først da hendes fødder ikke længere kunne bære hende forvildet hun sig ud af kæden og var nær stødt ind i en høj mand.

En høj mand som hun kendte særdeles godt. "Durant." hviskede hun åndeløst og fortumlet. Et splitsekund efter bøjede hun dog ærbødigt hovedet og nejede dybt for ham.

[Durant af Rouvry]

Det var svært at se hende an gennem mængden af mennesker, adelige som borgerlige. Durants skridt var målrettede, selvom det var svært at bevæge sig gennem et optog når de allerede havde sat et fast tempo. Alligevel kom han snart tættere på den unge kvinde som han huskede fra den svundne tid før. Før jordskredet begyndte og begravede ham i selvmedlidenhed og skummende øl.

Hun var smuk, som hun hvirvlede rundt i festlighederne. Det havde hun ganske vist også været dengang, men hun havde også været så ung. Nu, var hun en voksen kvinde, men mens alderen havde tegnet fine former om hende, var han sikker på at de havde taget noget fra ham. Faktisk, blev han pludselig mere usikker på om han skulle forstyrre det høje humør: før kvinden altså gled ud af dansen og næsten var kollideret med ham.

"Mirielis," hilste han. Det var umuligt for ham ikke at trække en anelse på krogene af munden. Han bukkede hovedet for hende, da hun nejede for ham på en måde som kun en kvinde af god stand kunne formå. "Det er godt at se dig igen."

[Mirielis af Lemaux]

Efter den formelle hilsen sank Mirelis skuldre sig en smule mere på plads og det var tydeligt at se at hun igen følte sig mere afslappet. Smilet strakte sig større som blikket flakkede mellem hans blik. Hun havde drømt og forestillet sig den dag de endelig skulle se hinanden igen. Hvordan han så ud, og hvad hun ville sige.

Men hun var ikke vred; ikke nær så meget som hun havde troet, og som hun havde været dengang. De blev skubbet med strømmen og det tvang både hende og Durant til at følge med optoget videre mod markedspladsen. For ikke at miste ham at syne greb hun instinktivt fat om hans arm og trak ham med ud af den lange bane af mennesker og ind i en lille mørk side gade.

"Vi kan vente optoget ud her." svarede hun og var stadig ved at få pusten tilbage efter dansen. De kunne altid gå tilbage når vrimlen af mennesker ikke længere fyldte de små gader. Om det var optoget, dansens rus eller synet af Durant der gjorde hende mere spontan og uden særlig mange dannede tanker vidste hun ikke. Normalt ville folk se skævt til at to adelige trak sig væk, men heldigvis for dem var alle de andre i fuld gang med festlighederne og der kom hverken adelige eller borgerlige forbi smøgen så tidligt om morgenen.

[Durant af Rouvry]

Støvgrønne øjne flakkede mellem Mirielis'. Der var noget over endelig at møde hendes blik igen, efter så lang tid. For selvom øjnene var de samme, kunne man fornemme tiden der var gået. Glæden og smerten. For nu, læste han hendes udtryk som var hun glad for at se ham, omend  lidt overrasket, og han fortolkede det som mere end bare almen høflighed. 

Hvad der var sket dengang, kunne ikke ændres. Og visse aspekter ved det, havde han ikke kunne se, før skaden var sket. Da han mærkede hendes hånd mod sin arm, mærkede han dog visse af de svundne stunder vende tilbage i bevidstheden. Der var derfor intet tøvende i ham, da han fulgte hendes bløde ryk væk fra folkemængden og ind i halvmørket.

"Du vil ikke videre mod markedspladsen?" valgte han at spørge; bevidst om at hendes hånd endnu hvilede mod hans arm. Øjnene flakkede over hendes ansigt, betragtede det og tog udtrykket ind. "Du har ændret dig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis brune øjne søgte op og låste sig med Durants. Når de stod der, endelig sammen igen kunne hun næsten ikke nænne at skælde ham ud. At råbe og småbande over måden han havde behandlet hende på. Lige som ham blev hun dog trukket tilbage til en svunden tid og alle følelserne syntes at udbryde på én gang.

Men hun havde også ondt af ham. Det han havde mistet kunne ikke måle sig med den ellers store smerte hun selv havde følt over hvordan han havde behandlet hende. Derfor havde hun heller ikke travlt med at bringe det på banen. I stedet nød hun at han så på hende med andre øjne og mærkede modet gøre hende stærkere.

Hun rettede sig en smule ved hans ord og opdagede ikke at hånden stadig var lukket om hans arm.
"Jo, men ikke nu" svarede hun med vaklende stemme idet hjertet stadig slog overraskende hurtigt. "Ja? Måske har du bare ikke opdaget det før." svarede hun og mærkede nu endelig den stikken i brystet hun vidste ville komme.

[Durant af Rouvry]

Der var ting han vidste at han burde undskylde for. Ting som han måske ikke kendte det fulde omfang af, fordi han ikke anså sin behandling af Mirielis som slem og alvorlig dengang. Intet havde været alvorligt i tiden efter han blev slået til ridder. Han havde løbet hornene af, og selvom han havde mærket noget overfor den yngre pige, var det paradoksalt ham der ikke var moden nok til at håndtere det på en galant måde. Nu stod de her sammen - i den dæmpede belysning af en mennesketom sidegade.

Han måtte sænke hagen for bedre at møde hendes blik, og mærkede åndedrættet blive lidt tungere over at være så tæt på kvinden hvis skrevne ord han havde klynget sig til, da han havde brug for motivationen til at løfte sig selv op igen.

"Jeg har ikke haft mange chancer for at få dig på tomandshånd," påpegede han, selvom tid havde været noget han havde haft en del af. Han havde dog ikke kunne byde hende at aftale et møde da han var som han havde været i dén periode. "Det er jeg naturligvis selv skyld i."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne godt have valgt at bære mere nag end hun gjorde. Men alene synet af Durant gjorde at hun ikke havde lyst til at skabe dårlig stemning mellem dem. Det fortjente han ikke, og selvom hun hellere end gerne ville høre ham undskylde for hans opførsel havde hun lært meget de sidste mange år, blandt andet at man skulle være fortiden forlive fortid. Desuden var hun mere glad for at se ham end til at gøre ham dårligt tilpas.

Smilet forsvandt ikke ved hans ord, og stille nikkede hun. Det var rigtigt nok at de ikke havde set hinanden særlig meget, hvis overhovedet. Det var de til dels begge skyld i, det erkendte Miri med det samme. Noget i hende rørte på sig ved måden han så på hende og fik instinktivt lyst til at lægge armene om den stakkels mand.

Hun forholdte sig dog hvor hun stod og i stedet strammede hun grebet om hans arm i et blidt klem. "Alt ting til sin tid, ikke?" forsøgte hun sig i opmuntrende mine og trak til sidst hånden til sig.

[Durant af Rouvry]

Intet i ham ønskede at fremstå svag og svækket. Det var en af grundende til at han ikke havde opsøgt hende i tiden lige efter. Han havde været en knækket mand, men også en mand der fandt trøst i bunden af krus, slagsmål og intime forhold med kvinder, han ikke kunne huske navnene på. Naturligvis var der, fra familiens side, blevet dækket over meget fra den tid.

Han betragtede hende - bevidst om hvor meget de havde ændret sig, men også om hvordan det føltes endelig at stå ansigt til ansigt med hende, frem for et fragment af hendes tanker på pergament. Øjnene flyttede sig ikke. Ikke engang mod bevægelserne fra øjenkrogen, som optoget vandrede videre mod markedspladsen, ført af statuen og tanken om et godt måltid.

"Alting til sin tid," gentog han, pludselig foruden følelsen af hendes hånd mod sin arm. Han ønskede at genetablere kontakten, men deres skrevne venskab betød meget for ham, og han ønskede at overføre blæk til virkelighed. "Kom. De har næsten bevæget sig forbi. Vi kan tage bagtroppen." Foreslog han og nikkede tilbage mod de lysbærende skikkelser. Det ville give dem mulighed for at konversere på vejen.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde hørt forskellige ting. Naturligvis var hendes mest pålidelig kilde Helene af Suilleaux og hun havde derfor ikke lagt noget i alt det andet der havde floreret. Men Mirielis havde skulle passe på sig selv og livet ved hoffet havde taget alt hendes opmærksomhed hvilket i forvejen havde været en god distraktion for hende.

Hun kunne dog ikke længere ignorerer ham. Ikke når han stod foran hende nu. Der var mange ting hun gerne ville vide, og som hun vidste der nok skulle komme svar på. Men ikke der hvor de var nu. Der måtte det ikke handle om sorg over dem de havde mistet. Solgudens optog var en dag hvor man se frem ad og ikke holdte sig tilbage af fortidens spøgelser.

Det havde været rart at mærke hele hans væsen så lyslevende foran sig, men hun mærkede også selv iveren i igen at blive en del af optoget. Derfor kom der ingen indvendinger fra hende da de trådte ud af den lille smøg og tilsluttede sig optoget som de sidste.

[Durant af Rouvry]

Fortidens spøgelser var der nok altid. Over skulderen et sted, eller inde bag hjertekamre. Selvom store folkemængder og festligheder ikke var noget han havde vendt ansigtet meget mod gennem de seneste år, var han villig til at træde to skridt frem og kun et skridt tilbage for i dag. For noget havde trukket ham mod festlighederne, og det var ikke kun synet af det kommende gry og festglade mennesker - for det havde bestemt også noget med kvinden ved hans side at gøre.

"Og jeg som troede at udsigten var mest eftertragtet fra de forreste rækker," Han nikkede mod synet foran dem. Som bagtrop kunne de kigge over flammehavet af fakler og mindre lys, holdt af de utallige mennesker foran dem. Han havde glemt hvor smittende stemningen var, og derfor trak det da også en anelse på smilebåndet, selvom bevægelsen først var en subtil sitren.

Ansigtet vendtes mod Mirielis igen. "Jeg tror vi har den bedste placering nu."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kom normalt til optoget alene eller med sin søster. Men grundet brevene mellem hende og Durant havde hun ikke lavet nogen aftaler denne morgen og havde altid kunne finde tilbage til sine veninder hvis han ikke var dukket op. Hænderne blev foldet bag om hendes ryg som de gik hen af den svagt oplyste gade.

"Hvis man gerne vil først til maden, eller vil have de bedste pladser til kongens tale" svarede hun og løftede hovedet en smule for bedre at kunne se det flammende hav der bølgede let op mod markedspladsen. Det var en længere tur og hun satte pludselig stor pris på hvor langt der var fra havnen.

"Jeg tror du har ret" svarede hun og drejede opmærksomheden mod Durants svagt oplyste ansigt.

[Durant af Rouvry]

Maden og talen var bestemt også en motivationsfaktor, men Durant havde håb for at hele optoget nok skulle kunne ventes på inden kongen begyndte at snakke. Maden var et andet problem, men maven rumlede ikke nær så meget som noget glemt i brystet rumsterede. Ansigtet vendtes mod Mirielis', da hendes vendte sig mod hans. Mødet med de to sæt øjne, fik ham kortvarig til at trække på smilebåndet i en subtil og underspillet bevægelse. Der var stadig noget af ham, han ikke havde genvundet endnu.

"Hvordan er din tid i hoffet?" spurgte han endelig. De havde ikke beskrevet deres nuværende situationer i store detaljer i brevene, men nu havde han hende her - og derfor ønskede han at sikre sig at hun havde det godt.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nød at kunne mingle sig med medlemmer fra andre familier som ikke var nogen hun så ved hoffet. Der var så mørkt og så mange mennesker at de uden tvivl heller ikke ville kunne genkende hende. Det havde hun det helt fint med.

"Det er endnu sværere end på Pigeskolen. Men Helene hjælper mig når hun kan, selvom hun allerede har andre veninder." svarede hun og mærkede knuden i maven røre på sig. "Nu er Gisella jo lige startet.." Sagde Miri og trak vejret dybt ind. Det var svært at stå på egne fødder og repræsentere sin familie når man både skulle holde tungen lige i munden, og se efter sin søster.
"Nu må vi se om der er nogen der vil have mig" hun vrængede ansigtet og skar en grinagtig grimasse.

[Durant af Rouvry]

Selvom han, i en god periode, kun havde tænkt på sig selv - og enten sin egen lykke eller sin egen tragedie - var opmærksomheden nu helt rettet mod Mirielis mens hun talte og beskrev situationen. Øjnene hvilede mod hendes ansigt i halvmørket, mens de fulgte i tempo med det store optog foran dem. Brynene trak sig flygtigt sammen: "Gisella er heldig at have dig i nærheden." Forsikrede han hende så om. Ofte kunne man blive stærkere omkring sine søskende, netop fordi man ønskede dem trygheden man selv manglede.

"Hvorfor skulle de ikke det?" spurgte han så ligefremt.