Ild og gamle flammer

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis hadet hvordan stemningen var skiftet så hurtigt imellem dem, og det var ikke fordi det havde været hendes intention at lyde så bebrejdende. Langsomt gjorde gled tungen hen over hendes læber og fugtede dem let. Hele hendes mave snørrede sig sammen da deres blikke mødte hinanden. Hun måtte tvinge sig selv til at bevare det for ikke at lade følelserne få alt for frit spil.

Øjnene blev små som hun forsøgte at finde ud af hvor oprigtige hans ord var, men fandt kun ømhed. "Vidste du besked om .. Iseldis?" Spurgte hun og trak vejret dybt ind.

[Durant af Rouvry]

Med ærlighed kom man længst. Det var en antagelse, men én han valgte at følge, selvom han engang ikke ville have fulgt den strategi. Det havde næppe været ærlighed der havde bragt ham tæt på kvinder og komtessen havde afsløret, for få øjeblikke siden, hvordan han havde udnyttet hendes forhåbninger.

Han var en ændret mand på mange måder, men hendes tiltrækningskraft på ham forblev den samme. Netop derfor måtte han være mere varsom. I sandhed, burde han nok holde sig helt på afstand. "Ja," svarede han. "I nogle uger i hvert fald, før det kom andre for øre." Inklusiv komtessen.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis vidste stadigvæk ikke om hun ville høre det. Ikke desto mindre stoppede hun ham ikke for noget i hende ville gerne have samtalen fortsatte. Hun ville høre det fra ham.

"Jeg ville sådan ønske du havde sagt nej." Hviskede hun halvkvalt og strammede sit blik mod hans ansigt. Var det ikke nok at han havde valgt hendes veninde frem for hende selv? Han havde også kendt til det uden at sige noget.

"Følte du virkelig så lidt for mig, at du ikke så det, jeg ved ikke vigtigt?"

[Durant af Rouvry]

En dæmpet, frustreret lyd slap gennem hans læber, før han besluttede sig for at stoppe op i tydelig anmodning til at få hende til at gøre det samme. Det var nemmere at fastholde hendes blik sådan her, selvom det ikke nødvendigvis var rart at blive konfronteret. Han havde dog selv bragt det på banen. Det var ikke rart, men det var nødvendigt.

Smerten i hendes blik, fik det til at knuge i hans bryst.

"Der var ting jeg burde have gjort anderledes. Hvad der er sket, kan jeg ikke ændre på," sagde han, og fortsatte sekunder efter: "Jeg følte noget for dig, men jeg var ung og umådelig selvisk. Egeninteresse var noget jeg lænede mig mod, og jeg er forfærdelig fortrydelig over at have taget den tid fra dig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var ved at snuble over sine egne fødder da Durant pludselig stoppede og hun selv måtte sætte hælene i. Hun trak kappen tættere om sig og kunne ikke blive enig med sig selv om hvorvidt hun brød sig om at de pludselig stod stille. Det var meget nemmere og bebrejde ham når de gik.

Hun trak vejret dybt ind. Hun forstod godt hvor han kom fra med sin undskyldning og forklaring på hele misæren. Men knuden i hendes bryst ville ikke forsvinde og det gjorde det hele meget værre. Fingrene gned hen over hinanden i frustration og da hun åbnede munden for at svare mærkede hun hvordan læberne vibrerede.

"Jeg troede du ville vælge mig." svarede hun med skælvende stemme. "Jeg troede .." Hun måtte blinke tårerne væk for ikke at give efter. "Jeg troede at vi i det mindste var på vej i den retning" Naturligvis havde hun ikke regnet med at der havde været et bryllup i den nærmeste fremtid, grundet hendes alder. Men det havde ikke ændret på hendes håb om at det stadig havde ligget et sted derude.

[Durant af Rouvry]

Det var tydeligt. Ja, man burde næppe være observant for at se frustrationen i komtessens kønne blik. Et blik der både formåede at betragte ham med smertelig alvor og unægtelig blidhed. Han forsøgte at holde åndedrættet stabilt og temperamentet i skak. For han havde, før i tiden, været god til at vende konfrontationerne ryggen eller besvare dem med flere verbale angreb. Mirielis' ord var dog berettiget, og det var svært for ham ikke at bukke under for fristelsen til at række ud efter hende, da han bemærkede den blanke hinde i hendes blik.

"Jeg... er glad for at jeg ikke valgte dig," indrømmede han så, men skyndte sig at forklare sig: "Jeg var umoden og du var så ung." Det havde hans afdøde kone ganske vist også været, men hende havde han ikke følt noget for. Og af en eller anden grund, havde det virket langt mere logisk af netop den grund. I sidste ende, havde han taget livet af hende, på en måde.

"Det er enten en af de største fejl jeg har begået, ellers skånede jeg dig for et frygteligt ægteskab."

[Mirielis af Lemaux]

Selvom Mirielis havde været ung og håbløs så betød det ikke at hendes følelser for Durant ikke havde været ægte; ikke var ægte. Han havde ødelagt det skrøbelige ungpige sind og det havde taget hende lang tid at komme tilbage til det livsglade syn hun havde selvom heller ikke det var særligt sundt for hende.

Selvom de nu stod overfor hinanden mere klare i deres handlinger så kunne hun stadig mærke hvor påvirket hun var. Hun var vred på ham og bebrejdede ham nok stadig hendes sorg for den gang. Men han var ikke det evig onde i hendes liv. Smerten over også at have mistet sin veninde hang stadig ved som en trodsig sky.

Hendes bryn trak sig sammen over udmeldingen og hun overvejede næsten at vende om at gå. Men så fortsatte han og hun sank igen sammen. Ingen kunne vide at Iseldis ville dø, og at hun ville ende med at tage deres barn med sig. Der var heller ingen der vidste om samme skæbne kunne have hændt for Mirielis. Derfor forsøgte hun ikke at presse dét liv over hans hoved nu.
"Den største fejl du begik var ikke at fortælle mig om det, kun en kujon ville stikke halen mellem benene som du gjorde" Hun rankede sig og rystede tårerne væk fra ansigtet.

[Durant af Rouvry]

Selvom det var sandt, var ordet hun brugte mod ham spidsere end nogen dolk. Kujon. Efter han havde mistet sin kone, havde han også stukket af fra forpligtelserne for en tid. Han havde søgt trøst i druk, spil og kvinder, mens faderen måtte holde en hånd over hans handlinger - skubbe dem ind under gulvtæppet, velnok. 
Brynene rynkede, men han bed modsvaret i sig. Det der, uden tvivl, ville søge at forsvare hans beslutning dengang. For han kunne mærke hvordan det smertede ham at se Mirielis sådan her. Med våde øjne og tårer mod kinderne.

"Ja," Godtog han så. Kæben var temmelig spændt nu. "Kunne jeg tage det tilbage, ville jeg gøre det." Så kunne han have afvist ægteskabet, der havde mundet ud i en ung kvindes død. Såvel som hans barns.

[Mirielis af Lemaux]

Det var smertende for hende, men Mirielis vidste også at det var nødvendigt for dem at have den samtale hvis de nogensinde skulle komme over og videre hvad der var sket. Komtessen var dog stadig ung og håbløs men en hel del stædigere end Durant før havde kendt hende som.

Hun blinkede et par gange. Hun havde ikke regnet med at han blot ville være enig i hendes ord. Hun havde forventet en mere hævet stemme, eller i det mindste en længere sætning. Hun sank en enkel gang og løftede så hånden frem mod ham.

"Kom.."

[Durant af Rouvry]

Der var blevet kastet lys over skyggesiderne af det forhold de havde haft engang. For da Durant havde set hende ved havnen først, under denne festival, havde han bestemt kun ladet tankerne vandre over de gode dele af deres relation til hinanden. Han huskede hvordan hun  havde fået pulsen til at skabe en brusen for ørene engang. Hvordan det havde flakset i ham når han så hende. Alligevel havde han været nem at distrahere, og havde også haft nemt ved at lyve.

Det var overraskende at hun rakte ud mod ham nu. Alligevel fandt Durant sig selv i at tage hendes hånd, før han nåede at tale sig selv fra det. Blikket fulgte hende opmærksomt og tynget, og vådheden på hendes kinder gjorde kun følelsen tungere.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde gjort alt hvad hun kunne for at lægge ham bag sig. Hun var kommet alt for langt tid at lade Durant vandre ind i hendes liv på den måde, og ødelægge hende en gang til. Det var i hvert fald hvad hun havde fortalt sig selv inden hun alligevel havde skrevet til ham.

Selvom det intet ændrede så ønskede hun ikke at skyggen over deres forhold skulle fortsætte. Hun var nødt til at tilgive ham, og han var nødt til at tilgive sig selv. Hvis ikke hun hjalp ham med dét, hvilken person ville hun så ende med at blive?

Roligt trak hun ham med gennem gaderne indtil to snoede veje mødte hinanden bag et byhus hvor en brønd omringet af vinterlinjer sneroser stod uden et menneske i miles omkreds.
"Hvis du kunne vælge frit af alle steder, hvor ville du så helst være?" kom det så fra hende i det hun slap hans hånd.

[Durant af Rouvry]

Uden helt at forstå hvad det betød, nu hvor ingen yderligere ord var sat over handlingen, fulgte han komtessen gennem gaderne. Hånden vedblev i hendes og det var bestemt noget der fik temperamentet til at dæmpe sig markant. Kæben slappede mere af, og selvom han ønskede hendes hånd tilbage, da hun endelig slap ham foran et ydmygt byhus, var pulsen faldet tilbage til normalen igen.

Et bryn hævede sig en anelse over spørgsmålet, men valgte at tage det som det var.

"Alle andre steder end byen," indrømmede han så, men valgte at tilføje lidt efter: "Selvom jeg paradoksalt ikke har ville forsvinde fra den her til morgen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var glad for at komme væk fra larmen og menneskemængden. Hun trak vejret dybt ind og kunne næsten ikke undgå at blive væk i hans blik. Blidt knugede hun sine hænder og trådte et halvt skridt tilbage.

"Okay, luk dine øjne" kom det lavt fra hende som hun betragtede ham med et lille sitrende smil. Hun trak langsomt hans kappe af og lagde den på brøndens kant før hun vendte sig mod ham igen.

Hun viftede sin hånd foran hans ansigt for at tjekke om hvorvidt han rent faktisk havde lukket dem. Derefter tog hun blomsten fra før ud af fletningen og trådte helt tæt på ham så hun kunne mærke varmen ved hans åndedræt.

[Durant af Rouvry]

Forundring mærkede sig i ridderens øjne ved anmodningen, og han skilte da også lige læberne ad for at komme med en indvending. Efter et enkelt åndedrag, besluttede han sig dog at efterkomme hendes ønske uden protest.

"Godt. Jeg lukker dem," Forsikrede han hende om med et sitren ved den ene mundvige, før han gjorde netop det: Lukkede øjnene og overlod sig selv at stole på nogen andre end sig selv for en stund. Ventetiden - selv hvis den kun var få korte øjeblikke lang - var nervepirrende. Især da han kunne mærke duften af hendes hår og høre hendes åndedræt.

"Må jeg åbne dem?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis fangede ikke sig selv med det samme i at stå og dvæle ved hans ansigt. Hun bed sig i kinden og først da han talte rørte hun på sig.
"Vel må du ej" svarede hun og lo let. Hun stilte sig på tæer og fumlede let med blomsten som hun satte den fast i hans ko. Han kunne med sikkerhed ikke huske hvad grunden var til det egentlige køb af den rose han havde forærede hende, men det kunne hun.

Hendes hænder lå blidt på hans brystkasse, og hun mærkede instinktivt hvordan hans hjerte bankede fast. "Jeg vil være alle, og ingen steder på en gang." hviskede hun som blikket flakkede han over de lukkede øjne.