Ild og gamle flammer

[Durant af Rouvry]

Der var nok mange ting der gik hans næse forbi. Søstrene måtte uundgåeligt også have gået på æggeskaller og havde en eneste knust under deres fødder, var det måske ikke ham de havde fortalt det til. For enten havde han været i den fase af livet hvor han løb hornene af sig, ellers havde han sekluderet sig fra selskaberne. Tingene var mere i balance nu, men klarsyn var ikke noget man fik fra den ene dag til den anden.

Blikket dvælede dog i Mirielis' og fangede bønnen deri, selvom han ikke kunne beslutte sig for om han skulle forholde sig til sin egen stædighed først. Valget var dog ikke svært at træffe når alt kom til alt: "Jeg vil ikke forværre situationen for dig," bekræftede han så bare i en modvillig accept. Kæben var stadig spændt, men noget ved hånden mod hans arm var beroligende.

"Situationen bør ikke eskalere herfra. Han vil lære at... kede sig med det."

[Mirielis af Lemaux]

Langsomt spredte der sig et smil hen over hendes læber og hun sukkede lettet over hans ord. Hun vidste at det ikke måtte være let for ham ikke at reagerer på hans instinkter. Men Mirielis havde været ved hoffet længe nok til at det ikke ville nytte noget at udfordre Tariq på den måde; han ville uden tvivl bruge det til sin egen fodel og spinde endnu flere historier.

"Jeg ville ikke have mere opmærksomhed på ham end han i forvejen har. Lad ham fornøje sig så længe det vare. Mig får han ikke ned med nakken så let." svarede Mirielis med et let fnys.

[Durant af Rouvry]

Paradokset var, at det var en kamp for Durant, ikke at kunne tage kampen op med den anden ridder. Det var ikke en behagelig tanke at Mirielis skulle omgås blandt sådanne personer uden at kunne forsvare sig selv. For hvis et enkelt stamp over foden kunne gøre ridderen hævngerrig, kunne man forestille sig hvad yderligere modvillighed kunne munde ud i.

"Jeg håber at du har ret," brummede han, ikke helt klar over hvorvidt komtessen blot spillede mere modig end hun følte sig for hans skyld. Uanset, ønskede hun ikke hans indblanding og det var egentlig mest grundet konsekvenserne af denne - end hendes egentlige bøn - der afholdt ham fra at forsvare hendes navn og ære.

"Du er stærk. Det tvivler jeg ikke på."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis tvivlede ikke på at Durants hensigter kun var gode, og selvom noget i hende ønskede at han skulle forsvare hende så havde hun en nagende fornemmelse af at situationen ville løbe fuldstændig løbsk hvis Tariq fik mere at tale om.

Nej, for nu måtte det være sådan og så måtte hun arbejde ekstra hårdt på at fremstå fra sin bedste side hun kunne for ikke at tabe mere af sin glans ved hoffet. Smilet blandede sig med et fornøjeligt fnys.

"Og det gør mig ikke mindre .. attraktiv?" spurgte hæmningsløst og vidste ikke om hun skulle se på ham. Hun havde brug for at blive bekræftet i at hendes opførsel og være måde ikke var komplet håbløs.

[Durant af Rouvry]

Spørgsmålet kom en anelse bag på ham, mens svaret var mere ligetil. I hvert fald, hvis han skulle udtale sig om det personligt. Blikket faldt på Mirielis og han mærkede behovet for at betrygge hende på en anden måde end ridder-måden. Med ord frem for at kæmpe for hendes ære, som var hun ikke i fin stand til at kæmpe for sig selv hvis blot verden ikke rynkede på næsen over det.

"Enhver der ser dig eller taler med dig vil anse dig som et attraktivt parti," Derudover var der det gode navn og medgiften. Øjnene gled over hendes ansigt; de fine træk - men undlod at bevæge sig længere end til den øvre del af halsen. Tankerne måtte ikke vandre så skødesløst i de baner. "Det her blæser over. Det kan jeg forsikre dig om."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis læber trak sig op i et lille smil. Det var rart at høre det fra Durant, så vidste hun at noget hun gjorde var rigtigt selvom andre måske ikke mente det helt på samme måde. Det fik hende endnu mere lyst til at vise sig fra sin bedste side om end det betød at hun måtte skrue lidt ned for vildskaben og de spontane tåovertrædelser.

Hun slog blikket forlegent ned og måtte alligevel puste lidt luft op mod hovedet for ikke at rødme alt for meget. "Men kan de se forbi onde ord hvisket af en slange?" spurgte hun alligevel.

"Jeg håber du har ret, ellers har Helene så fint fortalt mig at jeg ender mine dage som min søsters guvernante" svarede hun med et sarkastisk glimt i de mørke øjne.

[Durant af Rouvry]

På visse områder var han heldig. Hoffet var ikke nødvendigvis noget han skulle forholde sig meget til, og familien havde været gode til at dække over visse bølger af sladder om hans handlinger, da de måske var mest slibrige at tale om. Han havde sympati for Mirielis' situation, og vidste at den krævede en del selvkontrol som han ikke selv besad:

"Det kan de. En hvislende slange i krogene betyder intet, hvis bejlerne først har låst øjnene mod dig," sagde han med en vis sikkerhed. For han vidste personligt hvor nemt det var at glemme omverdenen omkring komtessen.

Læberne trak sig en anelse over beskrivelsen af hvad lillesøsteren havde påstået. "Mistænk ikke hendes mørke humor som bramfrihed i hvert fald," rådgav han. Søsterens direkthed lignede, på visse områder, hans egen.

[Mirielis af Lemaux]

Der var noget ved måden ordene blev sagt på der fik Mirielis til at se langt mere indtrængende på Durant. Nogen gange var det som om han talte af egen erfaring, men det var den unge komtesse helt umuligt. Han havde truffet sit valg for længe siden og det efterlod hende bare med en ubesvaret knude i mellemgulvet.

Alligevel hjalp de forsikrende ord og hun nikkede en enkel gang. "Mmh." mumlede hun.

Mirielis satte næsten altid pris på venindens ærlige rådgivning selvom hun ikke altid var lige modtagelig overfor den. "Jeg kan ikke gøre som hende - Se forbi alle deres vederstykkeligheder" svarede hun og knugede ubevist endnu en gang sin hånd omkring Durants arm.

[Durant af Rouvry]

Man kunne bebrejde Durant for de valg han traf dengang. Mange af dem. Dog havde han aldrig valgt sin afdøde hustru ud af kærlighed eller affektion. Det element havde først vist sig langt senere. Tilmed da det var for sent at handle på det.

Da han mærkede hendes knugen om hans arm, besluttede han at det måske ikke var helt upassende at lade en fri hånd lægge sig over hendes. Måske var det blot drømmetænkning, men alligevel kunne han ikke undgå at smile opmuntrende ved kontakten.

"Du burde heller ikke skulle finde dig i så meget. Det var modigt af dig at forsvare dig selv." Selv hvis det bare havde været en trampen over fødderne.

[Mirielis af Lemaux]

De kom stadig ikke ind på emnet, og selvom Mirielis gerne ville vide hvordan han virkelig havde det var det for hende også smertefuldt at skulle genleve hele den sorg det var både at miste Durant til sin veninde, men også senere miste hende i mere end en forstand. Hun forstod så udmærket at det ikke var noget der blev rykket op i. For hende var det vigtigste at de talte sammen nu.

De stod som forsejlet da han lagde sin hånd over hendes, og igen væltede en bølge af følelser ind over hende der efterlod hende en anelse fortumlet. Hun besvarede også hans smil og nød følelsen af hans varme kold i den morgenkolde vinter luft.

"De siger jeg er for fantasifuld, at jeg lever for meget med hovedet i bøgerne" sukkede hun og tænkte både på Helene men også de andre veninder der gik mindst lige så meget op i at finde en mand som hver anden ung pige. Måske var Mirielis bare helt forkert?

"Det eneste min far ser er deres ry og hvilken familie de kommer fra. Han er bedrøvende ligeglad med om min kommende mand så slog mig." Hendes øjne blev store og frygten malede hende næsten hvid i ansigtet. Det gjorde hende bedrøvet og lige føltes det som om at Durant var den i hele den hvide verden der forstod hende bedst.

[Durant af Rouvry]

Hånden vedblev hvor den havde lagt sig i en stund, før ridderen fangede sig i at dvæle ved fornemmelsen af hendes slanke fingre under sine. Snart gled den dog, lidt modvilligt, ned langs siden igen, mens han tog hendes ord ind. Fantasi var ikke noget han var en stor dyrker af. Måske havde han været det på sine unge dage, hvor han drømte om glæderne ved ansvaret han en dag skulle bære - frem for at fokusere på pligternes tunge vægt, og alt det praktiske der nu dominerede i sindet.

Alligevel, var han vel stadig en drømmer. Ellers ville han ikke have læst sådan mellem linjerne i hendes brev og trukket sig selv udenfor, før solen overhovedet var vågnet med ham. "Og din fantasifuldhed kan måske give dig meget mere at fortælle om," forsvarede han roligt og med en opmuntrende, trods undertonet, klang i stemmen.

Han så flygtigt frem for sig og mod himmeltæppet hvor farverne var begyndt at træde mere frem i et varsel om solens kommen. Alligevel trak kvindens næste ord med det samme det støvgrønne blik mod sig. Brynene krummedes. "Desværre tror jeg at visse fædre hellere vil beskytte deres navn end deres børn," tilstod han og viste lidt mere af den pessimistiske side frem. "En husbonds ansvar at beskytte sin hustru. Forsvare dem mod -, frem for at gøre dem ondt." En del af ham var i konflikt omkring om han overhovedet havde levet op til den ide selv.

[Mirielis af Lemaux]

Det var rigtig nok at Mirielis tit underholdte tjenestefolkene i byhuset og også hjemme på lensborgen, men fra at fortælle medrivende historier var der langt op til den virkelighed de levede i. Måske havde hun alligevel bedst af ikke at leve sig sådan med til hun til sidst troede at hun kunne gifte sig af følelser frem for stand.

Det forblev naiv tanke og Mirielis skubbede den væk nærmest i samme sekund som Durants hånd flyttede sig fra hendes. Om han virkelig mente det eller ej spillede ingen rolle for selvom hun hurtigt kunne falde i de optimistiske ord så var hun ikke dum.

Lancelin var en kompliceret mand; Når han kom og besøgte hende virkede han oprigtig interesserede i hendes velvære, men i hans breve lød hun ordre og forventninger. Da han talte lød det så øvet, som var det en del af en remse Durant havde lært, og det fik hende til at trække på smilebåndet. "Hvem end der vinder din gunst er i sandheden en heldig pige" svarede hun mildt og veg blikket væk fra hans så han ikke skulle de blanke øjne der pressede sig på.

[Durant af Rouvry]

Øjnene forlod hende for en stund igen, selvom det var lige svært at gøre det hver gang. Hun var en attraktiv kvinde, men hun var mere end det. Hendes tiltrækningskraft var magnetisk og en han også havde mærket dengang. Alligevel var andre ting kommet i vejen og knækket i deres forhold havde været en af de store fortrydelser selvom han ikke helt havde kunne se visse af sine fejltrin før han modtog det første brev fra hende i tiden efter. Han var ændret og det samme var hun.

De var dog her nu. Sammen. Selvom stemningen syntes forandret for en stund.

"Jeg ved ikke om det er sandt," indrømmede han så, ærligt og ligefremt. "På papiret og i hofmæle er jeg måske et godt parti, men jeg var aldrig en god ægtemand." Han havde været fjern og ikke helt klar til ansvaret.

[Mirielis af Lemaux]

Straks veg de mørke øjne tilbage og så nu direkte op på Durants ansigt. "Det må du ikke sige." svarede hun ømt. Mirielis vidste heller ikke selv hvorvidt ordene var sande men hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig at han havde været en dårlig ægtemand.

Det kunne hun måske i morgen når den euforiske stemning i hendes sind var forsvundet. For hun vidste jo præcis hvordan han kunne spinde unge smukke damer ind i sit spind, og så feje dem af vejen når han skulle videre. Tanken gjorde hende helt kvalm og det fik hende til igen at se frem for sig hvor lysene fra markedspladsen syntes tættere på.

"Man er vel altid to om et godt ægteskab, ikke?"

[Durant af Rouvry]

Om han var en ændret mand ind til benet, vidste han ikke. Han var dog blevet en voksen en af slagsen, og havde formodentlig lært en del af sine fejltrin selvom han måske også havde fået en mængde bitterhed med sig.

"I mit tilfælde, nej. Jeg kunne have gjort mere," sagde han så. Han havde godtaget ideen om ægteskabet, da hans far pressede på. Tilmed havde han ignoreret at kemien ikke hang mellem ham og hans kone: en kvinde Mirielis også havde haft et bånd til. Omend det næsten havde været tættere. Desuden havde han ikke kunne hjælpe sin kone, da det blev mest kritisk.

"Vi nærmer os." sagde han, mest for at skifte emne. Stemningen mellem dem havde forandret sig som samtalen skred frem, og han vidste ikke hvilke døre han kunne åbne mellem dem og hvilke der burde forblive lukket.