Ild og gamle flammer

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis elskede sin søster, og hun var glad for de endelig var sammen igen. Men på samme tid mærkede hun et endnu større pres ved at skulle vise sig som et eksempel. Smilet var derfor kun halvhjertet da hun ikke havde dén slags tro på sig selv.

"Jeg har ikke ligefrem det bedste ry for tiden" sukkede Mirielis som blikket flakkede hen over hans ansigt. "Der var en episode.." lagde hun ud og vidste ikke hvor vidt hun skulle fortsætte.

[Durant af Rouvry]

Der var noget ikke-helt-oprigtigt over smilet hun sendte hans vej. Brynene trak sig dog først mere sammen, da flere ord forlod Mirielis' læber. Ørene var blevet døve for sladder, men nysgerrighed og bekymringen blev vakt.

"Er det noget du vil tale om?" spurgte han, selvom det bed og stak på tungen efter at stille en masse uddybende spørgsmål.

[Mirielis af Lemaux]

Mirelis blik gled ud over de flakkende lys endnu en gang og hun mærkede instinktivt lysten til at fortælle Durant om oplevelsen; mest af alt i håb om at han ville forstå hende.

Hendes læber strammes og øjnene blev små et kort øjeblik før hun åbnede munden for at svare.
"Ridder Tariq havde ved en del festlige lejligheder vist interesse i mit selskab." startede Mirelis ud og skar en voldsom grimasse.

"Ved den seneste af hans forsøg på at kurtiserer mig havde han den fejl ved at råbe om sit usle syn på de lavere samfund." Fnøs hun og lod sine fingre gnide let over hinanden, en vane hun stadig forsøgte at komme af med. "Vi dansede og jeg trådte ham over tæerne."

"Og nu bruger han hver eneste lejlighed til at fortælle alle ved hoffet hvor ustyrlig jeg er."

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral havde vandret rundt det meste af dagen med en kurv fuld af plukkede roser. De havde stået det sidste døgn i vand med farve, for at give dem en mere intens og eksotisk farve. Selvom de var plukket i en have udenfor byen.
Der havde været salg i blomsterne og hendes fødder var ømme og kolde, kurven næsten tom. Og hendes lommer fulde. På alle måder en god dag, med en masse forelskede par der intet andet ville end at udtrykke deres hengivenhed... Som hun heller end gerne hjælp dem med for en skilling eller fire...

Hendes øjne faldt på et yndigt par, der virkede til at være fanget i en vigtig samtale. Ikke at det på nogen måde stoppede hende

"Gode herre, nådigfrøken. Kunne jeg friste herskabet med en yderst sjælden blomst, plukket og fragtet hertil fra fjerne egne." Hun fiskede en rose op af kurven og stak den næsten på i ansigtet på dem, så hun var helt sikker at de så den.
"Rygterne siger at hvis man giver sådanne en blomst til dit hjertes udkårne, vil vil kærligheden blive genfødt og vare til evig tid"
Køøøøøb så den skide blomst, hvor hun hovede at de enten var et par eller havde en de kunne gi den til

Durant af Rouvry
Mirielis af Lemaux

[Durant af Rouvry]

Øjnene vedblev mod Mirielis, da ordene flød fra hendes læber igen og hun beskrev hvad der var sket. Kæben spændtes efterhånden mere op, som den korte fortælling skred frem, og temperamentet prikkede da også under hudens overflade, da han hørte hvilke konsekvenser Mirielis måtte lide for en andens uforskammethed.

"Den..." Han var lige ved at bande, men fangede sig selv i det. Riddere var langt bedre beskyttet end kvinderne ved hoffet på visse områder. I hvert fald dem der omhandlede omdømme. "Han kan ikke bilde sig i at smudse dit navn på den måde. Jeg kan...-" Han nåede ikke at færdiggøre sætningen før en skikkelse henvendte sig til dem.

Ordene blev taget fra ham, og blikket blev revet væk fra komtessen og mod den fremmede. Det var gadesalg og henvendelser fra den ene side og den anden der som regel holdt ham fra de åbne pladser. Alligevel stak han hånden i pungen der hang ved bæltet, eftersom han antog at det var den nemmeste måde han kunne vende tilbage til Mirielis på. "Her," Han gav måske den fremmede en mønt for meget. Eller tre, men så kunne han i det mindste få blomsten ud af sit ansigt, og lade kvinden finde en ny at sælge til.

Øjeblikke efter, vendtes blikket mod komtessen igen. "Der er for mange forstyrrelser herude. Måske kan vi... snakke om det tunge, når optoget er overstået?" Så kunne han også forlænge tiden med hende.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis mærkede hvordan hendes hjerte slog et par slag over. Måden hvorpå Durant reagerede virkede så beskyttende og hun fandt sig selv med blikket dvælende på ham lidt for længe. Selvom hun forsøgte at omgå hoffet med ære og som hun skulle faldt hun i flere og flere situationer hvor hun ikke kunne holde sin mund. Hun var fuldstændig umulig, og måske havde Helene i virkeligheden ret; Hun ville ende med at passe sine søstres børn.

Pludselig blev deres samtale afbrudt og Mirielis nået ikke at åbne munden for at svare før muligheden om et blomsterkøb blev stukket i deres retning. Alene pigens ord fik den unge komtesse til at rødme og hun så til hvordan Durant fiskede mønter op af sin pung. Hun bed sig i kinden og løftede hovedet for at møde hans blik.

"Ja.. Det kan vi godt" svarede hun og lod nysgerrigt blikket glide ned på blomsten.

[Durant af Rouvry]

Blomstens fortalte egenskaber var ikke nogen Durant egentlig havde vendt i hovedet.  Faktisk, var han ret sikker på at han bevidst havde overhørt dem fordi temperamentet over hvad Mirielis havde fortalt, havde fået pulsen markant op. Det var måske også derfor han ikke skænkede det en ekstra tanke, da han rakte den mod komtessen med en flygtig trækken på smilebåndet.

"Her," sagde han. Han havde ikke selv noget at bruge den til.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral var hurtig til at skifte blomsten ud med møntern. "Tak for gavmildhed en gode herre." Hun nejede kort og forsvandt i mængden

/Out

[Mirielis af Lemaux]

Hvor Durant havde overhørt beskeden fra den askeblonde sælger havde Mirielis suget det til sig som i en af hendes bøger om romantik. Derfor blinkede hun også et par gange da han rakte den til hende. Hun rakte hånden frem og tog imod blomsten. Hun løftede den op til sit ansigt og lød den søde duft kilde hendes læsebor.

Hendes blik dvælede længe ved Durant før hun førte den op og satte den fast i den tykkeste af fletninger.
"Tak" svarede hun og bøjede hovedet en smule før det gik op for hende at de havde stået stille i så lang tid at sværmen af lyse allerede var nået op for enden af deres rute og nu var ved at samle sig i en rundkreds om statuen.

[Durant af Rouvry]

Blomster var forgængelige og måske ikke værd at bruge så mange mønter på. Den tanke blev dog smidt langt ud i havnen, da han fangede sig selv i at betragte Mirielis som hun fastgjorde blomsten i en af fletningerne. Den klædte hende. Alt eller endda intet, ville klæde hende. Han fangede sig selv i sin falden-i-staver og rømmede sig den lille smule, da han bemærkede hvor stille der var omkring dem. Og hvordan mørket havde fulgt, som optoget forsvandt fremad.

"Det kan være at vi, trods alt, går glip af kongens tale. Starten af den, i hvert fald," indrømmede han så, næsten undskyldende selvom tonen ikke helt stemte overens med udtrykket i hans blik. Armen rakte han dog frem mod komtessen for at anspore hende til at de kunne genoptage gangen. "Kom, vi er ikke langt derfra."

[Mirielis af Lemaux]

Det var som om Mirielis kunne mærke hver eneste ændring i hans ansigt, også selvom hun ikke så direkte på ham. Det fik et lille smil trække skævt i den ene side. Det gjorde hende ikke spor at de var sænket bagud, hvilket blot gjorde at alt andet tale og sang forstummede bag dem og det gjorde det langt nemmere for hende at fokuserer på Durant.

"Han siger for det meste de samme ting" svarede hun og blinkede diskret til ham. Hun takkede til den udstrakte arm og lagde uden at tøve sin hånd mod den. Det var en rar og vant følelse af gå med ham på den måde. Men noget føltes alligevel så anderledes og nyt.

"Jeg vil hellere gå her." svarede hun og så op på ham. ".. Sammen med dig."

[Durant af Rouvry]

Det var noget af en bemærkning at gøre sig om selveste kongen, men Durant anerkendte både sandheden i ordene og værdsatte humoren i måden Mirielis blinkede til ham på. Der var ingen tvivl om at hun frembragte følelser i ham der engang havde været naturlige og uhindrede. Tid havde læget mange sår, men hun var nu også en form for lys i mørket. Et lys han måske engang havde slukket for en tid, uden nogensinde siden at have berørt emnet, erkendt sin skyld, eller søgt hendes tilgivelse.

Den slanke, morgenkolde hånd om hans arm sendte en behagelig fornemmelse gennem hans bryst. Fornemmelsen blev nu også intensiveret over forslaget hun præsenterede for ham. Havde han trukket hende væk, kunne det måske anses som upassende. Men de var alene og optoget var på vej i den anden retning. 

"Det vil jeg også," indrømmede han sandfærdigt, før de begyndte at gå. Tempoet var lavere nu og belysningen og lyden omkring dem var som dæmpet. Der gik nogle øjeblikke før han talte igen. "Angående Ridder Tariq -," Han vendte tilbage til problemstillingen der var gået forud for sælgerens indblanding: "Jeg får orden i situationen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis tillod sig det kun fordi hun var i selskab med Durant og ikke nogen anden. Han skulle eftersigende kende hende godt til at hun intet fornærmende mente over sin kommentar. Det var svært ikke at blive opslugt af det hele og lige ønskede hun så inderligt at gåturen op til markedspladsen ville vare til evig tid.

Hun var godt klar over den meget direkte udmelding at komme med, men hun vidste at Durant ikke ville bebrejde hende og lige nu virkede det også som om at han delte hendes syn. Desuden kendte de hinanden, og han fulgte hende sådan set bare tilbage til folkemængden.

Hendes ansigt blev pludselig drejet imod ham. "Nej Duruant, det må du ikke!" bad hun og knugede sin hånd om hans arm. Hvis først han blandede sig ville rygterne først florerer og det ville uden tvivl ikke være godt. Ridder Tariq havde en næse for at fordreje alting.

[Durant af Rouvry]

Indvendingen kom bag på ham. Måske mere end den burde. Da hånden knugede sig om hans arm, stoppede han op igen. Ja, selvom de næsten kun lige var begyndt deres vandring sammen igen. Hagen sænkede sig for at han bedre kunne møde hendes blik og undersøge desperationen han fandt deri. Selvom han forstod hendes nervøsitet, kunne han ikke bare se til.

"Han leger med din ære, Mirielis," Stadfæstede han, uden helt at kunne minde sig selv om at det måske var en grænse han selv havde leget med dengang de havde fundet noget hos hinanden. Grønne øjne flakkede mellem hendes.

"I hvert fald dit navn, dit ry og dine fremtidsmuligheder."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis stoppede op da Durant pludselig gjorde holdt og hun så stadig bedende på ham. Stadig med hånden lukket om hans ærme. Det ville slet ikke gå godt hvis han først begyndte på det og hun frygtede resultatet. Men det rørte hende alligevel at han reagerede som han gjorde; det var der ikke mange der ville.

"Men hvad vil det nytte at du forsvare min ære, Durant?" spurgte Mirielis alvorligt og rystede på hovedet. "Mænd som Ridder Tariq, så vil han bare fornøje sig endnu mere." Sukkede hun frustreret.

"Nej, så hellere lade det dø ud. Jeg er ligeglad med at de andre tror at jeg er Uansvarlig, ustyrlig og vild"