Ild og gamle flammer

[Durant af Rouvry]

Lyden af latteren fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Øjnene forblev dog lukkede, selvom han snart syntes at kunne dufte den sødmefulde aroma fra blomsten, som gadesælgeren havde stukket i hovedet på ham. Dér havde han ikke ligefrem taget sig tid til at sanse den, men det var nu heller ikke kun duften af floraen han fokuserede på.

For Mirielis hænder lå mod hans bryst, og hjertet slog næsten kun hårdere ved kontakten. De hviskende ord hørtes langt tydeligere når man var berøvet for omverdenens distraktioner. Selvom hun derfor ikke bad ham åbne øjnene, kunne han til sidst ikke lade være. Ikke når hun stod så tæt på.

Han lagde et hånd over en af hendes, grebet af den flaksen synet af hende gav ham i brystet. "Og du vil være her igen? Med mig?" spurgte han hæst.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik flakkede hen over hans ansigt, hun kunne ikke holde sig i kro og ville finde hver en detalje inden hun igen skulle se ind i hans dybe mørke øjne. Hun fik med sikkerhed ikke chancen igen og hun havde ikke tænkt sig at gå glip af den nu.

Det gippede i hende da han endelig åbnede dem og hun fandt sig fuldstændig festet til hans blik; så meget at hun glemte at blinke. Hendes fingre krøllede sig om blusens stof og langsomt var det som om at jorden under hende gav efter og forsvandt.

"Det er det eneste jeg nogensinde har haft lyst til" hviskede hun grødet og hæst. Hun trådte på glasskår for hun vidste at det var farligt at indlede sig i noget der omhandlede Durant. Foruden at han var Helenes storebror så var han også en knækket mand; en mand i sorg med mere bagage end Mirielis overhovedet kunne forestille sig.

[Durant af Rouvry]

En varme spredte sig i Durants bryst over de ord. Det eneste hun havde haft lyst til. Paradoksalt havde han set sig sikker på at det her - et forhold til komtesse Mirielis - var den eneste han ikke kunne få. For det forventedes af ham at han forlovede sig igen, og var det ikke næsten bedre at gifte sig med en man ikke elskede, hvis et ægteskab kunne få så katastrofale følger? Samtidig kunne han mærke hvordan pulsen bankede mere insisterende mod hendes hånd - hvordan hun fik ham til at længdes efter hende igen.

"Betyder det at du har tilgivet mig?" spurgte han så, med en alvor i sit blik. "For ellers vil jeg kæmpe for at det vil ske, før jeg gør mig fortjent til ord som dem du giver mig nu."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blev stående. Hun blev stående så tæt mod ham som kun en hustru burde stå med sin mand. Hun lyttede til begge deres tunge vejrtrækninger og måtte bide sig hårdt i kinden for ikke at overgive sig til hendes virvar af følelser. Hun lagde ikke mærke til hvor meget hendes krop skælvede selvom hun ikke frøs.

"Jeg var vred på dig i lang tid. Du gjorde det umuligt for mig at fungerer normalt i min undervisning" sukkede hun og mærkede atter frustrationen boble til overfladen. "Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan tilgive dig for at have såret mig så meget" svarede hun ærligt.

"Men det eneste jeg ved er at jeg ikke kan undvære dig i mit liv. Jeg lader dig ikke slippe så let." - og hun håbede at det var nok.

[Durant af Rouvry]

"Jeg forstår," Lød det fra ridderen, da komtessen kastede lys over frustrationen og smerten han havde skabt for hende. Brynene rynkede en anelse, men han fandt en motivation i hendes ord, der potentielt kunne være værd at holde fast i. "Jeg vil ikke fortjene tilgivelse eller tillid gennem tid. Det er noget man må gøre sig fortjent til. Noget jeg kan kæmpe for." Spørgsmålet var om hvorvidt han kunne. Der var endnu så meget smerte og vrede i ham, og sommetider betød det at han kunne trække sig tilbage.

Han klemte om hendes hånd og de slanke fingre, der var blevet kølet af luften. "Så lad os være i hinandens," sagde han. Det forventedes at han giftede sig, men Mirielis var motivationen til at strække tiden lidt endnu. For hvis det kunne blive hende, der var ved hans side, skulle det være fordi hun var sikker på at det var hvor hun ville være.

[Mirielis af Lemaux]

Det var ikke nemt at tale om, og Mirielis ville helst være helt fri. På samme tid mærkede hun hvordan varmen langsomt spredte sig i hendes krop over mulighederne der lå bag begge deres ord. Hun vidste ikke hvad der efterfølgende ville komme til at ske, men hun nægtede at give slip på ham nogensinde igen.

Hun nikkede langsomt. Tæerne krummede sig samme og lysten til at gøre afstanden mellem deres ansigter endnu mindre rumsterede og gjorde hende helt åndeløs i sin vejrtrækning. Hun havde ikke lyst til at løsrive sig fra deres omfavnelse, men solen var så meget fremme på himlen nu at hun vidste at tiden var til at finde tilbage til huset, maden og den varme seng der ventede på hende.

"Vil du følge mig hjem?"

Afsluttet