Ild og gamle flammer

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik blev fjernt. Hvordan var de også kommet ind på den side af emnet? Hun var ikke parat til at høre om det og det virkede heller ikke til at Durant havde særlig meget lyst til at tale om det lige nu. Desuden var det ikke noget der skulle florere i gaden nu.

Hun var derfor lettet over hans konstatering, hvilket blot fik hende til at nikke. Men var det for at indikerer at han var færdig med hende for nu? Skulle de gå deres separate veje og fortsætte deres liv som før? - Hvordan kunne hun nogensinde vende om og lade som ingen ting?

"Venter nogen på dig?" endte hun så med at spørge.

[Durant af Rouvry]

Der var ikke noget der skreg i ham på at undslippe Mirielis' selskab. Tværtimod ønskede han at beholde det i længere tid end gåturen måske tillod dem. Hvad han ønskede at undslippe var snak om ægteskab: både fremtidige såvel som fortidige. Han hørte nok om ansvaret fra sine gamle forældre og vidste hvordan det begyndte at summe når en arving kom til hovedstaden for sæsonen for muligvis at blive afsat igen.

"Nej," svarede han og vendte blikket mod hende igen. Et dæmpet brummen forlod ham - nærmest i utilfredshed over stemningen han havde bragt over dem. "Jeg vil gerne nyde morgenen sammen med dig, hvis du lader mig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis hoved var et stort virvar af uforløste følelser og fortvivelse for fremtiden. Lige nu var det eneste lyse at Durant stadig havde lyst til at tilbringe tid sammen med hende, og at de ikke skulle tage afsked når de nået optoget endestation.

"Det vil være mig en glæde." svarede hun og bøjede hovedet en smule. Hun mærkede hvordan maven trak sig sammen og et par lette knurrende lyde syntes at anes.

"Lad os finde noget at spise." lød det så muntert fra hende som hun så rundt på markedspladsen som de netop var nået til. De fleste mennesker var trukket ned på bænke eller ud til siden og kun dem der deltog i dansen fyldte på midten. Madboderne stod i en rundkreds og dannede en cirkel rundt om pladsen så der var rig mulighed for både brød og suppe.

[Durant af Rouvry]

Omgivelserne var smukke. Måske fordi lysene nu var strøget mere ud over arealet, frem for at være så kompakt samlet i optoget. Øjnene gled rundt mellem de forskellige mennesker der var dukket op under anledningen: en masse fremmede, som der alligevel var chancer for at han havde passeret flere gange i sit liv og ophold i bymidten. Blikket ramte da også de dansene i et sekund og han kunne ikke lade være med at tænke på hvordan Mirielis havde snurret rundt da han fandt hende gennem mængden tidligere. Hun havde virket langt mere bekymringsløs i de øjeblikke.

Side om side fik de lagt kursen mod en af madboderne og duften af suppen fik da også Durant til at blive opmærksom på at knuden i maven ikke kun skyldtes forventningen og nerverne gensynet havde fyldt ham med. Det var derfor med lidt suppe og brød, at de kunne finde et sted at sidde på markedspladsen og tage dagens første måltid ind.

"Mhm, det er skønt." sagde han, næsten overrasket over hvor god maden var som han dyppede brødet i suppen for anden gang.

[Mirielis af Lemaux]

Det havde altid været på helligdage som disse at Mirielis kunne føle sig virkelig fri. Hun havde ingen tanker om fremtiden og alle virkede til at acceptere hende som hun var. Det var en død drøm, en drøm hun blev ved med at søge flere gange i løbet af et år. Hun var afhængig af den lille følelse af frihed det gav hende.

Da de havde sikret sig et måltid tog det dem ikke længe at finde et ordenligt sted at sidde, for nu var det ved at være så lyst at de borgerlige sagtens kunne se hvem både Durant og hende selv var. Mirielis nejede og bøjede hovedet som tak til en ung pige og hendes mor der havde trukket sig væk fra en bænk. Hun fik altid så ondt i maven over det, men hun kunne meget vel ikke takke nej.

Mirielis dybbede ligeledes sit brød ned i suppen. Det var ganske vist lidt primitivt af deres stand, men den unge komtesse havde aldrig siden hun begyndte at deltage i lejligheder som disse, valgt maden til festlighederne fra. "De prøver altid at lave den lidt anderledes år for år." svarede hun fornøjeligt

"I dag er den god" svarede hun med et hint om at det ikke altid var sådan. Nogen gange kom det bag på hende hvor meget hun egentlig vidste om det borgerlige liv, og hvor lidt hun virkede til at interessere sig for det højborne.

[Durant af Rouvry]

På væbnerskolen havde knægtene næsten spist som dyr. Selvom grøden næppe var noget at prale af dengang, lærte man næsten at se frem til næringen den kunne give en. Durant havde ikke mange forbehold med at spise på denne måde, selvom han nu så mere gennem dem der måtte flytte sig for dem, frem for at takke dem. Det var ikke med ond vilje, men nærmere vane.

Selvom han ofte lovpriste maden der blev serveret af tjenestefolkene i familiens byhus, var suppen ganske udmærket og velsmagende. Det fik desuden distraheret ham fra tunge emner og humøret der kunne følge med en sulten mave.

"Du deltager i optoget hvert år?" spurgte han, af interesse. Klumpen af brød blev dog slugt diskret først. Det var en velkendt festlighed, men ofte havde han været i lenet på denne årstid, eller havde valgt optoget fra fordi han ikke kunne overskue masserne.

[Mirielis af Lemaux]

Det var rart endelig at sidde ned. Det var ikke lige frem en varm morgen og selvom solen tittede frem hjalp det ikke på hendes ben. Suppen gjorde derfor ekstra godt. Hun skottede mod de dansende og overvejede hvor vidt hun igen skulle tage del i den. Hun sank næsten ned i sin egen verden da Durants stemme trak hende tilbage og hun opdagede at brødet var dumpet ned i den varme væske.

Hun kunne ikke rigtig fiske det op med fingrende. Så i stedet løftet hun skålen op med begge sine hænder mod munden og drak roligt af den.

"Min mor tog mig med de første par år, men efter hun døde var det kun hvis min far havde ærinder i byen omkring samme tid. Så det er først efter jeg er kommet til hoffet at jeg har haft mulighed for at deltage." svarede hun i et let smil. ".. og så er der bare det der lille øjeblik når man danser, hvor det er fuldstændig ligegyldigt om du er en skomagersøn eller en grevedatter"

[Durant af Rouvry]

Det krævede næppe en fælles fortid eller megen observans at kunne gennemskue at fortællingen fik sat det smil over Mirielis' læber af en grund. Han havde trods alt set hvordan hun svang sig mellem de andre dansende og hvordan hun havde smilet til dem som ligemænd og kvinder. Tanken var, i følge ham, meget romantiseret, men selvom han ikke var anlagt på den måde, kunne han ikke dømme hende for at holde den slags tanker i live. Hun var ung, smuk og havde meget foran sig. Måske mere end han kunne give.

"Tror du det er ligegyldigt for alle andre, nu hvor solen er stået op?" spurgte han så, skulle hun beslutte sig for at danse igen når der ikke længere var suppe i skålen. Han spiste lidt mere. "Jeg mener, det er en skøn tanke, men du må huske at være varsom blandt dem. Misundelse kan gøre noget ved mennesker."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var håbløs på det punkt, det vidste hun godt. Det var derfor hun ofte fik fortalt at hun læste alt for mange af de romantiske historier. Men hvor ellers skulle hun flygte hen når det hele syntes for meget og hun hverken havde sin mor, eller sin far, selvom han ikke var nogen hjælp og han var endda i live.

Hun drejede hovedet og så på ham med et komplekst blik i de mørke øjne. Normalt tænkte hun slet ikke over det, men det var måske deri problemerne kunne ligge?
"Du mener jeg kan udsætte mig selv for fare, ved at danse når alle kan se hvem jeg er?" Når hun ikke havde mørket at skjule sig bag?

[Durant af Rouvry]

Blikket mødte hendes og dvælede der lidt, mens eftertænksomheden prægede hans ansigt. De havde al verdener til forskel, trods de tilhørte den samme på mange punkter. Mirielis vedblev vist en håbløs romantiker, mens han selv var lidt af en pessimist. De havde set forskellige aspekter af livet og selvom komtessen også havde oplevet sin sorg, havde den mærket dem forskelligt.

"Der er mange gode mennesker," begyndte han, for ikke at få hende til at lyde for blåøjet i sin godtroenhed. "Blandt de borgerlige er der dog dem der må arbejde i årevis for at få råd til tekstilerne vi bærer,-" De havde været heldige at være født med et navn: måske var det gudernes vilje. "De fleste vil nok blive henrykte hvis en ung, adelig kvinde deltager i festlighederne og værdsætter helligdagen på fod med alle andre. Jeg beder dig bare om at være forsigtig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis måtte have noget at holde sig fast i, og hos hende havde det været den åbne verden som bøger kunne give hende. Men det havde også efterladt hendes sind åben for naive tanker. Det vidste hun.

Hun så ned på den kjole hun havde valgt at bære i dag og selvom den ikke åbenlyst bar præg af at have været dyr, ville alle med et trænet øje kunne se at hun allerede dér var mærket. Alene guld kanten der så fint og detaljeret var broderet langs hendes hals og ærmer var åbenlys. Derudover havde Brair syet perler i hendes hår og et fint bånd af silke var bundet omkring. Man ville uden tvivl kunne få gode penge for både udsmykningerne og tøjet hvis man fik det af hende uden at det gik i stykker.

Hun gøs ved tanken.

Alligevel sendte hun ham et smil og hun løftede sin hånd for blidt at lægge den mod hans arm som hun gav et klem. "Jeg vil føle mig sikker når jeg ved at du passer på mig" svarede hun selvom hun godt vidste at han ikke altid kunne være der. Hun var virkelig nødt til at tænke sig mere om i stedet for at være så impulsiv og håbløs.

[Durant af Rouvry]

Det meste af suppen var blevet spist, da han mærkede hånden mod sin arm. Den bløde tyngde trak i hans opmærksomhed og fik ham til at vende blikket mod hende. Han blinkede en gang eller to, mens han tog komplimenten til sig - såvel som han lige måtte vænne sig til den unægtelige flaksen der opstod indeni hans bryst over kontakten.

"Du skal i hvert fald føle dig tryg ved at danse derude i dag," Han nikkede mod mængden der hvirvlede ind og ud mellem hinanden i den mere åbne del af markedspladsen.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik gled ud mod de dansende folk, og så tilbage mod Durant som overvejede hun hvad hun helst ville. Selvom det ikke var noget svært valgt så så hun alligevel tænkende ud før et smil krusede sig om hendes læber. Blidt slap hun grebet om hans arm igen.

"Det er en sød gestus, men jeg tror jeg hellere vil tilbringe morgenen sammen med dig" svarede hun og løftede skålen op mod læberne igen og endte med at tømme den helt.

[Durant af Rouvry]

Øjnene flakkede mod hendes hånd igen, lige netop da den forlod hans arm. Han kunne umuligt tilbyde hende selv at deltage i dansen, for han vidste hvordan det ville se ud. Og han var heller ikke typen der deltog i den slags frigørelse. En dans hvor der ikke var indstuderede trin.

Han slugte også det sidste i sin skål, og rakte en hånd frem for at tilbyde at han kunne tage dem begge og stille dem fra sig i en lille samlet stak. Andre kunne rydde det op derefter. Hendes ord fik læberne til at folde sig i en blød og naturlig bevægelse.

"Det er jeg glad for at du siger. Jeg har det på samme måde."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis rakte den tomme skål frem så han kunne tage den. Hun kunne godt at spist endnu en portion men med blikket mod den voksende kø og besluttede sig alligevel på at lade være. Desuden vidste hun at der ventede hende til måltid når hun kom hjem.

Varmen strakte sig igen op til hendes kinder der i forvejen havde en rødlig varme grundet den kolde morgen. Hun trak kappen tættere om sig og foldede armene om hinanden. "Får jeg dig at se mere ved hoffet?" spurgte hun og så undersøgende på ham. Det var ikke meget han havde været der, hvis overhovedet. Mirielis kunne i hvert fald ikke komme i tanke om hvornår hun sidst havde set ham.