Ild og gamle flammer

[Durant af Rouvry]

Det var bestemt en kold morgen og morgengryet varmede ikke voldsomt. Solen var endnu morgentræt, selvom ridderen på bænken følte sig langt mere vågen end han plejede i disse stunder af dagen. Han overvejede spørgsmålet, men var også ganske klar over at hans forældre ikke ville godtage at han udeblev. Nok var han voksen, men han var også ugift. Og det var et problem der skulle løses, før søstrenes partier skulle findes.

"Ja. Det er på tide at jeg vender tilbage til det selskabelige liv igen. For en tid," bemærkede han med et nik. Han skulle veje sine muligheder. Sandsynligvis dem hans far hviskede til ham først.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis vidste ikke om det ville blive nemmere når først hun begyndte at se Durant ved hoffet. Hun frygtede nærmest hvilken effekt det ville have på hende. Men man kunne ikke se hendes tvivl i det smil hun sendte ham da han bekræftede det.

Hun nikkede langsomt. Han fortjente at finde lykken igen, selvom hun stadigvæk ikke brød sig om tanken at en anden kvinde skulle pryde hans arm. Blikket flakkede kort mod hans læber før hun drejede hovedet for igen at se på de dansene.
"Godt." svarede hun og trak vejret dybt ind. "Så må du love mig en dans" nu hun var sikker på at han ikke skulle med ud og danse i ring.

[Durant af Rouvry]

Beslutningen om at tage til festivalen havde ikke været uden forbehold. Han vidste at det moralske kompas måske havde peget væk fra at gense Mirielis. I hvert fald på tomandshånd, hvilket det egentlig føltes som om de var, trods de var omringet af festglade mennesker. For selvom han mærkede en spændt flaksen i brystet i hendes nærhed, fortjente hun mere end han kunne give hende. Alligevel var han her.

Han bed mærke i måden hendes blik flakkede nedad på, men fortalte sig selv at det måske ikke betød alt det, som hans forhåbninger ellers hviskede ham i øret. Blikket fulgte dernæst hendes væk - og mod de dansende.

"Det lover jeg. Så længe du ikke tramper mig over fødderne." En lidt usensitiv spøg, men én han ikke desto mindre håbede at hun kunne tage.

[Mirielis af Lemaux]

Durant havde haft alle chancer til at stikke af og forlade hende alene på pladsen. Men han var der endnu, hvilket også bevarede hendes rolige smil på de røde læber også når hun ikke så mod hans ansigt og forsøgte at holde kontakten imellem deres øjne. Hun kunne være sig selv overfor ham, en følelse hun ikke oplevede særlig tit og som hun kunne blive alt for afhængig af.

Hun mærkede hvordan impulserne trak i hende, hvordan hun gerne ville række ud efter hans hånd eller lade sine fingre kærtegne hans kind. Handlinger der absolut ikke passede ind i det billede som gerne skulle tegnes af hende. Lettere rystende rettede hun på de to ringe og armbåndet, selvom det lige nu lige så godt kunne være grundet kulden end nervøsiteten.

Opmærksomheden gled væk og hun kunne ikke holde en latter tilbage. Roligt løftede hun hånden til munden for at dæmpe sig selv. "Jeg er en udmærket danser, det kommer ikke til at ske." svarede hun fornøjeligt.

[Durant af Rouvry]

Durant var lettet over komtessens svar, og han kunne nu godt vænne sig til at høre latteren, som den flød melodisk fra hendes læber. Han betragtede hende, bevidst om at han var ved at falde over de moralske skrupler han havde lagt som forhindring for sig selv.

"Godt. Så er tæerne i sikkerhed lidt endnu," kommenterede han, uden helt at kunne slippe smilet der lå over hans læber i et udtryk der næsten virkede naturligt. Selvom han, oftere efterhånden, havde en stoisk alvor over sig.

"Hvis ikke du vil få varmen derude,-" Han nikkede mod de dansende mennesker på pladsen, før han fortsatte: "Vil du så i det mindste tage imod min kappe, før du begynder at ryste som et espeløv?" De gik trods alt ikke længere.

[Mirielis af Lemaux]

Det hjalp altid når der kom et smil fra ham. Udover at det fik det hele til at slå koldbøtter så var det rart at se at han stadig kunne finde ud af det; tillade sig selv at slappe mere af. Smilet trak op endnu engang, selvom det var for et ganske kort øjeblik. Hun var i vildrede over sig selv, og vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på.

Hun havde både lyst til at kaste sig direkte i hans favn, og trække sig væk før det for alvor var for sent for hende. Hun burde vide bedre det vidste hun. Men allerede dengang havde hun haft svært ved at modstå den charme Durant med sikkerhed ikke altid vidste han havde.

"Jeg.. Det." Hun trak vejret dybt ind og klarede halsen en smule. "Så kommer du selv til at fryse" bemærkede hun og så på ham med at par store øjne.

[Durant af Rouvry]

Forbehold havde der ikke været mange af omkring tilbuddet. Alligevel overvejede han, i et sekund, om det var det rigtige at gøre da han bemærkede udtrykket i den kønne kvindes øjne: Øjne som han kunne mærke sig selv forsvinde i. Engang havde han været galant, indtil han ikke var det længere, og fokusset blev trukket andetsteds. Noget i ham vidste at han både forsøgte at være alment venlig overfor hende nu, mens han samtidig ikke kunne lade være med at lege med ideen om at charmere hende.

"Så kan vi i det mindste skiftes om det. Jeg er varm nu," konstaterede han med et smil og en evig stædighed. Han var ikke en let mand at tale ud af noget som helst. Det var derfor han løsnede kappen og lagde den om Mirielis' skuldre. I processen kom han tæt nok på hende, til at han var sikker på at han kunne mærke hendes åndedræt.

Han sørgede for hurtigt at rette sig op igen. "Sådan."

[Mirielis af Lemaux]

Det var en mild lyd der kom fra Mirielis og mindede mest om en ordløs konstatering. Hun ville ikke afvise hans tilbud, men hun ville heller ikke være skyld i hvis han om et par dage lå syg. Da han nærmede sig hen mærkede hun et halvt ryk i sig selvom hun ikke rørte sig ud af stedet, fysisk.

Hun fulgte hans bevægelser og da lige som han lagde kappen omkring hende løftede hun den ene hånd for at hjælpe. I processen strejfede de hinandens fingre, og berøringen fik Mirielis blik til at dvæle ved deres hænder igen. Følelsen af den varme ånde fik det til at gyse behageligt ned af hendes ryg, og hun måtte bide sig i kinden for ikke at vise det. "Sådan." gentog hun stille.

Hun løftede blikket i tids nok til at deres ansigter var lige akkurat ud foran hinanden, og han var nu så tæt så hun rigtig kunne se skægstubbene og arret i hans ansigt.

[Durant af Rouvry]

Fristelsen var stor. Næsten ubærlig. Han mærkede hvordan hendes tiltrækningskraft rykkede i ham, og der var noget over hendes blik der både gav ham en følelse af stadig at have en form for magt i hende, selvom man også kunne sige at hun havde den over ham. Sammenligningen virkede dog ikke retfærdig. Det var ham der havde benyttet sig af en ung piges fascination for år tilbage.

Blikket flakkede mellem hendes øjne, unægteligt fristet til at handle på impulserne.

"Mirielis," Han sagde navnet i en brummen, uden helt at vide hvor han ville hen med det. Blikket tvang sig modvilligt fra hende. "Skal vi gå lidt rundt igen?" Måske kunne det distrahere ham.

[Mirielis af Lemaux]

Dér var det. Følelsen hun havde forsøgt at finde frem til hele morgenen. Men måden han sagde hendes navn på fik alle hårene til at rejse sig og et jordskælv af et gys til at melde sin ankomst. Hun lagde næsten ikke mærke til at hun havde holdt vejret få sekunder efter, og først da han talte igen udåndede hun tungt.

Hun knugede let sine hænder i et forsøg på at overholde alle bogens regler. "Ja!" peb hun og måtte klare halsen og rømme sig for ikke at lyde fuldkommen tabt.

"Lad os." svarede hun nu i stedet mere roligt og var allerede på vej til at rejse sig.

[Durant af Rouvry]

Selvom de var ude i den åbne luft, følte Durant sig næsten åndeløs. Han havde ligeledes travlt med at komme på benene og var heller ikke sen til at række en hånd ned mod komtessen, for at hjælpe hende op fra bænken. Selvom det var køligt, syntes hånden at brænde i kontakt med hendes. Der gik derfor ikke mange sekunder, før han slap grebet igen.

Han fulgte hende i tavshed, væk fra menneskemængden. Den lystige musik og lyset fra morgengryet fulgte dem på vejen. "Der er ting vi bør tale om," vurderede han efter en lille evighed.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis lod sig hjælpe op at stå og mærkede med et hvordan Durant havde trukket hånden til sig, ganske som før, som havde han brændt sig. Let trak hun kappen tættere om sig for at dække sig selv for vinden. Stilheden sank sig over dem, og i noget der føltes som en evighed blev der intet delt mellem dem.

Da Durant endelig brød tavsheden var det ikke dét hun havde forventet. Selvom noget i hende gerne ville åbne op for noget af det der plagede hende. Derfor afviste hun ham ikke, og nikkede i stedet for.

"Ja der er."

[Durant af Rouvry]

Slentrende og med blikket rettet frem for sig, fulgtes længere væk fra markedspladsen. Durant mærkede det trække sig sammen i brystet over at kradse i den, efter hans mening, lappede skramme mellem dem. Da Mirielis dog indvilligede, vidste han, at det måske var på sin plads at sige hvad der skulle siges. Især når han følte sig så draget af hende, og knapt kunne holde tøjlerne stramme i hendes nærhed.

"Jeg kunne have taget mere hensyn. Dengang." Indrømmede han og slugte eftertænksomt en klump i halsen. Han havde nok givet hende falske forhåbninger han, på ingen måde, havde kunne leve op til.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis så længe på ham uden at sige noget. Hun forventede at han brød isen mellem dem og startede med at tale om dét de begge et eller andet sted både forsøgte at undgå, men også virkelig gerne ville tale om. Hendes hjerte slog så hurtigt at hun et par gange var nødt til at trykke sine fingre mod sit bryst for at få nogenlunde styr på det.

Da han endelig talte satte det sig så stramt oppe i hendes hals at det nærmest gjorde ondt. Hun havde ikke turde håbe at de ville kunne komme til at tale om det i dag, faktisk havde hun overtalt sig selv til at hun lige så godt kunne skyde en hvid pil efter det.

"Ja." svarede hun hurtigt og mere fast end hun havde ønsket. "Du fik mig udstillet som en komplet tåbe. Et lille barn med alt for store forhåbninger" Hun knugede sin hånd og så op på ham.

[Durant af Rouvry]

Det var ikke en behagelig samtale, men ikke desto mindre én han mente at de skulle have. Det havde ikke været værd at skrible ud på pergament, selvom det vel havde været bedre end den udenomssnak han havde at tilbyde hende. Samtidig havde brevudvekslingen været et anker for ham i en svær tid. Og måske havde det endda givet ham en større indsigt i Mirielis end han havde haft førhen, hvor distraktionerne havde været mange.

Kæben spændtes lidt, men han forsøgte at være åben for sandhederne hun sendte hans vej. Blikket mødte dog hendes, da han mærkede at hun kiggede på ham. Han havde skam regnet med at hun ville være skuffet og ked af det, men måden hun sagde det på, belyste flere aspekter.

"Det var ikke min intention," sagde han først, men fortsatte snart efter: "Men det var udfaldet af mine hovedløse beslutninger. Jeg beklager for den mand jeg var engang."