Gnitrende lys[Lysfest - P]

[Sophie af Lemaux]

Sophie var en af de unge piger der altid så frem til de sociale arrangementer. Men særligt Lysets fest havde altid stået hende nær. Det var nok fordi at en af de bedste minder fra hendes barndom altid var ved denne tid. I dag var hun der dog alene. Men hun savnede hverken sin mor eller far; de vidste nok også hvor galt det kunne gå hvis de alle var samlet under samme tag. Desuden havde hendes far repræsentanter nok, og han blev altid så dårlig i den kolde tid.

Hun var klædt i en mørk grøn kjole med gyldne broderede detaljer langs ærmer og halsudskæring. De ville hår var blevet tæppet og langt det meste bar kommet ind under et net med små perler. Håret var heller ikke skjult denne aften, men hun havde gjort sig den umage at samle det. Kun et par enkle vilde krøller svang sig om hendes ansigt.

Det lyse blik tog hele rummet ind i det hun fangede en tjener med en bakke med drinks. Hun stod ved siden af nogen af de andre undervisere fra universitetet. To af dem diskuterede uregerlige unge.

"Måske ville det hjælpe hvis du en gang imellem lod være med komplet at ignorere dine elever, og lade dem prøve noget i stedet for at tro at de intet kan." bemærkede hun i en hurtig indskydning til den gamle mand. "Men Mester Sigward kan måske bedst lide at høre sig selv tale?" Han var en alt for stolt gammel knakke der var bagud i sin undervisning.

Blikket søgte Robion af Suilleaux der stille blot stod og iagttog dem. "Hvad mener du? Skal man blot se og lære, eller ud og mærke hvad man duer til?" Han havde været stille nok. De fleste adelige på universitetet havde lært at Sophie ikke brugte de slags titler, for der var de alle lige.

[Robion af Suilleaux]

Det kunne godt være, at Robion af Suilleaux nemt kunne fordybe sig i sit arbejde, men han havde aldrig forsømt sin plads ved hoffet og var der naturligvis også denne aften, klædt i en tunika i en mørk, kølig grøn, der tilmed var dekoreret med sølvtråde. Der var mange mennesker, han havde en interesse i at tale med sådan en aften, men for nu fandt han sig blandt ligesindede fra universitetet og lyttede med afmålt interesse.

Den voksede dog lidt, da den unge, rødhårede Lemaux pludselig tog ordet i en bramfri tale, der helt åbenlyse overraskede den grånende troldmand. Han tog en tår fra sit krus med vin for at skjule en enkelt, kortvarig sitren ved mundvigene, som allerede var væk, da opmærksomheden blev rettet mod ham.

Han hævede et bryn lidt af den rødhårede kvinde, men trak så nonchalant på skuldrene. “Guderne har skænket os Gaven for at den skal benyttes. Alt andet er en hån mod dem,” svarede han uden så meget som at fortrække en mine, trods ordene i høj grad var en direkte fortsættelse mod det angreb af den anden magiker, hun allerede havde indledt.

[Sophie af Lemaux]

Sophies øjne spillede fornøjeligt. Hun morede sig i sit stille sind, og hendes bryn løftede sig også en smule imod Robions retning som en diskret hentydning. Læberne lå mod glasset og som den gamle troldmand pustede sig op og fornærmende forlod den lille samling.

Et grin undslap Sophie.

"Så kan vi også trække vejret igen" sukkede hun let. "Jeg forstår ikke hvorfor han ikke er blevet afskediget for længe siden." Rygterne sagde at han ikke havde lade nogen af sine elever blive udlært i flere år. Men hvor meget man skulle tro på dén historie var tvivlsom.

"Jeg så desuden en af dine elever den anden dag øve sig. Han havde virkelig fået tæmmet sin flamme"

[Robion af Suilleaux]

Robion kunne ikke finde på at sige den slags alene for at slippe af med nogen, hvis ikke han for alvor mente det - og det gjorde han så absolut. Han lo ikke selv, men den ene side af hans læber trak op mod et antydningsvist smil, som blikket gled tilbage og fæstnede sig ved den rødhårede kvinde med den, efter hans knapt så beskedne mening, imponerende Gave.

Han slap en lyd, der ikke for alvor afslørede, om han var enig eller ej, men det var da heller ikke for alvor nødvendigt at svare, før hun var fortsat. "Gaven bør ikke så meget tæmmes, som den bør omfavnes," rettede han, men eftersom blikket udviste et glimt af tilfredshed over hendes ord, så var hans egne ikke negativt ladet. Det afslørede hans fortsættelse da også; en anerkendelse af hendes evner. "Men hvis De har observeret det, er det uden tvivl sandt."

[Sophie af Lemaux]

Sophie var ikke kendt for at finde på løgne, nok nærmere bare sige den sandhed hun så foran sig, særligt når nogen forsøgte at udgive sig for noget de ikke var. Og i Magus Sigwardts tilfælde virkede han komplet ligeglad med sine elever. Derfor havde hun ingen kvaler i at kalde ham ud.

Hun holdte hans blik i et øjeblik før det undersøgende gled over hans ansigtstræk. Der havde ikke været forfærdelig mange fester hvor de havde kunne tale sammen, og Sophie havde aldrig rigtig haft tiden til at se hvordan Robion egentlig så ud. Han lignede trods alt altid et stift vaskebræt; et kønt og nydeligt et, men stift.

"Jeg deler din holdning til dels. I flere tilfælde har jeg opdaget at hvis ikke man får et ordenligt tag på sin gave kan det ende i flere ulykker end redninger. Men måske er tæmmes et forkert ordvalg" beklagede hun sig og bøjede kort hovedet.

"Uden tvivl. Selvom ild er min værste fjende kan jeg se fordele ved den" svarede hun imens et smil strakte sig bredt på hendes læber.

[Robion af Suilleaux]

Robion behøvede ikke at sige, at det ikke var, hvad han havde sagt, for hun kom selv frem til det rette svar og han nøjedes af samme grund med at slippe en dæmpet lyd i enighed. Det næste fik ham dog til at skyde et bryn let op.

"Hvad har ilden gjort for at fortjene Deres fjendskab, Strega Lemaux?"

[Sophie af Lemaux]

"Den brænder" svarede Sophie ganske roligt. Hendes øjne søgte Roibions igen imens glasset hvilede mod hendes læber. Hun tog et sip før hun fortsatte.

"Mit fjendskab bunder i respekt for flammen, men også mit had. Den ville ødelægge mine planter. Alt hvad jeg kan og gør for naturen ville den destruere."

"Jeg er bange for den Magus Suilleaux." sukkede hun og ville næppe indrømme at der var noget i livet hun ikke ville komme tæt på. Alene nu hun var i nærheden af ham følte hun næsten at han tappede hende for liv. - Men måske havde hun blot betragtede hans træk for længe til hun havde fået hovedpine..

[Robion af Suilleaux]

Robion hævede et bryn ganske let over hendes forståelse af det element, han selv havde allerkærest. Øjnene kneb sig lidt sammen, som han så undersøgende på hende; læste hende, som var hun en af de bøger, der fylde universitetets hylder.

"Det bør De ikke være," konstaterede han. "Ilden er måske en lunefuld størrelse, men den er også en nær allieret; uden den ville selv vores mest basale overlevelse være i fare. Og hvad var De så for deres planter?" udfordrede han, men mere interesseret end irettesættende.

[Sophie af Lemaux]

"Ilden er sin egen herre. Den er ukontrolleret." Svarede Sophie. Selvom hun havde brug for både lys og varme til overhovedet at kunne gro noget. Hun havde før hørt om skovbrande når tørken tog fat på de aller varmeste sommerdage. Hvor end ikke hun kunne redde sine dyrebare planter.

"Men måske er det fordi jeg ikke helt forstår det. Jeg kan tydeligt mærke din energi pulsere" svarede hun en anelse betaget som hun holdte hans blik med sit.

"Du er nødt til at vise mig hvordan du gør"

[Robion af Suilleaux]

Robion var endnu engang kun delvist enig i hendes formulering, måske fordi, han selv betragtede sig som ildens betvinger, men det var sandt at sige, at den aldrig ville kunne kontrolleres helt. Så denne gang lod han det glide og lyttede i stedet til hendes fortsatte ord. Blikket hvilede interesseret på hende.

“Så længe De blot vil se og ikke lære,” konstaterede han og smilede et glat smil, der var mere snu end det var varmt. Noget i blikket spillede dog lidt. “De kan jo, lige så lidt som jeg, mestre Gaver, som Guderne ikke har skænket. Men det ved De jo naturligvis, ikke sandt?”

Nåja, måskede testede han hende lidt, men han antog hende reelt ikke for tåbelig. Hvilket hun ville være, hvis hun reelt troede modsat.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde hørt alt for mange historier om hvor galt det kunne gå hvis man forsøgte at tappe ind i for mange energier på en gang. Selv var hendes eget element jord, hvilket hun stod solidt i og havde aldrig vovet sig ud på andre elementer.

"Det kan jeg ikke love. Måske ender De ud med at forbløffe mig så meget at jeg må mestre det" svarede Sophie med et glimt i de lyse øjne. Hun rystede derefter en smule på hovedet.

"Kun en tåbe ville forsøge at teste sine grænser ved det uopnåelige" Hun havde et par elever der besad to elementer, men det lå også inde for samme gren af magi. Hun kendte vist ingen der have sin viden over to brede specialiteter.

[Robion af Suilleaux]

Det sitrede i Robions mundvige over hendes spøg, som han da også fandt reelt underholdende. Han tog en tår af sin vin, uden at tage blikket fra hende og sænkede kun langsomt glasset igen.

"Jeg tror, at De prøver at smigre mig, Strega Lemaux," bemærkede han, stemmen dyb, men med en umiskendeligt udfordrende undertone. Blikket spillede lidt.

[Sophie af Lemaux]

Sophie selv kunne ikke lade være med selv at smile kort. Det var ikke tit man kunne ane et smil hos Robion. Hun tog glasset til læberne og tømte langsomt det sidste af dets indhold.

"Noget siger mig at De ikke er en mand der er let at smigre, Magus Suilleaux" bemærkede hun sigende. Hendes rødlige bryn skød let op som hun tog et halvt skridt tættere mod sin kollega.

"Men det gør det ikke mindre sand. Jeg kan mærke at de er dygtig"

[Robion af Suilleaux]

Robion ville lyve, hvis han påstod, at han ikke fandt den yngre kvinde attraktiv. Måske havde det noget at gøre med den måde, hendes blik ikke veg på eller at hun ikke holdt tand for tunge; sidstnævnte ellers noget, der var en svær balancegang at mestre uden at gå fra tiltalende til upassende.

Hans eget blik var da også ufravigeligt, som det hvilede på hende. "Og alligevel formår De det," svarede han, selvom han ikke var beskeden omkring sine egne evner. "Men alt efter, hvad jeg hører, er jeg ikke den eneste her, der er blevet særligt velsignet." Blikket hvilede sigende, og måske også lidt undersøgende, på hende.

[Sophie af Lemaux]

Sophie var velset af mange. For hendes blide og positive væsen var hun nem at tale med. Ligeledes var hun ærlig og fyrig. Mange bejlere var faldet fra, de ville have hende til at opgive hendes undervisning og være stille; til hendes fars skuffelse var hun stadig alene.

Hun så det kun som en sejr hvis Robion var modtagelig over for hendes komplimenter. "Ja Magus Sigwardt er en virkelig dygtig magiker" svarede hun og kvælte et fnis der ebbede ud i et skævt smil.