Gnitrende lys[Lysfest - P]

[Sophie af Lemaux]

Det overraskede også hende en smule. Men hun var vel næppe den eneste der kunne tage sig selv i at blive betaget af den mystiske og stille Magus. Det gav et sug i mellemgulvet over at høre at hans hustru ikke var at finde.

Sophie var ellers ikke fortaler for det, men ignorerede den rationelle tankegang. Hun havde ikke tænkt sig at lade være med at nyde Robions blik på sig.

"Det er yderst ærgerligt at Deres hustru ikke kunne komme. svarede Sophie en kende diplomatisk selvom hendes blik sagde alle de usagte tanker.

[Robion af Suilleaux]

Endnu engang balancerede hun på grænsen til det upassende, men fordi han fandt sig tiltrukket af hende, anså han det ikke for afskrækkende. Tværtimod var han ikke helt upåvirket af hendes blik.

"Hun foretrækker roen i Suilleaux og har ikke set hovedstaden i mange år," konstaterede han, selvom hun burde være der for at se Lanval af Suilleaux blive ridder. "Hvad med Dem, Strega Lemaux? Har De ikke en forlovet, der har velsignet Dem med gaver i aften?"

[Sophie af Lemaux]

De vidste det begge to. Hverken Sophie eller Robion var langt fra i deres blikke til, at hvis et enkelt signal blev sendt imellem dem, ville de med korte mellemrum af hinanden forlade salen. Men hun nød at de stod i et så offentligt rum. Desuden ville hun helst have at han; manden der næsten aldrig fortrak en mine eller sagde særlig meget, gjorde tegn til at han ville have hende.


Det trak lystigt i Sophies mundvigen som tænderne blev synlige i det store smil. "Nej." svarede hun kort og fattet. "Til min faders store skuffelse, nægter jeg at lade mig gifte med et parti af hans valg." svarede hun roligt, selvom emnet altid havde det med at gøre hende vred.

"Hvis det stod til ham, ville han forbyde mig at undervise" hun knyttede kort den ene hånd, og ansigtet trak i et par alvorlige folder før det løsnede sig da hun smilte til ham igen.

"Nej, jeg er helt alene." afsluttede hun, en anelse sigende.

[Robion af Suilleaux]

Smilet fortalte ham meget om, hvilket menneske hun var og han nød, at hun tydeligvis ikke var bleg for at gå sine egne veje. På mange områder var han traditionel, men for ham var det en fejl, når et menneske med Gaven skulle bindes til et liv, hvor det fulde potentiale ikke kom til sin ret.

"Det ville være en hån mod Guderne, og det bør ingen mand risikere," konstaterede han, som blikket gled ned over hendes ansigt. "Alene," gentog han og et bryn skød sig let op. "Men ikke ensom?"

[Sophie af Lemaux]

Hun havde haft mange kampe med sin far, men lige nu virkede det til at det hele var faldt til ro. Så hun nød stilheden så længe den varede. Men han havde nok indset at han måske skulle holde inde med sine meninger. Hun var trods alt femogtyve år, og han kunne heller ikke blive ved med at være urimelig. Nu ville han vist bare se hende gift.

"Måske?" svarede Sophie roligt i et hurtigt smil. "Ville du hjælpe mig, Magus Suilleaux? Med ensomheden" bød hun udfordrende.

[Robion af Suilleaux]

Robion havde måske blot ventet på den mere direkte invitation, nysgerrig på, hvornår den ville komme. Blikket gled over hende, faldt kort til hendes læber og han slap en tænksom lyd, før han mødte hendes blik igen.

"Det ville vel være ganske ubetænksomt af mig at svare nej," svarede han dæmpet, uden at tage sig af, at hun i et øjeblik gik væk fra passende tiltale. Hans blik var i hvert fald alt andet end passende selv.

[Sophie af Lemaux]

Små sommerfugle sitrede i hendes mellemgulv, og hun sank en enkelt gang, da han bekræftede hendes mistanke. At hun skiftede imellem passende og upassende tale var normalt for Sophie, og hun gjorde det så ofte nu at hun slet ikke selv lagde mærke til når hun gjorde et skift.

"Dans med mig" bad hun.

[Robion af Suilleaux]

Det var en helt klar invitation, men ikke en, han kunne holde hende op på med det samme. Derfor var han også tilfreds med, at hun endnu engang fandt balancegangen og han så overvejende på hende.

Så overlod han sit glas hos en tjener, før han bød hende sin hånd. "Strega Lemaux," inviterede han og skød et bryn let op, som overkroppen bukkede ganske lidt. Inviterende.

[Sophie af Lemaux]

De forstod hinanden på en måde at Sophie næsten var en smule bange for dem kemi de tydeligt besad. Men hun var nødt til at finde ud af hvad det betød. - og så længe Robion havde lyst til at give hende opmærksomhed, så tog han den.

Hendes grønne øjne søgte mod hans ansigt, i det hun lille smil trak sig skævt. Hun bøjede hovedet og sænkede sig en smule i en let nejen før hun strakte sin arm ud og lod sin hånd lægge sig i hans.

"Magus Suilleaux"

[Robion af Suilleaux]

Det gav et træk i Robions mundvige, som han tog imod Sophies hånd. Han var ikke blind for, at kontakten mellem dem føltes elektrisk og hans blik på hende understregede det, da de fandt vejen ud til det åbne gulv og snart tog del i kædedansen.

De havde skiftende partnere, men hver gang Sophie var hos ham igen, brændte blikket lidt og selvom han var diskret, så fandt han, at hun i øjeblikket var den eneste, der for alvor fangede hans opmærksomhed.

[Sophie af Lemaux]

Smilet blev ved med at klæde de røde læber, og det var svært for hende at lade være. Et par røde lokker havde foret sig vild ned langs hendes skuldre. De grønne øjne fangede de flakkende lys og fik farven i dem til at blusse op.

Det varede næsten en uendelighed da de var fra hinanden, og for Sophie føltes det næsten som om tiden gik langsomt. Blikket var fæstnet i hans selv når ikke deres hænder rørte ved hinanden.


Da de igen dansede med hinanden føltes hans hænder varme og gnistrende.

[Robion af Suilleaux]

Det kunne senere godt være overraskende for Robion, at deres forbindelse ikke skreg til himlen og var åbenlys for alle, for for ham føltes luften knitrende; elektrisk og fyldt af spændinger, kun forstærket, hver gang de var fra hinanden og nærmede sig igen.

Da hun endte hos ham igen, brændte blikket opslugt og det hvilede intenst på hende, da han bukkede formelt og formfuldendt. Som det var skik, naturligvis. Til gengæld var blikket alt andet end, hvad etiketten bød.

[Sophie af Lemaux]

Øjnene kneb sig let sammen, som små bevægelser; undersøgende intenst når de faldt på hans ansigt. Hver gang hun havde lyst til at sige noget var halsen tør og det hele snørrede sig sammen. Så hun forblev tav og lod i stedet blot kropssproget tale for sig.

Musikken sank sammen og dansen løsnede stille op. Hun bøjede hovedet og nejede. Hendes blik søgte hans igen.

"Robion.." hviskede hun og måtte væde tungen mod sine læber. Hun ville have han skulle kysse hende, lade sine hænder vandre over over hendes tøj til det nået helt ind til den varme hud.

[Robion af Suilleaux]

Det var en sød pine, alt det, der lå i luften mellem dem, men som ikke kunne indfries her. Han kunne levende forestille sig at løfte fingrene til hendes hals, stryge den sarte hud, men han gjorde intet lignende midt i festsalen. Kun blikket afspejlede, hvad han begærede og han hørte det tydeligt i hendes stemme.

"Strega Lemaux," drævede han, bevidst provokerende og holdt blikket på hende, som han rettede sig langsomt op igen. "Tak for dansen," tilføjede han, og med det, tog han sin afsked. Forlod hende der, fordi han kunne se, at det ville drive hende til vanvid. For nu.

Han vidste nemlig, at han ville fange hende igen. Hvis ikke denne aften, så en anden. Han kunne være tålmodig, men Guderne var tydeligvis med dem, for det var allerede få timer efter, at han var på vej langs gangene for at trække luft og så hende komme gående imod sig. Alene, og formentlig på vej tilbage til selskabet.

[Sophie af Lemaux]

At han gik, kunne ikke være mere pinefuldt. Hendes læbe dirrede næsten som hun betragtede ham forlade hende. Hun trak vejret dybt ind og rettede sig til sidst op. Hun glattede kjolen ud og faldt hurtigt i selskab med et par veninder.

Hun havde troet at de ikke ville se hinanden igen på denne aften. Af alle de retninger den kunne tage, mærkede hun sommerfuglene spirre i maven da de kom gående mod hinanden. Hendes gang var rolig, og de røde lokker hang løst og hoppede i takt. Hun havde droppet nettet ret hurtigt da det altid sad for stramt.