Gnitrende lys[Lysfest - P]

[Robion af Suilleaux]

Et bryn skød let op over hendes morsomhed og han fulgte op med et dæmpet fnys. "Vittigt, Strega Lemaux," svarede han tørt, men ikke opgivende. Han var udmærket underholdt.

"Er De altid så klar med en kvik bemærkning?"

[Sophie af Lemaux]

"Ikke altid." svarede Sophie en kende alvorlig og byttede sit tomme glas ud med et fyldt et. Alligevel trak hun på smilebåndet. "Men for det meste jo, hvis det passer sig"

Sådan havde det altid været. Det var hendes flugt fra de stramme regler og det liv hun forsøgte at flygte fra. "Og så længe jeg kan få Dem til at smile, har jeg ikke i sinde at lade være"

[Robion af Suilleaux]

Robion fulgte kort hendes hånd med blikket, da hun fik et nyt glas, men rettede så blikket tilbage mod hendes ansigt. Ordene fik det impulsivt til at sitre ved hans mundvige.

"Er det et særligt mål, De har sat Dem for?" spurgte han interesseret, ærligt en anelse overrasket. "Så vil jeg jo nødigt skuffe Dem."

[Sophie af Lemaux]

Han havde endnu ikke undskyldt sig endnu, så Sophie regnede med at hun ikke var en kedelige samtale partner. De var normalt begge optaget af deres arbejde og det overlod ikke meget tid til at tale sammen. Så nu da muligheden bød sig.

"Jeg er nok en anelse fascineret af Dem, Magus Suilleaux" Hendes stemme var varm, ligeledes var hendes kinder.

"Tværtimod. Jeg nyder oprigtigt deres selskab"

[Robion af Suilleaux]

Robion kunne ikke sige præcis, hvorfor hun var fascineret af ham, men det forekom ham dog ikke umuligt, at hun kunne være det. Han var da også selv interesseret i hende, som hun stod der med sit røde hår og frie tale.

"Drister jeg mig mon til at spørge, hvad der er årsag til denne fascination?" kunne han da heller ikke lade være. Blikket hvilede fast på hende og det antydningsvise smil en anelse djævelsk. "Hvis De anser ilden som Deres fjende, burde De måske betragte mig som det samme."

[Sophie af Lemaux]

Måske var det fordi han var komplet modsat hende. Robion kunne ikke læses som en åben bog, og spændingen gav hende et sug i maven. Smilet lå stadig hvilende på sine læberne som de lyse øjne dvælede ved hans.

"De er et mysterium." kom det roligt fra Sophie der tog en langsom indånding ind mellem læberne. Selvom hun vidste at hvis hun spurgte om noget ville han give hende et svar. "Men har De ikke også lige konstateret at jeg ikke kan klare mig uden?" Et bryn skød op.

"Og hvis de er min fjende, vil jeg kun holde dig tættere til mig" udfordrede hun.

[Robion af Suilleaux]

Robion nikkede hovedet let i en anerkendelse af hendes brug af hans egne ord mod ham, mens et svagt knitrende blik forblev hvilende på hende. Det sitrede ved hans mundvige og han så ikke væk.

"Tror De da, at jeg vil Dem ondt, Strega Lemaux?" spurgte han i et drævende tonefald og hævede et bryn lidt. Blikket ulmede lidt. "Eller blot, at jeg kunne være farlig for Dem?"

[Sophie af Lemaux]

Sophies krop føltes spændt som en bue i nærheden af Robion og hun mærkede lysten til at få endnu flere skæve smil af ham. For så længe hun også kunne holde hans blik fast i hendes, og at han ikke så mod andre, følte hun sig helt særlig tilpas.

"Ond er sådan et stærkt ord at bruge Robion" bemærkede Sophie i en lettere hvisken før hun tog endnu et sip af sin drink.

"Det ved jeg ikke, er du?" spurgte hun og bed ned i underlæben som blikket søgte dybere ind mod hans mørke øjne

[Robion af Suilleaux]

Robion hævede et øjenbryn, da hun egenhændigt besluttede at være dus. Det var ikke så lidt et sats fra hendes side, men måske netop derfor tiltalte det ham. Dét, og måden hun så på ham på.

Blikket faldt kort til hendes læber, og tænderne, der ved ned i den nederste af dem, før han så hende i øjnene igen. "Det kommer vel an på øjnene, der ser," konstaterede han. Men noget i tonefaldet indikerede, at svaret var ja.

[Sophie af Lemaux]

De fleste vidste at Sophie gik over grænsen og hun havde lært at ikke alle var lige begejstret. Det var svært ikke at teste grænserne for noget skulle hun jo more sig over.

Robion var godt selskab. Hun havde ikke lydt til at rykke sig eller at hans opmærksomhed skulle vandre andre steder.

Det gippede i hende. Hun havde lyst til at trække ham med, væk fra andres blikke. "Jaså? Fortæl mig hvad du ser" spurgte hun dvælende.

[Robion af Suilleaux]

Robion spildte ikke sin tid, hvis ikke, han var interesseret og det faktum, at han legede med, afslørede ham. Han tog da også mod invitationen og lod blikket glide op og ned over hende; langsomt, før det fandt tilbage til hendes øjne.

"Jeg tror, at De er en kvinde, der godt kan lide at udforske grænserne, Strega Lemaux."

[Sophie af Lemaux]

Hun tog hans blik mod sig, trak vejret dybt ind som genfyldte hun sine lunger med hans duft.

"Det er ikke så svært at komme frem til" bemærkede hun med et sitrende smil. Men han havde jo ret. De sociale grænser nød hun at flytte rundt på, og hvis hun kunne forage en eller to på samme tid, var det en bonus.

"Kan du lide at udforske grænser, Magus Suilleaux?"

[Robion af Suilleaux]

Robion trak let på den ene skulder, ikke mærket af, at hun mente at hans svar var for let købt. Hans blik hvilede blot interesseret på hende, og måske mere end, hvad almindelig høflighed dikterede.

"Måske," svarede han kryptisk, uden at blikket veg. Snerten af et farligt smil rørte hans læber. "Det hænder."

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde lyst til at spørge mere indtil det. Men det var næppe tiden til at blive så privat med hinanden. I stedet tømte hun roligt sit glas og lod stilheden sænke sig over dem et øjeblik.

"Er din familie også til stede?" Hendes blik veg kort fra hans ansigt og betragtede deres omgivelser.

[Robion af Suilleaux]

Robion var en anelse nysgerrig på, hvor vidt hendes bramfrihed rakte, men her nåede de tilsyneladende en grænse. Han anså det ikke for problematisk, men snarere tiltalende, at hun tydeligvis heller ikke var uden situationsfornemmelse.

Han slap en lavmælt lyd, blikket endnu på hende. Uden at vige. "Greven og grevinden er bortrejst, og min hustru er i Suilleaux, men min søn passer formentlig sine væbnerpligter med serveringen."