Faret vild (s)

[Mirielis af Lemaux]

Til Elyot af Falanie

Mirielis havde ikke været i det bedste humør længe. Det var første gang i længere tid at hun havde været sammen med sin familie i mere end et par dage. Og lige nu var der bare ikke plads nok til dem alle sammen. Hun havde haft det ambivalent med Helene af Suilleaux og selvom veninden kun forsøgte at gøre det lettere så var det stadig bare så svært.

De var nået til Aren, hvilket havde vist sig at stå i dansen tegn. Hun havde netop afsluttet kvindernes time i dansetræning og var på vej ned af trappen. Hun havde aldrig været i lensborgen før, og vidste allerede at hun var faret vil.d

[Elyot af Falanie]

Elyot var træt af rundrejsen på nuværende tidspunkt. Aren var heldigvis næstsidste stop. Så kunne han, familien og Philippe af Neaune sejle til Levagny fra Rouvry og måske, hvis han var heldig, nå tilbage til Neaune inden vinteren bed sig fast. Hvis ikke, ville han måske være dømt til en hel sæson i hovedstaden, før prøvelsen til sommer.

Han var på vej op af trapperne i den lille lensborg, da han næsten kolliderede med en ung komtesse og greb instinktivt ud for at sørge for at hun ikke faldt. "Jeg beklager, Nådigfrøken. Jeg så mig ikke for."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis gav et mindre forskrækket udbrud fra sig, og gispede efter vejret da hun i et splitsekund troede at hun ville blive bekendt med samtlige trappetrin. Nu fandt hun i stedet et stærkt greb om hendes arm, hvilket kun gjorde det let at finde ordenligt fodfæste.

"Nej, det var mig der.." begyndte hun da blikket søgte mod hendes redningsmand. "Deres kongelige højhed.." hviskede hun og mærkede instinktivt varmen sprede sig hen over hendes kinder. Hun bøjede ærbødigt hovedet i rette hilsen og sank en smule ned i sine knæ for at neje rigtigt for ham

[Elyot af Falanie]

Elyot blinkede en enkelt gang og holdt vejret. Han havde helt sikkert set komtessen før, men måske var hun lige vokset lidt til eller også var han bare blevet mere vågen overfor hende. Hun var vanvittigt køn.

"De bliver nødt til at hjælpe mig. Hvem har jeg glæden af at være stødt på? Kan det være den anden Komtesse af Suilleaux?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis skuldre sank langsomt, og hun lagde roligt hånden mod gelænderet for at sikre sig at hun ikke ville snuble igen. Hun havde aldrig troet at hun skulle ansigt til ansigt med kronprinsen, på en trappe i Aren.

Et smil voksede sig hen over hendes læber. "Korrekt." svarede hun før hun fortsatte. "Mirielis"

[Elyot af Falanie]

Hun smilede og det fik hende kun til at blive kønnere. Elyot besvarede selv smilet og lod blikket glide over Mirielis.

"En fornøjelse," forsikrede han. "Kommer Komtessen fra dansetimen?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis mærkede hvordan hun overhovedet ikke vidste hvad hun reelt set skulle gøre. Her stod hun småvarm i kinderne foran kronprinsen der kun var mere charmerende end på afstand.

"ja, deres kongelig højhed" svarede hun og vendte blikket tilbage op mod trappens ende før opmærksomheden vendte tilbage til Elyot.
"De har endnu ikke haft fornøjelsen?" fortsatte hun. 

[Elyot af Falanie]

Elyot tænkte uvægerligt på Frieda af Hasnea. Hun var til dansetime. Han skulle danse selvsamme dans med hende om to dage. Hvor meget mere underholdende var det ikke, hvis han selv kunne vælge sin dansepartner?

En skygge var hurtigt over ham, men også snart væk igen. Han smilede og rystede på hovedet.

"Mændenes tur er først i morgen," svarede han. "Men De kan måske løfte sløret for hvad der skal ske? Vise mig et par trin? Som Kronprins bør jeg jo kunne lede per eksempel, no?"

[Mirielis af Lemaux]

Det var svært ikke at lade være med at gengælde det smil der blev sendt hendes vej, og selvom hun forsøgte at slappe af kørte alle Helenes råd stadig bagerst i hendes sind. Forskellen var blot at Kronprinsen ikke var en mulig beljer og konflikten opstod hurtigt; for hun ville jo gerne have at han syntes om hende.

Havde han virkelig lyst til det? Mirielis rygte ved hoffet var ikke ligefrem det bedste og rygterne florerede om hendes familie som fluer på en mødding. Alligevel var det som om at hun blev et par centimeter højere ved forespørgslen.

"Deres kongelig højhed har ret, og er i dette tilfælde heldig; for jeg er en god dansepartner" Det var ikke at smører tykt på, selvom der med sikkerhed fandtes bedre end hende.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ikke glemt Gisella af Suilleaux eller hendes afvisning. Han havde ikke overvejet et sekund at hævne sig eller gå specifikt efter hendes søster, men nu hvor hun stod der, ærlig talt endnu kønnere end den yngre Suilleaux, havde han heller ikke tænkt sig at holde sig fra at flirte.

"Jeg betragter mig selv som aldeles heldig, Nådigfrøken. Var De den sidste, der gik fra salen og vil De tro den dermed står tom nu...?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis ville aldrig turde indrømme det højt for nogen, men efter hendes søster havde fortalt dele af hendes møde med kronprinsen havde noget af hende været en smule misundelig. Ikke længere.

Blikket flakkede endnu engang mod det øverste og trappen som hans spørgsmål lød, og hun var mere end sikker på at hun havde været den sidste til at forlade salen.

"Den står med højst sandsynlighed tom, jeg tror ikke at nogen af de andre blev tilbage for at øve sig" Hun vendte blikket tilbage mod Elyot imens hun pressede ryggen mod gelænderet.

[Elyot af Falanie]

Elyot så på hende, som hun trykkede ryggen mod gelænderet og stod og så aldeles bedårende ud. Han smilede skævt og hævede et enkelt bryn.

"Det finder vi kun ud af ved at se efter," pointerede han. "Efter Dem, Nådigfrøken."

Bevares, man kunne ikke se meget i en adelsfrøkens kjole, heller ikke bagfra, men han havde tænkt sig at prøve.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis læber strakte sig i et let tand smil da hun rettede sig op. "Denne vej, Deres kongelig højhed" svarede hun og vendte ryggen mod ham for i stedet at tage skridtene op af trappen.

Der var ikke så mange døre som hjemme i Suilleaux, alligevel stod hun og vaklede lidt mellem dem der var. Hun bed sig i kinden før hun efter et øjeblik tog et skridt frem og gik hen mod en af dem.

"Jeg tror det er her." svarede hun og lagde hånden mod håndtaget og trak ned i det. Til hendes store hel åbnede der sig snart en sal med flotte malerier, enkle stole og instrumenter. Salen blev oplyst af et stort vindue som kun gjorde rummet mere prægtigt.

[Elyot af Falanie]

Elyot trådte indenfor efter Mirielis og drejede en enkelt gang om sig selv. Aren var kun et lille len, men tydeligvis havde de postet mange af deres penge ind i denne del af den lille lensborg. Naturligvis havde det intet på slottet i Levagny, men det var ikke helt skidt. Han så sig rundt med et smil i mundvigene og nikkede.

"Man kan se på støvet, der hvirvler rundt, at I lige har været her. Hvad lærte de jer så"

Han stillede sig klar og tilbød hende en hånd. Skandaløst? Måske. Han udnyttede muligheden han havde fået.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis stod med ansigtet mod lyset og nød solens stråler mod hendes hud før hun langsomt vendte sig mod Elyot. Han stod allerede klar med en udstrakt hånd og hun løftede sin egen men lod den dvæle i luften i kun et øjeblik før hun til sidst lagde den mod hans.

"Bare følg mine bevægelser" Hun trak vejret roligt ind før en let tone lød fra hende før en melodi formede sig og hun løftede sin hånd op op sammen med hans og trådte et halvt skridt tilbage, med forventning om at han gik med.