Faret vild (s)

[Mirielis af Lemaux]

Det var ganske anderledes for Mirielis at være ude på dansegulvet nu. Hun havde de sidste måneder inden rundrejsen været frosset ud af de fleste sociale arrangementer efter et par uheldige scener og svirrende rygter efterfølgende. Men med Helenes hjælp og med rundrejsen havde det langsomt lagt sig igen.

Nu nød hun at blive ført rundt, og Elyot var ganske charmerende. Det ville med sikkerhed give hende et par point hos de jævnaldrende piger der også så langt efter den forlovede kronprins.

Hun gled væk fra ham for flygtigt at danse over i en anden mands arme og videre rundt til hun igen landede hos Elyot. Hans konstatering fik de allerede varme kinder endnu mere hede og hun slog kort blikket ned.

"Adelses ikke, Deres kongelige højhed" svarede Mirielis og tvang sig selv til at møde hans blik. "De overraskede mig" Hun tav et øjeblik.

"Afslutningen behagede også mig."

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ikke været ved hoffet særlig længe før rundrejsen. Han havde tilbragt året før da i Neaune og var relativt uvidende om komtessens rygte. Det han så var hvor køn hun var og hvordan hun reagerede på hans charme. Det hjalp selvfølgelig på hans motivation, at hendes søster havde afvist ham. Der var et lille konkurrenceelement i det.

Konkurrenceelement eller ej, så var hans opmærksomhed på hende, da hun vendte tilbage til ham. Han strejfede hendes hofte, før hans hånd igen var flad mod hendes i et af de dansetrin hun havde lært ham.

"Jeg så gerne afslutningen gentage sig," konstaterede han. "Kan jeg finde Dem efter festen et sted?"

[Mirielis af Lemaux]

Det trak en lille smule i mundvigen da et smil trak sig på. Mindet om deres danseundervisning fik det til at trække sammen i mellem gulvet, og pludselig syntes alle andre omkring dem langt væk. De var tilbage i den tomme lyse sal. - Der hvor han havde kysset hende. Hun havde været for overrasket og forlegen til at gøre andet end blot at have modtaget det.

Hun vidste hvad hun burde sige, men hørte kun sig selv sige Ja. Hun ville også gerne se ham. "Mød mig ved stalden" svarede hun efter et øjeblik. Stalddrengen ville for længst været gået ind, og der fandtes ingen andre end de firbenede dyr.

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede skævt og tilfreds over svaret. Han tog en synlig indånding og strejfede hendes ryg med sin hånd, som de bevægede sig i dansen.

"Med udsøgt fornøjelse, Nådigfrøken," forsikrede han. Han fantaserede allerede om hvad der ville ske. Caspian af Vigny's skøger havde fået hans øjne åbnet helt for kvindekønnet.

De fortsatte i dansen. Stemningen var knitrende mellem dem, men han måtte snart tilbage til Frieda af Hasnea. Han tog afsked med Mirielis med et glimt i øjnene. Så snart festen var slut, skyndte han sig mod stalden, forsikrende Philippe af Neaune om at han ville tilse hestene.

[Mirielis af Lemaux]

Hun kunne næsten ikke tænke på andet de få timer tilbage af festen der var. Hun havde danset, talt og drukket; det sidste mest for at dulme nerverne. Hun var på vej ud på dybt vand. - Da hun senere på aftenen nærmede sig stalden var der ingen vej tilbage. Langsomt smøg hun sig ned langs de skyggebelagte vægge for ikke at blive set.

Det var ikke uvant at se hende ved staldende, hun om nogen havde sin viden og hvis nogen skulle opdage hende var det ikke fordi store spørgsmål ville blive stillet. Med rolig bevægelse lukkede hun stalddøren og vendte sit blik mod det dunkle og høduftende rum.

Var hun alene? Lige nu syntes ingen anden lyd end hestene der knapt nok var vågne.

[Elyot af Falanie]

Elyot sad på loftet i hestestalden, hvor de opbevarede hø til foder. Han hørte nogen komme ind, men afslørede ikke sig selv før han var sikker på at det var Mirielis og at hun var alene.

Han nåede at betragte hende lidt i sit diskrete skjul og nød synet. Blussende kinder, som om hun allerede tænkte på at kysse ham, ligesom han tænkte på hende. Han smilede dumt, før han rømmede sig let.

[Mirielis af Lemaux]

Hendes hjerte sad helt oppe i halsen; sådan følte Mirielis det i hvert fald lige nu. Hun trak vejret dybt ind gennem næsen for at give sig selv et par sekunder til at fortryde. Men hun flyttede sig ikke. I stedet så hun op mod lyden og hun mærkede et smil sitre skævt.

Roligt gik hun mod stigen. Det var verdens længste trin og hjerte galoperede stadig lige så hurtigt da hun endelig nået sit mål. "Har du ventet længe?" Hun var udmærket klar over at hendes tiltale overhovedet ikke var korrekt. Men siden de lige om lidt skulle kysse hinanden igen og at de var alene syntes titler så langt væk. - og ellers måtte kronprinsen jo rette hende.

[Elyot af Falanie]

Ingen kaldte Elyot 'du', ud over hans familie og allernærmeste venner og kronprinsen studsede over det, før han smilede skævt. Retfærdigvis måtte hun kalde ham meget, så længe hun så sådan på ham. Han tog en dyb indånding. "Nej, jeg kom for kort tid siden," svarede han roligt, selvom hans hjerte slog hurtigt.

"Kommer du herop?"

Han klappede let mod høloftet med sin ene hånd.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede og gik så hurtigt op af trappens trin som hun kunne. Der var ikke meget plads og det var lige før hun ikke kunne stå oprejst. Alligevel fik hun sig nogenlunde placeret ved siden af Elyot. Langsomt lod hun fingrene glatte sig hen over den mørke lilla kjole før hun drejede ansigtet mod ham.

Hun bed ned i læben og lod tungen glide hen over den nederste. Tanker hun ikke burde have strømmede til hende og gjorde hendes kinder endnu mere varme samt sendte bølger af elektricitet ned gennem hele hendes krop.

[Elyot af Falanie]

Elyot gjorde plads til Mirielis og fik dem begge lidt væk fra kanten. Heroppe skulle man gøre en indsats for at se dem og det var hele pointen.

"Hej," hilste han muntert. "Slap du afsted uden at nogen så dig?"

[Mirielis af Lemaux]

Det var hyggeligt på loftet. Halvmørket og så var de kun de to. Selvom de havde været alene før så var det meget anderledes end i den oplyste sal. Her syntes alt muligt.

"Hej.." Mirelis mørke øjne dvælende mod Elyots ansigt. "Ja. Jeg har mange års erfaring med at slippe ubemærket hen" svarede hun som tænderne viste sig i et smil.

Langsomt flyttede hun sin hånd tættere på hans og snart strejfede hendes fingre hans.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn af Mirielis' dristige svar og tog med glæde hendes hånd i staldens mørke. Han smilede skævt og flettede fingre med hende, som om han havde prøvet det før.

"Fortæl mig om alle de mange gange du er stukket af, Nådigfrøken Suilleaux. Var det for at kysse med drenge?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis øjne blev store i et split sekund. Hun rystede på hovedet. "Nej. Deres kongelige Højhed er den første" svarede hun en anelse forlegent og slog blikket ned.

Følelsen af hans fingre fik hende dog stadig til at smile. "Fars fester er lange og til at starte med kunne jeg ikke vende mig til livet ved hoffet. Så jeg har øvet mig i at forsvinde."

[Elyot af Falanie]

Det gjorde Elyot ufattelig tilfreds at Mirielis ikke havde listet rundt med andre af en eller anden grund. Han smilede dumt og løftede deres samlede hænder for at kysse hendes håndryg.

"Ja? Så du listede dig væk?" Hans blik spillede. "Snedigt. Hvor gemte du dig?"

[Mirielis af Lemaux]

Efter kysset han havde placeret mod hendes hånd løftede hun den frie og lod fingrene strejfe hans kind. "For det meste trak sig gardinerne for i et af vinduerne og satte mig op på stenkarmen. Hvis jeg var ekstra forsigtig kunne jeg nå helt ud i haven og fare vild mellem alle de flotte bede" sukkede hun svagt.

"Hvad med dem, deres kongelige højhed. Har de også gemt dem fra de lange fester eller har de holdt ud?"