Faret vild (s)

[Elyot af Falanie]

Elyot synes det hele var tusind gange mere kludret end med Caspians damer. Han hadede det bestemt ikke, men det virkede som om det var bedre for hende end for ham.

Han kyssede hende lidt og brummede en hel del, men svarede ellers ikke direkte på Mirielis' erklæring. "Lidt hurtigere," bad han blot hæst. Han kunne måske godt finde sin forløsning sådan.

[Mirielis af Lemaux]

Uden at flytte sig helt i sin nuværende stilling placerede hun alligevel sine hænder mod høet og hævede sig kun lige en anelse til at hun bedre kunne fortsætte sin rytme.

Hun havde lagt mærke til at hvis hun trykkede til føltes han endnu bedre og hun gjorde sig derfor umage med at rulle sine hofter i en fast og denne gang hurtigere bevægelse der fik hende til at stønne højere.

[Elyot af Falanie]

Elyot kunne også bedre lide det, da hun løftede sig op. Selvfølgelig havde han intet imod at kysse hende meget mere, men det andet var bedre. Han åndede ud og lukkede øjnene kortvarigt, før han åbnede dem igen og så op på hende. Hun så godt ud i halvmørket.

"Bliv ved," opfordrede han hæst.

[Mirielis af Lemaux]

Et støn gled over Mirielis' læber, og ved lyden af hans opfordring trykkede hun sit underliv hårdere og hurtigere mod hans. Til sidst var hun nødt til at rette sig op igen for bedre at kunne holde rytmen.

Spændingen opbyggede sig tæt i hendes krop, en følelse hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med. "Elyot.." hviskede hun gispende som hvert eneste stød bragte hende tættere på.

[Elyot af Falanie]

Elyots kanter føltes lidt flossede sammen med hans ryg, men han nærmede sig stødt og blev skubbet ud over kanten, da Mirielis fik sin forløsning. Han lukkede øjnene tæt i, som han selv krampede lidt i en sød afslutning.

Han lå stille et øjeblik efter, men det var ikke et godt sted at ligge nøgen og slappe af og han satte sig snart op og gik på jagt efter sit tøj.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis steg af og sad stille et øjeblik for at genfinde sin vejrtrækning. Hænderne gled op mod ansigtet og fingrene gned let mod hendes øjne. Hun var helt rundt på gulvet og sad stadig og tog hele oplevelsen ind.

Hun gjorde dog snart Elyot kunsten efter og samlede sit tøj sammen, som hun med besvær fik på.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede lidt og kom til Miris hjælp. Kvindetøj havde mere arbejde, selvom hans hoser også tog tid at binde.

"Tak," mumlede han, imens han var ved at fæstne en eller anden snøre. "Det var virkelig godt."

Lidt løgn. Men han gad godt prøve igen.

[Mirielis af Lemaux]

"Selv tak" smilte hun i et svagt grin i det de begge baksede med de to lag af kjolen. Hun bandt snørende i hver side, og fik bunder håret op under klædet. Hun trak sine sko på og foldede hænderne ned langs for at glatte stoffet ud.

"Det var det." Lidt besværet og akavet; men en dejlig følelse så man på helheden af oplevelsen. "Ser jeg dig igen?" hendes stemme var håbefuld.

[Elyot af Falanie]

Elyot kørte en hånd gennem håret og tænkte ved sig selv at han nok skulle besøge et vaskefad. Han var distraheret, da hun svarede og blinkede lidt, før han nikkede.

"Selvfølgelig. Der er jo hundrede fester før vinter er slut og du er ved hoffet..." Han rømmede sig. "Vil du gerne ses, andre steder?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis ville slet ikke tænke på at der kom en tid hvor hun skulle tilbage til hoffet. Lige nu syntes det dog som forfærdig lang tid.

"Ja. Jeg foretrækker et sted uden hø" bemærkede hun i en drillende tone. Måske de begge to ville have godt af at omfavne hinanden hvor de havde langt større mulighed for at nyde det.

[Elyot af Falanie]

Elyot tænkte ikke så meget på at omfavne Mirielis, men retfærdigvis tænkte han heller ikke kun på det andet. Han var ret opfyldt og ret søvnig. Ikke at han rigtig kunne fortælle Philippe af Neaune, at det var derfor han var træt den næste dag.

Han smilede skævt og rettede lidt på hendes hår og hovedlin. "Uden hø. Nådigfrøkenens ønske er hørt," mumlede han drillende. "Det burde vel kunne lade sig gøre."

[Mirielis af Lemaux]

"Det sætter jeg pris på" svarede Mirielis og så rundt i stalden. Det var blevet mørkere og hun vidste ikke hvor længe de havde været der. Mon festen stadig var i gang på lensborgen?

"Hvornår skal vi ses?" Hun var nødt til at vide om han allerede havde tænkt på noget, eller om han ville slippe en diskret note et sted hun ville kunne finde det.

[Elyot af Falanie]

Lige nu skulle Elyot fordøje hvad der var sket. Mirielis bad om meget ved at tvinge ham til at tage stilling til alt muligt. Han rømmede sig lidt og trak fingrene gennem håret igen.

"Lad os se hvornår det kan ske igen," mumlede han. "Jeg planlægger ikke min egen tid, må du huske." Han var stadig væbner, lidt endnu.

[Mirielis af Lemaux]

Det havde været dumt af hende at spørge. For selvfølgelig kunne han ikke vide hvornår der ville være tid. Måske det hele bare skulle komme spontant. Mirelis trak vejret dybt ind.

"Naturligvis ikke" svarede hun og bed ned i underlæben. Alligevel endte hun med at at løfte sin hånd over på hans for at give den et blidt klem.

Hun lænede sig ind mod og lod sine læber dvæle i et let kys mod hans kind. "Jeg må nok hellere.."

[Elyot af Falanie]

Det kriblede over kysset. Elyot smilede skævt. Så nikkede han.

"Det må du hellere," medgav han drillende. Hun lignede ikke helt den perfekte, samlede komtesse lige der, men han fik da plukket et hårstrå fra hendes kjole før hun gik. Et smørret smil hvilede på hans egne læber, som han begav sig mod sine gemakker.