Rædselsfuld rejse (S)

[Igraine af Charenoy]

Igraine nikkede. "Naturligvis," medgav hun og kastede et blik mere rundt, før det vendte tilbage til Bartholomeus. Hun smilede svagt over indsigten af, at det var første gang i lang tid, at de for alvor var alene.

"Mon ikke vi nok skal klare det også."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede. Han kastede også et blik rundt, før det bankede på døren og han bød vedkommende ind. Det var tjenestefolk med et tungt kar i træ, som skulle fyldes op med varmt vand fra køkkenet. Han trådte til side og undskyldte sig så, for at gå ind på sine egne gemakker og efterlade Igraine til at tage det hele ind.

Han tog også et bad, men det var et hurtigere, langt køligere et af slagsen. Omklædningen til helt rent tøj gjorde dog undere. Som lovet, tog huset sig af Delphine, men Bartholomeus gav sig alligevel tid til selv at vise hende lidt rundt, imens Igraine havde tid for sig selv. Greven og grevinden gav den lille, nye familie plads til at falde ned fra rejsen.

Efter at have efterladt Delphine i de kyndige hænder hos hendes nye kammerpige, bankede han let på hos Igraine og kom stille indenfor.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke normalt typen, der brugte en urimelig mængde tid på selvpleje, men ovenpå rejsen og de mange dage på hesteryg, kunne hun ikke helt finde det i sig at have dårlig samvittighed over at trække det hele i langdrag.

I hvert fald blev hun i vandet til det var helt koldt og musklerne føltes noget mindre ømme. Det fik hende næsten til at føle sig som sig selv igen og da det bankede på, var hun ikke nået meget videre end til at drapere sig i en blød kåbe fra en af sine kister, hvorpå hun nu sad og var i færd med at børste knuderne ud af det endnu fugtige hår.

Blikket rettede sig mod Bartholomeus og hun smilede svagt beklagende, men også med tydelig tilfreds. "Jeg fortabte mig vist lidt og mistede fornemmelsen," undskyldte hun, selvom hun ikke for alvor var ked af det. Ikke rigtigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' blik spillede lidt over Igraine, som hun sad der i sin kåbe og så absolut skøn ud. Hans mundvige trak kun ganske svagt, men trækket var der.

"Det var planen," konstaterede han. "Jeg kan også gå igen...?"

Tilbuddet var reelt. Han følte sig ikke afvist og kunne nemt beskæftige sig selv.

[Igraine af Charenoy]

Igraine bemærkede endnu engang det lille træk ved hans mundvige og var glad for at konstatere, at der ikke umiddelbart var nogen fordømmelse af finde.

"Ikke for min skyld," tøvede hun da heller ikke med at svare og smilede selv, mere tydeligt end ham. Det var svært andet, når hun var mere veltilpas end hun havde været i ugevis. "Kom endelig ind."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fulgte opfordringen og trådte indenfor. Han lukkede døren i efter sig og sikrede sig at den ikke gled åben igen. Det var uendelig længe siden han havde været alene med sin hustru og han havde ikke tænkt sig at de skulle forstyrres lige med det første.

Til en start, satte han sig blot ned ved siden af hende på sengen, hvor rebene under madrassen gav sig lidt. "Delphine er i gode hænder og fuld gang med at fortælle kammerpigen sin livshistorie," konstaterede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en munter lyd, mens hun trak kammen gennem de nederste spidser af håret, som i ly af gemakkerne fik lov at hænge frit og tørre.

"Så er hun uden tvivl godt beskæftiget det næste lange stykke tid," svarede hun og rakte ud for at lægge kammen fra sig, før blikket rettede sig mod Baton igen. "Og hvad med os? Er vi ventet et sted?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede med endnu en ganske svag sitren i mundvigene og fulgte kammens vej gennem Igraines løse hår. Det havde ham kun været forundt at se hende sådan ganske få gange. Han tog det ind. Hans kvinde.

"Vi er først ventet til aften," svarede han. "Ingen forstyrrer os før solen er på vej ned."

Han strejfede hendes skulder med den ene hånd, men trængte sig ikke på.

[Igraine af Charenoy]

Igraine slap en tilfreds lyd, der delvist gik på, at hun ikke absolut var nødt til at klæde sig på med det samme igen. Den anden halvdel havde med hånden mod sin skulder at gøre.

Hendes egen lagde sig let mod hans ben og hjertet slog en anelse hårdere, som hun indså, at de langt om længe var alene igen. Det var ikke sket ofte siden deres bryllupsnat.

"Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået endnu, at vi rent faktisk er nået frem," bemærkede hun og smilede svagt, som hun lænede sig lidt forsøgsvist ind mod ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tøvede et øjeblik, før han løftede armen og lagde den omkring hendes skuldre.

"Vi er her," brummede han. Så lænede han sig lidt mod hende og plantede et kys i hendes tinding.

"Hjemme."

[Igraine af Charenoy]

Der var ingen tvivl om, at basissen for deres ægteskab var fornuft. De havde ikke kendt hinanden længe, men de var dog hurtigt kommet godt overens. Intet af det krævede dog de små ømhedstegn, som Barthelomeus udviste nu.

Igraine satte dog endnu mere pris på dem netop af den grund og smilede varmt. "Hjemme," gentog hun med tilfredshed og lod blikket glide en enkelt gang over hans ansigt, før hun lænede sig frem og lod læberne strejfe hans.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde giftet sig med Igraine at tre grunde. Han skulle bruge en fornuftig hustru, der kunne udfylde rollen og ikke var få dage fra at være blevet voksen, han kunne lide hende og Delphine havde ramt et ømt punkt i hans ellers ikke så bløde hjerte.

Det ville være absolut overdrevet at sige at han havde følelser af den romantiske slags for Igraine, men han var tiltrukket af hende og han havde undværet fysisk kontakt i lang tid. Han havde behov og da hun lænede sig ind mod ham, var han ikke ked af at lade dem styre kysset og gøre det dybere end overfladisk. Den frie arm blev vinklet under hende, for at trække hende bestemt op på hans ben at sidde. Det var et helt fint sted, hvis man kunne lide at kysse hinanden.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde erfaret på deres bryllupsnat, at der ikke var så meget pjatten omkring med Bartholomeus, der i stedet var direkte og ikke ligefrem brugte tid på langsom opbygning.

Af samme grund var det ikke helt så stor en overraskelse nu, men hun var heller ikke ligefrem vant til at blive håndteret så fysisk og slap en lille, forundret lyd, da han løftede på hende.

Hun var ikke helt sikker på, hvad hun mente om at sidde på skødet - eller at hendes ømme bagparti nød det - men hun lod det være for nu, tilpas distraheret af de insisterende kys. Dem fokuserede hun på at besvare og lod forsøgsvist en hånd glide om hans nakke og ind mellem de hår, der var blevet lange nok til at gøre netop det.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus kunne godt lide det. Igraine, siddende på hans skød, hendes hænder i hans hår og duft i hans næsebor. Han tog en dyb indånding og nappede hende let i underlæben.

Samtidig var han opmærksom på at det ikke var sikkert at hun havde de samme lyster som han havde og det var ikke aften. Måske gjorde adelsfruer kun den slags om aftenen.

Han havde dog den ene arm omkring hende og ansigtet tæt på hendes. Hvor hun sad kunne hun vel fornemme hvad hun gjorde ved ham.

[Igraine af Charenoy]

Det føltes stadig nyt at være så intim igen efter et halvt årti uden noget særligt i den retning og så med en mand, hun endnu blot var ved at lære at kende. Nu holdt det dog ikke den samme nervøsitet som ved første ægteskab og hendes egne behov var efterhånden udtalte.

Derfor lagde hun heller ikke an til at skifte spor, men fortabte sig i kysset, mens den frie hånd sneg sig ned over hans bryst og videre til bæltet, der jo naturligt måtte løsnes.