Rædselsfuld rejse (S)

[Bartholomeus af Charenoy]

Bæltet måtte selvfølgelig løsnes. Der var intet andet for. Bartholomeus flyttede sig lidt og gav hende plads.

Imens løsnede han selv båndet, der holdt hendes kåbe samlet. Hans hænder gled ud over hendes skuldre og skubbede den med. Hun var et absolut vidunderligt syn sådan. Herligt erotisk på alle måder.

"Kan du huske at jeg sagde, at ingen ville bebrejde os at vi tilbragte umindelige tider i sovegemakkerne?"

Han tog en dyb indånding. "Det vil jeg gøre mit til at afprøve."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde netop været i bad og bar af samme grund intet under kåben. Hun tog sig dog ikke af, at den blev fjernet, men hjalp lidt til med projektet.

En dæmpet latter undslap hende over ordene og et glimt af tænder kom til syne. "Sikke en ambition," svarede hun, uden tegn på utilfredshed. Fingrene strøg over hans nakke. "Med fare for at gøre mig selv tidligt upopulær blandt husholdningen, så kan jeg kun støtte den."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede skævt med et glimt i øjnene over Igraines svar. Han brummede let og tog synet af hende helt ind. En hånd kuplede hendes ene bryst, før han kyssede hende på halsen.

"Jeg har mange ambitioner," mumlede han derfra, før han løftede lidt på hende, drejede sig og lagde hende ned på sengen. Han fulgte selv lige efter. Flere kys fulgte, før hans hånd gled ned mellem hendes ben for at mærke efter. Han brummede let.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var i dén grad ikke vant til at blive manøvreret rundt på den måde, men det virkede som en smal sag for det store brød og hun kunne ikke ærligt sige, at hun havde noget imod det.

Et blødt suk undslap hende over tyngden fra hans hånd mod det følsomme område og hun rykkede sig instintivt op mod ham, mens hendes egne hænder trak hans tunika opefter.

"Du har frygteligt meget tøj på," bemærkede hun da også hjælpsomt. Måske var hun ret nysgerrig efter en genforening med, hvad der gemte sig bag.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus lo dæmpet og dybt over klagen. Han trak sin tunika af og var ikke mange øjeblikke om at få vrikket sig ud af både broger og hoser og hvad der nu ellers skulle til for at efterlade ham lige så nøgen som sin hustru.

Bar, indtog han hende igen, tårnende lidt over hende i sengen, selvom han lænede sig med for at komme tættest muligt på.

"Tilfreds?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var, ikke for første gang, imponeret over, hvor massiv Bartholomeus egentlig var, som han lænede sig frem over hende. Det kunne hun ærligt talt godt beundre lidt i sig selv, men hun fornemmede at tiden ikke var til den slags fortabelser.

Så hun løftede blikket til hans og kunne ikke helt dy sig for at smile et smil, der næppe kunne beskrives som uskyldigt. "Ikke endnu, men meget snart, formoder jeg," svarede hun, kun halvt drillende og trak ham tættere med det ene ben.

[Bartholomeus af Charenoy]

Endnu engang lo han af hende, denne gang endnu lavere. Han lod hendes ben guide ham og snart efter var han dybt inde i hende for første gang i hvad der føltes som evigheder.

Han måtte bøje en del i nakken for det, men hans læber fandt hendes, imens han langsomt bevægede sig, kontrolleret og tæt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine sukkede veltilfreds, da først kroppen endnu engang havde vænnet sig til den nære kontakt og mødte villigt hans læber. Nej, det var ikke ligefrem nogen sur pligt.

Tværtimod var det en ganske velkommen adspredelse og hun tillod benene at lukke sig bag ham, hvor de kunne opfordre bevægelserne. Ikke uden effekt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus stønnede lavt mod sin hustrus læber og trykkede sig hårdere ind imod hende, uden at øge farten. Han havde tænkt sig at nyde hende og ikke overstå det hele på få øjeblikke, så han holdt fast i sig selv og tog hende langsommere, men til gengæld helt til deres kroppe mødtes tæt sammen og gned imod hinanden.

Kysset blev overfladisk, læberne nærmere blot i berøring med hendes, imens hans muskler arbejdede for at holde ham oppe.

[Igraine af Charenoy]

Bartholomeus var på mange måder fysisk helt anderledes end hendes afdøde mand og det var på mange måder en besynderlig fornemmelse, men ikke utiltalende. Tværtimod.

Et tungt, nydelsesbetonet suk undslap hende over den langsomme, tætte kontakt og hun tillod fingrene at vandre over hans hud; søge aftegningen af muskler og gøre sig bekendt med ham, mens benene lukkede sig over hans lår.

Denne gang var det ikke forhastet, men tålmodigt og nysgerrigt, selvom hun på et tidspunkt mistede kontakten til hans læber helt og blot sukkede tungt tæt på dem.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog sig tid, nød Igraine og nød deres kontakt. Det var fysisk, men ikke udelukkende.

Da han fandt sin forløsning var det dog også fysisk og det var tilfredsstillende at tænke på at det måske var i netop det øjeblik de havde skabt Charenoys arving. Han håbede det.

Træt i armene, sank han dog ned på ryggen ved siden af hende med en tung udånding, ganske tilfreds med sig selv.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ganske veltilpas, omend ikke helt forløst, da han gled ned ved siden af. Det accepterede hun dog og sank blot ned i puden med et afslappet suk og øjnene lukket i et øjeblik.

Den behagelige stilhed fik lov at herske lidt, mens de begge fik vejret og det var en anelse sløvt, hun til sidst drejede ansigtet mod ham og smilede blødt.

"Er du tilfreds med at være hjemme?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde aldrig lært, at kvinder reelt kunne finde tilfredsstillelse mere end ved det han allerede havde gjort. Han anede intet om hvad han berøvede eller ikke supplerede Igraine med og var blot vældig tilfreds med sig selv, som han lå og fik vejret igen. Hans hjerteslag var blevet langsomt igen, da hun drejede hovedet og han gjorde det samme, for at se på hende.

"Voldsomt meget," konkluderede han. "Og for at have jer med."

Han lagde en arm omkring hende og trak hende lidt ind til sig, visende det som hans ord også sagde. Hun hørte til der. I Charenoy, under hans arm.

Måske lukket?