Rædselsfuld rejse (S)

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var forfærdeligt. Lige fra første øjeblik hvor Bartholomeus satte sine fødder på skibet, der skulle fragte dem fra Levagny til Charenoy langs floderne og kysten, havde han kvalme. Den ophørte først på andendagen, da han trådte af den elendige pram og på landjorden i Gesulle i det nordlige Tource. Han var bleg og sammenbidt på vejen til den kro de var blevet anvist som byens bedste.

Først over maden begyndte han at varme lidt op. Han rodede Delphine i håret, da hun brokkede sig over tilstanden af kartoflerne og sendte Igraine af Charenoy et langt blik, da datteren fabulerede over hvor rart det havde været at sove i skibet og blive vugget frem og tilbage.

[Igraine af Charenoy]

Igraines foretrukne rejseform var uden tvivl at sejle og var intet mindre end lettet over, at det var den bedste mulighed for rejsen til Charenoy. Hvad hun ikke havde kalkuleret med, var dog, at hendes nye husbond tilsyneladende var alt andet end søstærk. Så meget blev dog snart klart og han var ærligt ikke den eneste, der var lettet, da de først ramte landjorden igen.

Klogeligt undlod hun også at forsøge at samtale med andre end datteren på vejen til kroen, men var ikke blind for, hvordan maden snart lod til at have en genoprettende effekt. Hun kunne dog, trods sin ellers ret diplomatiske omgang med det hele, ikke hindre sine læber i at sitre faretruende over det blik, hun modtog fra Bartholomeus og kun veludviklet selvkontrol hindrede hende i at slippe en latter.

I stedet så hun på datteren med et mildt blik og konstaterede, at hun jo også havde været vant til at sejle fra hun var ganske få uger gammel. De næste par minutter var fulgt af opfølgende observationer fra Delphine og først, da hun blev distraheret af kroejerens hund, gled Igraines blik over mod Bartholomeus igen. Et blødt smil strejfede læberne. "Jeg tror nu ikke, at en stillestående seng vil gøre nogen skade."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så for første gang den aften lidt gnaven ud, men mildnede i sine træk og trak til sidst svagt på smilebåndet. Han tog en tår af sit krus med vin og lod blikket glide fra Delphine til Igraine.

"Ej heller at have en seng for sig selv," brummede han lavmælt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine tog sig ikke af den kortvarige gnavenhed, men blev blot endnu engang konfronteret med sine egne sitrende mundvige over svaret. Hun skjulte det, uden enorm succes, bag en tår vin, men forsøgte da heller ikke for alvor at afholde ham fra at se det.

"Nej," medgav hun, trods alt ikke vant til at dele kammer med både husbond og datter - og ikke nødvendigvis forfalden til det i længden. "Man kunne måske næsten betragte det som en fordel."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede sin enighed imens Delphine gled ned fra sædet og efter hunden. Han holdt et øje på hende, men benyttede ellers lejligheden til at lægge en hånd på Igraines.

"I hvertfald hvis nogen skal have en lillebror," pointerede han. "Og andre ikke skal miste tålmodigheden."

[Igraine af Charenoy]

Det var en behagelig summen, der gik gennem Igraines mave, da en varm hånd lagde sig over hendes og hun fandt en vis tryghed i den fornemmelse; et lille tegn på, at der måske kunne blive mere end bare en praktisk kontrakt mellem dem. En dæmpet, munter lyd undslap hende, mens blikket hvilede i hans uden den mindste forlegenhed.

"Mon det for alvor er soveforholdene, der har været den største hindring?" spurgte hun, halvt retorisk og med en mildhed, der tog kanten af det underliggende drilleri, som hun trods alt var varsom omkring. Det var dog et uomtvisteligt faktum, at han ikke havde været meget værd de sidste par døgn.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus sendte Igraine det tørreste af blikke og hævede begge bryn.

"Det forekommer mig at blot to dage til søs har gjort dig ganske afslappet. Jeg ser frem til den sidste del af rejsen..."

[Igraine af Charenoy]

Det forekom Igraine, at Bartholomeus ikke havde et overskud af selvironi, men hun holdt det ikke imod ham og lod sig heller ikke fornærme af hans ord. Tværtimod fnøs hun dæmpet, men ikke uden munterhed og strejfede hans ankel med sin i et blidt puf under bordet.

"Ingen tvivl om, at rollerne vil være omvendt til den tid," medgav hun, selv en anelse tørt, men uden helt at miste sit gode humør. Trods den konstante bekymring, der var udsigten til en uge på hesteryg. "Jeg håber desuden ikke, at du reelt tror, at jeg nyder det," tilføjede hun, stadig mildt, men lidt mere seriøst.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomusse brummede lidt igen over skubbet og blikket. Han nikkede let til forsikringen uden at kommentere den. Det huede ham ikke på den måde at være svag.

"Utvivlsomt har vi begge hver vores favoritdel af rejsen," konstaterede han blot. "Lad os i stedet tale om hvad der venter. Spørgsmål?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine lod sig ikke gå for meget på af den manglende selvironi, der som sådan var forståelig nok taget i betragtning, at det meste af rejsen over vand endnu lå foran dem. I stille sind håbede hun dog, at den slags ville komme med tiden, som de lærte hinanden bedre at kende end de gjorde nu. Det var stadig meget nyt.

Hun tog en indånding og lod villigt emnet falde til fordel for det mere praktiske. Den frie hånd trak kruset med vin lidt nærmere og hun kunne have ønsket sig, at indholdet havde været varmt. "Hvor lang tid forventer du, at det tager, før vi er fremme?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Gaston tog selv en tår vin mere og betragtede Delphine lege med hunden, langt mere fri end mange adelige piger på hendes alder. Han tog en dyb indånding.

"To uger, omtrent. Det går hurtigst til søs. I morgen når vi havet og så følger vi kysten nordpå til Arge og Charenoyfloden."

[Igraine af Charenoy]

Igraine fulgte instinktivt hans blikretning og lod selv blikket hvile på datteren, et svagt smil på læberne. Ikke helt uden bekymring, men også fyldt med omsorg. Til gengæld betød det ikke, at hun ikke hørte hans svar og efter et øjeblik løsrev hun blikket og rettede det tilbage mod ham.

"Forventer du, at vinteren for alvor er ved at have sluppet sit tag i norden?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede og nikkede.

"Fuldstændig. Foråret er for længst indtruffet og kun den uendelige sne er tilbage. Vandet fosser hurtigt i floderne. Det er derfor vi må til hest til sidst. Det er næsten en umulig strøm at sejle imod."

[Igraine af Charenoy]

Igraine nikkede, i stille sind tilfreds med, at hun kunne udskyde sit møde med vinteren i det nordlige len. Naturligvis ville det indhente hende med tiden, men hun havde ikke travlt med at det skete. Hun nikkede, uden at sætte ord på sine gruende anelser for rejsens sidste del. Dem kendte han allerede til.

"Jeg ser frem til at se det," sagde hun i stedet, ærligt og med antydningen af et smil.

[Bartholomeus af Charenoy]

Gastonlemeus tømte kruset og satte det fra sig igen. Han lagde atter hånden over hendes og gav den et klem.

"Også jeg," medgav han brummende.