Rædselsfuld rejse (S)

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede lidt, tog Igraines hånd i sin og kyssede den.

"Samme her. Snart igen," mumlede han. "Snart får du min fulde opmærksomhed."

[Igraine af Charenoy]

Igraine ville ikke nødvendigvis have forventet det for bare en måned siden, men ved hans ord nu, mærkede hun en lille gnist af varme spire i brystet, hvor hjerterytmen steg. En indikation på, at noget mere end bare fornuft lurede et sted.

Dét, kombineret med hans ord, fik et blødt smil frem over læberne, som afslørede tænderne. "Sikke en udsigt at have," svarede hun, tonefaldet varmt, mens fingrene klemte let om hans. Hun så tydeligvis frem til det, absolut nysgerrig på ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede skævt og næsten drenget et øjeblik, før alvoren var tilbage. Det blev en god rejse, selvom det tog Igraine tid at vænne sig til at rejse på hesteryg. Han var selv mere tilfreds i sadlen, selvom det gik langsommere end normale rejser til hest.

En aften sov de hos den vigtigste familie i en lillebitte landsby. Her sad de til bords ved bordenden og Bartholomeus smilede let til sin hustru. "Kun to dage endnu," opmuntrede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var om nogen stoisk, men alt i hende værkede også efter flere dage på hesteryg og ømme muskler var i dén grad en distraktion, selvom de sad til bords.

Hun var ikke klar over, om Bartholomeus formåede at aflæse det i hendes træk, men ved hans ord smilede hun svagt. Ikke uden udmattelse, men forhåbentlig ikke åbenlys.

"Det er ingenting i forhold til den afstand, vi allerede har tilbagelagt," svarede hun, mildt nok, men mente tydeligvis også at to dage virkede mere eller mindre uoverkommeligt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede mildt og strejfede Igraines arm. "Men tænk på den balje med varmt vand og sæbe du kan synke ned i, når du først er kommet hjem." Han skar et stykke kød ud. "På den bløde seng i dine nye gemakker, hvor du kan sove længe den første dag, imens huset underholder Delphine."

Kødet blev spiddet og sat til livs. Han tyggede grundigt. "Mine hænder, der masserer dine ømme, saddeltrykne balder," mumlede han lavt ud af siden på sin mund med et glimt i de mørke øjne.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke aktivt søgt de trøstende ord, men fandt sig positivt overrasket over dem - og måske især, at der ikke umiddelbart var nogen fordømmelse af finde hos den ellers barsktudseende ridder.

Et mildt smil havde allerede buet læberne, men ved hans tilføjelse, måtte hun skjule en uventet, munter lyd bag en let rømmen og måtte kontrollere sig for ikke at smile afslørende.

"Jeg ved snart ikke, hvilken del der lyder mest himmelsk," svarede hun og skottede over mod ham, et lignende glimt i de mørke øjne. "Men hvis hensigten var at gøre mig mindre længselsfuld, så er det vist med begrænset succes."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede flygtigt, men næsten skævt, før rynkerne om munden forsvandt i skægget igen. Han brummede let.

"Det var ikke planen," svarede han. "Snarere at give dig noget at se frem til."

[Igraine af Charenoy]

Igraine overså ikke trækningerne ved hans mundvige, men havde så småt fundet ud af, at det ikke betød så meget, at han ikke var voldsomt ekspressiv - det krævede blot lidt mere at læse ham.

"Jeg vil forsøge at se det på den måde, så," svarede hun og smilede mildt, mens en hånd lagde sig blidt over hans. I hendes blik var et forsøgsvist ømt udtryk; en snigende følelse af, at deres nye forbindelse ikke blot kunne være af praktisk natur.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så flygtigt ned på deres hænder, før hans mørke blik mødte Igraines igen. Han nikkede. Personligt så han meget frem til at komme hjem, med alt hvad der hørte til.

De næste dage gik også både hurtigt og langsomt, men så var de overstået og de var i Charenoy. Han hjalp Igraine ned fra hesteryggen og gav snart efter Delphines skulder et klem. "Følg med Jeanett," bød han hende. "Hun viser dig dit kammer og hjælper dig med et bad og et tøjskifte."

Han så på sin hustru. "Hvad dig angår, så vil jeg selv vise dig dine gemakker. Hvis du tillader?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var klar til at græde ved tanken om endnu en time i sadlen. Ikke, at hun på nogen måde tillod den slags eller viste sit ubehag mere end ved at se ualmindeligt sammenbidt ud.

Derfor var hun også uendelig lettet, da hun endelig kunne tage mod hjælpen til at komme ned og hun holdt sig ikke for god til ikke at støtte sig en anelse ind mod ham et øjeblik.

Delphine var tydeligt mindre påvirket og fremstod energisk, mens hendes mor diskret strakte lænden og ryggen og smilede mat efter datteren. Derfra rettede blikket sig mod Bartholomeus, telt, men mildt. "Med glæde," svarede hun og rettede sig lidt, allerede mere tilfreds. "Jeg har set frem til det."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus bød Igraine sin arm. "Det er du ikke ene om," brummede han simpelt. Han havde tænkt meget på at få hende alene igen. Før den slags, vidste han dog at hun ville have behov for at vaske sig. Han kunne tage det eller ej, men havde nok også brug for et bad og et tøjskift.

Han sagde ikke mere, men førte hende med sig mod borgen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var træt, men som de nærmede sig borgen, mærkede hun sig selv live en anelse op. Synet var ganske anderledes, end hvad hun havde forestillet sig - ikke bastant og alvorligt, ligesom den kommende lensherre.

"Hvor er her smukt," bemærkede hun, ikke drømmende, men imponeret.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' mundvige sitrede lavt under skægget og han tog en dyb indånding, før han brummede let i bekræftelse. Charenoy var hans barndomshjem og da han første gang var vendt tilbage til det, havde han været lidt rørt.

Nu var følelsen mindre overvældende, men den var der nu stadig. Denne gang tog han en hustru med hjem. En hustru og et stedbarn.

Han ledte hende med indenfor og kom med enkelte stikord til opbygningen, imens de bevægede sig mod trapperne opad. Ingen i familien sov nedenunder, selvfølgelig.

"Mit," konstaterede han med en finger pegende mod en dør til venstre for trappen, som de passerede den. Så nåede de en anden og han åbnede den roligt, før han trådte tilbage.

"Dit."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var naturligt interesseret. Det var hendes hjem nu og ganske anderledes fra det sydlige Triviers, hvor alt havde været mere åbent og lyst. Borgen her forekom hende dog alt andet end dyster og det var med reel nysgerrighed, at hun trådte ind i sine egne gemakker.

En ild knitrede og skindene på sengen var fremmede, men forekom indbydende og hendes ansigt udstrålede ikke utilfredshed, da hun vendte sig mod Bartholomeus igen. "Er de direkte forbundet til dine eller er de adskilt?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog en synlig indånding ved spørgsmålet og hans blik blev en smule mørkere, før han rømmede sig en anelse.

"Adskilte. De er ikke bygget for at være et ægtepars gemakker. Når rundrejsen kommer må vi også overgive dem til vores royale gæster."

Han åndede hørligt ud.