Rædselsfuld rejse (S)

[Igraine af Charenoy]

Igraines smil vandt lidt varme og hun udnyttede stunden til at stille endnu et par spørgsmål om lenet. Inden længe trak de sig tilbage og som forudset, nød hun selv på flere måder at sove i en seng, der ikke gyngede i takt med vandet. Det føltes dog som meget kort tid, før de var på vej mod båden igen efter et meget kort, men tidligt beøsg hos en apoteker, som Igraine havde aflagt.

De havde da heller ikke forladt havnen endnu, før hun tog plads ved siden af Bartholomeus ved rælingen og lydløst tilbød ham et krus med et dampende opkog med en behagelig duft af urter, der ganske fordelagtigt også havde en kvalmestillende effekt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Baton hadede båden, men udstod at sætte sig ned med blikket stift mod horisonten. Han så først ikke Igraines krus, men opdagede det og hævede et bryn.

"Hvad er det? Jeg tror ikke kryddervin er godt nu."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var absolut ikke ubekendt med mandlig stolthed, men tolererede den - for nu. Det betød dog ikke, at hun ikke bekymrede sig. Så måtte han selv om, hvorvidt han ville tage imod det. "Det er ikke vin," forsikrede hun og tog en tår fra sit eget krus. Varmen og smagen var behagelig.

"Bare et sammenkog af urter," konstaterede hun og satte kruset på en tønde, hvor han kunne tage det, hvis han stolthed tillod det. Hun rettede blikket mod horisonten og fortsatte henkastet, men dog uden omsvøb. "Det hjælper mod søsyge."

[Bartholomeus af Charenoy]

Baton så skeptisk på urteopkoget og kneb øjnene lidt sammen, før han rettede blikket frem igen. Han åndede lidt ud og stod og stirrede, imens sejlet blev rullet ud og vinden hev i det og trak båden med ud af havnen og ud på den brede flod.

Efter en stunds tavshed samlede han kruset op fra tønden og tog en tår, uden at se på Igraine eller sige et ord.

[Igraine af Charenoy]

Igraine gjorde intet yderligere for at opfordre ham til at tage kruset eller overhovedet anerkende dets tilstedeværelse. Tværtimod blev hun selv bare roligt stående og så ud over horisonten, mens hun fra tid til anden tog en tår fra sit eget krus.

Hun så da heller ikke mod ham, selv da hun registrerede bevægelse, men blev blot selv komfortabelt stående i tavsheden, mens de begge drak.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke god til det. Det passede ham ikke at skulle pusles om eller have medicin for sin svage krop, der ikke kunne udstå at det vippede under den.

Han fik det heller ikke øjeblikkeligt bedre. I stedet fik han bare en halvklam smag i munden oveni sin kvalme. Han så bistert ud i luften, men tømte så kruset helt og vrængede.

[Igraine af Charenoy]

De havde ikke været gift længe, men allerede efter et par dage til søs, var Igraine ikke i tvivl om, hvilken slags mand, han var. Det ville sikkert blive en udfordring, men det måtte hun finde en måde at håndtere.

For nu var det blot med sin lydløse hjælp og et blik, der forblev ud over horisonten et stykke tid endnu. Først en rum tid senere, drejede hun hovedet og så mod ham.

"Jeg går ned og ser til Delphine," informerede hun, selvom der i tonefaldet lå en halv forventning om accept fra ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede. Delphine havde ingen problemer med søsyge. Det var han såmænd glad for, men også lidt misundelig på. Han tog en dyb indånding og nikkede.

"Hun bliver kølhalet hvis hun kommer ud og danser om mig igen," konstaterede han. Munterheden var svag, men tilstedeværende.

Lidt mere munter var han en time senere, da eliksiren havde fået sin virkning og han sad og tyggede på noget tørt brød, dagens første måltid.

[Igraine af Charenoy]

Igraine lo ikke, men det sitrede umiskendeligt i hendes mundvige og der var et underholdt glimt i de mørke øjne, da hun bøjede nakken i et enkelt nik. Hånden gled over hans arm i forbifarten, men hun sagde ikke noget, før hun gik ud for at finde sin datter.

Da hun vendte tilbage nogen tid senere, var hun da også glad for at se, at han så lidt mere menneskelig ud og hun samlede skørtet, som hun tog plads ved siden af ham. Uden ord med det samme, men med et mildt smil.

[Bartholomeus af Charenoy]

Båden var lille og adskillelsen havde ikke været stor. Da hun satte sig ved ham nævnte Bartholomeus intet, men han var ikke lige så grøn i kanten mere og brødet gled langsomt ned.

"Hvor fandt du... Den bryg henne?"

Og hvor får man mere, tænkte han, uden at ville indrømme det.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kunne uden problemer se, at han ikke længere var lige så skidt, men havde intet behov for at pointere det eller italesætte sin egen succes. Det undlod hun da også fortsat taktfuldt, da han selv halvt om halvt bragte emnet på bane.

"Jeg kendte til den fra Triviers og sendte bud efter ingredienserne i morges, før vi sejlede," svarede hun, ikke utilfreds med at kunne drage fordel af sine år i et kystlen. "Jeg overlod dem til hovmesteren, som sørgede for sammenkoget. Der skulle være nok til flere portioner."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus åndede langsomt ud. Han tyggede af munden og nikkede, imens han stirrede ud i horisonten.

"Hvem i Triviers tog den?"

Hendes mand? Han drejede hovedet langsomt og så på hende.

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik var vandret kort ud over vandet, men gled tilbage på Bartholomeus, da hun fornemmede hans blik på sig. "Enkelte af de tjenestefolk og væbnede mænd, som rejste med os til Levagny," svarede hun ærligt, selvom det måske ikke var det svar, han håbede på. Hendes mand havde altid været søstærk og til tider mere komfortabel på vand end på land.

"Og jeg selv, da jeg ventede Delphine," tilføjede hun dog, lige så sandt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Mænd, i hvertfald. Stærke mænd, der også blev gjort til svæklinge af lidt bølgegang. Bartholomeus brummede.

"Når du venter den næste bliver der intet behov for sejlads," forsikrede han, blikket dvælende ved hende.

[Igraine af Charenoy]

Den kommende arving var et meget naturligt tilbagevendende samtaleemne, men Igraine var ikke ked af at indse, at tanken også fik det til at risle behageligt gennem hende. Af samme grund var det milde smil helt reelt. Blikket hvilede i hans, som hun slap en dæmpet lyd.

"Nej," medgav hun, mens et muntert glimt sneg sig ind i de mørke øjne. "Jeg er næppe lige så heldig, når det kommer til at ride."