Rædselsfuld rejse (S)

[Igraine af Charenoy]

Et mørkt øjenbryn hævede sig den mindste lille smule, mens et svagt smil strøg frem over læberne. "Almen nysgerrighed," rettede hun, men ikke i en afvisning. Tværtimod var der interesse i blikket, ikke mindst fremprovokeret af det stigende ønske om at se det len, som hun forhåbentlig ville være en del af resten af sit liv.

"Men gerne, hvis du ønsker det. Jo mere jeg får lov at se af Charenoy, jo bedre."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus rynkede brynene en anelse over det mindelige svar, der gjorde det hele lidt vagt. Han åndede langsomt ud og rakte ud for at lægge den ene arm omkring hendes skuldre.

"Du er med i beslutningerne om hvad vi skal se," pointerede han. "Jeg vil høre hvad du ønsker."

[Igraine af Charenoy]

Deres bekendtskab var, trods ægteskabet, stadig nyt og selvom Igraine kunne være direkte, så var hun ikke upåpasselig. Reaktionen var dog ikke helt forventet, men hun mærkede et varmt smil glide frem over læberne, da en solid arm lagde sig omkring hende.

"I så fald vil jeg gerne se det," svarede hun og lod selv en hånd hvile mod hans ben. "Har du et favoritsted i Charenoy?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Det føltes rigtigt med en arm omkring hende. Bartholomeus kendte ikke Igraine godt, men han følte sig meget beskyttende overfor hende. Han brummede let ved spørgsmålet og måtte tænke sig om.

"Mange steder," konkluderede han til sidst bredt. "Jeg viser dig dem."

[Igraine af Charenoy]

Et glimt af tænder kom til syne. "Det ser jeg frem til," svarede hun mildt og gav hans lår et blidt klem. Det var da også sandt og spændingen blev ikke mindre over de næste dage, mens de bevægede sig over vandet. Hun nød uden tvivl den del af rejsen mere end Bartholomeus, men selv hun var da godt tilfreds, da de nåede den nordlige kyst ved Arge og igen fik fast grund under fødderne.

Det var et større postyr at få det hele læsset af, men da Igraine endelig fik et øjebliks ro og tid til at stå stille, lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding af den lune, nordlige sommerluft.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var uendelig lettet over fast grund under fødderne. Han var også, endelig, et sted med overskud til at give Delphine lidt ekstra opmærksomhed. Derfor sad hun på hans ryg med armene omkring hans skuldre og han holdt om hendes ben, som han trådte op ved siden af Igraine.

"Så. Kun omtrent ni dages ridt tilbage," konstaterede han. "Så er I hjemme."

[Igraine af Charenoy]

Igraine åbnede øjnene, da hun hørte bevægelse ved siden af og smilede impulsivt ved synet af de to sammen. Det fik hendes hjerte til at vokse lidt og hun rakte ud for at give sin datters ben et blidt klem.

"Ja, det er uden tvivl ingenting for jer," svarede hun, mildt drillende, selvom der var reel bekymring under.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var på mange måder en hård nød, men Delphine havde knækket ham med lethed. Han smilede svagt til Igraine, men nød ikke hendes ubehag.

"Det kommer an på om jeg skal være ridehest for den unge komtesse hele vejen. Så bliver det temmelig hårdt," konstaterede han en smule tørt.

[Igraine af Charenoy]

Delphine lo fra sin plads på Batons ryg, men udnyttede muligheden til at vrikke sig fri og dumpe ned på jorden. "Ikke mig. Jeg skal ride på min egen hest," svarede hun med en gnist i blikket, før hun satte afsted for at finde selv samme.

Hendes mor så efter hende med et mildt suk, men også et ømt smil. "Det er længe siden, hun har været så begejstret," bemærkede hun og så på Baton med varme i blikket. Det var i stor grad hans fortjeneste.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus drejede hovedet og så efter Delphine. Han smilede svagt. "Den friske luft er utvivlsomt god for hende," konstaterede han.

"Hun er født til rejser. Et naturtalent."

[Igraine af Charenoy]

Et ømt smil forblev på Igraines læner, som hun betragtede sin datter et øjeblik. "Både til lands og til vands," medgav hun. Modsat de to, tydeligvis.

Blikket vendte tilbage til Baton igen og hun lod en hånd hvile mod hans arm. "Hvor langt rejser vi i dag?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede let. En søstærk pige og en dygtig rytter. Hun var imponerende og han lagde ikke skjul på at han kunne lide hende. Han havde ikke personligt forestillet sig at skulle være nogens stedfar, men Delphine havde overbevist ham.

Hans blik skiftede til hendes mor. Hun havde også overbevist ham om en del.

"Et par timer væk ligger den første landevejskro. Der sover vi den første nat. Der er ikke kroer hele vejen, dog, men gæstfrie landsbyer."

[Igraine af Charenoy]

Igraine tog en dyb indånding og nikkede let. Ikke opgivende, men snarere beslutsomt. Det var ikke den del af rejsen, der forekom hende intimiderende.

"Det er nok også meget godt," svarede hun og lod en hånd finde hvile mod hans arm, bare et øjeblik. "Med rundrejsen så snart, får vi næppe mulighed for en tur rundt i lenet, så jo flere, vi kan besøge nu, jo bedre?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede svagt, men tilfreds. Han nikkede og lagde sin frie hånd over hendes. "Fordelen ved at gifte sig med en erfaren kvinde er utvivlsomt alle de ting man ikke behøver forklare," brummede han. "Du har helt ret. Det er dog knapt så kritisk at rejse lenet rundt for nu. Min fader sidder stadig ganske sikkert i sadlen. Vores fokus er på den næste generation, som vi har talt om før."

Han smilede svagt, men der var også en glød i blikket. Han ville gerne lave mange børn med Igraine. Tre, fem, ti...

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke blind for komplimentet, allerede nu klar over, at Bartholomeus ikke strøede om sig med dem. "Naturligvis," medgav hun og mødte hans blik, ikke uden et glimt i sit eget.

"Et foretagende, som jeg personligt også ser frem til," svarede hun, en anelse mere lavmælt og ikke helt så dydigt. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at hun ikke ligefrem var ked af at dele seng med en mand igen - ikke at de endnu havde haft mange nætter til at udforske den del af deres ægteskab.