Fra vand, til øl, til vin

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn let, men så bestemt ikke uinteresseret ud. Hans blik gled over smeden igen og han klarede halsen lidt.

"Nu...? Med fare for at lyde puritansk..." Han fugtede læberne, for Mithras, han var lidt tyk bag ørerne, men alligevel. "Jeg mener, det er ikke fordi jeg ikke har lyst..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus så forvirret ud et øjeblik, før han spærrede øjnene lidt op. "Det var ikke, hvad jeg mente," sagde han hurtigt og holdt den ene hånd lidt ud. Ørerne brændte.

"Altså, ikke at det ikke lyder..." Han klarede halsen. Nu lød det lidt tamt at forklare.

"Jeg mente bare, at jeg ikke håber, at den friske luft klarer tankerne alt for meget."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn, før det blev hans tur til at blive rødmosset. Han var ved at få noget galt i halsen over fejltagelsen og så temmelig forfærdet ud.

"Undskyld," forsikrede han. "En vulgær misforståelse. Det er jeg meget ked af. Jeg er sikker på mine tanker ikke bliver klaret, som du selv kunne høre et udmærket eksempel på."

[Magnus Våbensmed]

Magnus kom til at le lavmælt og det var en ret god fornemmelse. Han følte sig da også overraskende veltilpas, trods misforståelsen.

"Jeg ville ikke kalde det vulgært," sagde han da også, blikket ikke helt uskyldigt. "Men jeg tager det som en god forsikring." Og måske et løfte om fremtiden. Tanken var mildest talt ophidsende.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede en anelse og så til siden på smeden med et glimt i de lyse øjne, trods varmen over misforståelsen. "Det er heldigt for mig, at du er så tilgivende i dine fortolkninger," konstaterede han.

"Du kan i hvert fald let føle dig forsikret. Men jeg har på fornemmelsen af det ville være bedst uden tre øl i kroppen..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus smilede, mest fordi han ikke kunne lade være og havde fortsat en kriblende følelse i kroppen, som kun tog til, hver gang han så på tjeneren. Var det nogensinde kommet så hurtigt før?

"Så må jeg jo høre, om den stadig gælder, når du kommer forbi smedjen næste gang," bemærkede han, bare en anelse kækt. Men han var ikke rigtigt i tvivl om, at de skulle ses igen. Snart også, håbede han.

[Hugon Kammertjener]

Hugon trak afslørende på smilebåndet og var, underligt nok, slet ikke i tvivl om at den ville gælde endnu. Han havde sjældent følt sig så instinktivt tiltrukket af en anden og han havde efterhånden overgivet sig til at stille skruplerne til side.

"Regn med det," svarede han reelt. "Og jeg skal nok komme forbi. Du har jo lovet at vise mig dit sværd, må du huske."

Hans øjne spillede med dobbeltbetydningen.

[Magnus Våbensmed]

Denne gang lo Magnus, uden at forsøge at skjule, at det var af dobbeltbetydningen. Smilet var da også bare en kende smørret, som han klarede halsen lidt.

"Og jeg holder, hvad jeg lover," svarede han, ikke ligefrem uskyldigt. Han fugtede læberne, mens blikket kom til at dvæle en anelse.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nød latteren og han smilede også selv smørret. Blikket drev lidt, men landede alligevel i Magnus' Mithras; han følte sig helt som en ung, betaget dreng. Det var vist farligt vand at drive ud på.

"Det ser jeg frem til," svarede han alligevel og kastede et blik frem for sig, hvor de nåede ud til markedspladsen, der delte de fire kvarterer indenfor voldene. "Jeg vil tro, at det er bedst vi skilles her, Magnus Våbensmed. Men tak for dit selskab i aften. Jeg glæder mig til at se dig igen."

[Magnus Våbensmed]

Magnus nikkede sin enighed og sagtnede farten, indtil han stod stille. Hans blik landede mod tjeneren og han havde en varm fornemmelse i maven, som han smilede og nikkede let.

"I lige måde, Hugon," svarede han dæmpet og forsøgte sig diskret med, hvordan det var at sige navnet. "Jeg håber ikke, at der går lang tid."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt og bøjede hovedet let en enkelt gang. "Med fare for at lyde overivrig, så tror jeg godt jeg kan love, at det kommer der ikke til at gøre," svarede han.

"Vi ses..."

Han gik lidt frem efter et sidste nik, men et stykke henne af pladsen, vendte han sig om for at se Magnus gå. Han regnede med at kunne være diskret.

[Magnus Våbensmed]

Det var præcis det svar, han havde håbet på og så meget afslørede smilet da også. "Snart," bekræftede han, såvel som opfordrede, før han fik hevet sig selv op i nakken.

Han var dog ikke nået specielt langt, før han kom til at se sig tilbage og mødte et blik på tværs af afstanden. Ubevidst tabte han fart.

[Hugon Kammertjener]

Hugon stoppede også lidt op. Han smilede skævt og nød et øjeblik, at han vist ikke var alene om at være lidt betaget. Så nikkede han en sidste gang og vendte sig om for at forlade Markedspladsen.

Smilet var stadig på hans læber, da han nåede Ridder Theuderic af Sangy's byhus og sneg sig ind for natten.

Lukket