Fra vand, til øl, til vin

[Magnus Våbensmed]

Magnus blev lidt rød om ørerne ved ordene og ikke mindst blikket, som fik ham til at rykke lidt på sig. Mundvigene sitrede faretruende og han formåede ikke helt at holde tankerne på ret spor.

"En betryggende viden," bemærkede han og tog en tår øl, der tømte kruset - uden at slippe tjeneren med blikket.

[Hugon Kammertjener]

Hugon tænkte et øjeblik, at han måske var gået en lille smule for langt med sin kommentar. Han klarede halsen lidt og tog en tår øl mere, før et smil sneg sig frem alligevel over reaktionen.

"Jeg er egentlig en smule træt," musede han overvejende.

[Magnus Våbensmed]

Magnus stop netop selv og overvejede, hvordan han skulle slippe afsted med at få foreslået, at de gik, da Hugon reddede ham fra det og af samme grund, fik ham til at blotte tænderne et kort øjeblik.

Han fik det dog snart under kontrol og nikkede en enkelt gang. "Samme her," svarede han uden tøven og med en enkelt, kriblende fornemmelse i kroppen. "Skulle jeg vise dig vejen?"

[Hugon Kammertjener]

Magnus var særligt charmerende når han smilede. Hugon var bestemt påvirkelig og besvarede det. Han tømte den sidste rest øl og rejste sig, for at tage sin kappe på en krog ved døren og svinge den over skuldrene.

"Led vejen, Våbensmed," opfordrede han.

[Magnus Våbensmed]

Magnus trak selv sin vams på og lukkede den godt sammen, før han ledte vejen ud i natten. Det var anderledes at gå der med tjeneren, men ikke mindre spændende og blikket drev lidt mod ham, som de bevægede sig gennem de tavse, velkendte gader.

"Det var en overraskende drejning på aftenen," bemærkede han, blikket dvælende. Et glimt af tænder kom til syne. "Gensynet, altså."

[Hugon Kammertjener]

Hugon fandt igen sig selv smittet af smilet og måtte dæmpe det lidt, efter egen mening. Han nikkede.

"Det var en fornøjelse at møde dig igen, nu som en voksen mand, Magnus," svarede han. "Og en fornøjelse at få lejligheden til at flirte med en så flot."

[Magnus Våbensmed]

Magnus mærkede lidt varme omkring nakken igen, men fornemmelsen blev aldrig dominerende, takket være den kølige vinterluft. Til gengæld kunne han ikke hindre det skæve smil i at tage mere eller mindre permanent plads på læberne og det forblev der, da blikket kort faldt, men snart søgte op mod tjeneren igen.

"Jeg håber ikke, at det er sidste gang, den chance byder sig," indrømmede han med et blik, der spillede bare en anelse, men som også havde en gnist af intensitet bag sig. "Hvis ikke det er for direkte at sige?"

[Hugon Kammertjener]

Hugons smil trak insisterende op over Magnus' svar og det spørgsmål, der fulgte i kølvandet. Han rømmede sig en smule. "Det mener jeg jo stadig at jeg burde sige at det var," konstaterede han. "Men jeg må indrømme at det er temmelig umuligt at tænke på dig som andet end en voksen mand, med det der charmesmil du går rundt med."

Han åndede lidt ud med en sitren i mundvigene. "Det er ganske uretfærdigt."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke utilfreds med, at Hugon tydeligvis ikke var i stand til at opretholde sine forbehold og ved ordene, fik smilet da også kun en ekstra tak. Ikke bevidst, men det gjorde det ikke mindre drenget at se på - omend alt andet end ungt og uskyldigt.

"Jeg ér en voksen mand," pointerede han og hævede brynene lidt, uden helt at kunne hive blikket væk. Han kendte da heldigivis også vejen godt nok til ikke at snuble. "Så jeg har svært ved at se, hvor uretfærdigheden ligger," tilføjede han. "Jeg mener ... Jeg er ikke den eneste her, der er charmerende."

[Hugon Kammertjener]

Hugon kom til at le over snusfornuften i våbensmedens ord og han pustede da også blot lidt opgivende ud med en bestemt sitren i mundvigene.

"Hvis jeg ikke var mere fornuftig, ville jeg hive dig med hjem på mit kammer med det samme," mumlede han. "Men heldigvis lader jeg ikke tre øl bestemme over mig."

[Magnus Våbensmed]

Dét fik i den grad varmen til at blusse op om nakken igen, men det var ikke helt det eneste, som ordene gjorde ved ham. Også selvom han ikke var helt sikker på, hvordan han skulle svare på dem.

Han rømmede sig lidt. "Det skulle du måske gøre på et tidspunkt," foreslog han diskret og smilede endnu for sig selv, som blikket havde rettet sig frem. Han nikkede en enkelt gang. "Der er smedjen."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt og nikkede en enkelt gang. "Det gør jeg måske på et tidspunkt," medgav han med et spillende blik og var lidt distraheret, da de passerede smedjen. "Ah. Perfekt. Tak." Han stoppede op et skridt eller to senere.

"Oh. Så skal du vel... Ind der, faktisk," gik det lidt fåret op for ham.

[Magnus Våbensmed]

Magnus sagtnede farten lidt, men standsede ikke helt og lod Hugon gå videre uden ham. Da indsigten landede, standsede han dog og smilede skævt.

"Det er i hvert fald her jeg bor," konstaterede han og gned en enkelt hånd over nakken. Det var gået lidt for stærkt, selvom det normalt var rart at bo tæt på. Det ansporede de næste, impulsive ord:

"Men jeg kan godt følge med et stykke af vejen. Den kolde luft klarer hovedet og sådan."

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt over fortsættelsen til svaret og så lidt ned på brostenene, før han nikkede.

"Det er sundt, lige at få klaret hovedet. Jeg ved ikke om det helt hjælper på de griller du sætter i det lige nu, Magnus Våbensmed, men det kan komme an på en prøve..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke utilfreds, da han accepterede og tøvede ikke med at sætte i bevægelse igen, bare for at bringe dem en anelse væk fra smedjen.

"Så længe du lader tvivlen komme mig til gode," svarede han blødt og hævede brynene lidt. "Om det så er nu, eller om nogle dage..."