Fra vand, til øl, til vin

[Hugon Kammertjener]

Hugon fugtede også læberne og blikket flakkede lidt mellem de lyse øjne, før han nikkede, nu helt sikker på at den lille prikken i nakken havde været rigtig. Han rømmede sig lidt.

"Et godt råd?" Han ventede et øjeblik. "Sørg for aldrig at være for beruset. Man taler over sig."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke uforsigtig. Han havde været hønefuld flere gange, men havde aldrig talt over sig før. En enkelt gang tidligere havde han afsløret sig selv, bevidst og med et formål.

Men nu var det sket og hans kinder føltes varme. Blikket havde rettet sig ned mod kruset, som han drejede lidt mellem hænderne og brynene var let sammentrukne.

"Beklager," sagde han endelig og rettede sig lidt. Rykkede på skuldrene. "Det var ikke min mening at sætte dig i en ubehagelig position."

[Hugon Kammertjener]

Hugon rynkede panden lidt over reaktionen og rystede let på hovedet.

"Det har du bestemt ikke," forsikrede han. "Tværtimod." Han smilede svagt.

"Det er kun behageligt at finde forbundsfæller hvor man mindst ventede det. Og når de endda ser sådan ud..."

[Magnus Våbensmed]

Blikket gled alligevel op mod den anden mand igen, selvom han ikke drejede sig helt. Det trak ganske svagt i den ene side af hans læber, men han kunne ikke helt skjule interessen fra sit blik.

"Jeg er tilbøjelig til at være enig," konstaterede han og hævede brynene ganske let og selvom stemmen næsten var blød, var der ikke megen tvivl om meningen. Understreget af et glimt i de lyse øjne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde ikke tænkt sig helt om, da han smed komplimenten. Den var skam helt reel, men da den blev sendt tilbage med et glimt i lyse øjne blev han igen opmærksom på at smedesønnen var temmelig ung og at han ikke burde lægge op til den slags. Han klarede halsen en smule.

"Mm. Så din hemmelighed er ganske velbevaret hos mig, unge Magnus," svarede han og forsøgte at lyde tilpas alfaderlig til at hans mindre rene tanker sank væk.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke blind for tonefaldet og gentagelsen af, at Hugon endnu betragtede ham som meget ung. Det gav ham en lidt underlig følelse.

"Det sætter jeg pris på," svarede han dog ærligt og lod den frie hånd glide en enkelt gang over nakken, uden at han kunne afholde blikket fra at søge over den anden mands ansigt igen.

[Hugon Kammertjener]

Hugon så blikket og han var bevidst om at han nok sendte dem lige tilbage, selvom han ved Yphion prøvede at lade være. Det var bare ikke så tit han stødte på andre med samme inklinationer og slet ikke nogen så pæne som smeden. Han tog en tår øl mere og klarede halsen.

"Lad være med at se sådan på mig," bad han til sidst med en sitren i mundvigene. "Jeg er alt for gammel til at du burde se sådan på mig."

[Magnus Våbensmed]

Det var ikke bare fordi, han havde fået bekræftet, at tjeneren var som ham. Han havde tænkt det allerede i løbet af deres første samtale, hvor han intet havde anet.

Nu kunne han da heller ikke lade være med at hæve et bryn ganske let, mens et smil uvilkårligt strøg over hans læber. "Hvad, hvis jeg er uenig?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon fugtede læberne lidt og gemte sine skrupler bag kruset et øjeblik. Snart var det dog tomt og smeden stod der stadig med det der lidt drengede, meget charmerende smil.

"Magnus," protesterede han høfligt, men også med en lille kant i stemmen. "Du er for charmerende for dit eget bedste."

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde ikke tænkt sig at ignorere afvisninger, men han mente også at høre en kant i Hugons stemme, som ikke helt fik smilet til at forsvinde. Han kunne da heller ikke lade være med at spørge:

"Siger du det, fordi du mener det eller fordi du mener, at du bør mene det?"

[Hugon Kammertjener]

Lyse øjne mødte lyse øjne og gnistrede svagt. "Måske også for kvik for dit eget bedste," tilføjede han som et ikke-svar.

Han åndede lidt ud. "Jeg bør mene det. Jeg kan huske dig som barn. Det er vanvittigt uansvarligt at tænke anderledes om dig.'

[Magnus Våbensmed]

Et dæmpet fnys gled fra Magnus, som lod hovedet falde tilbage ind mod muren. Blikket forlod ikke tjeneren, som han gjorde.

"Jeg er en voksen mand," pointerede han roligt. "Der er er måske en del, der er uansvarligt, men alderen må være det sidste."

[Hugon Kammertjener]

Ja, han lignede en voksen mand. Hugons blik drev ned over ham og tilbage igen og han kunne ikke rigtig skjule interessen. Så han opgav at prøve.

"Tyk stemning eller ej. Jeg er ved at fryse tæerne af herude og mit krus er tomt. Vil du med ind og have et enkelt mere?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus så rolig ud, men hans puls var i virkeligheden en anelse høj, blot over det at have samtalen. Det var så uvant, men befriende og han var ikke i tvivl om svaret på spørgsmålet.

"Ja," lød det, som han skubbede sig fri og lod Hugon træde ind i varmen igen, før han selv fulgte efter med et lille smil på læberne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt over det hurtige svar. Hans nakke kriblede lidt over at gå ind igen, fulgt af en charmerende smed med et lidt for pænt smil og brede overarme. Han fortalte sig selv, at han var en svag mand, men han havde allerede bøjet sig en smule for fornuften. Magnus var voksen.

Da de stod foran den ene brygger, denne gang hans svoger, bad han da også om både et krus til sig selv og til Våbensmeden og betalte for dem begge.