Fra vand, til øl, til vin

[Hugon Kammertjener]

Hugon fik det fulde udbytte ud af sin halve fridag. Han havde mødtes med sin gamle kammerat, spist middag med sin familie og nu fik han sig et krus med sin ene storebror på Falken og Kronen. Han havde egentlig ønsket sig vin, men håndværkerne var jævne folk og han afviste ikke det krus, der blev placeret foran ham. Det smagte heller ikke dårligt, så inden han så sig om var han allerede et godt krus inde og på vej op for selv at købe sit til endnu et.

Hans blik faldt deroppe på en rødblond yndling, men der gik alligevel et stykke tid før brikkerne faldt på plads for ham. De blev pludselig meget voksne, dem der før havde været små.

"Magnus Våbensmed ?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde siddet nede blandt den sædvanlige gruppe af jævnaldrende lærlinge og svende, men var efter sin jagt på et genopfyldning, faldet i godmodig snak med bryggeren.

Han havde netop rettet sig for at gå tilbage igen, da hans navn lød umiddelbart ved siden af. Blikket faldt på den lidt ældre mand, men genkendelsen kom ikke umiddelbart til ham.

"Selv samme," svarede han, venligt nok og hævede brynene lidt i en halvt spørgende, halvt beklagende mine. "Hvem spørger?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn, men bevares; han var også blevet gammel siden sidst han huskede at være stødt på den bette knægt, der ikke rigtig var så bette længere. Han rankede sig en smule, allerede temmelig retrygget.

"Hugon Skrædder," svarede han. "Jeg har ikke set dig siden du gik mig til navlen."

Hans blik gled hele vejen op over ham. "Der er sket lidt siden," pointerede han unødvendigt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus fandt noget genkendeligt ved mandens ansigt, men det var først ved svaret, at han indså hvorfor. Det aftegnede sig tydeligt på hans ansigt, som trækkene formildedes en god del.

"Selvfølgelig," svarede han, som læberne trak sig tilbage i et skævt smil. "Det er ved at være længe siden. Du flyttede fra kvarteret, ikke?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede og smilede svagt. "For mange, mange år siden," bekræftede han. Han havde været en bette knægt på tretten. "Men jeg kommer her nu stadig fra tid til anden, når Ridder Sangy er i byen."

Han tog den bredskuldrede smedesøn lidt ind med blikket, diskret. "Du er da godt nok vokset lidt," konstaterede han med en sitren i mundvigene.

[Magnus Våbensmed]

Magnus nikkede lidt og ved ordene huskede han svagt, at han vidst nok havde hørt at manden foran sig var gået tjenervejen. Han kommenterede dog ikke på det, mere optaget af de næste ord.

En munter lyd undslap ham og et glimt af tænder kom til syne igen. "Det skulle jeg vist også gerne være," pointerede han med et underholdt glimt i de lyse øjne, men også med et svagt selvbevidst smil. Skuldrene flyttede sig lidt. "Jeg er trods alt ingen lille knægt mere."

[Hugon Kammertjener]

Hugons mundvige trak op i et skævt smil over svaret, men han fik det trukket lidt ud og ned og væk igen det næste sekund. Han skulle for alt i verden ikke stå og bare så meget som overveje at lade tankerne drive i den retning. Magnus var bare en knægt.

"Nej," medgav han dog, stadig med et glimt i de lyse øjne. "Nej, det må man sige. Jeg ved slet ikke hvordan man får armmuskler af den størrelse."

[Magnus Våbensmed]

Magnus' bryn rykkede sig lidt over kommentaren, men så slap han et muntert fnys og så kort til siden, mens tænderne var synlige i et smil.

"Det er vist biproduktet af smedearbejdet," svarede han, en anelse selvbevidst. "Hammer og jern, du ved."

[Hugon Kammertjener]

"Bestemt," undslap det Hugon, før han fangede sig selv og løftede kruset for at skjule sin kortvarige forglemmelse. Det gik virkelig ikke. Han tog en tår og rømmede sig lidt over det skummende øl.

"Hvorom alting er," padlede han sig væk fra Magnus' svulmende overarme. "Kommer du ofte på Falken?"

[Magnus Våbensmed]

De kendte ikke for alvor hinanden, men Magnus havde altid været socialt anlagt og fandt det nemt at tale. Han var da i hvert fald knapt bevidst om det første, som han brummede en bekræftende lyd.

"For ofte, vil nogen nok mene," svarede han med et spillende glimt i blikket, der forhåbentlig gjorde klart, at han altså ikke var en drukkenbolt. "Men jeg synes ikke, at jeg har set dig her så tit?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede skævt over svaret og rystede dernæst let på hovedet. "For sjældent, vil andre mene," svarede han skælmsk. "Min søster og hendes mand arbejder her. Bryggere."

Han fugtede læberne en anelse og samlede lidt ølskum op. Upraktisk. "Men det er forfriskende. Meget langt fra hoffet..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus kunne ikke lade være med at smile lidt over spejlingen af den formulering, han selv havde brugt, men kunne heller ikke helt skjule nysgerrigheden fra sit blik over det næste.

"Nej, det kan du godt bilde mig ind," svarede han, uden nogensinde selv at have været i nærheden af hoffet. "Men jeg er stadig nødt til at tro, at øllen er bedre her."

[Hugon Kammertjener]

Hugon slap en munter lyd over konstateringen og tiltede hovedet en anelse med et mildt skeptisk blik. "Nu får jeg ikke af vinen ved hoffet specifikt, så jeg kan ikke sammenligne direkte, men der serveres til gengæld ikke så meget øl, kan jeg berette."

Han smilede svagt. "Og der er knapt så meget dansen på bordene..."

[Magnus Våbensmed]

Nu var det ikke vinen Magnus havde spurgt til, men han holdt det ikke imod tjeneren. Til gengæld slap han en munter lyd over det næste.

"Så meget desto bedre at blive hernede," svarede han, men med en svagt drillende undertone, som forhåbentlig sørgede for at Hugon ikke så det som en fornærmelse.

"Ikke at jeg selv danser meget på bordene, godt nok. Men der plejer gerne at følge en stemning med."

[Hugon Kammertjener]

Hugon blev ikke fornærmet. Han kunne godt lide Falken og Håndværkerkvarteret. Det var jævnt, men komfortabelt. Hyggeligt og rart, oftest. Selvfølgelig ikke altid.

"Ikke det? En ung, frisk mand som dig?" Hans blik spillede drillende, før han rystede lidt på hovedet. "Jeg sympatiserer med manglende borddans."