Fra vand, til øl, til vin

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn svagt over tilbuddet, men nikkede så langsomt. Det var en anden type åbning og ikke en han havde tænkt sig at sige nej til, på trods af hans forsøg på at lukke sin ellers ret åbenlyse interesse ned.

"Det vil jeg gerne," medgav han. "Men jeg ved ikke om jeg ville kunne finde jeres hus længere," tilføjede han dog også reelt. "Det er temmelig mange år siden jeg har boet her..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus smilede lidt over accepten og selvom han i gerningsøjeblikket ikke havde haft en bevidst bagtanke, så var han ikke ligefrem ked af den mulighed, der lå i det.

"Jeg vil tro, at du kan spørge hvem som helst i kvarteret og så kan de pege dig i den rigtige retning," svarede han, før han impulsivt tilføjede: "Men jeg kan også pege det ud, hvis du skal tilbage til paladset i aften. Det er på vejen forbi."

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde heller ingen bagtanker haft med at påpege at han ikke vidste hvor Magnus boede, men udviklingen passede ham... Virkelig godt. Han så i et enkelt, langt øjeblik lidt på den rødblonde smedelærling, før hans mundvige trak en smule op og han nikkede.

"Det vil jeg gerne. Jeg skal godt nok ikke til paladset, men jeg skal tilbage til Sangys byhus og det er i samme retning. Jeg ville sætte pris på selskab."

[Magnus Våbensmed]

Det var ret belejligt, men det passede tydeligvis dem begge og Magnus smilede lidt, da Hugon svarede. Han nikkede en enkelt gang og tog en slurk øl.

"Intet problem," svarede han henkastet, mens han forsøgte at lade være med at foreslå, at de gik med det samme.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde lidt samme tanker, men formåede at lade være med at være utålmodig. Udadtil. Han tog en tår øl mere.

"Er planen at blive våbensmed, mester, overtage forretningen en dag, eller?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus rykkede lidt på sig igen, som han havde for vane at gøre, når han blev stillet spørgsmål, som han helst ikke ville besvare. Hænderne drejede kruset lidt.

"Det er vejen," svarede han, velvidende at det ikke udtrykte, hvad han selv ville. Det sneg sig alligevel frem i de næste ord. "Men kun Guderne ved, hvad fremtiden bringer."

[Hugon Kammertjener]

Hugon begyndte at ane et mønster i Magnus' bevægelser og det fik ham, trods han ikke fik meget ud af ham på den front, alligevel til at smile ganske svagt. Mange håndværkere, omend ikke alle, tog imod det lod de fik i livet, blev håndværkere som deres far var det og tænkte aldrig over andet. Tvivlen, hans tøven, hans cirkulære svar fik Hugon til at tænke, at der var mere til Magnus end øjet kunne se. Og det han kunne se, brød han sig godt om. Han forsøgte at lade være med at tænke på hvad der ellers var at se, imens han nikkede og drak en tår øl.

"Og nogen gange ved selv de det ikke," svarede han automatisk. "Nu er det din tur, Magnus Våbensmed. Til at stille mig et spørgsmål jeg ikke har lyst til at svare på." Hans lyse øjne gnistrede svagt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus' blik var kort drevet væk, men røg tilbage på tjeneren. I et kort øjeblik lå overraskelsen der, før han kom til at fnyse lavmælt og afsløre et glimt af hvide tænder.

"Jeg vidste ikke, at jeg var så let at gennemskue," bemærkede han.

[Hugon Kammertjener]

Hugon smilede svagt og trak på skuldrene. "Utvivlsomt kun ved nogen ting. Du er ikke særlig god til at skjule når et emne kommer for tæt på. Det er også i orden. Jeg vil bestemt ikke udfritte dig. Jeg er bare nysgerrig på dig..."

Og på hvor god du er til at kysse.

[Magnus Våbensmed]

Magnus burde være bekymret over, hvor let Hugon havde gennemskuet ham, men det var han ikke. Måske fordi, han allerede havde afsløret sin mest beskyttede hemmelighed - måske fordi, en del af ham længtes efter nogen at dele det med.

"Det gør mig ikke noget," indrømmede han da også og rettede et lyst blik mod tjenerens igen. Hjertet slog lidt hårdere. "Jeg vil gerne svare. Bare ikke ... Her."

[Hugon Kammertjener]

Hugon synes instinktivt godt om den klart yngre mand, men forsøgte også at slappe lidt af med sin interesse. Han kæmpede stadig med følelsen af at det var forkert, selvom han aldrig havde set noget problem i at Hector af Bonville var tolv år ældre end ham selv.

"Så er det din tur, Våbensmed, til at vælge et emne," drillede han mildt.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var generelt ret tilbøjelig til at smile, selvom deres bekendtskab var helt nyt og det havde ikke for alvor noget med mængden af øl at gøre.

Tværtimod var der en lidt drenget karakter over det, da han smilede igen og bøjede nakken lidt. Blikket fandt Hugon, uden at han løftede hovedet helt igen.

"Okay," medgav han, før han i stedet lod nakken falde lidt tilbage. "Hvorfor tjener?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon brød sig vældig godt om det drengede smil og hele Magnus' minespil. Det var uanset længe siden han var stødt på en ny, som han delte hemmelighed med og det gav altid et lille, særligt bånd for ham, om kunne lide personen eller ej.

Et lille smil trak i hans mundvige ved spørgsmålet og han tog en dyb indånding. "For det første," lagde han ud, "havde min familie ikke råd til at endnu en søn skulle stå i lære derhjemme." En ærlig indrømmelse, men han skammede sig ikke over dem. "For det andet har jeg altid synes godt om... Ordentlighed. Pænhed. Paladset trak i mig, med deres rene lagner." Han rømmede sig lidt og var klar over hvordan han lød. "Jeg kan godt lide at ting er på en bestemt måde."

[Magnus Våbensmed]

Magnus nikkede let til det første, ikke overrasket. Det var normalen og der var da egoistiske øjeblikke, hvor han ville ønske, at det havde været på samme måde med sin egen familie. Det sagde han dog ikke højt.

Til gengæld kom han til at smile lidt over det næste og som blikket gled over tjeneren, var det ikke svært at se, at der var noget om det. Modsat han selv, der havde kronisk sorte negle og tilsvarende pletter på skjorten.

"Så er det nok det rigtige sted at søge hen," medgav han, en anelse spillende. "Selvom jeg ikke håber, at det betyder, at du fortryder at besøge smedjen. Der er ikke ligefrem rent."

[Hugon Kammertjener]

Hugons mundvige sitrede og blikket gled langsomt og vurderende over Magnus med et måske lidt for direkte blik, som der dog næppe ville være nogen andre, der tænkte over.

Han trak på skuldrene. "Bade er opfundet for det samme. Der er ikke mange-" han rettede hurtigt sig selv "meget jeg ikke har kunne få vasket rent i tidens løb," forsikrede han med et glimt i øjnene.