Fra vand, til øl, til vin

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap et dæmpet fnys, men det havde en umiskendelig munter undertone, som han skar en lille grimasse ved tanken om dans - og de giftelystne piger, som det havde for vane at tiltrække.

"Hver mand har sin smag," konstaterede han og rettede blikket mod tjeneren igen. "Men hvis du mener, at det er aldersbestemt, kan det ikke være årsagen til, at du selv frastår dig skikken."

Så meget ældre kunne han i hvert fald ikke være, selvom han i sine minder svagt huskede at have betragtet tjeneren som meget voksen. Men sådan var det med børn.

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede et bryn og trak let på skuldrene. Hver mand havde i den grad sin smag og hans var anderledes end de flestes. Han lod sig dog ikke friste alt for meget til at tænke på sin smag i samtale med den unge smed. Han var ellers vældig nydelig, selv med sod på tøjet.

"Kalder du mig ung...?" Han kunne ikke helt skjule glimtet i sine øjne. "Det er der efterhånden ikke mange, der gør..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus kom til at slippe en munter lyd og tog en slurk øl, som han trak let på skuldrene. En munter gnist forblev i det lyse blik, som gled en enkelt, vurderende gang over tjeneren.

"Mon dog," svarede han tvivlende , selvom han kunne se, at Hugon næppe blev kaldt en knægt længere. Det var han selv jævnligt offer for endnu. Blikket nåede op til tjenerens ansigt igen. "Men det kommer vel også an på, hvordan man selv føler sig."

[Hugon Kammertjener]

Hugon trak lidt på smilebåndet og trommede med fingrene på siden af ølkruset. "Jeg ville nok hverken kalde mig selv ung eller gammel," medgav han.

"Men hvis jeg ser på dig, så føler jeg mig mere som det sidste end det første. Sidst jeg så dig var du jo en lille dreng og nu..." Blikket tog vandreturen sigende en gang mere. "Pigerne står nok i kø," bemærkede han.

[Magnus Våbensmed]

Magnus smilede lidt muntert over svaret, selvom smilet stivnede lidt over det sidste. En anelse farve steg op i kinderne, men han skjulte det bag en dæmpet rømmen og en slurk fra kruset.

"Måske," svarede han, bare en anelse afværgende, men blev da også forskånet for at svare yderligere, da en af de andre lærlinge manifesterede sig for at høre, om han aldrig kom igen, så de kunne komme videre med terningespillet.

Med et fåret smil undskyldte han sig fra tjeneren, selvom det havde været et glædeligt gensyn og lod sig hive med tilbage til bordet. Nogen tid senere måtte han dog ud for at trække luft og hævede brynene lidt i overraskelse, da det endnu engang landede ham ved siden af tjeneren.

"Nå, du er ikke gået over til vin endnu?" bemærkede han som hilsen og nikkede let mod kruset i Hugons hånd, et skævt smil på læberne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var på slutningen af det andet krus og drak med vilje langsomt. Han stod udenfor, pakket godt ind mod kulden, da smedens stemme lød og han drejede hovedet lidt overrasket.

"Hm? Nej," svarede han og kastede et blik på kruset. "Man må hyle som de ulve man er iblandt, ikke?" Et svagt smil trak op i hans mundvige, som blikket igen mødte Magnus'.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde fået et par historier om tjeneren, da først han var kommet tilbage til bordet, men det holdt ham ikke tilbage fra at tale med ham. Måske havde det snarere vækket en anelse interesse, som hans blik gled en enkelt gang over den anden mands ansigt.

"Det kan der være noget om," medgav han med et lille, men skævt smil og tog en tår øl. Han selv havde fået et krus mere end han normalt ville, men beruset ville være et stærkt ord at bruge.

"Jeg troede næsten, at jeg ville være den eneste herude," tilføjede han, men lød ikke ærgerlig. Til gengæld var der koldt og en anelse vådt.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde ingen historier fået om Magnus, men havde til gengæld set reaktionen på at han nævnte unge kvinder. Ikke at det i sig selv var noget nær et stærkt nok indicie til at han tillod sig at have nogen mistanker. Han var blot vandt til at samle op på sociale cues. Det var vigtigt for en i hans position.

Hans blik gled over smeden igen, fæstnede sig ved hans blik og trak en anelse på smilebåndet. "Får du også fra tid til anden et behov for lige at holde en pause fra den tykke stemning til den slags festligheder, omend de er hyggelige?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus mødte tjenerens blik og smilede svagt over genkendeligheden i ordet. Han så kort ned, men det drev snart op igen.

"Ja," indrømmede han. Især, når dansen begyndte og de unge piger begyndte at hive fat i ham. "Det bliver til tider lidt meget. Så er det nogle gange nemmere lige at trække sig en stund."

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede med et vist niveau af genkendelighed over Magnus' ordvalg. Det svage smil forblev på hans læber. "Mm," brummede han. "Præcis. Lade andre træde til..."

Han havde da også været ombejlet og kunne stadig være det, til tider, men han søgte meget bevidst at undgå de situationer. De føltes meget afslørende.

[Magnus Våbensmed]

Et glimt af tænder var synlige bag det næsten milde smil, mens blikket ubevidst dvælede lidt. Det vedblev det at gøre, som han talte igen.

"Nogle gange er det rart at vide, at man ikke er alene," bemærkede han dæmpet, næsten eftertænksomt.

[Hugon Kammertjener]

Dét lød til gengæld som en mærkelig ting at sige om at have brug for at trække sig lidt fra det sociale og Hugon drejede hovedet igen og fandt et dvælende blik på sig, der fik ham til at klare halsen en anelse.

"Joh. Det kan vel være meget fint," svarede han tøvende. "Alene med at ville være alene...?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke helt bevidst om, hvad han havde sagt eller hvordan det kunne tolkes, før han så reaktionen.

Så steg lidt farve op i kinderne og han så væk, mens han sørgede for at tage en god tår og trække lidt på skuldrene.

"Måske bare generelt," svarede han dæmpet og med en anelse hamrende hjerte. Måske havde han fået rigeligt med øl alligevel.

[Hugon Kammertjener]

Hugons blik flakkede over smedesønnen ved reaktionen og han rynkede panden lidt. Det var svært at læse ham, selvom han ellers virkelig prøvede. Han tog selv en ekstra tår øl og samlede lidt mod til at hinte mod det han selv tænkte på.

"Mener du generthed eller manglende vilje til at danse med de ellers velvillige derinde...? På borde eller i det hele taget?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde ikke haft intention om at sige noget, havde da heller ikke direkte sagt noget, selvom det tydeligvis havde været nok.

Blikket gled tøvende op igen, men han kunne ikke helt slå det ud af hovedet, som han havde hørt tidligere og noget ved spørgsmålet fik ham til at tro, at det måske ikke bare var en historie.

Han måtte dog alligevel samle mod, før han kunne svare. Læberne blev fugtet og den ene skulder rykkede sig lidt. "I det hele taget," indrømmede han og selvom hjertet hamrede lidt, så gled hans blik ikke end igen.