Fra vand, til øl, til vin

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde en lille, spændt kriblen i kroppen, som han fulgte med ind igen. Ikke fordi, den nødvendigvis skulle udmunde sig til noget, men snarere på grund af spændingen over, at muligheden hvilede der.

"Tak," svarede han, som han tog mod kruset og tog en tår, mens blikket søgte tjeneren igen. Han smilede svagt. "For selskabet også."

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde det meget på samme måde. Han havde overgivet sig til muligheden for at der skete noget mere med Magnus, uden at der var noget mere udtalt.

For nu, skålede han blot og smilede relativt sorgløst. "I lige måde. Hvordan har din familie det forresten?"

[Magnus Våbensmed]

Det var mærkværdigt, hvordan de halvt havde sat ord på muligheden, men også, at de stadig næsten var fremmede for hinanden.

Magnus havde dog også nok i potentialet, som samtalen fortsatte uden indikation på, hvad der var foregået udenfor.

"Godt," svarede han. "Alt går som det skal i smedjen og mine søskende er efterhånden alle ude på egne veje," tilføjede han, uden at huske, hvor godt Hugon kendte hans forældre.

[Hugon Kammertjener]

Hugon kendte kun Magnus' forældre som nogen meget ældre og ret voksne mennesker. Både Eirik Våbensmed og Inés Våbensmed havde været milevidt fra hvor han var, da han var tretten, til at han havde haft noget særligt at gøre med dem, men hans ældste søskende havde været på deres alder.

"Godt," svarede han. "Og hvad med dig? Våbensmed som din far, går jeg ud fra?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en dæmpet lyd i bekræftelse. Det var kort kommet op i samtalen om hans overarme tidligere, men han huskede det knapt selv.

"Ja," svarede han, selvom han ikke strålede af stolthed. Tværtimod så han en god del beskeden ud og var da heller ikke meget for at tilføje det næste. "Lærling, endnu."

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde nærmest allerede glemt starten på samtalen allerede. Han huskede mest det med overarmene. De var stadig ret flotte og blikket gled forsigtigt til dem igen, før han fandt de lyse øjne.

"Oh? Er der en særlig grund til det?"

[Magnus Våbensmed]

Det var omtrent det spørgsmål Magnus hadede allermest og selvom han var interesseret i tjenerens selskab, så mærkede han den velkendte trang til at trække sig.

Han gjorde det dog ikke, men rykkede lidt på skuldrene. "Jeg arbejder stadig på mit svendestykke," svarede han, sandfærdigt, men også en anelse undvigende.

[Hugon Kammertjener]

"Mmh," brummede Hugon forstående. Han havde dog også en særlig lille indsigt og selvom han bestemt ikke kunne læse tanker, så var han relativt sikker på, at han måske alligevel kunne se en mulig anden grund til at trække den.

"Svende har også en hvis forventning om at... Danse lidt på borde, ikke?" Han hævede begge bryn let.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke vant til, at nogen for alvor forstod ham, men nu kom påmindelsen om, at der rent faktisk var én, der kendte til noget af det. Kun en del, naturligvis, men ikke en uvæsentlig en.

"Jo," svarede han med et lille nik og smilede ganske svagt, mens han drejede kruset mellem hænderne. "Men jeg kan nok ikke blive ved at trække den."

[Hugon Kammertjener]

Et svagt, vidende smil hev i Hugons mundvige og han nikkede, uden at dvæle ved den fælleskendte detalje, som var en dybt bevaret hemmelighed for dem, der skulle leve med den i samfundet. Han tog en dyb indånding og trommede lidt på sit eget krus med fingerspidserne.

"Nej... Men så er der heldigvis så mange andre, glimrende undskyldninger for at udskyde dansen lidt. Til sidst holder folk op med at spørge. Tænker jeg..." Han rømmede sig en smule og tog en tår.

[Magnus Våbensmed]

Magnus slap en dæmpet lyd i anerkendelse, selvom han udmærket bemærkede den tøven, der afslørede, at det måske ikke stoppede helt så hurtigt.

"Man har lov at håbe," svarede han og måske fordi Hugon allerede kendte en hemmelighed, tillod han sig selv at tilføje: "Men det er ikke den eneste årsag. Det er en lang historie, dog." Og ikke stedet til den.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede lidt. Han pressede ikke mere på for personlige detaljer. Sødeste grød, han vidste ret lidt om den unge mand, men hans hjerne arbejdede på højtryk for ikke at foreslå at de kunne lære hinanden bedre at kende.

Han så lidt ned i sin øl og smilede svagt, før han løftede blikket igen. "Må jeg spørge til dit svendestykke...? Hvad du arbejder på?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde et kompliceret forhold til sit fag, for at sige det mildt, selvom det måske snarere bundede i forholdet til sin far. Der var dog øjeblikke, han reelt holdt af og det var primært de, hvor han fik lov at være med sine egne tanker og egne projekter, uden sin far eller søster i smedjen.

"Et sværd," svarede han efter at have nikket let. "Det er det traditionelle valg," tilføjede han.

[Hugon Kammertjener]

Mundvigene krøllede lidt op og Hugon nikkede. "Et traditionelt valg til en utraditionel mand?"

Han lagde hovedet en smule på skrå. "Jeg kender lidt til sværd, efter atten år i tjeneste hos en kampfanatiker..." Han hævede begge bryn sigende, men trods ordvalget, holdt han en god del af Ridder Theuderic af Sangy.

[Magnus Våbensmed]

Magnus rykkede lidt på skuldrene over at blive kaldt utraditionel, selvom det nok var mere passende end bemærkelsesværdig. Han kommenterede dog ikke på det, men så til gengæld reelt interesseret ud over det næste.

"Ja?" musede han og havde indledende ingen dybere bagtanker, da han fortsatte, selvom det slog ham lige efter. "Du er velkommen til at se det, hvis du er i kvarteret en dag."