Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Micah Brygger]

Micah begyndte at kopiere Dina, da han mente at have forstået princippet. Da hun stillede et spørgsmål var han i gang med sin første fælde.

Han tænkte over det. Sandt at sige ville han kun stoppe i Livgarden hvis han fik en familie. Det kunne han dog ikke sige til hende. Det kom for tæt på. Så han slap en dyb udånding og omformulerede det.

"Hvis der var noget andet. Eller jeg bliver såret."

[Dina Brygger]

Der var noget behageligt i at arbejde sammen på den måde, kun med lyden af skoven omrking dem og den dæmpede samtale. Hun fastgjorde en snare mere, mens han talte, men ved de sidste ord, gled blikket op til ham.

Hun så lidt på ham. "I det tilfælde håber jeg, at du bliver i livgarden mange år endnu," sagde hun dæmpet og smilede ganske svagt. Så så hun ned på arbejdet igen.

[Micah Brygger]

Micah så i et øjeblik op og fik øjenkontakt med hende. Så nikkede han let og trak en anelse anstrengt på smilebåndet. "Tak," svarede han dog og mente det.

Han ville ikke fortælle hende om at han ønskede sig en familie, for det var grundlæggende latterligt. Han kunne ikke engang tale med de fleste kvinder.

[Dina Brygger]

Dina anede ikke, hvad han virkelig tænkte. Så hun tilføjede ikke mere, men færdiggjorde snaren. Hun ville måske sætte et par mere lidt længere væk.

"Du har set meget af Falanie," konstaterede hun, efter lidt stilhed, mens han også blev færdig. Hun sad endnu på hug, minen lidt eftertænksom, som hun luftede noget, hun ikke havde sagt til andre. Uden helt at vide, hvorfor hun sagde det til Micah nu.

"Jeg har nogle gange tænkt på at rejse til en anden by, når jeg er færdig hos Madam Våbensmed. Komme lidt... Væk."

[Micah Brygger]

Micah brummede bekræftende af spørgsmålet og lyttede dernæst. Væk. Han sank en klump og informationen med det. Dina ville være væk. Han fugtede læberne og klarede halsen lidt.

"Ja? Hvorhen?"

[Dina Brygger]

Dina havde ikke just en brændende udlængsel, men det sidste år i Levagny havde været hårdt og hun var... Træt. Det viste sig i hendes træk nu, som hun så på ham og trak lidt på skuldrene.

"Det var det jeg håbede, at du kunne råde mig om," konstaterede hun og så på sin snare igen. Rettede lidt på den, som hun var ved at sige noget mere, men holdt sig tilbage.

[Micah Brygger]

Micah havde mest lyst til at bede Dina om at blive i Levagny for evigt, men han holdt det selvfølgelig inde og rømmede sig blot lidt.

"Hvad vil du gerne se? Havet? Vil du have varmen?"

[Dina Brygger]

Dina havde mest af alt bare brug for en pause fra de medlidende blikke. Hendes forliste forlovelse hang åbenbart som en skygge over hende, gammel som hun var og endnu ugift, selvom hendes lillesøster for længst havde fundet sig en mand. Det var trættende.

Hun tog en dyb indånding og lod nakken falde tilbage. Så op på himlen gennem træerne, mens hun overvejede. "Bjerge," faldt det hende ind, uden at hun vidste, hvor det kom fra. "Jeg har altid gerne ville se et bjerg i virkeligheden."

[Micah Brygger]

Dina så gevaldigt sød ud. Micah skyndte sig at se væk og koncentrere sig om en snare. Han tog en dyb indånding.

"Bjerge," gentog han og nikkede. "Så bør du tage til Neaune eller Zorete, men det er meget, meget langt væk. Ikke en rejse for... En person alene."

[Dina Brygger]

Han sagde det ikke direkte, men Dina forstod det godt. Og vidste også, at han havde ret. Hun slap en udånding, som forestillingen om at se bjerge blegnede lidt igen. Hun rettede i stedet blikket mod ham.

"Nej. Nok ikke," medgav hun. Smilede ganske lidt, men reelt, som blikket faldt på ham. "I det mindste er der skoven her. Det var godt at blive mindet om den. Tak."

[Micah Brygger]

Micah sank og brød sig ikke om at skuffe Dina. Han smilede svagt.

"Der er højdedragene mod øst," pointerede han. "I Rouvry og Bar Van. Det er ikke helt bjerge, men det er da noget."

[Dina Brygger]

Denne gang forblev blikket på ham, lidt overrasket over tilføjelsen. Så kom hun til at smile en anelse.

"Jeg ville sikkert ikke kunne se forskel," svarede hun, men ikke bittert. Det var bare et faktum. Men tanken var tiltalende og smilet dvælede lidt.

"Har du været der ofte? I... Rouvry?"

[Micah Brygger]

Micah rystede på hovedet. Et svagt smil rørte hans læber.

"Vi er mest i de lener, der har problemer med røvere, pirater eller udødelige."

Det sidste var særligt alvorligt, men han dvælede ikke ved det.

[Dina Brygger]

Dinas øjne udvidede sig bare en kende, selvom han talte så afslappet om det. Og der gik det op for hende, hvor uproblematisk de havde talt det sidste stykke tid.

"Udødelige," gentog hun hans sidste ord, helt lavmælt. Hun slap en udånding gennem næsen. "Så må det at jage kaniner være meget lidt ophidsende for dig."

Hun trak lidt på smilebåndet, men det var ikke en hentydning. Selvom hun selv indså efter, at det kunne lyde som en. Det fik hende til at se lidt beklagende ud.

[Micah Brygger]

Micah rømmede sig lidt og kommenterede ikke på hvad der ophidsede ham. Han blev færdig med den seneste fælde og rejste sig op.

"Vil du rejse og helbrede folk?"