Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Micah Brygger]

Micah kunne ikke så godt sige at han ville ønske hun altid faldt ned i hans arme, så han nøjedes med en lyd af accept at undskyldningen og rømmede sig. Så fandt han hendes overtøj og rakte hende det, før han tog sit eget.

"Lad os komme tilbage. Der bliver ingen kaniner i denne omgang."

[Dina Brygger]

Dina var enig, ikke det mindste interesseret i endnu et møde med gæsterne fra før. Derfor tog hun mod overtøjet med et dæmpet tak og lod ham føre an. Hun var tavs, mens de gik gennem skoven og åndede lidt ud, da de var ude.

"Sikke en tur," bemærkede hun, men ikke uden antydningen af et smil. Selv med vildsvin, havde det været underligt afslappende.

[Micah Brygger]

Micah gik i tavshed og tænkte på hvordan intet ved skovturen havde fået ham til at bryde sig mindre om hende. Han brummede lidt over hendes observation og skævede til hende.

"Begivenhedsrig," konstaterede han.

[Dina Brygger]

Dina kunne intet andet end at slippe en istemmende lyd. En uventet dag. I uventet selskab. Alligevel følte hun sig afslappet. Måske var det resultatet af at komme lidt væk.

Blikket sneg sig op mod Micah igen, som de nærmede sig porten og hun vidste ikke helt, hvad der ansporede det næste spørgsmål. "Deltager du i vårfesten?"

[Micah Brygger]

Micah døde over spørgsmålet. Han så op på skyerne og overvejede om Dina vidste hvad det gjorde ved ham at tænke på. Så rømmede han sig.

"Formentlig er vi sendt ud igen til den tid," konstaterede han fornuftigt.

[Dina Brygger]

Selvfølgelig. Dina havde ikke glemt, at han var soldat, men de havde aldrig talt meget før og hun havde ikke for alvor bemærket hans fravær. Nu? Nu ville hun.

"Åh, ja," medgav hun og tanken om, at han pludselig kunne forsvinde i ikke bare en måned, men et par år, var underlig. Det næste spørgsmål var afledt af den tanke og efterlod hende med en lidt ubehagelig fornemmelse. "Til Gestraria?" spurgte hun dæmpet.

[Micah Brygger]

Micah så et langt øjeblik på Dina, før han trak på skuldrene. "Dit gæt er lige så godt som mit," svarede han, selvom det selvfølgelig ikke passede helt. Tæt på, dog.

"Gestraria, Wufrurg..." Han sukkede let. "Langt væk." Et svagt smil rørte hans læber.

[Dina Brygger]

Dina var ikke forberedt på, at hun ville have det underligt med det, men det var ikke desto mindre tilfældet. Måske fordi det var længe siden, at hun for alvor havde talt med nogen, der lod til at forstå hende. Det hul, som var efterladt af Aimée Pottemager.

"Hm," slap det hende eftertænksomt og hun holdt blikket rettet frem. Var tavs lidt, før hun skævede kort til ham igen. "Jeg ved ikke, om det er i orden at sige, men jeg håber ikke, at det bliver alt for snart."

[Micah Brygger]

Micah sank hårdt over Dinas konstatering og stirrede lidt frem for sig.

"Det er i orden," svarede han lavt. "Jeg længes altid efter at komme afsted. Det er altid nemmere."

[Dina Brygger]

Dina rynkede lidt på brynene, men nikkede også en anelse. "Jeg forstår," svarede hun dæmpet. Og det gjorde hun da også. Det gjorde det ikke mindre ambivalent.

"Jeg har været glad for at tale med dig den her gang," tilføjede hun dog og det var sandheden. Hun fnøs dæmpet af sig selv, allerede før hun sagde det næste, men ikke desto mindre: "Jeg kan godt høre, at det lyder sørgeligt, men jeg har følt mig lidt mindre ensom i dag."

[Micah Brygger]

Micahs hjerte klemte sig sammen som en flad skive over Dinas konstatering, uanset hvor munter den lød. Var hun ensom? Han var ensom. Det vred sig ud og begyndte at hamre, men han tvang sig selv til at se væk. Ikke tænke på hende, ikke række ud, ikke røre ved hende.

"Jeg håber du får dine kaniner," svarede han, uden helt at forholde sig til hendes svar.

[Dina Brygger]

Dina var nærmere tør end munter og i øvrigt slet ikke en til at tale om, hvordan hun havde det. Det føltes dumt, da hun sagde det og det blev kun understreget, da Micah slet og ret ikke svarede.

Fortrydelsen kom prompte og sammen med den en lille anspændthed. "Nok ikke," sagde hun dæmpet, ligegyldigt, lidt varm om nakken.

[Micah Brygger]

Micah tog en hørlig indånding og rystede på hovedet. "Vi må ud igen," hørte han sig selv sige.

"Hvis du vil."

Han ville. Han ville så brændende sige at han aldrig mere ville lade hende føle sig ensom. Hvis hun bare ville lade ham...

[Dina Brygger]

Det var uventet og Dina kunne ikke skjule sin overraskelse, men hun så det, for hvad det var og en lille, ulmende varme meldte sig i hendes mave.

"Ja," svarede hun dæmpet, blødere nu. Måske var hun ikke helt til grin alligevel, selvom det var en frygtelig sårbar indrømmelse. "Hvis du har tiden."

[Micah Brygger]

Dina var langt fra til grin og hvis Micah havde vidst at hun tænkte det, ville han have sat alt ind på at modvise det. I stedet brummede han sin enighed.

"Snart," lovede han. "Det er vel sæson nu."