Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Dina Brygger]

Det var en meget tidlig morgen, hvor solen kun lige akkurat var på vej op over Levagny. Der var en stille puslen af aktivitet, som flere og flere stod op til dagens gøremål og alting var badet i et lyserødt skær og et glinsende lag af dug. Dina Brygger var vant til at være tidligt oppe, men det var meget sjældent, at hun allerede på nuværende tidspunkt stod klar ved Nordporten, klar til at forlade den indre by, der kun kort forinden var blevet åbnet efter natten.

Hun skuttede sig lidt i sin uldne overkjole, selvom hun havde et lille slag med kant af kaninpels om skuldrene og en strudhætte under, hætten slået op. Hun vidste, at varmen ville komme, sammen med bevægelsen og med den gryende dag, men for nu foldede hun bare armene stramt under brystet, mens hun ventede på Micah Brygger. Kun en lille smule ængstelig for, at han ikke ville dukke op - og måske også lidt ængstelig for, at han ville.

[Micah Brygger]

Micah havde seriøst overvejet ikke at komme af flere omgange. Det var idioti på mange planer. Problemet var bare, at han havde lavet en aftale med Dina og 1) han ville være en idiot for at løbe fra den og 2) han havde brændende lyst til at se hende.

Så, ganske i civil, forlod han Livgardens område ved paladset og gik hende i møde ved nordporten. Han havde en solid daggert i bæltet, men gav sig ellers ud for at være en helt almindelig søn af Levagny. Da han så hende; en forelsket søn af Levagny.

[Dina Brygger]

Dina stod og så lidt rundt, da hendes blik fandt ham og dér var det splitsekund igen, som også havde været der, da hun havde set ham i Madame Våbensmeds arbejdsværelser. Det korte glimt, hvor hun troede, at hun så Franceis Aubergiste og hendes mave gav et ubehageligt sug. Og om noget understregede det, hvorfor de slet ikke burde være der.

Men det skib var sejlet og som han kom nærmere, forsvandt lighederne for hende og i stedet var det bare Micah. Hun tog en diskret indånding, fattede sig lidt, som han nåede frem. "Godmorgen," hilste hun og rankede sig lidt. Mindede sig selv om, at han brugte en fridag på hende og hvorfor. Det måtte hun huske på.

"Skal vi gå? Porten er blevet åbnet."

[Micah Brygger]

Mange skibe var sejlet for Micah, der på ingen måde burde være der, men nu hævede de alligevel ankeret og satte sejlet i en retning. Sammen. Han skød tanken fra sig. Han var ikke sammen med Dina om andet end forhåbentlig at komme hjem med en flået kanin.

Han brummede let som eneste svar på hendes spørgsmål, før han også nikkede og ledte vejen. Hvorfor ikke? Selvom han følte sig distinkt umandig, så var han manden. Portvagten forventede at han førte an og han gjorde bevidst en figur af selvsikkerhed, som han ikke følte indeni og som skrumpede væk det sekund de var ude og på vej mod skoven.

[Dina Brygger]

Dina så hans fremtoning ændre sig, da de gik forbi byvagten og hun studsede lidt over det. Det var ikke fordi, det gjorde noget dårligt, som sådan, men det var alligevel mærkværdigt. Så var han dog tilbage, da de var på den anden side og lidt tid gik de bare i stilhed.

"Morgenen er mit foretrukne tidspunkt på dagen," sagde hun, uden helt at vide hvorfor. Normalt fyldte hun ikke bare rummet ud med ligegyldig snak, men hun havde knapt tænkt over det nu. "Her er så stille."

[Micah Brygger]

Micah nikkede lidt til Dinas observation. Han rynkede dog også panden svagt og efter omkring et minuts tavshed, Apropos, åbnede han alligevel munden.

"Ikke i Livgarden," konstaterede han. "Morgener er fulde af pakning, madlavning og afgang."

[Dina Brygger]

Dina vidste ikke så meget om livgarden, men hun var nysgerrig nok til at det var spændende at lære lidt mere om den. Eller om ham, måske, selvom hun ikke anerkendte den del.

"Hm," musede hun med et lille smil. "Rigtigt mange kvinder går i fødsel om natten. Og livet på en kro kender du," fortsatte hun. "Morgenen er tit det eneste tidspunkt for mig, der er bare en lille smule fredfyldt."

[Micah Brygger]

Dina smilede. Micah så væk. Han blev for let distraheret. Hun var så køn at se på. Han tog en dyb indånding og nikkede.

"Her er kun stille fordi skoven hører os nu," brummede han. "Hvor vil du sætte dine fælder henne?"

[Dina Brygger]

Dina tog hentydningen om at stoppe med at snakke og måske var det en god påmindelse om ikke at glemme omstændighederne. Så hun trak følehornene lidt til sig.

"Et stykke længere inde er der et godt sted," konstaterede hun og rettede blikket frem. Som de kom længere ind i skoven, trak hun sømmen på sine skørter op og hægtede dem fast i bæltet, så benene fik mere bevægelsesfrihed.

"Der ligger et lille vandløb kort derfra, hvor jeg altid plejede at vente."

[Micah Brygger]

Micah henviste på ingen måde til stilhed. I hvertfald ikke bevidst. Heldigvis talte hun også snart igen og han nikkede.

"Jeg jagede også nogen gange herude. Mest egern, dog. Man kunne ramme dem med en slangebøsse, hvis man var hurtig."

[Dina Brygger]

Dinas ord var mest praktiske, et halvt forslag, og hun forventede ikke, at han ville møde hende med sin egen anekdote. Det trak dog blikket mod ham og det sitrede lidt ved hendes læber.

"Mine brødre har også altid brugt slangebøsse. Jeg lærte det aldrig," konstaterede hun. Blikket gled en enkelt gang mod daggerten i hans bælte. Den adskilte ham åbenlyst fra de andre håndværkere og hun kunne ikke lade være at spørge:

"Vidste du allerede dengang, at du gerne ville være soldat?"

[Micah Brygger]

Et svagt smil trak i Micahs mundvige og han ærgrede sig lidt over ikke at have taget en slangebøsse med. Det kunne han nemlig let have lært hende. I stedet trykkede han nu blot læberne lidt sammen og rynkede panden svagt over hendes spørgsmål.

"Ja, det tror jeg. Jeg så jo så mange på kroen. Jeg ville altid gerne være som dem. Modige..."

[Dina Brygger]

Dina trak svagt på smilebåndet. Det var ikke svært at forestille sig drengedrømmen, omgivet af væbnede mænd. "Her," indskød hun dæmpet og standsede. Åbnede sin taske og fandt reb frem. Lagde det frem, så han også kunne tage, hvis han ville.

Hun samlede skørterne mere sammen og gled ned på hug, allerede i gang med at sætte den første fælde op. Blikket gled dog til Micah. "Levede det op til forventningerne, så?"

[Micah Brygger]

Micah samlede ikke rebet op endnu. Han vidste hvordan man satte større fælder op, men han havde aldrig fanget kaniner, så han iagttog til en start blot Dina og forsøgte at abstrahere fra hvor rart det var bare at se på hende.

Rynken vendte tilbage til hans pande og han rømmede sig let. "Jeg vidste ikke hvordan det ville være. Der er... Meget ventetid. Og mange sørgelige historier."

[Dina Brygger]

Dinas fingre var kolde og det var svært til en start, men snart kom rutinen tilbage til hende og det var næsten meditativt. Blikket var mest fokuseret på det, men drev ind i mellem til ham.

Hendes bryn trak sig lidt sammen og hun nikkede. Forstående. "Overvejer du nogensinde noget andet?" spurgte hun dæmpet, mens hun arbejdede. Det var personligt, men de var helt alene.