Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Dina Brygger]

Dina rejste sig selv og stoppede det overskydende tilbage i sin taske. Et blik sikrede at alt var på plads med fælderne, før hun trådte lidt ud af krattet og lod sine skørter falde ned over benene igen.

"Mh. Jeg er god til mindre skader og jeg har været med ved mange fødsler allerede," konstaterede hun. "Jeg tænkte, at der måske var landsbyer, der kunne bruge min hjælp."

Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg har ikke talt med nogen om det endnu. Udover dig. Men du har også ret. Det er farligt at rejse alene. Uanset distancen."

[Micah Brygger]

Micah nikkede og så på Dina. Han brummede også bekræftende. Så kunne han ikke stoppe sig selv.

"Jeg ville være urolig for dig. Du ville have brug for rejsemakkere."

[Dina Brygger]

Dina blev ikke fornærmet. Faktisk var der en lille del i hende, der blev lidt blød over, at han bekymrede sig for hende. Det skyndte hun sig dog at undertrykke og nikkede i stedet.

"Ja," medgav hun og så op på ham. "Jeg rejser ingen steder alene," lovede hun og mente det. Smilede lidt. "Lige nu er det heller ikke mere end en fantasi. Jeg er sikkert stadig i det samme gamle Levagny, når du engang kommer hjem igen."

[Micah Brygger]

Et svagt smil trak i Micahs mundvige. "Det ville heller ikke være det samme uden dig," mumlede han lavt, før han indså det og klarede halsen let.

"Du skal nok komme ud og rejse, hvis du virkelig vil det."

[Dina Brygger]

Dina blinkede en enkelt gang over hans ord og måske var hun blevet for blød, men de krøb ind under huden på hende og varmede hende lidt.

"Tak, Micah," sagde hun dæmpet og ikke kun rettet mod de sidste ord. "Det er..." begyndte hun, men tøvede kort, før hun fortsatte. "Jeg er glad for at tale med dig."

[Micah Brygger]

Micah blev helt blød over Dina og kunne nærmest ikke styre det, men han trykkede læberne lidt sammen efter sin åbenmundethed og brummede let.

Planen var at være tavs en stund. Det udfordrede hun. Han så op mod himlen et øjeblik, men var helt varm i maven.

"Hvor var det du sagde du plejede at vente?"

[Dina Brygger]

Dina var mere afslappet end hun havde været i meget lang tid og det var uventet, men behageligt. At det potentielt også kunne gå hen at blive kompliceret, tænkte hun ikke på.

"Der er et vandløb og en lille lysning derovre," svarede hun og nikkede mod en klynge træer. "Der er godt at sidde, når solen skinner og jeg har en lille bid brød med."

[Micah Brygger]

Micah nikkede. Så tog han hendes bylt med reb og diverse fangstredskaber og smed den over skulderen.

"Led vejen," bad han med et svagt smil. Nu skulle de ikke tale mere om bløde emner.

[Dina Brygger]

Dina skød et bryn op, da han tog sagerne fra hende, men hun kom også til at smile lidt og slap et muntert fnys. "Javel," svarede hun og førte an. Der var tæt bevoksning nogle steder og ikke plads til at gå side om side, men ganske rigtigt, var der en lille lysning, som ikke havde været synlig på afstand.

Solen var oppe nu og Dina havde det lidt varmt, så hun løsnede slaget og trak struden af; oplagte som siddeunderlag. Så så hun på Micah, mens hun fik sit hovedlin nogenlunde tilbage på plads.

"Jeg tror, at vi er i rimelig sikkerhed for røverbander her," konstaterede hun, lidt munter og med en åbenlys hentydning til hans undskyldning for at være der.

[Micah Brygger]

Micah så væk, imens hun ordnede sig selv lidt. Han kastede et blik rundt, så på vandløbet, der måtte løbe ud i Rourand længere nede og smilede svagt. Selv tog han også sin kappe af og bredte den ud over mosset for hende. Selvfølgelig.

Et bryn røg lidt op og han så på hende igen. Så trykkede han læberne sammen.

"Det siger du," svarede han. "Men du ved ikke hvornår en kunne dukke op. Man bør ikke være alene i skoven."

[Dina Brygger]

Det var et knastørt svar og Dina kom, uden at hun på nogen måde selv så det komme, til at le. Ikke af ham, og ikke fordi, det ikke passede, hvad han sagde, men simpelthen bare i morskab.

"Det var en vittighed," forsvarede hun sig og blikket spillede lidt, men skuldrene faldt synligt. "Selvom jeg indrømmer, at det måske ikke var den bedste."

[Micah Brygger]

Micah forstod slet ikke latteren og blev lidt varm i kinderne, indtil han forstod at hun ikke grinede af ham. Så sank han blot en klump og nikkede.

Han bandede lidt for sig selv over at være så følsom, men trykkede det ned og brummede let. Så, fordi han ikke ville vade mere rundt i det, gik han ned til vandløbet og fyldte sit drikkeskind, før han kom op og tilbød hende en tår.

[Dina Brygger]

Dina bed lidt ned i sin underlæbe, da han gik og undertrykte et lille suk, men ikke opgivende. Til gengæld satte hun sig, delvist på sit eget slag, delvist på et hjørne af hans kappe og tog imod drikkeskindet.

"Tak," sagde hun og rakte det tilbage, da hun havde taget en tår. Var stille lidt, før hun tilføjede til det tidligere emne, mere alvorligt. "Jeg kommer ikke herude alene," sagde hun, uden helt at vide, hvorfor hun havde behov for at berolige ham. "Engang, da jeg var ung og væsentligt mindre fornuftig. Men ikke længere."

[Micah Brygger]

Micah sank ned på sin kappe og tog imod drikkeskindet, da hun rakte det tilbage. Han tøvede et øjeblik, før han tog en tår af det. Så flyttede blikket sig til Dina og han så alvorligt på hende.

"Jeg troede ikke at du ville være så... Dumdristig," forsikrede han. "Jeg... Jeg bekymrer mig bare. Unødigt. U... ønsket." Han trak flygtigt på smilebåndet.

[Dina Brygger]

Dina forstod, hvad der lå i særligt det sidste år og hun forstod, at hun måtte vælge sine ord med omhu. Hun var ikke interesseret i at såre ham, men heller ikke i at holde ham for nar. Og mest af alt, så kunne hun godt lide hans selskab, erfarede hun langsomt.

"Det er ikke det værste i verden," pointerede hun dæmpet og smilede lidt. "At have nogen, der bekymrer sig for en."