Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Micah Brygger]

Micah rømmede sig lidt og smilede svagt, men også med en smule hjertesmerte. Hun kunne måske godt acceptere en broderlig, familiær, venskabelig bekymring, men den han nærede for hende var langt mere gennemslagskraftig.

Han fortiede hvor meget den faktisk fyldte og tog en tår vand i stedet.

[Dina Brygger]

Dina var ikke dum. De havde måske ladet som ingenting og måske foretrak han i høj grad at blive ved med det, men det fungerede ikke for hende. Så hun rynkede lidt på brynene.

"Hør, Micah," sagde hun dæmpet. Ærlig. Måske for ærlig, men sådan var det. Der var ingen grund til at lade som om, at de ikke begge vidste, hvad der foregik. "Sidste år, med Franceis, det... Jeg blev såret. Hårdt. Jeg ved ikke, hvornår - eller om - jeg bliver klar til noget nyt."

Og selv hvis hun gjorde, selv hvis hun overvejede, hvordan det ville være - så var han hendes eksforlovedes bror. Det var mildest talt uhørt.

[Micah Brygger]

Micah spærrede øjnene op over Dinas emneskift. Det var godt han havde sunket vandet, for ellers var han nok kløjedes i det. Nu formåede han bare at hoste let og stirre frem for sig.

"Jeg tænker slet ikke sådan," svarede han, tør i munden. "Jeg ved godt at du aldrig ville... Aldrig."

[Dina Brygger]

Dina rynkede på brynene over hans ord. Hun burde naturligvis bare lade dem være, ikke sige mere, men det føltes forkert. Ikke give falske forhåbninger, slet ikke, men hun tålte heller ikke for godt at få at vide af andre, hvad hun skulle føle.

"Måske ikke," svarede hun dog, men fortsatte med det samme, før han kunne tolke for meget. "Fordi jeg var forlovet med din bror. Det ville være... Kompliceret."

[Micah Brygger]

Micah havde for længst dannet sin egen mening om sagen og for hans vedkommende var det klart og tydeligt, at der ikke kunne være tale om, at Dina nogensinde kunne få følelser tilbage for ham. Det mest optimale var nu at blive gode venner med hende, fordi det slog ham som en mulighed for at ophøre med at se hende som en kvinde, som sådan.

Det ville hjælpe på det, hvis hun kunne ræbe sig lidt og klø sig i armhulerne, men han havde ikke tænkt sig at foreslå det. I stedet brummede han bare sin enighed og så lidt ud i luften.

[Dina Brygger]

Dina vidste ikke, hvad Micah tænkte. Hun havde heller ikke mere at sige om emnet lige nu, lidt bedre tilpas nu, hvor det var ude. Hun havde ingen interesse i at holde nogen for nar.

Hun henfaldt selv til stilheden og lukkede øjnene mod solen lidt. Og havde det ikke været for stilheden, havde hun nok heller ikke hørt den puslen i træerne nærved, som fik hende til at ranke sig, rynke på brynene og se usikkert på Micah.

[Micah Brygger]

Micah henfaldt også i stilhed og sad og betragtede vandet i bækken lidt, indtil han hørte puslen og instinktivt lagde hånden over sin daggert. Han så over på Dina, lagde den anden hånds ene finger over læberne og kom lydløst på benene. Lyden var voldsommere end den fra en kanin, vurderede han, hvorfor han nærmede sig langsomt.

Han havde ret. I bevoksningen kort fra dem, så han en vildsvineunge. Og hvor der var en unge, var der oftest en voksen lige i nærheden. Han vendte hovedet mod Dina, gestikulerede imod det nærmest træ og så alarmeret ud. "Op," hviskede han. "Nu."

[Dina Brygger]

Dina kom selv på benene, da han gjorde og så efter ham med et lidt uroligt udtryk. Hun kunne ikke se, hvad det var han så bag krattet, men hun var ikke i tvivl om alvoren.

Det gav et sug i maven og hun nikkede, men tøvede ikke, før hun vendte sig mod træet. Problemet var bare, at hun med sin absolut ringe højde, kun kunne nå med hænderne og hun havde slet og ret ikke råstyrken til at trække sig op på den måde.

"Micah," sagde hun lavmælt, foruroliget, som hendes blik flakkede i retning af krattet og ham, der lige nu stod mellem det og hende.

[Micah Brygger]

Micah så tilbage, da Dina ikke straks gjorde hvad han sagde. Han analyserede hurtigt situationen og bandede lavt.

Så, langsomt, trådte han tilbage mod hende og træet. Der var stadig kun den lille gris at få øje på, men det betød intet. Moren måtte være tæt på.

"Træd op her," hviskede han og lavede en hestesko med sine to hænder. "Jeg løfter. Du tager fat om træet."

[Dina Brygger]

Dina fik øje på grisen og forstod i det øjeblik, hvad der skete. Det fik dog kun hendes puls til at ræse og hun nikkede tavst, en kende tør i munden. Der var ingen tøven, som hun lagde hænderne mod hans skuldre, satte foden på hans hænder og snart fik fat.

Hun trak sig op, absolut ikke uden besvær og sikkert heller ikke elegant, men det var fuldkommen ligegyldigt. For netop som hun var kommet op, lød en langt højere puslen fra krattet.

[Micah Brygger]

Micah handlede komplet uden tøven. Det samme, da Dina havde sluppet ham og trukket sig op. Han fulgte prompte efter, til lyden af en større masse, der kom gennem græsset. Hjertet bankede, træet knirkede let, men holdt dem uden problemer. Micah var ikke langt fra jorden, men langt nok for nu. Han tog en dyb indånding og så for at sikre sig at Dina var okay. En hånd søgte over og lagde sig mod hendes arm, kort.

"Kravl op et sted hvor du kan sidde," mumlede han. "Vi kommer nok til at være her lidt tid."

[Dina Brygger]

Dina var selv nervøs og hendes blik flakkede kort til Micah, da hans hånd lagde sig mod hendes arm. Hun vidste ikke, hvorfor det fik det til at rykke lidt i hende, men hun nikkede og så op.

Det var ikke elegant. Det var både svært og farligt at klatre i skørter og en enkelt gang eller to var hun ved at skvatte ned, fordi de satte sig fast, men til sidst fik hun - let rystende af anstrengelse og en kende svedig - sat sig til rette på en solid gren, hvor der var plads til mere end én i længere tid.

[Micah Brygger]

Micah så på intet tidspunkt snittet til at kigge op under Dinas skørter. Han bevægede sig noget mere elegant op i træet med et par blikke ned på vildsvinene, der gryntede og afsøgte jorden for mad - inklusiv det Dina havde medbragt. Han svang sig op ved siden af hende og sukkede dybt. I det mindste hang drikkeskindet i hans bælte.

"Det her var ikke lige planen," brummede han efter lidt tid.

[Dina Brygger]

Dina var stadig lidt forpustet, men kom til at le åndeløst over Micahs ord. "Nej," medgav hun og lænede sig ind mod stammen for at give ham lidt mere plads. Alligevel var det svært andet end at sidde ret tæt.

"Jeg håber ikke, at du har noget, du skal nå," bemærkede hun med et enkelt sideblik ned mod dyrene og et halvt beklagende, halvt underholdt smil.

[Micah Brygger]

Micah fnøs let og lukkede en hånd om den næste gren over dem for stabilitet. Så kiggede han også ned på dyrene og især på vildsvinets stødtænder og gøs let.

"Nej, nu skal jeg ikke noget, før de bæster der er godt væk herfra. Til gengæld holder de kaninerne væk fra dine fælder..."