Lyserøde skyer og tvivlsomme aftaler

[Dina Brygger]

Dina sukkede lidt over hans ord og skottede selv ned på dyrene. Absolut ikke interesseret i på nogen måde at skulle ned i nærheden af dem foreløbig. Hun smilede lidt opgivende.

"Godt, at krogæsterne ikke er afhængige af dem til maden i dag," konstaterede hun og så tilbage på ham. Flyttede sig forsigtigt, så hun fik et ben på hver side af stammen.

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har klatret i træer. Jeg troede ikke, at i dag ville være dagen, hvor det skulle ske igen."

[Micah Brygger]

Micah fnøs let. "Eller afhængig af at du laver maden til dem," tilføjede han med et glimt i øjet. Han havde ret. Det ville være lidt kritisk.

Blikket gled lidt over hende. Hvordan skulle han reelt holde op med at tænke på hende nu? Hun så ufattelig sød ud med lidt røde kinder.

"Du klarede det fint," pointerede han.

[Dina Brygger]

Dina slap et muntert fnys og så på ham med et blik, der understregede, at dét ville være en katastrofe. Hans næste ord fik det til at trække lidt i mundvigene.

"Min stolthed lider lidt," svarede hun, ikke komplet usandt, men heller ikke så selvhøjtidelig. Forfængelighed havde aldrig været en last og hun var åbenlyst ikke alvorlig. "Jeg ved ikke om det er beroligende, at der også er en tur ned igen."

[Micah Brygger]

Micah kom til at fnyse underholdt af Dinas svar og han fik lidt farve i kinderne.

"Jeg skal nok hjælpe dig," lovede han. "Hvis du vil have det, selvfølgelig."

[Dina Brygger]

Dina vidste ikke om det var den uventede situation eller bare det, at de havde været alene sammen i nogen tid, der langsomt gjorde stemningen lettere, men det var en behagelig forandring og hendes mundvige sitrede afslørende.

"Jeg ved ikke, hvor meget valg det er. Hvis alternativet er at falde," pointerede hun, men tilføjede dog: "Men jeg er taknemmelig uanset."

[Micah Brygger]

Micah fnøs igen muntert og trykkede læberne lidt sammen. "Det ville jeg ikke tillade," brummede han dog snart efter.

Og det var sandt. Han følte sig meget beskyttende overfor Dina.

[Dina Brygger]

Det var en lidt forunderlig følelse, men sandt at sige, så var Dina ikke vant til, at nogen havde det sådan for hende og hun hadede det ikke. Tværtimod kom hun til at smile lidt.

"Nej, det tror jeg heller ikke, at du ville," musede hun, en snert af varme i stemmen. Blikket dvælede lidt, men så slog hun det hensynsfuldt ned til dyrene. "Hvor længe tror du, at de bliver?"

[Micah Brygger]

Micahs mellemgulv tog en tur rundt over Dina. Han var taknemmelig for emneskiftet, selvom det var alvorligt nok. Hans blik gled også ned på dyrene.

"Nu har de spist det du havde taget med, så nu går der nok ikke længe, medmindre de finder noget særligt i skovbunden. Jeg vil ikke tro det.

[Dina Brygger]

Det var en trøst, at de ikke skulle sidde der i adskillige timer. "Hellere være på den sikre side og blive lidt længere," svarede hun og skuttede sig lidt. Deres overtøj lå også stadig på jorden.

Hun rettede sig forsigtigt og lænede sig prøvende ind mod stammen. Hovedet faldt også tilbage mod den og blikket rettede sig mod Micah. Hun smilede lidt.

"Måske skal jeg lokke dig til at lære mig en ny sang, mens vi er fanget heroppe. Du må kende nogen, jeg ikke har hørt før."

[Micah Brygger]

Micah rykkede lidt på sig. Han havde intet overtøj at tilbyde Dina for kulden og det generede ham. I stedet nikkede han ja til hendes spørgsmål. Dét kunne han. Han rømmede sig let.

"Vrai dieu disoit une fillette
donnes confort a mon grief mal."

Han sang klart og vildsvinene så op og gryntede i kor.

[Dina Brygger]

Det var en god distraktion fra kulden og den ukomfortable stilling. Hun rettede sig lidt interesseret op og lyttede nøje, før hun sang ordene tilbage. Tøvede, hvor hun manglede ordene og lod ham fylde ind.

Svinene undrede sig måske over, hvad der foregik oppe i træerne, men det tog hun sig ikke af.

[Micah Brygger]

Micah ignorerede også svinene nede på jorden og fokuserede på Dina og på sangen. Den var simpel nok, men uden omkvæd og det gjorde den lidt sværere at indlære. Da de var godt i gang, så han dog pludselig ned og indså at de var alene. Han hævede begge bryn og klarede halsen lidt.

"Jeg går først. Så kan jeg altid... Gribe dig."

Og han svang sig adræt ned derfra, først stoppende, da han var på jorden.

[Dina Brygger]

Det var et godt tidsfordriv og Dina var tilpas optaget af det, til at hun eller ikke opdagede at dyrene forsvandt. Til gengæld så hun imponeret til, da Micah svang sig ned og det efterlod hende med en lille smule præstationsangst.

Det var da virkelig overhovedet heller ikke elegant. Hun havde slet og ret ikke den samme råstyrke og hun formåede både at rive sit ene skørt og sit skinneben, før hun halvt om halvt faldt ned i armene på Micah med et lille hvin. Som hun senere ville græmmes over.

[Micah Brygger]

Micah greb selvfølgelig Dina. Hans arme var stærke og hun var lille. Et sekund nød han alt ved det. Så skubbede han fantasiverdenen fra sig og satte hende skyndsomt ned.

"Er du okay?"

[Dina Brygger]

Der var ikke meget værdighed tilbage efter den nedstigning, men i det mindste rodede hun ikke rundt på jorden. Micahs faste greb om hende beroligede det hamrende hjerte lidt, men hun måtte alligevel støtte sig til hans arm et øjeblik.

"Nogenlunde," svarede hun, en kende åndeløst. "Det er vist min værdighed, der lider hårdest," mumlede hun, men primært fordi hun havde bøjet sig lidt frem for at kunne se sit ben. Der var en hudafskrabning, som blødte lidt, men intet alarmerende ellers.

Hun slap skørtet, åndede ud og rettede sig igen. Skubbede lidt hår på plads med den ene hånd. "Tak," tilføjede hun, reelt taknemmelig. Hun fnøs lidt. "Jeg er ked af, at jeg faldt ned på dig."