Håbløse unger.

[Celeste Våbensmed]

Celeste rejste sig lige efter Eirik og lagde en hånd over munden på sin mand i et forsøg på både at dæmpe ham og få ham til at falde ned. Hun tyssede hastigt på ham.

"Eirik! Stop. Det der hjælper ingenting," hviskede hun. "Du vækker hele huset!"

[Svea Købmand]

Svea hørte en høj lyd og hoppede ud af sengen, hvorefter hun stod op kun iført sin underkjole. Forsigtig, gik hun igennem det sovende hus, indtil hun kunne se sin mor og far i en situation som var dramatisk nok til at hun spærrede øjnene op.
"Hvad sker der?" Hviskede hun hæst og så på dem en smule bange og forvirret.

[Eirik Våbensmed]

Celeste havde altid været den eneste der kunne tøjle smeden, og selvom han kunne mærke den endeløse vrede, sank hans skuldre på plads og trak vejret dybt ind. Han var i bevægelse til at sætte sig ned igen da døren gik op og Sveas ansigt kom til syne.

"Svea.."brummede han let.

[Celeste Våbensmed]

Celeste havde haft en Eirik i lignende humør ved tidligere lejligheder og strategien lignede hinanden. Hun holdt fast i ham, talte til hans fornuft og blev stædig. Hun havde næsten fået ham ned at sidde, da Svea kom ned af trappen. Grebet blev ikke sluppet, men hånden fjernede sig fra hans mund.

"Søde skat," svarede hun. "Din far brændte blot sin finger på en glød," løj hun. "Intet at bekymre sig om. Gå bare op i seng igen."

[Svea Købmand]

Svea kiggede på sin far og rynkede sine øjenbryn bekymret over den måde han sagde hendes navn på. Hun kneb øjnene lidt sammen, hvorefter hun så på sin mor. Eirik havde stået i en smedje hele sit liv, ville han virkelig råbe så højt over en lille glød?
"Er du okay far?" Spurgte hun og blev stående, uden at gå i seng.

[Eirik Våbensmed]

Det var et rod. Celeste forsøgte at få sendt deres datter i seng, som tilsyneladende ikke købte historien om en brænd mærke; hvilket Eirik heller ikke selv ville have gjort. Men Svea havde gjort klogt i at gøre det alligevel.

Selvom Eirik havde sat sig ned igen, så han ikke mindre vred ud. "Nuvel." svarede han som en hånd gled over hans ansigt.

"Vi er nødt til at tage dig ud af universitetet" Lød det fra ham, fuldstændig alvorlig og uden at fortrække en mine.

[Celeste Våbensmed]

Celeste gispede over Eiriks erklæring og det var næsten som om hun voksede lidt i størrelse. "Nej," erklærede hun fast. "Svea, gå op i seng som jeg siger til dig. Vi taler i morgen."

Hun havde aldrig sagt Eirik imod foran børnene og det her tangerede det, men hun måtte få sin datter væk, før hun kunne give sin mand end ordentligt spandfuld af sin mening.

[Svea Købmand]

Svea spærrede sine øjne op i forfærdelse og chok og hun ville nok have reageret med at råbe af sin far, hvis ikke Celeste havde været imod hans forslag.
"Jeg holder ikke op på universitetet!" Sagde hun bestemt og vendte sig så om og gik ud af rummet, mens hun smækkede døren i med et brag.
Derefter begyndte hun at pakke sine ting ned i den lille posetaske hun havde haft med sig. I stedet for at bruge hoveddøren, hoppede hun ud af et af vinduerne i stueetagen for at slippe væk. Lancelin af Suilleaux ville aldrig have sagt hun skulle stoppe med sin uddannelse og det havde hun ikke tænkt sig.

[Eirik Våbensmed]

På nogen punkter mindede pigerne om hinanden, eller også var det alderen de var i. For selvfølgelig stormede Svea ud før Eirik overhovedet havde fået sig ordenlig forklaret. Han skævede hen til sin kone.

"Jeg mente kun midlertidig. Hun skal ikke blive ved med at have ham som sin sponsor." svarede smeden dog fast og rettede sig en smule. Men det skulle han nok have lagt ud med.

[Celeste Våbensmed]

Celeste så efter sin datter og havde et øjeblik lyst til at følge efter hende. Hun så tøvende mellem de to, imens Eirik talte videre, før hun sukkede et opgivende "Eirik, altså," af ham og forlod rummet for at gå op af trappen. Da hun fandt Sveas plads tom, styrtede hun ned igen og vækkede formentlig hele huset. I hvert fald Svari Våbensmed og Magnus Våbensmed. Hun fløj ind i køkkenet til sin mand.

"Hun er væk! Eirik. Hun er stukket af og du skal ud og finde hende lige nu."

[Eirik Våbensmed]

Eirik sukkede igen. Hvorfor havde han det som om at det pludselig var hans skyld det hele? Det var ikke ham der rendte efter riddere, ødelagde mesterstykker eller blev forført af sin sponsor. Han havde vitterligt intet gjort, og selv om man kunne disskutere hvorvidt det også var et problem, mente han ikke selv at han stod til ansvar for hvordan Svea havde reageret over noget han ikke havde fået lov til at forklare færdig.

Så som en lidt sur lille dreng dumpede han ned på sin stol igen med armene over kors. Han fik dog ikke lov til at sidde der ret længe, for snart efter kom Celeste tilbage; oprevet.

Han skar en grimasse og havde taget luft ind til at sige sig imod men endte med at rejste sig og i stedet lægge en hånd mod Celestes skulder. "Jeg finder hende" forsikrede han hende før han knipsede let med fingrene og Tessa der havde sovet det hele væk straks rejste sig og fulgte med sin far ud i aftenens mørke.

[Svea Købmand]

Svea tænkte ikke så langt og da hun først var kommet udenfor, gik det op for hende hvor mørkt det var. Hun begyndte dog alligevel at gå og fulgte den sædvanlige rute hen mod universitetet. Det var koldt og hun havde ikke særlig meget tøj på, så hun gik hurtigt. Hun kunne ikke blive hos sin familie, ikke nu hvor de alle snart ville kende sandheden, det skammede hun sig for meget over til at kunne holde ud.

[Eirik Våbensmed]

Da først Eirik var kommet ud anede han ikke hvor han skulle hen. Det gik op for ham hvor lidt han egentlig kendte sin yngste datter. Det tog ham dog kun et øjeblik før hans ben satte i bevægelse ned mod markedspladsen.

Der kunne han måske bedre samle sig, og der var veje forskellige steder rundt i Levagny.

[Svea Købmand]

Svea gik i retningen af markedspladsen, det var den hurtigste vej til universitetet og måske kunne hun også gå forbi Købmændene og se om hun kunne vække Tristan. Hun skulle dog være forsigtig, fordi hun havde virkelig ikke lyst til at vække resten af huset. Hun gik hurtigere, men kun fordi hun kunne mærke at hun snart begyndte at fryse.

[Eirik Våbensmed]

Selvom han vidste hvor vigtigt det var, kunne Eirik mærke at han var træt, og at hans børn måtte være store nok til at tage det ansvar det nu var at være en ung voksen. Men han turde ikke gå tilbage til Celeste uden i det mindste at have ledt efter hende.

"Svea!" kaldte han og slog let ud med sin arm for at få Tessa til at løbe i forvejen, for at se om ikke hun kunne finde hendes duft.