Håbløse unger.

[Eirik Våbensmed]

Det var sent om aftenen. Der havde ikke været meget snak hen over maden, og han og Celeste Våbensmed var de eneste tilbage. Køkkenet var varmt og der duftede stadig af suppe og brød. Eirik havde trukket sin stol ud og sad nu halvt sunket sammen i den foran ildstedet. I hånden havde han sin vante kniv og et stykke træ som man lige kunne ane skulle ligne en hjort.

Han strakte sig let og brummede ned i skægget. Det var få dage siden hændelsen med Svari og henrettelsen. Der havde været uro i byen og våbensmeden havde druknet sig selv lidt i arbejde så han og Celeste havde ikke rigtig fået talt ordenligt sammen og delt deres tanker over hvad der egentligt var sket. 

[Celeste Våbensmed]

Celeste havde som sædvanlig sat børnene i sving med oprydningen, men nu var den gjort og hun kunne selv synke ned på en af bænkene i det lille rum i stueetagen, hvor de både spiste og udlevede store dele af deres liv. Hendes skuldre faldt.

"Jeg troede aldrig her skulle blive ro igen," udåndede hun lavmælt og kastede et blik op imod loftet. Ovenpå sov både hans forældre og Burin, Svea Købmand og @magnus (lidt endnu). Hun tog en dyb indånding. "Hvad er du i færd med at lave?"

[Eirik Våbensmed]

Det var mange mennesker under et tag, og nogen gange var det næsten for meget. Men han kunne ikke smide sine forældre ud og han og Celeste var jo nok selv lidt skyld i at de havde fire børn. Men det var hvad de var vant til, og smeden ville nok mangle noget når kun Burin var tilbage.

Han lænede sig let tilbage og sad kort med lukkede øjne før han svarede. "En hjort. Jeg overvejede hvad muligheden var for farve der kunne matche guld, så den kunne blive endnu mere majestætisk" Han havde lavet virkelig mange ting igennem sit liv, og mange af træfigurende blev til gaver når nogen af hans kunder havde deres børn med i smeden. Han nød det og Eirik kunne nok heller ikke lade være.

[Celeste Våbensmed]

Celeste slap en munter lyd. "Guld? Hvilken kongesøn skal have denne her træfigur?" Hun hævede begge bryn let, men synes det var en smuk fantasi alligevel. "Rød passer med guld," bød hun ind. "Jeg så det selv på en ridders skjold engang. Det var meget smukt."

Nu var det ikke mange muligheder hun havde for at studere guld i sit liv, men hun vidste da hvordan det så ud. Hun rejste sig op fra sin plads, tog kurven med strømper til reparation, som virkede til altid at være fyldt, og sank ned ved ildstedet ved siden af Eirik.

[Eirik Våbensmed]

Eirik lo. "Ingen min egen, jeg håber at kunne skaffe en lille smule farve der ligner guld til en forveksling" småsmilte han let da de lyse øjne søgte mod husturen.

"Ja? Måske giver jeg ham en rød næse" Nok snare gjorde han hjorten mere brunlig med små rødlige og brune detaljer. Men hun havde ret; rød stod flot mod gyldne farver. Da hun sank ned ved siden af hende stoppede han sit arbejde og førte en blidt hånd hen over håret på Celeste og ned mod hendes kind.

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede varmt over Eirik og lænede sig lidt ind imod hans kærtegn. Hun tog hans hånd fra hendes kind og trykkede et kys imod den.

"Der er noget vi er nødt til at tale om," konstaterede hun alvorligt med sit blik i hans. Deres døtre havde begge hver deres kampe og udfordringer. De blev nødt til at stå sammen.

"Selvom Talon Våbensmed mener at det er hans opgave at opdrage vores piger, så ved du og jeg vist begge to, at de hverken så nemt lader sig opdrage eller at det har noget med hans opgave. Jeg har talt med dem begge to. Skal vi starte med Svari Våbensmed?"

[Eirik Våbensmed]

Han havde nok haft en fornemmelse af hvad der havde ligget i vente, for havde Celeste ikke selv bragt emnet om deres døtre og hans bror op, havde han såmænd nok selv bragt det på banen. Selvom de nærmede sig et alvorligt emne blev smeden ved med at skære hjorten fri fra træblokken. "Ja." sukkede han let.

"Han gjorde det i bedste mening" svarede Eirik uden at ville forsvare sin lillebror. "Men jeg gjorde det klart at han skulle overlade det til os" slog han fast med en let rynke mellem sine bryn.

Det huede ham ikke at de også skulle tale om Svea, og bekymringen havde allerede sat sig som en knude. Alligevel nikkede han. "Jeg ved ikke hvad vi skal stille op med hende." brummede han.

[Celeste Våbensmed]

Celeste rynkede panden. "Hm. Jeg har underligt nok sagt præcis det samme til ham," konstaterede hun. "Da han kom her med halen mellem benene og bad om at låne en amulet."

Hun åndede lidt ud. "Men nok om ham. Hvad stiller vi op med Svari? En adelig, Erik..."

[Eirik Våbensmed]

Det var ikke fordi at hans mening om sin bror lige nu kunne synke længere, men da Celestes ord lød rokkede han en anelse uroligt på sig i stolen.

"Hm." mumlede han sammenbidt.

Det var ikke ham de skulle snakke om lige nu, men de ville uden tvivl komme tilbage til at snakke om Talon Våbensmed senere. "Vi har opdraget hende bedre" sukkede han. Eller det troede han at de havde.

"Det er som om hun bevist er ude på at komme i så mange problemer som overhovedet muligt." For det var hverken fra Celeste eller ham selv at deres datter havde en så rebelsk natur.

[Celeste Våbensmed]

Celeste sukkede dybt. "Ens børn insisterer sædvanligvis på at gøre noget endnu værre end man selv gjorde og vi satte barren højt," konstaterede hun og rakte en hånd frem for at give Eiriks lår et let klem.

"Men en adelsmand vil aldrig gifte sig med Svari og det tror jeg, det håber jeg, at hun har indset. Jeg tror ikke vejen frem er at straffe hende, selvom jeg selv følte et træk imod at låse hende inde til hun havde glemt ham. Men ville det have virket for os?"

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde ikke tænkt over at de som unge nok ikke havde været særlig meget bedre. Men de var begge af håndværker familie og han mindes ikke at Celeste havde rendt efter en ridder. Han tog hendes hånd og bragte den op til hans læber for at kysse dem.

"mmh.." brummede han. Noget i ham havde lyst til både at låse hende inde, fornægte hende adgang til at gå ud og at blive ved med at sige at hun ikke måtte se ridderen; men det ville have haft modsat virkning.

Et skævt smil trak sig op som han bøjede ned for i stedet at give sin kone et dvælende kys. "Jeg ville gå gennem ild og vand for at kunne se dig"

[Celeste Våbensmed]

Celeste strøg Eirik over kinden, da han kyssede hende. Det fik det stadig til at prikke behageligt i kroppen når de var alene på den måde. Hun tog en dyb indånding.

"Og jeg ville aldrig have lyttet til mine forældre, hvis de sagde at det var uklogt. Vi kan ikke læse dem inde eller skærme dem fra alt, men vi kan tale med dem. I sidste ende kan vi kun håbe på at de er fornuftige. De har begge amuletter, så de er allerede bedre klædt på end jeg var." Hun plantede et kys på hans kind. "Jeg var ganske dum. Men det var mit held, at du elskede mig og giftede dig med mig."

Hun rømmede sig. "Jeg er mere bekymret for Svea."

[Eirik Våbensmed]

Celeste holdte ham evigt ung. Selvom de begge blev ældre kunne han se ind i hendes øjne der ikke havde ændret sig spor. De var hinandens modstykker på mange måder, hvilket var en af de primære grunde at de passede så godt sammen. Han blev taget tyve år tilbage og kunne tydeligt huske hvor stormfuldt det havde været, og hvor meget til vending der havde været for den unge smedelæring.

"Jeg elskede dig før du fik øjnene op for mig" mumlede han let. Men hun havde ret. Det hjalp ikke at skælde dem ud eller forbyde dem at se nogen. I sidste ende skulle de træffe deres egne valg. Selvom Eirik havde det svært med hvis en af hans piger kom hjem og fortalte at de var blevet gravide med en der ikke havde tænkt sig at gifte sig med dem.

Et lettere bekymret blik viste sig nu i de lyse øjne og Eirik trak hovedet let væk. "Svea?"

[Celeste Våbensmed]

Celeste havde overvejet længe om hun skulle sige til Eirik hvad Svea Købmand havde fortalt hende, men de var gift og hun holdt allerede på Magnus Våbensmed' sandhed, så hun var kommet frem til at der ikke skulle være andre hemmeligheder mellem dem.

Hun tog en dyb indånding. "Lad mig starte med at sige, at jeg selv begyndte at planlægge et mord, da jeg hørte det. Men vi må være klogere end det."

Hendes hånd fandt hans skulder. "Sveas sponsor. Adelsmanden. Han har været med hende."

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde ikke været forberedt på det som Celeste fortalte. Han var fuldstændig lige glad med hvad hun selv havde planlagt. Han rejste sig med et sæt fra stolen.

"Jeg slår ham ihjel!" brølede han.