Håbløse unger.

[Svea Købmand]

Svea hørte nogen råbe på sig og skyndte sig at gå hurtigere, men i sin iver faldt hun over noget skrald et par håndværkere havde efterladt og udbrød et højt overrasket skrig.

Det støjede så meget at en nabo åbnede skodderne for deres vindue for at se anklagende på hende, blot for at lukke dem igen. Svea satte sig på hug på vejen og kiggede på sin ene hånd hvor hun havde skåret sig til blods.

[Tristan Købmand]

Tristan havde været i butikken for at tjekke at alt var som det skulle før han låste, og da han var på vej tilbage i huset og så ud af øjenkrogen af den lysende fakkel at der var nogen derude.

Han fik låst og i stedet smuttede han ud af hoveddøren, og havde ikke regnet med at se Svea. "Hvad i.." udbrød han før han hurtigt fik sat sig ned ved hendes side.

[Svea Købmand]

Det var mørkt og koldt og nu var hun også beskidt og havde skåret sig på en lille skarp sten. Hun satte sig ned på jorden hvor hun var faldet og kiggede ud i mørket, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. I samme øjeblik dukkede Tristan op og hvis ikke hun havde været så oprørt, havde hun nok reageret mere chokeret.

I stedet brød hun sammen i gråd. "Jeg har dummet mig. Min far vil ikke have jeg går på universitetet mere. Alle hader mig." Sagde hun og skjulte sit ansigt mens en lille dråbe blod gled ned ad hendes arm. Hun havde formået at skabe problemer alle steder, hun følte sig efterhånden som problemet selv.

[Tristan Købmand]

Alt den bittherhed som Tristan nogen dage forhinden havde følt imod Svea, var forsvundet som dug fra solen da han så hende. Han havde desuden aldrig rigtig kunne være sur på nogen i længere tid, og det havde vitterligt kun været et spørgsmål om tid før han var kommet sig over det, selvom hjertesorger altid var noget han syntes at bære rundt på.

Det var en stor mundfuld at få midt i mørket, så Tristan fik hurtigt hjulpet Svea op på benene. "Kom, vi går ind i køkkenet" Der ville stadig være varme på fra de resterende gløder, og det så skulle uden tvivl skylles og renses. Først da ville han spørge ind til hvad der var sket.

[Svea Købmand]

Svea kom langsomt på benene og nikkede en anelse, hvorefter hun fulgte med ham ind i køkkenet. Hun satte sig ned på en skammel og tørrede sine øjne med bagsiden af sin ene hånd. Hun var alt for ude af den til at tænke på at rense sit sår, det måtte Tristan få lov til at gøre, hvis han havde lyst.

"Du er alt for sød ved mig Tristan." Sagde hun afdæmpet og så på ham. "Du er der altid for mig." Hviskede hun og blinkede lidt med sine øjne. Hun lagde først mærke til nu, hvor meget hun havde brug for ham. Den støtte han altid var, når hun havde det svært.

[Tristan Købmand]

Tristan fandt hurtigt spanden på bordet, hvor der stadig var vand i. Det måtte være på den primitive måde nu da Svea ikke var i stand til at tappe ind i sin energi. Han satte sig overfor hende og rakte roligt ud efter hendes hånd.

Han trak vejret dybt ind før han bevægede sine hænder i rolige bevægelser imens at vandet hævede sig fra spanden og gled over det blødende sår. Han så flygtigt op på hendes ansigt, og kunne nu se hvor ked af det hun virkelig var.

"Vi er venner." konstaterede han roligt imens hans fokus lå på den blødende hånd.

[Svea Købmand]

Svea betragtede vandet svæve hen mod hende og hen over såret, det sved en smule, men ikke meget. Hun stønnede en anelse af smerte og bed ned i sin underlæbe. Hvis der var nogen der vidste, at det var det værd, så var det dog hende. Hans ord var en konstatering, men ligeså meget også en bekræftigelse af det hun altid havde vidst. Selvom de var tætte, havde Tristan aldrig været interesseret i hende på den måde.

"Det er vi." Sagde hun og smilede en anelse, selvom hendes øjne og kinder stadig var røde af gråd. Hans magi distraherede hende fra sin egen ulykke, hun havde altid fundet hans evner fascinerende, mere end sine egne.
"Det er smukt Tristan." Sagde hun og fulgte de svævende vanndmasser med en glød af fascination i sit blik.

[Tristan Købmand]

Han var langt bedre med sin evne når der ikke var for mange omkring ham. Han var nødt til blot til at have sit blik rettet mod hvad han lavede for ikke at dvæle alt for længe ved Sveas mørke øjne. Hun trak vejret dybt ind og vidste ikke hvad han skulle tænke om måden hun sagde det på; konstaterede hun det bare, eller var det mere fastlåst at det var sådan det var?

Vandets måde at bevæge sig på var næsten poetisk så han forstod godt hvad hun mente. "Ja, det.. Det er det" svarede han stille. Langsomt færdiggjorde han sine bevægelser med sine hænder og rejste sig efter krukken med de knuste urter.

[Svea Købmand]

Svea følte at det var ham der fastlåste dem i en vennekategori, måske tænkte hun ikke så bevidst om det, men han havde aldrig forsøgt at komme tættere på hende på den måde og hun gik ud fra at han måtte finde hende utiltrækkende. Da han rejste sig, gled hendes blik efter ham og hun betragtede ham med et stjåldent blik, så på ham på en anden måde end hun havde gjort før.

Så vendte hun blikket ned mod sin hånd, for at han ikke skulle se den måde hun så på ham på og betragtede sit sår i stedet. Det blødte ikke så meget mere efter at han havde renset det og hun overvejede selv at helbrede det, men hun regnede med at det ville blive okay.
"Er du sur på mig fordi jeg kyssede din bror? Jeg ved godt det ikke var smart gjort. Jeg ved ikke hvorfor. Det betød ikke noget."

[Tristan Købmand]

Tristan var bare ikke dér. Han havde aldrig fundet sig til rette i at flirte med de piger han syntes var søde. Men nu bestod nogen af hans bekendtskaber til jævnaldrende drenge af Panteleon af Coullere og Théodore Corbin af Bonville og der røg man lige et par centimeter ned. Man havde Nikolaus som storebror og til sidst fandt han sig bare i et med væggen.

Det var en rolle der var svær at bryde ud af, og han havde for længst holdt op med at forsøge. Han strøg en hånd gennem det løse lyse hår før han satte krukken på bordet. Let gned han de tørrede urter mellem sine hænder for at få virkningen til at tage hurtigere fat.

"Du behøver ikke forklare dig Svea." sagde Tristan imens han med lethed dryssede urterne ned i det åbne sår. "Jeg er ikke sur. Det var bare - Jeg vidste ikke i kunne lide hinanden"

[Svea Købmand]

Svea følte alligevel hun gerne ville forklare sig, for stemningen havde været mærkelig efter hun var gået og hun havde ikke lyst til at ødelægge sit venskab mellem Tristan og hende. De små urter fik hendes sår til at svie en anelse og hun skar en grimasse, dog uden at beklage sig.

"Jeg kan ikke lide ham, ikke på den måde. Han virker som en kvindebedårer. En der smider piger væk, når det er blevet kedeligt. Jeg kyssede ham, fordi det er nemmere at kysse en som man ikke har forhåbninger til. Så kan man ikke blive såret." Sagde hun og slog blikket ned, nu hun huskede på alt det der var sket. Lancelin af Suilleaux havde brugt hende og smidt hende væk og nu gjorde hun det samme med alle andre, for at passe på sig selv.

[Tristan Købmand]

Tristan bandt Sveas hånd ind. Blidt lod han sin tommelfinger strejfe let hen over håndryggen før han trak sin hånd tilbage og i stedet rettede sig en smule på skamlen. Han Svea pludselig havde en del at sige om Nikolaus kom en smule bag på ham, og uden at kunne kontrollere det kom han til at smile en smule.

Han blinkede et par gange og kunne virkelig mærke at det var noget der havde gået hende på. Han syntes desuden slet ikke man skulle kysse på nogen man ikke syntes om. "Men bliver man ikke såret når man også kysser på dem man egentlig ikke vil have?" spurgte han og var oprigtig forvirret.

Nu havde Tristan aldrig kysset en pige, men han kunne godt se logikken i hendes tankegang selvom han aldrig selv havde overvejet at gøre det samme.

[Svea Købmand]

Svea forsvandt lidt fra øjeblikket mens han bandt hendes hånd ind. Hun kom pludselig i tanke om alt det der var sket. Hvorfor hun var endt her i aften. Tristans ord fik hende dog tilbage til virkeligheden. De kom bag på hende, men hun svarede alligevel.

"Hvis man allerede er såret, kan det vel være det samme." Sagde hun og lagde sin hånd på sit skød.
"Er du ikke træt?" Spurgte hun og følte hun var til besvær efterhånden. Hun vidste heller ikke om det var en god ide at hun blev hængende, selvom hun ikke havde lyst til at tage hjem i mørket.

[Tristan Købmand]

Ja man kunne vel ikke ødelægge noget der i forvejen var itu. Han vidste ikke hvor det kom fra, at de nu kom ind på hvor træt han måtte være. Var stemningen blive akavet uden han havde opdaget det?

"Njah.." mumlede han og kløede sig let i nakken som han bøjede hovedet let tilbage. "Skal jeg ikke finde nogen tæpper til dig?"

[Svea Købmand]

Svea sad og følte sig ret besværlig. Hun havde allerede skabt så mange problemer i aften og nu endnu et.
"Det ville være rart. Jeg skal nok gå inden i alle vågner. Jeg vil ikke være til mere besvær m Sagde hun og smilede lidt til ham. Hvad var det der skete mellem den? Hun forstod det ikke. Tristan var normal så nem at være sammen med, nu var luften tyk som smør.