Håbløse unger.

[Tristan Købmand]

Var det fordi de var alene at det pludseligt føltes så umuligt at trække vejret? Tristan var i hvert fald ude hvor han ikke kunne bunde og havde lyst til at fortælle Svea hvor smuk hun var, på samme tid som han bare havde lyst til at overlade hende til sig selv i køkkenet.

"Min mor ville ikke tillade at du gik uden at få noget at spise." bemærkede i et let smil før han forsvandt ud af køkkenet for i stedet at gå på jagt efter et par gode tæpper.

[Svea Købmand]

Svea så på ham med bekymring i blikket. Hun var ikke sikker på at det ville være særlig populært at hun befandt sig i deres køkken imorgen tidlig. Hun ville gå inden familien vågnede, inden Nicolaus Itier Købmand og Florine Laure Købmand fandt ud af at hun var her. Da han rejste sig smilede hun blot til ham og ventede derefter på taburetten indtil han kom tilbage. Hun var også lidt træt nu, så hun ville sikkert sove tungt selvom hun sov på en træbænk.

[Tristan Købmand]

Måske havde hun ret i at det var bedst at hun forsvandt før det blev rigtig lyst. Selv kunne han ikke se noget problem i det, men Tristan tænkte heller ikke længere end at hun altid havde været velkommen hos familien. Han fandt et stort tykt tæppe som han mente Svea ved lethed kunne rulle sig ind i.

Han stak hovedet ud i køkkenet; hun var der endnu. "Hvis vi skubber bænkende sammen er det lidt bredere at ligge på, og jeg kan tændte op i ildstedet igen"

[Svea Købmand]

Svea sad bare og ventede og overvejede lidt hvad hun egentlig lavede. Jo længere hun blev her, jo mere nervøs blev hun for at en af hans søskende ville dukke op. Hun vidste de hadede hende, så det ville ikke være godt og så ville Tristan også hade hende.

Da han dukkede op igen, nikkede hun og begyndte at rykke på en af bænkene, men måtte give op fordi den var for tung.
"Jeg sover bare på den ene." Sagde hun og lagde sig ned på den bænk der allerede stod op ad muren. Hun var allerede så træt, at hun ikke kunne holde ud af sidde op på den.

[Tristan Købmand]

Tristan nikkede og lagde tæppet på bordet før han gik mod ildstedet og ragede lidt rundt i det for at få gløderne til at blusse en smule mere op. Han børstede asken let af sin tunika.

Han rystede let på hovedet af hende og kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes forsøg på at rykke bænken. "Lad mig" mumlede han svagt. Han var ikke ridder og trænede ikke på samme måde. Men at manipulere med vand krævede sit. Han tog let fat om bænken og trak den ud fra bordet og skubbede den i stedet hen ved siden af den Svea sad på.

"Så.." sagde han let og rakte hen efter tæppet.

[Svea Købmand]

Svea blev liggende og lod ham rykke på bænken, uden at gøre noget forsøg på at se ud som om hun ville hjælpe. Hendes blik gled hen over ham og hun smilede en anelse. Han var altid så hjælpsom.
"Jeg fryser." Sagde hun og sukkede en anelse, måske han kunne varme hende lidt?

[Tristan Købmand]

Der ville gå lidt tid før køkkenet igen blev varmt igen, og selvom tæppet var godt, så ville et par kolde fødder og arme stadig forhindre en i at blive helt tilpas.

Han trak vejret dybt ind før han endte med at lægge sig på den bænk han netop havde skubbet hen til hende. "Kom her." bad han stille og løftede sin arm så hun kunne krybe ind til ham.

[Svea Købmand]

Det burde måske ikke overraske hende, men det gjorde det. Tristan var jo altid sød, men dette var niveauet over. De havde aldrig været så tæt på hinanden, men hun kunne dårlig sige nej når hun frøs så meget. Derfor rykkede hun helt tæt på ham og lagde tæppet over dem begge, mens hun så ham i øjnene og smilede en anelse. Hendes kinder blev helt røde over at være så tæt på ham. Forsigtig lagde hun en hånd på hans kind og aede ham stille.
"Tak." Sagde hun og missede lidt med øjnene.

[Tristan Købmand]

Det var akavet men ikke underligt. Roligt bevægede han sin hånd over hendes arm for bedre at kunne give hende varmen. Det lyse hår var gledet let ned i hans øjne som han så på hende.

Hans hjerte slog hurtigere, og han kunne ikke undgå at mærke hvilken effekt hun havde på ham. "Svea jeg.." Han klarede halsen en smule.

"Må jeg kysse dig?" hviskede han stille.

[Svea Købmand]

Det var sket så pludseligt og nu lå de her og alting var så rart. Følelsen overraskede Svea, hun havde altid set Tristan som en ven, men nu var det vendt på hovedet. Hendes mave snurrede, hun følte sig varm, hans ord fik hende til at smelte. Hvis det ikke havde været så mørkt, ville han kunne se at hun var rød som en tomat.

"Ja." Hviskede hun hæst. Det var en dårlig ide, men hun kunne ikke lade være. Hun ville bare have et rart øjeblik, et øjeblik med Tristan hvor hele verden ikke var vred på hende. Han ville snart lære hende at kende og miste al lyst til hende.

[Tristan Købmand]

Han vidste ikke hvad han havde regnet med. Han havde håbet at hun ville svare ja, men Svea var også en ung pige der også nemt ville afvise hvis hun ikke havde lyst. Han trak vejret dybt ind og mærkede hvordan tungen pressede sig mod hans læber.

Hans arm lå stadig over hende, uden på tæppet som han lænede sig det lille stykke ind mod hende og lod sine læber møde hendes.

[Svea Købmand]

Der var varmt og rart i Tristans favn og hun rykkede sig lidt tættere ind mod ham, mens hun mødte hans læber i et kys. Hun følte næsten at hun var ved at brænde sammen, hele hendes krop føltes som et flammehav. Hun blev lidt skræmt over følelsen, men blev ved med at kysse ham. Hendes hjerte bankede hurtigere og hun endte med at tage en lille pause.
"Føltes det godt?" Hviskede hun og så ham i øjnene.

[Tristan Købmand]

Tristan kom først helt til sig selv da han ikke længere kunne mærke hendes bløde læber mod sine. Han åbnede langsomt øjnene og så ned på hende.

Let klarede han halsen og måtte rykke let på sig for at få følelse i kroppen igen. "Ja." hviskede han let. "Jeg har tænkt så længe på det" svarede han hæst.

[Svea Købmand]

Det var slet ikke faldet hende ind at Tristan havde disse følelser for hende. Hun var så sikker på de bare havde været venner. Nu kunne hun dog se at det ikke havde været tilfældet.
"Det anede jeg ikke." Sagde hun afdæmpet. Derefter lukkede hun sine øjne og kyssede Tristan igen, mens hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

[Tristan Købmand]

Tristan havde nu også sin arm under tæppet, af ren instinkt for bedre at kunne holde om hende. Han svarede ikke på hendes ord, og mente i stedet at deres kys var svar nok på at det var rigtigt nok.

Opslugt af hendes bløde læber, mærkede han ikke at hans hånd lagde sig om livet på hende, og ubevist strejfede den bløde runding ved det ene bryst. Han spærrede øjnene op og trak den til sig, som havde han brændt sig.

"U-undskyld!" hviskede han hæst og trak hovedet lidt tilbage.