Døden kom tidligt

[Talon Våbensmed]

Gammel? Nu måtte hun da lige.”Du får det til at lyde som om jeg er en komplet fremmed, Celeste.” Talon skød et bryn op og slap et latterfnys, ikke rigtig sur over at blive kaldt hverken gammel eller sat i bås med ’enhver mand’.

”Det er bare denne ene gang så får du den ig-” Ordene visnede på tungen, da svigerinden bragte episoden mesterstykket op.
Sukket blev ikke forsøgt skjult. Det var ikke en samtale han hverken havde lyst eller tid til at tage lige nu, men der var ingen vej udenom ”Han er ridder, men det formoder jeg hun eller din mand har fortalt? Hun havde mere travlt med at fare i flint eller lytte, så ja jeg smed mesterværket i essen.”

[Celeste Våbensmed]

Celeste så uimponeret ud. Hun rejste sig langsomt op og nærmede sig Talon.

"Jeg er ligeglad med om han så var kronprinsen eller ypperstepræsten selv," konstaterede hun og stoppede foran ham. Ja, han var meget højere, men hun var ikke en til at blive intimideret af våbensmedene. "Vi skal nok selv opdrage vores datter. Forstår du det?"

[Talon Våbensmed]

For et øjeblik lignede svogeren en der havde i sinde at komme med indvendinger, inden han tilsyneladende indordnede sig med et kort og kontant; "Fint." som han ikke fandt det hovedpinen værd at kommenterer ydereliger.
Celeste kunne dog ikke forhindre Talon i at lægge energien andet sted, nærmere bestemt i at give selv samme ridder et ultimatum ved første givet lejlighed han fik.

[Celeste Våbensmed]

Celeste vendte sig om og forsvandt længere ind i huset uden et ord. Da hun vendte tilbage, hang der en amulet fra en kæde i hendes ene hånd. Hun kastede et blik på Talon og det var skarpt.

"Når du giver denne her til din frille, så lover du samtidig at blande dig udenom begge dine niecers kærlighedsliv, Talon. Det er vanvittigt upassende i begge tilfælde. Forstår du hvad jeg siger?"

[Talon Våbensmed]

Var det dét? Talon så til mens den mindre kvindeskikkelse uden yderligere ord forsvandt længere ind i huset. Hun var ikke væk længe nok til at han kunne nå at afgøre om han skulle dreje om på hælen.

Blikket lagde sig på amuletten, men søgte hurtigt tilbage mod svigerindes alvorsblik. Øjenbrynene skød sig lidt overrasket op. Hvad niecen præcist havde sagt til sin mor var han uvis om, men han var tydeligvis den eneste der intet galt havde set i at bruge bare lidt tid med Svea Købmand både fordi han interesserede og bekymrede sig om hende, på lige fod med resten af hendes søskende.

Tungen løb over tænderne, under læben, før han med et nik holdt hånden frem ”Jeg lader begge dine døtre være fremadrettet.”

[Celeste Våbensmed]

Celeste knyttede hånden om læderremmen og rynkede panden over Talons ordvalg. Hun holdt fast og rakte den ikke frem endnu.

"Nej, Talon. Det var ikke hvad jeg bad dig om. Jeg kan ikke tro, at du er ude af stand til at tale med dem, uden at have en holdning til hvilke mænd de ser? Det er ikke den mand jeg kender dig som."

[Talon Våbensmed]

Lysten for at påminde hende om at Svari næppe nogensinde igen ville tale så meget som et ord til ham trængte sig på, ikke at onklen ville bebrejdede niecen det, men han undlod. Celeste var ingen dum kvinde og havde ikke brug for at få peget det åbenlyse ud.

”Fint. Jeg lader dem komme til mig, hvis der er noget de føler for at dele.” Det måtte være et godt nok svar at accepterer.

[Celeste Våbensmed]

Celeste vidste ikke om han spillede tåbelig eller rent faktisk var det, men hun lod ham slippe og lod amuletten falde ned i hans hånd.

"Bemærk, at jeg lige nu giver dig en amulet til at gå ud og forlyste dig og holde dig sikker og jeg har ikke en gang spurgt dig hvem hun er."

Hun hævede et bryn. "God fornøjelse. Hvis hun er en du beholder, så kan hun beholde den."

[Talon Våbensmed]

Stædighed og skuffelse blandede sig ikke godt i drabanten og endnu mindre gjorde voksen skældud, når den blev givet for anden gang. Det fik ham til at sætte parader op, der skulle have tid til at falde når han gik set tingene lidt oven fra.

Et taknemligt skævt smil endelig alligevel med at trække sig frem  ”Jeg ville ikke kunne fortælle dig hvem hun var, selv hvis du spurgte.” Responderede han og lukkede hånden tæt om amuletten. Han søgte mod døren.

Turen fra barndomshjemmet og til det lille drabant hjem forgik med en hast som når banditter og tyveknægte blev jagtet gennem gadebilledet. Det føltes allerede som om alt for meget tid var gået på Celeste's irettesættende ord. Tid Talon hellere havde brugt kyssende hver millimeter hans læber kunne nå af Oudine. 

[Oudine Pottemager]

Oudine sad og ventede ved bordet i Talons lille rønne og spiste lidt af den mad han havde set frem, imens hun panikkede en lille smule over hvad der skulle ske, når han kom tilbage. Han hentede en amulet, så det satte absolut forventningerne i vejret. Hendes sidste partner havde vist sig at være en bestialsk morder og hun var ikke den samme kvinde, der havde kastet sig i grams med sin barndomsven for tre år siden.

Hun opdagede lidt sent, at hun faktisk havde spist det meste af brødet, da døren pludselig gik op og han kom ind. Hun sank sin mundfuld og så op.

[Talon Våbensmed]

Talon burde nok have forhørt sig, om han skulle rende til svigerinden eller ej, før han i en hvirvelvind stak ud af døren. Det var stadig reptilhjernen der var den styrende, da han efter at have lukket døren bag sig åbnede hånden og med kæden om pegefingeren lod amuletten falde som et pendul.

Med lange skridt blev afstanden mellem døren og bordet lukket. Først da gik det op for Talon, at hun havde spist næsten alt brødet ”Du har spist.” Bemærkede han. Ordene lød mere overraskede end de burde og for en stund glemte han alt om at overlevere amuletten.

[Oudine Pottemager]

Oudines blik faldt til amuletten i Talons hånd, som han meget dramatisk lod den falde ud og svinge fra kæden på sin vej over imod hende. Det var dog hans øjne hun så op i, da han stoppede ved bordet og tre ord forlod ham. De lød uendelig overraskede. Hun blinkede en gang, før en munter lyd forlod hende over hele scenen.

"Ja. Jeg var sulten, så..." Hun rømmede sig en enkelt gang. "Skulle jeg have ladet være...?"

[Talon Våbensmed]

Talon var hurtig til at ryste afvisende på hovedet. Han bukkede sig frem og satte et blidt kys mod hendes pande ”Slet ikke. Jeg er glad for at se du har spist lidt.” Et varmt smil hvilede på læberne idet han rettede sig en anelse op. Lettesen var tydelig at spore i den ru stemme. Hun skulle spise alt det hun kunne og havde lyst til.

Blikket vendte sig mod amuletten og fik smilet til at falme en anelse. Panden rynkede sig lidt eftertænksomt ”Er du sikker på det er det her du vil? Vi kan godt vente, hvis det hele går for stærkt?” Spurgte han med en ægte bekymring for om han havde været eller var for anmassende ”Jeg mener jeg vil rigtig gerne, men vi har ikke travlt. Det skal føltes rigtig for dig.”

[Oudine Pottemager]

Oudine lukkede øjnene et øjeblik over kysset på panden. Så hjemmevant og blidt. Talon havde altid været den første hun fortalte noget og den hun tænkte på, når noget godt skete. Hendes bedste ven. Hendes elsker?

Hun så op på ham og pludselig blev det åbenlyst hvad hun blev nødt til. Der var egentlig ganske enkelt. Hun kunne ikke holde mere fra ham.

"Jeg er bare så frygtelig nervøs," indrømmede hun. "For hvad du vil synes. Jeg ser jo anderledes ud nu. Og du er så... Og jeg er bare denne her tykke lille madame. Jeg ved ikke om det lever op til din forestilling."

[Talon Våbensmed]

Hun var bekymret for om han stadig fandt hende tiltrækkende nok til at tændes, når lagene blev fjernet. Tanken forekom ham fjollet, men en del af ham forstod også bekymringen.

Talon lagde amuletten fra sig på bordet og tog hendes ansigt i sine hænder ”Ouddie.” Han så kærligt, men alvorligt ned i hendes øjne. Hænderne bevægede sig ned over hendes hals, videre over skulder og overarme til han kunne tage hendes hænder i sine, hvorefter han trak hende op så de stod tæt og førte hendes arme op om sine skuldre ”Du er ikke bare. Du er en gudinde, skabt af kød og blod. Jeg er sikker på du er mindst lige så perfekt, som den første gang jeg kyssede mig vej ned over dig.”