Døden kom tidligt

[Oudine Pottemager]

Oudine så ikke at Jeans blære opgav. Hun hørte tilråbende og trådte i retningen væk, kun for øjeblikket senere at mærke en arm omkring taljen. Det gibbede svagt i hende, indtil hun hørte Talon Våbensmed's stemme og så op på ham. Hun stred ikke imod. Hun skulle ikke være der, nej. Menneskemængden kunne vende sig imod hende, selvfølgelig, men mest af alt havde hun ikke lyst til at se eller høre mere til Jeans endeligt.

Hun gemte sig ved sin ven og altid nærmeste støtte og tænkte ikke over hvordan han havde været der, lige da hun allermest havde brug for ham. Det var en evne han havde.

[Talon Våbensmed]

”Jeg har dig.” Påpasselig med ikke at stramme sit greb mere end det var nødvendigt at holde Oudine på benene, hvis de pludselig skulle svigte, begyndte Talon at lede hende væk fra pladsen.
En enkelt tilskuer ramlede sammen med Talon’s skulder og et undskyldende blik givet indtil genkendelsen af kvindeskikkelsen ved hans side. Øjne gled op i overraskelse og smallede sig straks efter. Luft blev trukket ind til hvad han antog måtte være optakt til en verbal overhaling af enkekonen. De blå øjne mørknede advarende, og de fik lov til at passere uden tilråb.

Først da lyden af den vrede folkemasse var så langt bag dem, at den knapt nok var en summen fik fødderne lov til at stå stille.
”Hvornår har du sidst spist?” Spurgte han med tydelig bekymring i blikket. Hun var ikke skind og ben, men med alt det der var sket ville det ikke være så underligt at lysten til mad svandt ind.

[Oudine Pottemager]

Oudine lænede sig mod Talons stærke skikkelse og blev ført væk fra menneskemængden. Hun trak vejret mere frit, da de var langt nok fra Markedspladsen til at de ikke var omgivet af lyd og mennesker. Blikket mødte hans og mørke bryn trak sig sammen.

"Det ved jeg ikke," indrømmede hun. "Jeg er ikke sulten."

[Talon Våbensmed]

Talon havde frygtet svaret også selvom han havde været forberedt på det. By spurvene måtte have fløjet med mere fyldte maver de sidste mange dage, end hendes havde været.

”Ouddie.” Sukkede han tungt, tæt på en hvisken, men på ingen måde fordømmende. Bekymringen satte sig som en dyb fuge mellem de lyse øjenbryn. ”Jeg har lidt brød, ost og tørret kød der hjemme. Vil du forsøge at få bare en enkelt bid ned? For Andréas’ skyld?” Hun bebrejdede sikkert allerede sig selv for kvindernes død, så han vidste bedre end at nævne hende selv som motivation.

[Oudine Pottemager]

Oudine blev strøget blidt af Talons udtale af hendes kælenavn. Havde hun ret til at få nydelse ud af det? Nogensinde?

Hun medgav med en lille lyd, at hun gerne ville prøve. Argumentet var godt. For Andréas. Han var det vigtigste i hele verden. For ham ville hun gå igennem ild og vand og selvfølgelig kunne hun spise lidt brød for at have energi til at være hans mor.

Hun fulgte tavst med mod Talons hjem. Først da de var tæt på, åbnede hun selv munden igen.

"Det var så frygteligt at se på," mumlede hun.

[Talon Våbensmed]

Talon var ikke overrasket over at have fundet Oudine på pladsen. Til dels forstod han der måtte have været et behov der havde drevet hende til pladsen, men han havde håbet at hun ville have været blevet der hjemme, hos adoptivforældrene.

De nåede det lille byhus. Nøglen blev fundet og døren låst op ”Ingen er tjent med det syn. Jeg ville fjerne det fra dine minder, hvis jeg kunne.” Svarede han medfølende, med døren holdt åben for hende. Uanset, hvor meget drabanten foragtede Bageren, så havde han aldrig ikke ønsket for hende at se Jean, en mand hun en gang havde elsket, hænge for enden af et reb.

”Sæt dig ned, så finder jeg lidt mad og drikke til dig.”

[Oudine Pottemager]

Oudine havde sjældent været i huset. Det var ikke passende for en gift kvinde at tilbringe for meget tid i selskab med en mandlig ven, alene i hans hus. Den ene af de få gange var det også endt galt.

Hun satte sig ned på stolen og huskede hvordan hun havde stået op af bordet, da Talon kyssede hende første gang. De var ikke kommet væk derfra, før hendes skørter var oppe omkring hendes hofter. Hun fugtede læberne. Hun var i sorg, ikke i løbetid.

Blikket fulgte hendes ven rundt, som han fandt brød og ost frem og skænkede vand op fra en spand til hende. Jean var død, men hvad var han for hende? Det var længe siden hun havde næret nogen varme følelser for ham. Til sidst var han bare den krop, der til tider krævede hendes. Talon betød uendelig meget mere for hende, men det måtte han ikke vide. Han skulle ikke trækkes med en enkes kærlighed.

[Talon Våbensmed]

Talon havde mest af alt lyst til at trække Oudine tæt ind til sig og aldrig igen give slip. Han havde lyst til at love hende ingen dårligdom nogensinde igen ville komme nåde hverken hende eller Andréas, men han kunne ikke spå om fremtiden og ønskede ikke at love mere end han kunne holde. I stedet forsøgt han efter bedste evne at gøre både ost og brød lidt mere præsentabelt på træfadet i håbet om det kunne give hende bare lidt appetit. Intentionen var dog langt bedre end resultatet, da anretningen blev sat foran hende.

Han tog plads på modsatte side af bordet ”Bebrejder du dig selv?” Spørgsmålet kom lidt pludseligt, men var på ingen måde fingerpegende. Han bebrejdede kun sig selv for ikke have holdt i sin intuition, men ikke hende. Han kunne aldrig bebrejde hende for Jean’s ugerninger.

[Oudine Pottemager]

Oudine kastede sig ikke over maden, selvom hun var sulten. Hun betragtede den lidt, fjern i blikket, før Talons spørgsmål trak hendes opmærksomhed til sig. Hun løftede blikket og så på ham med store øjne.

"Det burde jeg nok," svarede hun. "Men jeg kendte ham jo knapt. Anede ikke at han hadede mig så meget."

Hun blinkede lidt. "Vidste du at de alle sammen lignende mig? Var det derfor jeg skulle blive indenfor?"

[Talon Våbensmed]

Det skar i hjertet at se Oudine sidde der som en anden tom skal. De tomme øjne på en og samme tid både velkendte og så fremmede for ham. En arm strakte sig hen over bordet for at lade hånden lægge sig over hendes, men ikke mere fast end at hun stadig kunne trække den fri.
Det var svært at sige hende imod og ærligt, så havde Talon ingen intentioner om at gøre lige netop det. Ingen havde kendt Jean Bager - end ikke hans egne forældre, så hvordan skulle hans hun have en chance for at vide, hvilket monster hun havde ægtet?

”Ja.” Lød det lidt hæst og han måtte rømme sig en enkelt gang for at få styr på stemmen ”Det var ikke dem alle sammen, men de fleste og jeg kunne ikke…” Samle enderne? Se andet end dig i dem? Panden rynkede sig og læberne klemte sig kort sammen ”Hvis jeg havde vist, Ouddie…”

[Oudine Pottemager]

Oudine trak ikke hånden fri. Hendes blik mødte Talons, imens han rømmede sig og fandt ordene. Hun rynkede panden dybt og rystede på hovedet. Så drejede hun hånden for at lukke fingrene om Talons.

"Det er heller ikke din fejl," mindede hun ham alvorligt om. "Det er kun hans skyld og nu er han død. Nu er der ikke flere at bebrejde. Nu må deres familier stifte fred med det forfærdelige. Hans forældre er flygtet. Jeg tror ikke kvarteret bebrejder mig, men jeg ved ikke hvad de ville gøre ved Andréas, hvis de fik muligheden. De tror jo, at han er Jeans."

Hun talte lidt i en strøm og mest til sig selv. Hun tænkte ikke over at hun sagde det højt, som altid kun havde været underforstået.

[Talon Våbensmed]

Det tog længere tid for ordene at synke ind end det burde. Måske fordi Talon så længe havde forkastet tanken om muligheden for at den lille mørkhåret størrelse overhovedet kunne være hans. Det havde jo været det nemmeste, for alle parter involverede og nu blev det hele pludseligt vendt op og ned. Realiseringen fik de blå øjne til at spærre sig op og munden til at åbnede, for derefter at lukkes igen som var han en fisk trukket over vande.

Talon sænkede blikket til deres hænder. Han kunne ikke se hende i øjnene, når han spurgte - bange for at finde spor af skam i det kønne kvinde ansigt.
"Hvad mener du med de tror han er Jean's? Er han ikke det?" Hjertet bankede hårdt i brystkassen, så hårdt at han kunne have troet det ville falde ud af brystet på ham "Er han... Efter vores nat sammen?"

[Oudine Pottemager]

Oudine havde ikke overvejet hvad hendes ord afslørede. Hun havde end ikke tænkt tanken, før Talon spurgte hende. Da blev hun kridhvid i ansigtet og rykkede sin hånd væk, som om hun havde brændt sig.

Hun rejste sig op med en skraben af stolen og vendte sig væk, imens hun begravede ansigtet i hænderne. "Nej, nej, nej," messede hun. Hun skulle jo netop ikke trække Talon ned med sig, så hun forsøgte at konstruere en løgn.

"Jeg ved ikke hvis han er. Der var en anden mand," forsøgte hun, let desperat og ikke overbevisende.

[Talon Våbensmed]

Hun forvandt hurtigere ud af fingrene på ham end han brød sig om. Straks efter skramlede stolens ben over gulvet og som en direkte spejling fulgte han hende.

Skridtene blev hurtigt taget rundt om bordet, om foran hende "Ouddie, kig på mig." Bad han med rolig stemme, selvom hele kroppen dirrede af en indre uro. Forsigtigt prøvede Talon at fjerne hendes hænder, så han kunne tage hendes ansigt mellem sine hænder "Er Andréas min? Er hans vores?" Ordene gjorde munden tør og hjertet håbefuldt.

[Oudine Pottemager]

Nej, nej, nej, det løb ud af fingrene på hende. Talon tog hendes hænder og hun så op på ham med store øjne. Hvorfor var der en gnist i hans blik? Håb? Det måtte være indbildt. Hun blinkede, men formåede ikke at lyve for ham, tydeligvis.

"Du har intet ansvar," svarede hun bestemt. "Jeg er hans mor og han behøver ikke vide andet. Jeg bondefanger dig ikke til noget ansvar, Talon. Jeg ved godt at vi bare er venner."