Døden kom tidligt

[Talon Våbensmed]

Bekræftelsen fik ham ikke til at trække sig væk. Tværtimod blev han stående tæt ved hende. Var det sådan det føltes at blive far, at føle sig rundtosset, hjertevarm og frygtsom på en og samme tid? Talon vidste det ikke, men han var også ligeglad. 

Det ene bryn skød sig op i panden ved den bestemte tone "Og hvis jeg gerne vil have det ansvar? Vil du nægte mig det? " Spurte han og så mere indgående ind i de mørke øjne foran sig. Hun virkede stadig farveløs mellem hans hænder.
Et hørligt suk lød "Oudine, jeg har elsket sig hele mit liv. Længe før Jean og nu, jeg elsker dig nu."  Indrømmede han, med tommelfingrene strygende over kindbenene. Blikket blev slået ned mellem dem og hendes ansigt sluppet "Undskyld, jeg skulle ikke havde sagt det." Han skulle ikke presse sine følelser ned over hende på den måde. Ikke nu, hvor hun stod sårbar.

[Oudine Pottemager]

Oudine vidste godt at Talon elskede hende og skulle til at indvende det, men så var der noget ved måden han strøg hende over kinden og øjeblikket senere undskyldte. Hun rynkede panden dybt og søgte hans blik.

"Hvad mener du, når du siger det?"

Hun tog en dyb indånding og der var en gnist af farve i hendes blege ansigt. Hun betragtede ham intenst.

"Elsker mig. Som en søster? Som en ven? Som...?"

[Talon Våbensmed]

Han kunne ikke se på deres fødder særlig længe og da hagen blev løftet fra brystet var det til mødet med hendes. Talon mente selv det var ret åbenlyst, hvordan han elskede hende. Det var kun få uger siden at han havde dristet sig til at kysse hende i det lille bageri, men man kunne ikke fortænke Oudine i tvivlen.

"Som en ven," Startede han og overvejede kort, om svaret skulle blive ved det. Var han klar på endnu en potentiel afvisning? Talon konkluderede hurtigt, at dette nok var den eneste chance han ville få for at tale frit fra hjertet og det var ikke en chance han var villig til at lade passere "og så meget mere end det. Alt jeg kan tænke på er hvor meget jeg ønsker at kysse dig, når du er i nærheden. Hvordan du føltes under mine hænder den nat og hvordan du ville føltes nu. Hvor tom min seng har føltes lige siden du listede ud den morgen og hvor tungt mit hjerte blev den første gang jeg så dig med ham."

[Oudine Pottemager]

Som en søster. Oudines skuldre faldt. Det var forventet. Hvad der ikke var forventet, var talen der fulgte. Hun var efterladt stirrende på Talon, hans hjerte hældt ud i hendes hænder. Hun tøvede, før hun trådte nærmere, lagde armene omkring ham og gemte ansigtet ved hans brystkasse. Og så græd hun.

Hun græd, fordi hun lige havde set sin mand gennem fem år hænge fra en løkke og hun græd fordi Talon kunne have været hendes i stedet for manden, der havde myrdet så mange.

Hun trykkede sig tæt ind til Talon imens hun græd. Måske burde hun have nået at sige noget, men det skete ikke.

[Talon Våbensmed]

Reaktionen var slet ikke hvad Talon havde forsøgt at forberede sig selv på. Til hans store lettelse forblev hun hos ham og med hagen hvilende mod toppen af hendes hoved, lod Talon sine arme lukkes sig tæt omkring hende. Gråden fik sin plads, så meget skyldte han hende trods alt. Den ene hånd bevægede sig beroligende strøg op og ned over ryggen.

Efter en lille rums tid kommenterede han lettere skyldsbetynget og med dæmpet stemme "Jeg ved det er meget at forholde sig til. Det hele, både dét hér og alt det med Jean."

[Oudine Pottemager]

Oudine fandt trøst i Talons arme, som før. Som altid. Han havde altid været der for hende, når hun havde brug for ham. Hvorfor havde hun aldrig set, at han ikke kun var der som en ven? Hun havde været uendelig blind.

Hans ord fik hende til at skælve let, men gråden var stilnet af og hun løftede et tårevædet ansigt og så op på ham.

"Jeg vil ikke have at du føler dig forpligtet," fik hun hæst frem. "Jeg er en byrde nu. Andréas og jeg... Vi skal nok klare os. Du skal ikke føle at du behøver redde os."

[Talon Våbensmed]

Mørke pletter stod frem på brystet af det brunede stof, da Oudine løftede blikket. Han strøg blidt de sidste tårer fra hendes kinder, stadig stående med den anden arm omkring hende.

Et kort latterfnys lød, der sendte et ryk gennem ham ”Dig en byrde? Det er det sidste du kan kalde dig selv, både i denne verden og den næste.” Antydningen af et smil viste sig ved den ene mundvig.

Han bøjede sig ned og lod deres pander mødes, mens blikket forblev hvilende i hendes ”Og selv hvis du var, hvis I var, så ville jeg bære jer begge til verdens ende uden at kny.”

[Oudine Pottemager]

Han fnøs og Oudines øjne blev lidt større. Alt hvad han sagde føltes som helbredende salve på hendes flossede nerver og hun kunne knapt tro det. Hendes hjerte slog lidt hårdere over nærkontakten og hendes mave vred sig og tumlede. Hun fik våde øjne over den bastante erklæring og kunne næsten ikke være i sig selv.

Hvad kunne hun sige efter dét. Hun havde ikke ord, der kunne modsvare Talons, så hun tiltede hovedet lidt i stedet for at tale og trykkede sine læber imod hans som det bedste svar hun var i stand til.

[Talon Våbensmed]

Det betød mere end noget andet at Oudine forstod, at han faktisk mente hvert og et af sine ord. Alt hun skulle var at give ham chancen for at gøre det, som han skulle have gjort for flere år siden. Blikket veg ikke fra hendes, ikke før silkebløde læber spredte deres varme til hans.

Øjnene lukkede sig og kysset gengældt. Til en start lidt tilbageholdende, forsigtigt endda før han løsnede op og fortabte sig helt til hendes læber. Lagde sig omkring hver sin hofte og trak Oudine endnu tættere. Det var svært ikke at blive revet med, men han måtte være sikker på hun ville det her, at det ikke bare var en sorgens handling.

Modvilligt trak Talon hovedet en smule fra hendes "Ouddie." stemmen var en anelse hæs og vejrtrækningen dybere.

[Oudine Pottemager]

De kyssede og mellemgulvet snoede sig. Oudine var opslugt, hendes hånd havde fundet Talons brystkasse og hun så lidt omtåget ud, da han begyndte at trække sig væk og mumlede hendes navn.

Hun havde våde øjne, stadig, men der faldt ikke flere tårer. Hun gemte ansigtet ved hans hals og trykkede sig ind til ham.

"Jeg elsker dig," mumlede hun lavt. "Andréas er din. Selvfølgelig."

[Talon Våbensmed]

Alt for længe havde han ventet på at høre at forelskelsen var gengældt. Talon kunne sværge at hans mærkede sit hjerte skippe et slag som turde han ikke tro på ordene var sande. Kunne det være en drøm? I så fald ønskede han aldrig at vågne igen. Dernæst bekrfætede hun det de allerede begge vidste. Andréas var hans, men først nu syntes det rigtig at ramme drabanten. Han var far. Ikke bare en vortede far, men allerede en faktisk far.

Læberne trykkede sig mod hendes tinding, hvorefter et smil voksede sig frem til det gik fra øre til øre ”Så betyder det, at jeg skal til at se efter en bolig, der er lidt mere passende til en familie?”

[Oudine Pottemager]

Oudine havde altid elsket Talon, men først senere som andet end en ven. Hun var dog ikke i tvivl om sandheden af det nu. Hun ønskede ikke at bebyrde ham, men alt det han sagde var så overbevisende, indtil han nævnte et hus. Hendes hjerte stoppede et øjeblik med at slå, før det fortsatte.

"L-lad os slå koldt vand i blodet. Jeg kan ikke... Du må ikke tro." Hun famlede efter ordene. "Jeg er lige blevet enke. Du må give mig tid, Talon."

Og han skulle selv have tid til at tænke. Tid til at nå at fortryde.

[Talon Våbensmed]

Spøgen faldt helt ved siden af. Talon kunne nærmest mærke hvordan en panik begyndte at gro i veninden og det fik ham til hurtigt at læne sig tilbage, for bedre at kunne tage hele hendes ansigt i øjesyn ”Hey, hey? Jeg tror intet og jeg har ikke travlt.” Han rystede på hovedet og løftede den ene hånd for at lade bagsiden stryge over hendes kind.

”Beklager, det var upassende sagt. Jeg mente det virkelig ikke sådan, okay?” Øjnene flakkede lidt hvileløst mellem hendes. Han var en idiot, nok den største nulevende i øjeblikket. "Det tager tid, det ved jeg. Vi tager tingene i det tempo som passer dig, os - os alle tre." 

[Oudine Pottemager]

Talon prøvede at tale Oudine ned og havde et niveau af succes, indtil han omtalte hende, Andréas og ham som et 'vi' og hendes hjerte hamrede igen. Hun sank en klump, forsøgte at bevare roen.

"Du må ikke sige noget til ham. Ikke før jeg giver dig lov," bad hun. "Han er så forvirret. Han spørger efter sin far hver dag." Hun snøftede lidt ind. "Du må ikke tro du bare kan komme ind og redde dagen. Vel?"

[Talon Våbensmed]

Ikke fuldkommen tabt bag en ladvogn var Talon godt klar over han havde bevæget sig ud på dybt vand med bemærkningen om et større hus, men han var fuldkommen uvidende om, hvor forkert det havde været af ham at om tale dem som ’vi’. Der havde ingen bagtanke været, og pludselig virkede det som om hun tolkede det til at han havde tænkt sig at løbe ud og råbe til verden at Andréas’ var hans.

Talon måtte bide sig i tungen for ikke at spørger, hvor længe hun havde forstillet sig han skulle forgive at være uvidende. Det var et urimeligt spørgsmål og ikke et han kunne byde hende, det vidste han godt. Men hvad så hvis den rette tid aldrig ville komme, hvad hvis Andréas aldrig ville stoppe med at spørger efter sin far?

Tungen fugtede læberne og Talon endte med at nikke accepterende "Du har mit ord på jeg intet fortæller ham."