Døden kom tidligt

[Oudine Pottemager]

Oudines ben rystede lidt under hende, men hun stod og så op på Talon, der lignede at en billedhugger havde skåret ham ud. Hun lagde villigt armene om hans skuldre, men så tvivlende ud.

"Jeg er ikke perfekt," protesterede hun. "Du er heller ikke perfekt. Var du ikke sulten...?"

Hun så tøvende op på ham.

[Talon Våbensmed]

”Korrekt. Jeg er ikke perfekt.” Medgav han uden så meget som at blinke med øjnene. Der var kommet flere ar til end der havde været for næsten tre år siden.

Talon skævede kort mod bordet og det der var tilbage af maden. Var han stadig sulten? Øjnene rettede sig frem mod hendes og et rævesmil kom til syne. Langsomt begyndte han at gå i knæ foran hende med hænderne glidende over kjolestoffet, følgende konturen af hendes krop. Blikket forblev fikseret op på hendes ansigt ”Sig jeg skal stoppe....”

[Oudine Pottemager]

Oudine gik lidt i panik over Talon. Hvad havde han gang i? Var gulvet rent? Hvad skulle han dernede? Hans hænders greb omkring hende var distraherende. Det gik op for hende hvad hans intention var og hun åbnede munden, lukkede den igen. Så knyttede hun hænderne sammen og spekulerede som en gal på hvornår hun sidst havde vasket sig.

Han havde gjort dét der den nat, men det var længe inde i sløret elskov og på det tidspunkt havde han nærmest kunne overtale hende til hvad som helst. Nu, uden opvarmning, følte hun sig lidt stivnet. Hun tog en hørlig indånding.

"Stop," bad hun lavt. "Ikke her. Ikke sådan."

[Talon Våbensmed]

Talon var en mand af ord. Han standsede allerede antydning af den hvislende s-lyd som optakt til hendes bøn om at stoppe. Der var ingen skuffelse i hverken blik eller smil, da fødderne fandt fodfæste og den knælende position blev en stående.

”Fortæl mig hvor og hvordan?” Efterspurgte han og lod den ene hånds fingrene stryge i blide kærtegnene over siden af den bare hals.

[Oudine Pottemager]

Oudine elskede Talon for at være dén mand, der ikke engang tøvede, men straks holdt op. Hendes skuldre faldt lidt og hun lænede sig ind mod hans kærtegn. Fik kuldegysninger over hans fingre. Hun tog en dyb indånding og så ham i øjnene. Sank en klump og rystede svagt.

"Jeg... Jeg kan ikke det her. Ikke nu," svarede hun, selvom det næsten overraskede hende selv, hvor brat følelsen overmandede hende. "Undskyld, Talon."

Hun trak sig væk fra ham, samlede sit tørklæde op og skyndte sig ud af døren. Væk fra de overvældende følelser hun havde. Væk fra manden hun elskede. Hun var lige blevet enke og hendes fokus burde ikke være på hvilke ungdommelige følelser hun nærede, men på hvordan hun og Andreas kom videre med deres liv.

Forlader tråd

[Talon Våbensmed]

Skiftet kom så pludseligt, at Talon knapt nok ænsede Oudine forsvandt ud mellem hænderne på ham før end hun havde taget i dørens håndtag. Øjnene glippede et par gange, mens hjernen forsøgte at registrere hvad der skete ”Ou-” Hendes navn blev brudt, idet knæet ramte bænkens hjørne og han måtte sammenbidt måtte suge luft ind.

Blikket vendte sig mod døren, men Oudine var allerede ude af det lille hjem. Sukket var tungt og hænderne frustrerede da de kørte gennem håret så det faldt i øjnene. Han havde presset hende, været for hurtig og ikke lyttet nok.
Behovet for at efterkomme hendes ønske om plads og tid konfliktede med lysten til at sætte efter hende. Valget var nemt. Talon satte hendes behov før sit eget, men ikke uden at føle en lille knude i brystet.

| Afsluttet |