Touché

[Éduin af Lemaux]

Okay, han havde nok været en anelse naiv at tro, at Svari var faldet hårdt for hans udseende og charme, for så at belønne ham i den lille stald i form af lidt lidenskab og underholdning. Det havde nok nærmere været omvendt; Éduin var hoppet i med begge ben i sin betagelse af hendes ualmindelig smukke ydre og selvstændige, fascinerende personlighed. Hun havde med sin kvindelist fået lokket ham ud i sit tøj og sat ham i en yderst uheldig situation, hvilket måske var mere end fair efter den situation, som han havde sat hende i overfor Rory. En helt og aldeles fair, hævngerrig handling på at få Éduin ned fra sin kæphøjhed.

"Nej, for fanden, Svari, jeg lod mig rive med, okay?!" svarede han frustreret. De stod med et par skridts mellemrum væk fra hinanden.

Så åbnede hun porten. Éduins kæbe spændtes, da hun, med hans tøj i sine hænder, befandt sig faretruende på nippet til at gå ud på gaden. For fanden, pigebarnet var mere flabet end han var!

"Svari.." lød hans stemme bestemt, som han gik et par skridt frem imod hende, "Du startede dét kys, husker du nok," bemærkede han og så sigende på hende. Han kunne umuligt være den eneste, der skulle have skylden for dette her. Hun kunne bare lade være med at være så lokkende og så.. Ved Mithras, tiltrækkende.

[Svari Våbensmed]

Svari tog nøje øjemål af Éduin. Som om hun forsøgte at vurdere, hvorvidt hun skulle tilgive ham hans utilstedelige opførsel eller ej. Smilet blegnede atter fra hendes ansigt, som hun med sin frie hånd stoppede sin egen skjorte lidt tilbage i bukserne og hun bakkede yderligere et skridt, som han bevægede sig tættere på og fulgte hende.

På trods af frustrationen som lyste ud af ridderen, var Svari ikke overbevist om at han angrede. Dråben faldt dog, da han pointerede at hun var den, som havde taget initiativ til kysset. Som om han dermed undskyldte sin handling og lagde skylden over på hende for at derefter at have set det som en åben invitation til andet.

”Mhmm…Men det var ikke et samtykke til at jeg havde i sinde at ligge og fjolle rundt med dig i høet.” Pointerede hun spidst. Hun skævede et øjeblik ud imod gaden. Som om hun overvejede sin handling. Hun så tilbage på Éduin…Og så gjorde hun det. Hun tog skridtet ud i folkemængden, før hun med hastige skridt bevægede sig ned imod torvet. Bare for at være rigtig grov. Trods alt, ville ridderen sikkert ikke have forudset at hun rent faktisk ville gå så vidt. Og hvem sagde at han ville lære noget, hvis hun bare gav sig på en halv undskyldning fra hans side af?

[Éduin af Lemaux]

Så gjorde hun det. Det var som at se noget dyrebart synke til bunds i en sø; der var kun én vej for at få fat i det, man havde kært, og det var direkte ned i vandet. Ikke hende, lige nu var hun helt igennem irriterende, men hans tøj. Forhelvede. Han havde skræmt hende væk som et dådyr, og som hendes slanke silhuet forsvandt ud ad døren, stod Éduin tilbage i gården med hænderne opgivende mod sin nakke.

"Ved alle Guderne.." mumlede han for sig selv. Der var ikke andet at gøre. Han forberedte sig på, at folk ville stirre og højst sandsynligt grine af ham, men han ville ikke lade det stædige, flabede pigebarn tage ham så nemt, "Hun tager livet af mig.."

Éduin tog en dyb indånding, hvorefter at han nonchalant, roligt og med rank ryg satte kursen ud på gaden.

Et par kvinder stoppede op på deres vej, da de så den høje ridder halvafklædt træde ud. Det var et yndigt syn for Yphion, den stærke brystkasse, de hårde skuldre, den atletiske krop. Der var ikke meget til fantasien, sådan som han kun var iført sine braies og støvler.

"Oh my.." mumlede den ene middel aldrende kvinde forbløffet, mens den anden stod måbende med sin kurv i favnen.

"Fruer.." hilste Éduin kort for hovedet, og gik uberørt ned ad gaden efter skyggen af den mørkhårede, flabede våbensmededatter, der havde sat sin kurs mod torvet.

På vejen mod torvet var synet af Svari, med favnen fuld af tøj, og Éduin, der halvafklædt kom lige efter, underholdende for mange. Adskillige stoppede op eller kastede et ekstra blik. Det var bestemt ikke noget, som de havde regnet med at se denne fest aften.

[Svari Våbensmed]

Det var ikke fordi Svari nød at gøre grin med folk eller for den sags skyld være ondskabsfuld. Men noget sagde hende at lige netop denne ridder…Éduin af…..Hvad fanden var det nu? Trængte til en gevaldig lærestreg. Noget sagde smededatteren at det ikke var så ofte, at han blev udfordret. Så var spørgsmålet bare, om han havde tænkt sig at blive stående i smedegården og afvente at Eirik Våbensmed formegentlig kom hjem og han måtte finde på en dårlig undskyldning, eller om han hellere tog den skamfulde gåtur igennem byen.

Det var ikke så få blikke smededatteren fik, som hun spankulerede igennem byen med favnen fuld af tøj, sådan en tidlig aften. Men hvad hun fik af blikke, kunne alligevel umuligt sammenlignes, hvordan Éduin måtte blive begloet. Bag sig, kunne hun så småt høre fnisen og forargede kommentarer og selv, kunne Svari ikke lade være med at grine heller.

Indimellem lod hun de brune øjne falde tilbage over skulderen, for at se hvor langt bag hende den mørkhårede adelsmand befandt sig. Som han skridt for skridt med sine lange ben begyndte at indhente hende, satte hun dog tempoet op og hun smøg sig så ellers indimellem et par snævre boder og tætte folkegrupper. Hun var nødt til at tænke…For hvad fanden, skulle hun egentlig gøre med hans tøj? Hun grublede lidt..Og så slog det hende.

”Undskyld mig…Undskyld mig..!” Bad Svari, som hun satte kursen imod Den Sorte Svane.
Hun nåede den lille kro og her spadserede hun indenfor. Dog kun efter at hun havde sikret sig, at Éduin stadig havde øje på hende bagude. Egentlig kunne hun velsagtens have hængt hans tøj op et eller andet sted ude på torvet…men hvad ville være mere pinligt, end at skulle hente det hos en anden flok mænd og blive dømt derpå? Svari udså sig et bord i krostuen, hvor der sad en 6-7 herrer. Hun formodede at et par af dem måtte være soldater eller drabanter. Hun genkendte i hvert fald en to-stykker, som før havde fået smedet våben eller brynjer hos hende eller faderen. ”Hej…” Smilede hun. ”Hør, gutter, må jeg ikke lige lægge noget af her? Så giver jeg en omgang..” Smededatteren skruede lidt op for charmen, som hun lagde hovedet på skrå. "Jo....Så lad gå, Frøken Våbensmed..." En af soldaterne trak på skuldrene, smilede af hende og skævede rundt imod de andre. Hun var trods alt en fin lille dame, hende Frøken Våbensmed...Og hvis de blot skulle se efter hendes vasketøj? Svari smilede bredt. ”Jeg henter dem lige…”

Svari lod tøjet ligge og hun spankulerede så op i baren, for at bestille 9 krus øl og en æbletærte.

[Éduin af Lemaux]

Hele vejen hen mod torvet havde været én lang stirre-og-fnise-sceance af mennesker, hvis nysgerrige blikke fulgte den ranke ridders uberørte vej. Hans skridt havde været fast beslutsomme. Som om, at han havde sat noget for. Og det havde han bestemt også. Uden på virkede han måske kølig, rank og uberørt, men indeni var han begyndt at brænde af frustration. Hun havde fået ham godt og grundigt. Hvorfor lod han sig også vikle om hendes lillefinger så nemt?.

"Hey, stop hende der! Stop hende!" råbte Éduin frem for sig, da han nu ikke var langt fra hende. Men der var ingen der havde i sinde at stoppe den unge frøken Våbensmed. Faktisk, som hun fik smøget sig igennem boderne, var der et par unge kvinder, som stillede sig i vejen, fnisende og flirtende, for at give Svari et lille forspring igen. Så mistede han synet af hende, til trods for, at han forsøgte at følge hende med blikket over hovederne på de fnisende kvinder.

___

"Oh, jo, hun gik derind," havde en ældre mand sagt, og peget imod Den Sorte svane. Éduin havde været nødt til at henvende sig til et 'vidne', da han endelig var kommet videre. Endnu mere irriteret end tidligere, selvom at han ikke viste det udenpå, fik han sat sin vej mod kroen.

Synet af Éduin i kroens døråbning fik den lille flok af soldater, til at spytte af grin, "Ved Mithras, Éduin, hvordan er det, du ser ud?" råbte de, som de vinkede ham til sig, "Sig mig, noget siger mig, at det er dig, der er faldet i en snedig skønmøs fælde? Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvad det er.. Kan I, gutter?" En af soldaterne viftede med et par bukser i luften, "Uhhuu, en skønhed lagde vejen forbi med gaver!"

Éduin smilede sarkastisk til dem, halvafklædt, som de prøvede at holde en latter tilbage, "Sjovt. Meget sjovt. Giv mig det!" sagde ridderen tørt som han hev bukserne ud af soldatens hånd og tog dem på i frustration. En anden soldat smed trøjen hen over bordet. "Har I set hende?" spurgte Éduin, mens at han tog sin trøje på.

En af soldaterne smilede smørret, som han pegede mod baren, hvor ryggen af den mørkhårede skønhed kunne ses.

"Er du tilfreds med din straf, frøken Våbensmed?" lød Éduins stemme irriteret, som han stillede sig ved siden af Svari ved baren, "Fik du grinet nok?"

[Svari Våbensmed]

Det var ikke kun kroens soldater der havde været ved at tisse i bukserne af grin, da Éduin endelig trådte ind i krostuen. Han havde taget sin tid om at indhente hende, men som det endelig lykkedes ham, havde seancen bestemt også været det hele værd. Ikke alene stak de andre mænd lidt til ham, men en enkelt piftede også drilagtigt af adelsmanden fra den anden ende af krostuen. Smededatteren selv, sad og smilede veltilfreds til Éduin.

Efter at have forsynet soldaterne med øl, havde Svari imidlertid taget plads i baren, hvor hun havde bestilt en æblekage, som hun sad og gumlede i sig imens Éduin forsøgte at få fingrene i sit tøj. Smededatteren vendte sig lidt på stolen, som hun lod de mørke øjne glide over ham og hun forsøgte for sig selv at vurdere, hvorvidt han mon havde fået lidt at tænke over, som hun vel og mærke havde ønsket det.

Svari trak gaflen ud af munden, som hun netop havde taget en bid æblekage og hun puffede så et krus øl i den mørkhårede retning. Dét havde stået ved siden af hendes eget, som hun selv sad der og fornøjede sig. Uanset hvad, måtte et krus øl være fortjent, som hun alligevel ikke havde hverken intention eller ønske om at være på dårlig fod med ridderen fremadrettet. Hun tog en tår af sit eget krus og tørrede derefter lidt ølskum væk fra mundvigen med håndryggen.

”Jeg troede du var sådan en type der godt kunne lide opmærksomheden.” Bemærkede hun lidt spidst, før hun mødte hans blik og hun lod de mørke øjne fængsle sig helt i hans. ”Du er vel vant til den? Til at få, hvad du peger på og til at kunne træde på andre og overskride grænser uden konsekvens. Det må være dejlig nemt at være adelig.” Bemærkede hun, som tonen var blevet mere lavmælt nu. Hun behøvede ikke at udstille og udskamme ham yderligere, så hun lod tonefaldet være lavmælt. Alligevel kunne hun ikke dy sig fra at sige det højt. For måske...Måske, havde han faktisk brug for at nogen prikkede lidt til ham?

[Éduin af Lemaux]

Kruset med øl gled det lille stykke på bordet hen foran ham, som stillede det sig parat til at blive taget imod. Éduin så på kruset, og som han rettede blikket hen over bardisken, landede det på æblekagen for en stund; noget, han langt fra havde forventet, og det fik da også ridderen til at løfte sine bryn og trække let på mundvigen. Æblekagen gik igen, som en lille intern joke imellem dem. Så fangede hans blik hendes, som deres øjenkontakt blev fængslet i hinandens.

Han lyttede til hendes ord, og som hun kom til en konklusion, forlod et grinagtigt støn fra hans læber. Stående, side om side, skulder mod skulder, var det egentlig nemt nok at høre hinandens ord, trods kroens feststemte og råbende borgerlige klientel. I modsætning til den anden ende af kroen, adskilt af vægge, hvor den adelige del hørte til.

"Du har ret, frøken Våbensmed," startede Éduin eftertænksomt, "Der er tidspunkter, hvor det er nemt at være adelig. Økonomisk kommer jeg ikke til at skulle bekymre mig. Min fremtid er rimelig sikret i forhold til et luksuriøst og behageligt liv. Jeg kan få mange af mine lyster og ønsker stillet, på den ene eller den anden måde, uden konsekvenser.." remsede han op.

"-- Men, min kære, som adelig følger der også et større ansvar," Éduin smilede diskret til hende, som han lagde sine hænder om kruset med øl, "Lad os sige, at der skulle blive krig. I så fald, så tager jeg konsekvensen af mit liv for at sikre, at en ung kvinde med langt mørkt hår og store dådyrøjne, der har fanget al min interesse på bare en halv dag, kan beholde sin frihed og fremtid med en eventuel kommende ægtemand og børn.." afsluttede han sin lommefilosofi med et sigende blik, "- og selvfølgelig, friheden til at spise æblekage." 

[Svari Våbensmed]

Svari havde ikke forventet at ridderen af Lemaux ville føje eller give hende ret så nemt. Tværtimod, så havde hun nok nærmere forventet at han ville feje hende af eller komme med modsigelser. Der kom da også et men, som fik hende til at ånde tungt og opgivende ud. Hun lod blikket glide væk, som hun tydeligvis lukkede ørene en smule for hans palaver. Højrøvede riddere, der mente at de var Mithras gave til jord alene fordi de potentielt en dag ofrede deres liv for befolkningen, havde hun trods alt mødt nok af.

Hun tog endnu en tår af sin øl. ”Jeg skal hverken have ægtemand eller børn.” Kommenterede hun tørt, som om det burde være modargument nok. Forstod han det da ikke? Han havde overtrådt en gylden grænse…En grænse han tilsyneladende stadig ikke forstod, havde været der. Han havde trods alt været nærmest…Ligeglad. ”Desuden så tror jeg du missede min pointe.” Bemærkede hun, som hun stak sin gaffel i æblekagen endnu engang og derefter stoppede den eftertænksomt i munden. Smilet var for længst blegnet fra hendes læber. ”Hvis du tror jeg har brug for en ridder til at beskytte mig, så vil jeg gerne minde dig om, at jeg nær havde skåret halsen over på dig tidligere.”

[Éduin af Lemaux]

"Jeg forstod den," svarede Éduin og trak kort på skulderen, "Jeg forstod din pointe fra du tog mit tøj og fik mig til at gå halvnøgen gennem gaden til offentlig skue." Éduins blik hvilede sig på hendes med et træk i mundvigen "Men forstod du mit? Med tanke på, hvad jeg har af konsekvenser som adelig, så har jeg mine grunde til at leve livet lidt. Især hvis den grund er at få opmærksomheden fra en yderst smuk kvinde."

Som hun talte videre og nød sin æblekage, rettede Éduin sin opmærksomhed over baren. Han lænede sig over den, og fangede en ubrugt gaffel fra disken bag ved.

"Og hvis jeg ikke havde været der, så havde du været på date med Rory. Han ville allerede nu have knælet for sjette gang i et desperat forsøg på endelig at få din hånd," sagde ridderen kort for hovedet, som han satte sin gaffel i æblekagen og tog et stykke.

[Svari Våbensmed]

Hun sukkede. Hun forstod ham til dels godt. At en ridder på den måde skulle have kastet sin opmærksomhed på hende, syntes dog også en smule…surrealistisk. Dén del var hun ikke sikker på at hun forstod. Trods alt, var der mange andre smukke kvinder i byen. Hvad gjorde at netop hun havde fængslet hans opmærksomhed?

Hun så på ham med rynkede bryn. ”Du bliver ved med at komplimentere mig.” Kommenterede hun så. ”…Vi er ude offentligt, hvor folk kan høre os.....Se os sidde sammen. Og nu sidder vi og deler en æblekage. Hvad vil folk ikke tænke om dét?” Hun tog endnu en bid og som hun tyggede lidt på den, spurgte hun: ”Er du sikker på at du ikke selv vil gøre forsøget og gå ned på knæ?” Tonen var drillende.

[Éduin af Lemaux]

Éduin fik tygget færdig, mens mundvigene var trukket op i et smil over hendes kommentar. Han så overvejende frem for sig, som om at han tænkte dybt, så åbnede han munden og pegede en anelse med gaflen i vejret, "Gå på knæ efter ydmygelsen og en æblekage? Tror du, at jeg ville være så nem?" lød hans stemme sarkastisk og drillende. Et prik til hendes tidligere kommentar, som hun havde fyret af tilbage i gården, hvor hun havde stået med alt hans tøj i hænderne og gjort sin pointe.

Døren til kroen gik op, og lyden af den fik kort Éduin til at se sig over skulderen. Det som om, at det ikke kunne blive timet mere perfekt. For ind kom den unge Rory Sydgård, der med søgende blik højst sandsynligt havde tanke på én person. Bag ham kom et par unge piger og drenge, som tydeligvis havde været de omtalte venner, som han havde nævnt for Svari.

"Som man taler om solen.." sagde Éduin roligt til Svari, idet at han vendte sig om på hælene og lod ryggen hvile mod baren.

"Ah! Mr. Rory!" udbrud Éduin med et flabet smil, idet at den lille flok nåede hen til dem.

Rory var ikke synderlig begejstret over synet af ridderen, og han ignorerede ham hårdnakket for i stedet at henvende sig til den unge frøken Våbensmed, "Svari, hvad er det, der bliver sagt på gaden? At du og ham gik ---- Spiser du æblekage?" Rory så forbløffet på æblekagen, der stod halvspist på baren.

[Svari Våbensmed]

Svari trak på skuldrene. Hun sendte Éduin et lille smil, som hun småklukkede af grin og hun stak lidt i æblekagen, som hun skar nogle bidder ud.

Smededatteren sank dog betydeligt ned i sin stol, som krodøren gik op. De mørke øjne søgte bordpladen, som hun tog sig lidt til tindingen og i et forsøg på næsten at gemme sig lidt, lænede hun sig lidt ind over bardisken som hun forsøgt at skærme sit ansigt en smule. I virkeligheden vidste hun dog godt at det nærmest var noget nær umuligt, sådan som hendes mørke og krusede krøller tydeligvis afslørede hende.

Et suk gled over hendes læber, som hun måtte vende sig lidt imod Rory og vennerne. De mørke øjne var næsten råvilde i forsøget på at finde ud af, hvad hun skulle sige. Hun trak lidt på skuldrene. ”Rory…Jeg..Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig..” Mumlede hun så.

[Éduin af Lemaux]

"Det.. Jeg.." Rory kunne tydeligvis ikke finde ord, som hans blik hvilede på æblekagen i forbløffelse. Éduin stod med hævede bryn og så episoden udfolde sig. Det var som at se en tragedie på teaterscenen. En kvinde der knuste en mands hjerte endnu engang. Det var efterhånden lykkedes den unge frøken Våbensmed at slå den mands hjerte i flere stykker end tidligere, og med deres fortid med de mange afviste frierier, så var det vel tæt på nærmest grus.

"Den er min. Jeg har spist det meste, Mr. Rory," lød det så tørt fra Éduin, der ikke længere kunne holde ud af at se på dette markværk, "Ser De, frøken Våbensmed har kun taget en enkelt bid for at smage, om hun havde skiftet mening. Indtil videre hader hun det vist stadigvæk."

Man kunne nærmest se en lettelsens suk komme fra Rory, da hans skuldre faldt. "Åh, jamen.. Så giver det mening det hele."

Éduin klappede Rory Sydgård på skulderen, idet at han skubbede sig væk fra baren, "Naturligvis, mr. Rory, naturligvis. Hun er en god pige, hende Svari. De har været heldig med hende," Ridderen gik nonchalant om på siden af den unge Svari, hvorefter han lænede sig hen og rakte ud efter æblekagen, "Jeg har gjort min del af aftalen, hun er ført sikkert til Dem. Nyd jeres fest så længe."

Og med æblekagen under armen bukkede han let i nakken til Rory Sydgård, "Mr. Rory." Så vendte han sit blik mod Svari, fastholdende og intimt i mellem dem. Et diskret træk i hans mundvige fortalte tydeligt om deres hemmeligheder og eskapade, de havde delt sammen denne dag. Med et let buk i nakken takkede han hende af, stadig med den tydelige øjenkontakt, "Svari.."

Så forlod han kroen, hvor festen og farverne ville gøre klientellets dage fuldendte. For Éduin havde det været en enkelt mørkhåret kvindes skyld.

/Lukket?