Touché

[Svari Våbensmed]

Svaris smil blev en smule bredere ved hingstens utålmodige hovedslag. Det var tydeligt at hun havde et blødt punkt for dyret. Hun tyggede lidt på den måde Éduin udtalte navnet på. På en eller anden måde, lød det meget bedre, når ordene kom fra hans mund.

De mørke øjne søgte Éduins, som han talte til hende. De udtrykte overraskelse, som han undskyldte, men alligevel også respekt derfor. Hun havde trods alt ikke regnet med at han ville beklage situationen. Det virkede han ikke som typen til. – Og alligevel formåede han at overraske.
Hun bøjede dog hovedet en smule ved hans ord alligevel, som hun tydeligvis led af dårlig samvittighed overfor Rory.

”Jeg kan bare ikke…Lade være med at tænke på, hvor meget han prøver. Han gør sig sådan..Umage for hele tiden at finde på undskyldninger for at se mig eller invitere mig ud…Og jeg føler mig så tarvelig, hver gang jeg afslår.” Betroede hun ham. ”Ved du…Mine forældre bliver ved med at pointere at jeg ikke vil blive ved med at være ung og køn. At jeg vil blive gammel og grå på et tidspunkt…Og at mine potentielle chancer for at blive godt gift, vil svinde dermed…”

[Éduin af Lemaux]

Som hun bøjede hovedet, afbrød hun deres øjenkontakt. En rynke havde dannet sig ubevidst på Eduins pande, som han lyttede til hendes ord. Det var ikke noget nyt at høre om ægteskabspresset - han oplevede den trods alt selv, men som mand og med adeligt blod i årerne, så var samfundet åbenbart bygget sådan op, at de nemt kunne vente. Svari, derimod, om hun så var borgerlig eller adelig, så var presset højere. Det var ikke nogen hemmelighed i denne verden, at alderen og udseendet havde en betydning for en kvindes afsættelse. En pointe, hun selv gjorde ham opmærksom på.

Éduin fodrede Navelle med det æble, han havde haft i hånden, mens at han lyttede til Svaris ord. Det var tydeligt at mærke på hende, at det faldt hende for hjertet, og at ansvaret som datter sad lænket fast og tyngede om hendes ankel.

Som hun fik sagt det sidste stoppede Éduin midt i sit gøren. Hans blik landede fast på hende, for med hendes ord lød det som om, at hun i sidste ende nok kunne finde på at sige halvhjertet ja til et frieri, blot for at opfylde ansvaret.

"Så på et tidspunkt siger du ja," bemærkede Éduin eftertænksomt, "Lige nu holder du dig tilbage for ikke at såre hverken dine forældre, dine nærmeste eller ham. For ikke at udelukke et kommende ægteskab."

Éduin lænede siden op mod en bjælke, som han filosoferede videre, "- På et tidspunkt siger du ja, uden at have gjort præcis de ting, som du har ønsket. Uden at have levet. Du vil blive fanget i et ægteskab, hvor du kun kan drømme tilbage på de ting, du har sagt nej til, fordi at du har holdt dig tilbage fra at såre nogen." afsluttede han overvejende, og så sigende på hende.

[Svari Våbensmed]

Det havde ikke været Svaris intention at involvere Éduin i hendes private anliggender eller for den sags skyld dybeste tanker. Det var lidt som om at det bare…skete. At ordene faldt fordi hun på en eller anden måde følte sig underligt tryg og tilpas i hans selskab. Hun lod en støvlespids skrabe lidt imod nogle totter halm der lå på gulvet og som hun bed sig lidt i underlæben, lænede hun sig atter op af trædøren ind til hesten. ”Jeg ved det ikke.” Erklærede hun så, som hun til sidst så op på ham igen. ”Jeg ved bare ikke hvad mit alternativ er..”

Smededatteren tog øjemål af livvagten, som han selv stod og lænede sig op af bjælken nu og forsigtigt rakte hun så ud for at tage resten af nette med æbler, som han stod med. Hun åbnede det lidt i toppen og hun hældte så de resterende ud i båsen til hesten, så den selv kunne tage for sig. Nettet lagde hun henover boksdøren og hun rankede sig så atter, som hun trådte lidt nærmere Éduin. ”Lever du? Gør du de ting du har lyst til, uden at holde dig tilbage?” Spurgte hun så forsigtigt og lige så eftertænksomt. ”Er du glad?”

[Éduin af Lemaux]

Hun havde jo ret. Det var sjældent at ugifte kvinder kunne klare sig problemfrit i dette samfund. På et tidspunkt skulle hun også have børn. Smukke, kønne børn, der kunne give hende glæde. Desuden, så ventede der måske også meget lykke i et ægteskab med mr. Sydgård, eller en anden borgerlig, rig mand, for den sags skyld. Hendes fremtid i et ægteskab var måske ikke så mørk, som de gjorde den til.. Måske ikke, hvis man ikke gik op i vild lidenskab og kærlighed, og spændingen der kunne være i det, men at man kunne stille sig tilfreds med den ensidige hverdag, som ventede.

Da Svari gik et skridt imod Éduin, var det egentlig hendes handling der kom bag på ham denne gang. Han rettede sig en anelse op ad bjælken, som hans blik landede i hendes, alt imens at det var hendes tur til at forhøre ham.

"Glad kommer an på så meget," svarede han blot, som han rakte hæmningsløst ud efter hendes hånd. Hans fingre fangede et par af hendes slanke, ganske let og forsigtigt, og guidede hende tættere på sig. Pludselig var de så tæt på hinanden, at de blot behøvede at tale lavmælt.

"Men vi lever lige nu, gør vi ikke?"

[Svari Våbensmed]

Svari havde flere gange forsøgt at tænke i alternativer og kreative løsninger, når det kom til, hvilket liv hun kunne leve, så man bort fra det åbenlyse. Nogle nemme løsninger, syntes hun dog ikke at have fundet endnu og således sad hun fortsat fast i sin tænkeboks og dermed trivielle hverdag.

Det liv Éduin levede som livvagt på pladset, måtte modsat være i hel anden skala. Hun kunne kun forestille sig at han måtte leve noget mere…problemfrit og på disse områder simpelt end hun.

Hun lod sig trække tættere på ham og nysgerrigt lod hun forsigtigt sine slanke fingre fumle lidt med hans, som hun lod dem flette. Hendes hånd var næsten lidt så ru som hans. Smedearbejdet havde sat sit præg på dem, men fingrene var atter slanke og fine i kontrast til hans store lap. "Mhmmm.." Et lille smil gled over hendes læber og forsigtigt rakte hun ud for at rette lidt på en snøre i hans skjorte, der var kravlet henover hans skulder.

Tøvende, stillede hun sig så en smule op på tå, som hun lænede sig ind for at stjæle et sart kys fra hans læber.

[Éduin af Lemaux]

Som de havde stået der i et par rolige sekunder, tæt mod hinanden, med Svaris undersøgelse af en af hans skjortes snøre, og Éduins lange fingre der førte en løsreven tot af hendes mørke hår om bag hendes øre, virkede alt så sagte og tilpas. Der var nu kun pludselig de to, alene i den lille stald, gemt væk fra den virkelighed og det ansvar, som de havde talt om for blot sekunder siden.

Og så, feminint og elegant, strakte hun sig op på tå for at nå ham. Hendes fine læber mødte hans i et forsigtigt og nænsomt kys. Éduin gengældte det, som nærheden og dens varme skyllede sig ind over ham. Hans ru skægstubbe var en kontrast mod hendes bløde hud.

Hans frie hånd fandt hvile mod hendes slanke og feminine hals- og kæbeparti. Og som kysset varede ved, udviklede det sig gradvist. Fra forsigtigt til kærligt, som kysset fik intimiteten imellem dem til at vokse. Verden lukkede sig omkring dem. Der var kun de to i den stund, kysset varede. Det var levende. Befriende. Forbudt.

Det var et kys, der var blevet opbygget af en pludselig fremmedkommen lyst til hinanden. Et kys, som måske havde ventet på at blive afprøvet. Bare én enkelt gang. Og nu stod de der og fik stillet den lyst i al hemmelighed. Det eneste vidne var Navelle, der havde travlt med æblerne i båsen, og han ville højst sandsynligt ikke sladre om deres lille, uskyldige ugerning.

[Svari Våbensmed]

Et lille og næsten lydløst suk forlod Svari, som hendes læber mødte Éduins. For et øjeblik føltes det som om hun overgav sig til noget der havde tynget, sådan som en form for noget nær lettelse skyllede ind over hende.

Hans skægstubbe var ru og en smule bister imod hendes sarte hud, men alligevel var der noget blødt og nænsomt over det kys de delte. For et øjeblik blev hun overrasket, som han forsøgte at skille hendes læber ad og udvikle på kysset og hun trak sig en smule derved. Næsten øjeblikkeligt genoptog hun dog forsigtigt kysset og prøvende, lod hun det udvikle sig yderligere.

Svari havde ikke megen erfaring med at kysse. Tværtimod. Faktisk, var den eneste hun erindrede at have kysset, veninde Aelin, som hu i sjov og lettere beruset tilstand havde øvet sig på en aften emnet var blevet bragt op. Således, var det da heller ikke med overflod af selvsikkerhed at hun nu stod her med Éduin, men han guidede hende godt og som den ene hånd hvilede omkring hans nakke, lod hun imidlertid forsigtigt den højre glide ned over hans kraveben til hans brystkasse, hvor hun lod den hvile, som hun samtidig stod og pressede ham lidt om af lågen til båsen.

Hjertet hamrede i brystet på hende, som følelsen af hans fingre imod hendes hals lullede hende ind i en drømmeverden og som alt lukkede sig omkring dem, nappede hun ham lidt drilagtigt i underlæben.

[Éduin af Lemaux]

Han kunne mærke på hendes forsigtighed og uskyldighed, at hendes erfaring ikke var bygget op endnu. Hun var trods alt også ung af sig. Helt sikkert en pæn og ordentlig datter, der aldrig ville gøre sådan nogle ting her, right? Kysse på fremmede mænd i skjul. Fange mændenes interesse ubevidst. Éduin var overbevist om, at hun enten var nænsom om at dele kys fra sig, og i bedste fald havde det været med nogle unge fyre, som ligeså vel manglede erfaringen.

Et smil dannede sig på hans læber, som hun drilagtigt nappede i hans underlæbe. Det var uventet, men ganske modigt, og det bekræftede blot Éduin yderligere i Svaris selvstændighed og eventyrlystne sind. Hun var på mange måder ligesom ham selv med sin kæphøjhed og lyst til at leve, og det var befriende fra de adelige rammer, han vanligvis befandt sig i.

Han smågrinte lidt mod hendes fine læber, stadig holdende hende tæt mod sig og en hånd mod hendes feminine kæbeparti. Hans lange fingre var nået om i hendes mørke, fyldige hår.
"Bed du mig lige, frøken Våbensmed?" brummede han lavmælt med et drilagtigt smil.

[Svari Våbensmed]

Svari var nødsaget til at stå på tæer for at nå Éduin. Han var trods alt et lille stykke højere end hende og det var således ikke helt ubesværet at kysse ham, på trods af at han ligeledes måtte bøje sig en smule.

Ubevidst fumlede hendes fingre lidt med den ene snøre på hans skjorte, men det var ikke som sådan, fordi hun stod med intentionen om at pille den af ham. Hun havde bare sådan lyst til at…Røre lidt ved ham. Mærke ham tæt. Det føltes rart og ikke mindst trygt, som hun stod der, viklet og snoet ind i hans greb.

En lille klukken forlod hende, som han brød deres kys og smilende søgte hun hans blik. De brune dådyr øjne nærmest funklede og det var tydeligt at hun fandt sit eget kække gemyt en smule morsomt. Hun brummede vagt. ”Mhmm..Du havde måske ikke forventet at jeg ville bide lidt fra mig?” Hun lod et par fingre undersøge hårene på hans brystkasse, der hvor skjorten afslørede en smule. Hun tiltede hovedet lidt på skrå, som hun søgte hans blik. Ved Yphion, hvor var han bare flot.

[Éduin af Lemaux]

Frøken Våbensmeds svar fik kun Éduin til at grine en smule ekstra. Som det faldt over i et smil, trak han let på den ene skulder, og tænkte blot tilbage for et stykke tid siden, hvor hun havde vist sit temperament.
"Du er ikke så artig, som du ser ud. Jeg har altid tænkt, at du havde det i dig," svarede han drillende, "En bidende, hidsig smededatter.."

Hendes fingres blide undersøgelse havde han skam bemærket. Først snøren på hans tøj, og nu efterfølgende var hendes fingerspidser vandret ned til hans brystkasse. Deres blikke mødtes og han så sigende i hendes dådyrøjne.

Uden at sige yderligere og med blikket fast i hendes, tog han sine hænder til sig, for i stedet at begynde at binde snørerne op på blusen. Og så, ganske nonchalant, tog han en dyb indånding idet hans hænder faldt om skjortens sider. Så trak han den af, hen over sit hoved, som om, at den private grænse imellem dem som mand og kvinde, ikke havde nogen betydning.

[Svari Våbensmed]

Svari rynkede brynene lidt ved Éduins kommentar. Ikke så artig, som hun så ud? Hvordan skulle det tolkes? Minen blev spørgende, som hun skulle til at sige noget, men før hun nåede længere, overraskede ridderen hende med sit næste træk, som han trak skjorten henover hovedet, som var det ingenting.

Endnu engang kunne Svari mærke, hvordan kinderne blussede op, men denne gang var det som om at det generte i hende alligevel overvandt hende en smule, som hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af hverken sine øjne eller sine hænder. Det var ikke fordi smededatteren ikke havde set en mand i bar overkrop før…Tværtimod. Det var da hændt, at hendes far eller Magnnus før havde smidt skjorten nogle af de varme sommerdage i smedjen…Men her….Konteksten var en helt anden. - Og noget sagde hende at, Éduin måske havde lidt andre intentioner og idéer end hun. ”Éduin, jeg….” Hun lod øjnene vandre lidt over ham, som hun tydeligvis manglede ord. Som var hun en genert skolepige, der ikke anede, hvad hun skulle gøre af sig selv. Og det var bestemt ikke fordi manden blev mindre attraktiv af at smide tøjet.

[Éduin af Lemaux]

Skjorten blev lagt hen over båsen, og hans blik skimtede ned på hende, som hun fumlende prøvede at finde ord. Hendes øjne, der vandrede genert væk fra hans for i stedet at lande perpleks mod hans bare, hårde brystkasse, der tydeligvis indikerede det fysiske liv som ridder.

"Bliver De forlegen, frøken Våbensmed?" spurgte han roligt, som han rettede sig tilbage igen med en rolighed, "Efter de undersøgende blikke at bedømme, så tænkte jeg, at jeg ligeså vel kunne stille Deres nysgerrighed.." afsluttede han, og valgte med vilje at anvende den formelle tiltaleform drillende. Et træk i mundvigen dannede sig på ridderens læber.

"De har vel-- set en mand før på den her måde.." spurgte han drillende, og lænede sig en anelse ned i et forsøg på at fange hendes blik i sit igen. Så fandt hans lange fingre let snørerne på hendes råhvide skjorte, "Men hvor meget har De ladet en mand se af Dem?" afsluttede han med et sigende blik i hendes. 

[Svari Våbensmed]

Svari anede for et øjeblik ikke, hvad hun skulle gøre, hverken fra eller til. Det hele syntes pludselig at gå frygtelig stærkt og på trods af at Svari på den ene side havde lyst til at kysse lidt mere på den flotte ridder, fik hun samtidig også indædt lyst til at slå ham. Troede han virkelig at hun ville være så nem? At hun ville hengive sig til ham, for et par sølle komplimenter, et kys i smug og et net æbler til Navelle?

Hun brummede vagt for sig selv, som blikket stadig var rettet imod gulvet og med lidt rystende hænder, søgte hun atter hans brystkasse, som hun lænede sig ind imod ham. ”Jeg har ikke..Så meget erfaring på disse kanter..” Inrømmede hun blankt. Hun plantede et lille kærligt kys under hans kæbelinje og drilagtigt flyttede hun hans hænder, som han forsøgte at pille hendes skjorte op. Hun så op på ham og mødte hans blik igen. ”Ah ah…De slipper ikke så let…” Hun lod blikket vandre nedover ham og med listige fingre, gav hun sig så selv til at fumle med hans bælte. Helt sikkert med andre intentioner end han ville mistænke. ”En adelsmand som De…De må vel have lært at sige ’Damerne først’?” Svari hævede brynene spørgende af ham.
Fandeme, om ikke hun nok skulle formå at give den kæphøje herre en lærestreg. Det skulle trods alt ikke undre hende, hvis han var af den type der var vant til at få, hvad end han pegede på. Desuden…Så kunne det være at han således også ville få lidt mere respekt for hende.

Det var dog alligevel ikke uden røde kinder at smedeadtteren pillede bukserne af Éduin. Trods alt, sad hun et øjeblik på hug i en højde han sikkert ville finde…yderst tilfredstillende. Længe sad hun dog ikke uskyldigt på knæ foran ham, før hun rejste sig og samlede hans skjorte og bukser henover hestebåsens dør i den ene hånd. Hun smilede så atter drillende til ham, som hun lagde hovedet lidt på skrå og gjorde mine til at læne sig ind imod ham og kysse ham. Hun stoppede dog op på millimeter fra hans ansigt og hun hviskede så lavmælt; ”Jeg ville tænke hurtigt, hvis jeg var dig…” Svari snuppede både hans skjorte og bukser og i hast vendte hun sig så om og stak i løb ud i stalden og videre ud i gården.

[Éduin af Lemaux]

Det var kommet bag på Éduin, at Svari tog al kontrol til trods for hendes indrømmelse, der enten var ganske sand eller en form for facade for hendes indre 'slemme kvinde'. I hvert fald bragte den lille leg et let fjoget og drenget smil frem på den høje ridders læber. Hun havde endda gjort det lige tilpas pirrende og lokkende, som han mærkede hendes hænder mod sit bælte, der blev åbnet behændigt.

"Alt for Dem, min kære," havde han besvaret hendes kommentar med et let kast med armene ud til siderne, hvorefter at han betragtede hende synke ned på knæ foran sig. Det var bestemt yderst tilfredsstillende at have hende i denne højde. Han kunne ikke komme udenom det; hendes skønhed var blændende. Han var forberedt på at få alt af hende i dette øjeblik.

Bukserne blev trukket af. Og som han stod dér, afklædt, kun iført et par hvide braies, rejste hun sig pludselig op igen. Pirrende lænede hun sig frem mod hans læber, og som han forberedte sig på at smage hendes læber endnu engang, ved selv at læne sig en smule frem i utålmodighed, måtte han desværre blive skuffet.

Hans blik hvilede i hendes, "Hm?" havde han stønnet i ren uforståenhed. Og så om ikke pigebarnet, i al hast, tog hans tøj og spænede ud af stalden. Det gik først op for ham, da han så hendes mørke, fyldige hår hoppe for hvert skridt, inden at den feminine silhuet forsvandt ud i gården.

"Svari!" råbte han og slog ud med armene, "Tager du pis på mig!" Hans blik skimtede over på Navelle, der tyggende stod og så dumt på ham.

"Putain de bordel de merde.." bandede Éduin for sig selv, idet at han ihærdigt tog sine støvler på, og måtte så sætte i løb ud i gården efter Svari, halv afklædt ud i den kølige aftenvind, "Svari!"

[Svari Våbensmed]

Det nagede Svari at Éduin havde taget hende for at være så nem. At han uden særlig meget respekt for hverken hende eller hendes dyd havde taget så let på et forsøg på at komme i bukserne på hende. Ligeledes, skulle det ikke undre smededatteren, hvis Éduin oftere havde forsøgt sig med den slags. Forført smukke kvinder og var lykkedes dermed, hvorfor hun formegentlig blot ville være endnu én i rækken.

Hun stoppede kun lige akkurat i gården nær porten, så han ville kunne nå at få et glimt af hende, som hun holdt hans tøj op i strakt arm. ”Havde du virkelig forventet at jeg ville være så nem?” Svari skævede til ridderen som han stod der, kun iført sine braies. Der var noget skuffet og såret over Svaris tonefald, men for sig selv, kunne hun ikke lade være med at fnyse og fnise lidt over den måde han stod på. Forhåbentlig ville han forstå, hvorfor hun handlede som han gjorde, hvis hun gjorde oplevelsen til en lærestreg for ham. Ovenpå alt det med Rory, syntes hun trods alt kun det var velfortjent.

Svari åbnede porten og gjorde mine til at bakke ud på åben gade i markedskvarteret, der lige nu bugnede af mennesker. Trods alt, var der jo fest. ”Kom nu, Éduin…Ville du ikke følge mig til fest? Der er musik og æblekage..” Musede hun, som hun tvivlede på at han med begejstring ville følge hende ud på gaden i lanternernes skær.