Touché

[Éduin af Lemaux]

"Blomster til salg, de smukkeste blomster til salg!" 

"Frisk fisk! Vi fanger, I køber!" 

Der var travlt på markedspladsen; sælgerne stod ved deres boder og gentog deres catchphrases. Snak og lyde summede over det hele. Børn løb imellem de handlendes ben. Katte jagtede mus og hunde tiggede ved boderne. En hest vrinskede højlydt da et par mænd var i gang med at læsse tønder med vin på en vogn. 

"Tak for handlen, Herre! Må Mithras velsigne Dem!" lød den ældre sælgers stemme glædeligt, idet at han greb mønten i luften. Så rakte han nettet med æbler til Éduin af Leamux på den modsatte af boden. "I lige måde, min herre, det er mig, der siger tak," Éduin smilede roligt, og kastede let æblerne på ryggen. Så vendte han sig om, med hensigten om at tage tilbage til paladset, da hans blik flygtigt landede på én, han aldrig nogensinde havde set tidligere i Levagny. I mellem menneskene skillede hun sig hurtigt ud. Ved Mithras. Det fik Éduin til at stoppe op i sin gøren, for i stedet at betragte den unge kvinde, Svari Våbensmed. Der var noget over hende, der fangede hans interesse. For fanden. Han kunne ikke komme udenom det; den unge, fremmede kvinde var helt og aldeles, fuldstændig ualmindelig smuk. 

[Svari Våbensmed]

Svari var ofte at finde på markedspladsen. Hvis ikke for selv at sælge ud af sine smedevarer, så for selv at gå og lure købmændenes boder og lade sig friste. I dag havde hun ladet sig friste at nogle små lyseblå krystalsten ved en af boderne. – Ikke nogen hun umiddelbart havde vurderet til at være synderligt værd, men hun var overbevist om at de ville kunne tage sig pænt ud som udsmykning mellem smedet jern. Således, havde hun betalt for tre styk før de var glede ned i lærredspungen hun bar ved livet. Det lange mørke hår krusede og krøllede ned over ryggen på hende og den råhvide skjorte var smøget op til albuerne, imens den var stoppet lidt ned i bukserne ved livet, hvor det hele var bundet sammen af et tykt brunt bælte. Påklædningne var praktisk og velsagtens at sige atypisk fra, hvad man ellers så Levagnys kvinder i. – Men endnu engang, var Svari på den måde blot lidt anderledes…Og særligt adskildte hun sig fra sin søster Svea Købmand , der ofte syntes som et pragteksemplar på normerne for den ’anstændige kvinde’.

Smededatteren sendte købmanden foran sig et bredt smil, og hun takkede ham for handlen, før hun atter bevægede sig imod udkanten af menneskemængden og tilbage imod sidegaden, der førte op til smedjen.

[Éduin af Lemaux]

Hun satte pludselig i skridt, vendte ryggen til og forsvandt i mellem menneskemængden. Så var hun væk. Ude af øjesyn. Som et fatamorgana, der havde taget al Éduins opmærksomhed. Han kunne simpelthen ikke slippe hende, og en indre følelse af at måtte finde ud af, hvem hun var, overtog ham.

Det havde ikke været meningen, men han mærkede hvordan hans ben roligt satte i gang og førte ham mod dét sted, hvor hun havde stået. For en kort stund havde han troet, at han havde mistet hende, lige indtil at hans blik flygtigt landede ned ad en sidegade. Og ganske uventet så han kvinden med det mørke, bølgede hår slentre ligeså stille ned ad gaden.

Han holdte sig bagud, men fulgte nysgerrigt efter den unge kvinde. En enkelt gang ramte han skulderen mod en anden herre; en hurtig undskyldning blev udvekslet, inden at han hastigt kom videre. Sidegaden slyngede sig i mellem husene, væk fra den befolkede markedsplads, og ligeså stille blev stemmerne og tumulten fra sælgernes boder mindre og mindre.

[Svari Våbensmed]

Som Svari gik, fiskede hun lærredspungen frem fra bæltet, blot for endnu engang at lægge øjne på dagens køb. Hun glædede sig allerede lidt, til at komme hjem og tegne og se, hvad hun ville kunne få ud af de små krystaller. I takt med at hun bevægede sig ned igennem gaderne og gyderne blev smallere og smallere, syntes en underlig fornemmelse dog at brede sig i hendes krop. En summende fornemmelse, der prikkede til hendes intuition om, at noget ikke var, som det burde være. Hun syntes pludselig at få fornemmelsen af at blive forfulgt eller åndet i nakken og som kuldegysningerne bredte sig vagt ned over ryggen på hende, tvang hun sig selv til at fastholde sit almindelige tempo. Hun fortsatte ned til smedjen og ind i den brostensbelagte baggård og her smuttede hun hastigt ind i en lille krog på den anden side af hegnet, hvor hun evt. ville kunne spotte sin forfølger, før han spottede hende.

Som han trådte ind af porten, vendte hun sig i et snuptag. Hendes ene spinkle hånd faldt på hans overarm, som hun havde puffet til ham, for at tvinge ham op af muren og den anden hvilede næsten sidelæns på hans brystkasse, som hun havde hevet en daggert op af støvlen. De mørke øjne flakkede vildt og forvirret henover herrens ansigt, men stemmeføringen var stoisk og bestemt. ”Hvorfor følger du efter mig?” Forlangte hun at vide.

[Éduin af Lemaux]

Éduin nåede lige akkurat at træde ind ad porten og lukket den bag sig, da han uventet blev skubbet mod den kolde mur. Et enkelt støn forlod hans hals da sammenstødet med muren og presset mod brystkassen slog luften ud af ham. Og først som han fik hævet blikket, opdagede han, at det var kvinden med det lange, mørke og bølgede hår, der havde skubbet til ham. Som de stod så tæt mod hinanden blev hendes ansigt nu endnu mere synligt. De feminine ansigtstræk, de brune øjne, den lange slanke hals.. Så skimtede han til sin side, og dér, faretruende tæt på sin egen hals, fornemmede han daggertens skinnende klinge.

"Rolig, rolig.." forsøgte Éduin sig, mens han med hævede hænder prøvede at fortælle hende, at han ikke ville gøre hende ondt. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, ganske simpelt af den grund, at han havde andet at tænke på; daggterens skarpe blad mod hans hud.

"Hvis De vil være så venlig, at sænke Deres våben.." Éduins blik rettede sig sigende mod hendes.

[Svari Våbensmed]

Daggertens spids hvilende faretruende tæt på den fremmedes hals. Svaris spinkle hænder hvilede fast og solidt på henholdsvis overarmen og overkroppen af den fremmede og blikket hvilede ligeledes på hans ansigt, som hun kritisk vurderede ham og hvorvidt han var hende en trussel eller ej. Da hun besluttede sig for at det ikke virkede sådan, slap hun tøvende sit tag i ham, før ham hun bakkede et skridt bagud. Daggerten beholdt hun dog i hånden. Hun nikkede så imod nettet med æbler, der lå på jorden. Han måtte have tabt det, da hun overraskede ham. ”De overraskede mig.” Erklærede hun, som måtte det være forklaring nok på, hvorfor hun halvt havde overfaldet ham. Midt i tumulten, havde den simple smedelærling dog tydeligvis også glemt alt om den høflige tiltale, hun var opdraget til egentlig at benytte. Minen var dog stram og fortsat afventende.

Manden foran hende lignede umiddelbart én af pænere stand. Alt ved ham udstrålede at han ikke bare var dannet, men også at han måtte have penge på lommen. - Ikke at det betød at han gjorde sig fortjent til hendes respekt alene af den årsag. Den måtte han gøre sig fortjent til….Uanset, hvor godt han så måtte se ud, med sot mørke hår, høje kindben og solide kæbeparti.

[Éduin af Lemaux]

Idet den unge kvinde sænkede sit våben, slog lettelsen en anelse ind over ridderen. En dyb udånding fik hans skulder til at sænke sig igen, idet at hun trak sig yderligere væk. I første omgang havde han ikke regnet med, at kvinden ville være så samarbejdsvillig, men ikke desto mindre kunne han endnu engang trække vejret uden at mærke en skarp klinge trykke ind mod huden for hver åndedrag.

"Overraskede Dem?" gentog Éduin med et hævet bryn, imens at han lænede sig ned og rakte ud efter nettet med æbler, "Efter alt at bedømme, så vidste De, at jeg var her. De, derimod, overraskede mig med din lille nål, dér." Han så sigende fra hende på daggerten, og hentydede tydeligt til, at han ikke havde forudset hendes pludselige baghold.

Så kom han til det igen, som hans blik hvilede i hendes. Han kom til at se hendes skønhed. Det havde såmen altid været ridderen af Lemeaux's svaghed, og det havde denne omgang næsten kostet ham en flot skravering i huden, hen over halsen.

Hans bryn rynkede sig en anelse tænksomt, da han tav for en stund. Så løftede han en pegefinger og så intenst på hende.
"De er Smedens datter.." gik det pludseligt op for ham, "En af dem."

[Svari Våbensmed]

Hvad det var, der gjorde at Svari havde sluppet den fremmede så hurtigt, var hun ikke helt klar over med det første. Måske havde det være hans tonefald…Eller hans rationelle og resolutte måde at overgive sig næsten øjeblikkeligt?

De mørke øje studerede ham. Fra top til tå, tog hun øjemål af ham, imens han samlede sine æbler op. – Og det uden at skamme sig det mindste derover. Trods alt, vidste hun stadig ikke, hvem han var eller hvorfor han var fulgt efter hende. Hun hævede selv brynene en smule, som han selv, som han modsagde hende og gjorde det tydeligt, at han selv var blevet overrasket. ”Mænd der forfølger kvinder uden at tilkendegive deres tilstedeværelse, har sjældent gode intentioner. Om jeg vidste at De var der eller ej, er vel underordnet.”

Svari hævede hagen en smule, som hun førte en vilter hårlok bag det ene øre og hun betragtede ham,, som tavsheden for en lille stund indfandt sig. Som han pludselig proklamerede at hun måtte være smedens datter, nikkede hun blot. ”Ja....Svari Våbensmed…” Tilkendegav hun. ”Og De er?” Hun rynkede brynene. Hun syntes at genkende ham, eller have set ham før. Hvorfra, syntes hun ikke helt at kunne greje, men hun antog næsten at det måtte have været blandt pænere borgerskab eller i den pænere bydel, når hun måske havde været ude og ordne ærinder i forretningsøjemed.

[Éduin af Lemaux]

Det var heller ikke ligefrem noget, Éduin gjorde tit, det med at følge efter en kvinde. Faktisk, så var det her nok hans første gang, og nu hvor han tænkte over det, kunne han sagtens forstå den grænseoverskridende følelse, der måtte have ramt hende. Men han måtte finde ud af, hvem hun var. Tænk sig, hvis han aldrig havde set hende igen! Levagny var en storby, endda en stor handelspunkt med mange rejsende, og hvem vidste, om det overhovedet ville være muligt at finde denne mørkhårede skønhed igen.

Lige indtil at han fik det bekræftet. Hun var datter af våbensmeden.

"Svari, hm?" gentog han med et træk i mundvigen, "Smukt navn. Det klæder Dem." For fanden, hvorfor sagde han det? Éduin bandede sig selv væk; hun måtte tænke ham som en særling!

Ridderen rømmede sig en anelse, "Mit navn er Éduin. Af Lemaux," svarede han, og valgte ubevidst at nævne det sidste en anelse perpleks, "Livvagt på paladset. Jeg så en mand stirre på Dem på markedspladsen, så jeg sikrede mig, at De kom sikkert hjem." Løgn. En åndssvag løgn. Forhelvede. Han måtte køre med det.

[Svari Våbensmed]

Svari hævede brynene lidt af den mørkhårede mand, der tilkendegav sig som Éduin, da han komplimenterede hende. Godt nok, havde hun fået komplimenter før, men det var sjældent at de kom fra andre end hendes forældre eller Rory Sydgård, der havde hængt i hælene på hende, siden hun var år gammel. Således, havde hun mest af alt næsten lyst til at smågrine, men hun tog sig i det og istedet trak et lille smil blot i hendes mundvige.

Hun bed sig lidt i underlæben, som hun nikkede stadig med brynene hævet en smule og lidt mere afslappet i sit kropsprog, bukkede hun sig lidt til den ene side, for så igen at placere sin daggert i støvlen, hvor den før havde haft sin plads.

”Nå så? Og De antog velsagtens så, at jeg måtte være en skønjomfru i nød?” Drillede hun, som hun lagde armene lidt over kors. Nej...Svari behøvede efter egen mening så bestemt ikke en livvagt til at beskytte hende fra banditter.

[Éduin af Lemaux]

"Ja, egentlig," lød Éduins stemme roligt, som han med blikket mod æblerne så dem an, "Men De har lige modbevidst det. En skønjomfru kan vi ikke komme udenom, men De behøver vist ikke nogen mand til at beskytte Dem," afsluttede han med et træk i mundvigen og et æble i hånden, som han hævede sit blik i hendes endnu engang,

Han kastede det røde æble en enkelt gang i luften, "Medmindre," Éduin greb æblet ganske let, "- At det var mig, der sørgede for, at han vente om. De burde takke mig i stedet, frøken."

Der lød en knasende lyd som han tog et bid af æblet med et vagt, flabet smil over de smalle læber. Hans blik hvilede sigende i hendes, og med øjenkontakten fast i hinandens, blinkede han en enkelt gang ganske diskret til den unge våbensmededatter.

"Jeg tager imod næsten alle former af en kvindes taknemmelighed.."

[Svari Våbensmed]

Svari betragtede Éduin, som han nøje stod og udvalgte et æble fra sit net. De mørke øjne fulgte hans hånd, som han fumlede smule med sit udvalgte æble, før han atter greb det i luften og tog en bid. Minen var blevet en smule mere….Fast, som hun blot havde stået og lyttet til hans ord, men befippet blev hun alligevel ved hans følgende ord. Takke ham?! Et lille latterfnys forlod smededatteren, som han blinkede til hende og hun lod armene falde ned langs siden, som hun lod blikket glide omkring, et øjeblik fuldstændig tom for ord.

Sagde han virkelig det? At han tog imod næsten alle former af en kvindes taknemmelighed? Han måtte da være rablende sindssyg, hvis han troede at hun ville springe i armene på ham sådan uden videre, bare fordi han stod dér og flirtede med hende.

”De er dog helt utrolig…” Bemærkede hun mumlende, som hun rystede på hovedet og vendte om på hælen, for at bevæge sig ind mod smedjen. Intentionen havde egentlig været at lade ham stå pinligt tilbage alene, men hun vendte sig så atter om imod ham igen, som hun nikkede mod det sværd han bar i sit bælte. ”Kan De overhovedet bruge det dér eller har de blot smigret og betalt Dem til det og Deres stilling?” Spurgte hun kækt.

[Éduin af Lemaux]

Okay, Éduin havde måske ikke ramt hendes humor i hans flabede kommentar. Faktisk tog hun det rimelig tørt, og hendes forargede bemærkning fik et smil til at danne sig yderligere på de smalle læber, "Jeg tager det som en kompliment, frøken Våbensmed."

Så vendte hun sig om og forlod ham tilbage, alt imens at den høje ridder blev stående på sin spot, ganske nonchalant, og så afventende på hende. Han havde på fornemmelsen, at Svari langt fra ville ende den her. Der var noget stærkt og stolt over hendes person, og sikkert også en anelse temperament. Og ganske rigtigt, så valgte hun at vende sig om mod ham igen.

I mellem tiden havde Éduin ladet ryggen nonchalant finde hvile mod den kølige mur. Hans arme lå krydsede foran brystkassen. Brynene løftede sig en anelse over hendes spørgsmål. Han var ridder! Endda kommende lensbaron af Lemaux lenet. Men hvor skulle hun vide det fra?

"Så dét har Deres interesse," konkluderede han, som han skubbede sig fra muren og gik imod hende igen, "Det er første gang, at jeg møder en kvinde, der stiller spørgsmål til en ridders fægteevner, som har hun en viden indenfor det." Pludselig stod de ganske tæt igen, blikket fast i hinandens.

[Svari Våbensmed]

En kompliment? Ikke om Svari forstod mænd. Var de alle sammen sådan? Kæphøje, småarrogante og provokerende? Hun vidste det ikke..Men hun havde oftere oplevet at det var en ting der måtte høre riddere til, sådan som de kunne have tendens til at tro at de måtte være bedre en den almene borger i Levagny.

Således havde den ungen kvinde ikke kunnet dy sig for at vende om og selv provokere den mørkhårede lidt den anden vej og hun tøvede ikke længe, før hun bevægede sig tilbage imod ham igen. ”Interesse? De tror måske De er morsom? Jeg er udlært svend, fordi jeg er dygtig til mit arbejde…Og hvis man skal lave gode våben, mener jeg også man bør vide, hvordan De skal bruges og afbalanceres.” Pointerede hun, som hun hævede brynene og så lidt udfordrende på ham. ”Jeg vil vædde med, at jeg håndterer et våben bedre end de fleste væbnere på paladset gør…” Konkluderede hun så, som han pirrede hende med sin kommentaren om, at hun næppe kunne have viden eller erfaring indenfor fægtekunst alene på baggrund af sit køn.

[Éduin af Lemaux]

Éduins bryn hævede sig i panden. Hun var dog fandens kæphøj af en borgerlig kvinde at være. Det lå vist ikke kun ridderne til. Der måtte være noget sandhed i hendes ord, siden at hun med stolthed nærmest udfordrede væbnernes kunnen. Det var såmen heller ikke meget, der skulle til at overgå væbnernes fægteevner, men at en kvinde havde en idé om at håndtere et sværd var nærmest humoristisk.

"Pff," lød det flabet fra Éduin, "Godt, godt. Hvis De er så overbevist." Han trak sit sværd. Der lød en klirren da bladet strøg ud af skeden, og med en rolig, elegant hånd vendte han det op og rakte hende sværdets skaft.

"Tag sværdet og stil Dem klar. Pas på, det er tungt.." Da Svari havde taget det, fangede Éduin posen med æbler og hev et frem, "Jeg kaster æblet mod Dem og så prøver De at skære æblet i halv i luften, ja?"

Han kastede æblet en anelse flabet og lod den lande i sin hånd igen. Så vendte han sig om og gik et par skridt væk.
"Kom nu ikke til skade, frøken Våbensmed," lød det drillende over hans skulder, dog med en hvis bestemthed i tonen.