Touché

[Svari Våbensmed]

Svari var faktisk ikke helt sikker i sin påstand om, hvor dygtige gennemsnittet af væbnere var med et sværd i hånden…Men én ting vidste hun…Og det var at hun næppe var så dårlig til at håndtere våben, som de fleste mænd antog at hun var. Hun fnøs derfor blot tilbage og rystede lidt på hovedet, som han rakte hende sit sværd.

Det var godt nok tungere end hendes eget mesterstykke der lå gemt væk oppe under sengen i hendes lille gemak…Men det var ikke tungere end at hun goldt lille kunne håndtere det. Alligevel kunne hun ikke dy sig for at lade som om det var tungere end forventet og hun bevægede sig derpå lidt kluntet baglæns, før hun løftede det med lidt besvær.

”Jamen, så kom da..” Hun placerede en fod solidt foran den anden og afventede derpå hans kast, som hun betragtede. Sateme nej, om han skulle tro han kunne nedgøre hende på det hun var bedst til.

[Éduin af Lemaux]

Imens at hun fandt balancen og fik styr på sværdet, havde Éduin lænet sig afventende op mod den kølige mur. For at gøre det endnu mere flabet havde han ubevidst krydset armene, alt imens at han havde betragtet den slanke kvindesilhuet. Han lod hende tage tiden. Lige indtil, at hun gjorde tegn til, at det skulle være nu.

"Alright, doll," havde han sagt med en rolig tone, en sætning der tydeligvis havde baggrund fra Blueton, inden at han skubbede sig fra muren. Med blikket i hinandens, stillede Éduin sig klar med æblet, inden at han talte ned fra 3.

"3, 2, 1," Æblet blev kastet. Det fløj i en flot, kontrolleret bue mod den unge Svari, der stod klar med det tunge sværd.

[Svari Våbensmed]

Svari stod blot og tog notits af livvagten, som han stod der og solede sig i sin kådhed. Han irriterede hende allerede gevaldigt, sådan som han blev ved med at komme med verbale stikpiller. Men alligevel opildnede det på en eller anden måde også smededatterens gejst og lyst til at give ham hørt på. Således tøvede hun ikke det mindste, før hun i en glidende bevægelse svang sværdet og skar det kastede æble i to perfekte stykker.

Sværdet plantede hun derefter i en hurtig bevægelse midt i en fuge mellem to brosten, hvor det satte sig fast og hun placerede så ellers sine slanke kvindehænder omkring skaftet, som hun lænede sig lidt op af det. "Du keder mig allerede."

Hun rystede lidt på hovedet, som hun rankede sig og i en hurtigt bevægelse hev hun sværdet op af jorden igen, før hun kastede det i hans retning. "Grib." Selv bevægede Svare sig over imod en tønde der stod under halvtaget og herfra fiskede hun så ellers et sværd op, der havde stået klar til at skulle med på markedet. Med rolige skridt bevægede hun sig tilbage imod ham. "Du er vel ikke en kylling?"

[Éduin af Lemaux]

Det kom som en overraskelse, at det var lykkedes hende så nemt at svinge sværdet og skære æblet i to. Det ene stykke snurrede rundt på jorden for en stund, grundet den voldsomme kraft det havde taget, og Éduin betragtede den med hævede, overraskede bryn.

"Begynderheld," brummede Éduin for sig selv, idet at han betragtede hende svinge sværdet yderligere i kontrol og placerede det i en fuge i muren. Hendes kommentar fik ham til at sende hende et sarkastisk smil, som forsvandt ligeså hurtigt det var kommet frem. Så kastede hun sværdet i hans retning, og den landede perfekt i jorden.

"En kylling?" gentog han højlydt og grinede kort teatralsk imens at han trak sværdet op fra jorden, "Jeg nyder at danse, frøken Våbensmed, især med ualmindelige smukke kvinder. Hvordan kan jeg så sige nej til en dans med Dem?" afsluttede han flabet og blinkede til hende. Så hævede han sit sværd og stillede sig klar; "Lad os se, hvad du duer til." Formaliteten blev sat på hylden. 

Så svang han sværdet i hendes retning, alt imens at han trådte frem.

[Svari Våbensmed]

Det frydede smededatteren lidt at kunne se, hvordan hun fik taget fusen på Éduin. Et bredt smil udformede sig på de smalle lyserøde læber og som hun betragtede æblet snurre på jorden, kunne hun ikke lade være med at fryde sig lidt yderligere over, hvor perfekt lige, sværdet havde skåret igennem kernehuset.

De mørke dådyrøjne søgte livvagten, som hun nærmede sig ham og afventende lænede hun sig lidt op af klingen hun stod med, imens han stod og lo af hende. Lidt forfjamsket over hans flirtende kommentar, som hun ikke anede, hvad hun skulle gøre af, rømmede hun sig dog blot en smule, som hun førte en mørk lok om bag øret og lod blikket flakke. For, hvad fanden ville han have at hun skulle sige til det? Han kunne da ikke bare stå der og...og lægge an på hende?! Hun kunne mærke varmen stige en smule op i kinderne på trods af at hun ihærdigt forsøgte at samle sig og hun hævede ligeledes sit våben.

Som han svang i hendes retning, stavrede hun et skridt bagud, samtidig med at hun parrérede hans slag. Hun lod sin klinge køre op langs hans, som hun skubbede fra sig og hun langede derefter selv ud efter ham med god kraft. "Plejer det at virke det der? Deres flirten?" Spurgte hun kækt.

[Éduin af Lemaux]

"Til dels," svarede han imellem klingernes klirren, som deres blade mødtes endnu engang da hun langede ud efter ham og han parerede, "- Det hjælper at have et godt udseende og adeligt blod i årerne," afsluttede han flabet, som han smilede til hende bag det skinnende metal. Éduin havde haft sin fair del af kvindelige bekendtskaber, og det var ofte gået hans far, lensgreven af Lemaux, på, at han da forhelvede ikke bare kunne finde sig tilfreds med én kvinde og få de børnebørn. Men Éduin var ikke kommet dertil endnu. Hans nysgerrighed og eventyrlystne sind krævede bare mere af ham, end at slå sig ned, til trods for at ansvaret åndede ham tungt i nakken.

"Hvorfor?" Der lød en skarp lyd, som deres sværd gled fra hinanden, og han lavede en manøvre. Hun var hurtig, og deres klinger mødtes igen, "Det virker måske en smule på Dem, min kære?" Han smilede bredt, som deres øjne hvilede i hinandens.

[Svari Våbensmed]

Klingen ramte hans, så det gav en skarp genlyd i baggården. Svari var hurtig på fødderne, som manden overfor hende ligeledes dansede omkring og eftertænksomt overvejede hun sit næste træk. "Åh, ja så?"

Det var ikke Svari selv fremmed at være eftertragtet. Tværtimod, havde adskillige da egentlig vist hende interesse. Ja..Vel i særdeleshed Rory Sydgaard, der efterhånden havde bedt om hendes hånd flere gange end hun snart havde tal på. Hun rystede lidt på hovedet af Éduin, som hun et øjeblik havde været opslugt af egne tanker og med nød og næppe undveg hun hans manøvre. før hun selv sendte en anden led en af slagsen i hans retning. "Du drømmer, flotte....Hvis jeg havde sagt ja, til den første der havde budt sig, havde jeg sikkert både ring på fingeren og 6 unger på skødet...Jeg takker pænt nej.." Erklærede hun, som hun grinede lidt.

[Éduin af Lemaux]

Éduins smil blev bredere. Hun beviste mere og mere, at hun var en kvinde med ben i næsen. Kæphøj, ligesom ham selv. Det hele klingede sammen med det forbandede smukke ydre, som hun besad. Så da han hørte hende sige, at hun bestemt var eftertragtet, så kom det som sådan egentlig ikke som nogen særlig overraskelse.

Så skar han en let grimasse, der mest af alt virkede overvejende, "Ægteskab er også så hindrende. Ingen siger, at vi to skal giftes," svarede han flabet, og så sigende på hende, "Men et flygtigt kys eller to fra dig som præmie ville passe mig helt fint. Jeg skal nok lade være med at gå på knæ."

Sværdene klirrede mod hinanden for hver gang de parerede. De bevægede sig hurtigt og kontrolleret på pladsen.
De nåede mod muren. Som hun svang sit sværd imod ham nåede Éduin lige akkurat at undvige ved at hoppe til siden, og han så imponerende på hende, "Hvor har du lært at fægte sådan?"

[Svari Våbensmed]

Der var et eller andet over den flotte mørkhårede mand der havde vakt Svaris interesse. Noget der fik det til at krible lidt i maven, når han så på hende med de der glimtende nøddebrune øjne og sendte hende det der gæve drengede smil. Han var ikke en ung umoden knægt ligesom så mange af de andre der havde udvist hende interesse…Men måske var det også netop det der fængslede hende en smule. At han virkede…Lidt spændende…Og måske også som en der levede livet lidt mere farligt?

Øjnene spærrede op ved hans næste ord og for et øjeblik troede hun nær hun havde tabt sit sværd i forbavselse. Hun nåede dog at redde sig selv fra endnu et af hans slag og hun bøjede lidt ned i knæ, som hun parerede og efterfølgende langede ud efter ham igen. ”Jeg er ikke en præmie man kan vinde…Ej heller et stykke kød, som agter at blive solgt, som en ko på et marked.” Fnøs hun, som hun bevidst arbejdede sig hen imod at trænge ham op i en krog. Som det endelig lykkedes hende, undveg han dog atter hendes næste slag og et støn forlod hendes læber, som sværdet i stedet hamrede imod muren og sendte stød igennem hele hendes krop. Fandens! Hun vendte sig om, så hun selv havde ryggen imod muren og hun mødte atter hans blik. ”….Selv..Selvlært.” Prustede hun vagt, som hun allerede var ved at blive en smule udmattet, tydeligt i lidt dårligere form end han. – Gjorde man det op i størrelser, var han dog alligevel også både væsentlig bredere og højere end hun….Ja, og sværdet matchede ham bedre, end hendes gjorde hende. Det betød dog ikke at hun gav op. 

[Éduin af Lemaux]

Han gav ikke sit alt i deres fægtekamp, og det havde måske været en fejl i det øjeblik, da hun havde været tæt på at ramme ham. Og så dog, da hans blik faldt mod den forpustede skønhed, sænkede han paraderne en smule. Hun havde ligeledes fået hans puls op godt og grundigt, og som de stod der og trak vejret for en stund, hende med sit sværd en anelse hængende fra vægten, gav han hende chancen for at samle kræfter.

"Selvlært, hm?" gentog han for sig selv, med en smule forbløffelse i tonen, "Du gør det godt af en, som ikke har fået undervisning," sagde han roligt, "Men--"

Han lod sit sværd finde støtte mod muren. Med blikket mod hendes, holdende med en hånd foran sig, som for at vise, at hun skulle holde sværdet i ro, gik han de enkelte skridt hen til hende.

"Du skal holde bedre fast. Du bruger for mange kræfter på at løfte det rigtigt." Han stillede sig bag hende. Han var betydelig højere og muskuløs bag den slanke, feminine Svari Våbensmed. Og som han stod dér, bag hende, lagde han sine hænder mod hendes og guidede de kønne fingre bedre om sværdets skaft, "Sådan," Hans stemme var lavmælt, men tydelig bag hendes øre, sådan som de stod mod hinanden, "Vægten skal ende i dine overarme og i dine skuldre, ikke dine håndled."

[Svari Våbensmed]

Man kunne ikke ligefrem påstå at smededatteren var i god form. Ikke på den måde ihverfald. Hun var ikke vant til at tonse rundt på den måde og da slet ikke med et våben der egentlig havde størrelse til at skulle blive håndteret af en mand. Alligevel irriterede det hende en smule, at hun nu sådan stod der og virkede som 'den svage' af de to. Det på trods af at den mørkhårede modsat hende, levede at netop sine fægteevner.

Hun betragtede ham med lidt skepsis, som han nærmede sig hende, men hun blev stående stille og lod ham bevæge sig om bag hende, imens hun holdt sværdet i ro. Hun flyttede de spinkle hænder lidt, som han guidede hende og eftertænksomt bed hun sig i underlæben, som hun undveg hans blik og stedet fokuserede på sværdet. Hun kunne mærke hans varme ånde imod sit øre....Ja..Hun bildte endda næsten sig selv ind at hun kunne mærke spidserne af det mørke skæg imod det. Og sammenlagt med at hans ru hænder, der på den måde strøg sig op af hendes slanke, kunne hun mærke nakkehårene rejse sig og at kinderne atter blev varme og rosa.

Hun havde aldrig været så tæt på nogen af hankøn før. Ikke hvad hun erindrede ihverfald. Så havde det ihverfald været helt noget andet...Et knus med faderen. Eller lidt tumlen rundt med gutterne, da hun var yngre. Men det her var anderledes...Og grænseoverskridende. Det summede helt i maven på hende og som hun stod og så på deres hænder, blev det tydeligt for hende, hvor meget hun faktisk rystede, selvom hun tydeligt prøvede at kontrollere det, som hun tog en dyb indånding. "Bedre?" Spurgte hun så.

[Éduin af Lemaux]

De var ualmindelig tæt på hinanden, nærmest uacceptabelt i forhold til etikette og manere. Men Éduins hæmningsløse handling blev godt skjult bag sværdtræning og holdning. Alligevel, som han stod sådan mod hende, bemærkede han den lette parfumerede duft fra hendes hår og synet af halsens fine, sarte hud. I modsætning til de adelige kvinder, hvis hud var bleg som sne, havde Svari en let varm glød, der indikerede arbejdslivet. Synet af hendes hænder i sine, der rystede let, fik ham til at smile diskret for sig selv.

"Meget bedre," bekræftede Éduin lavmælt mod hendes øre, som han fjernede sit fokus fra deres hænder, og i stedet drejede hovedet en anelse mod hende for at betragte hendes kæbeparti og læber. "Du vil kunne slå enhver mand i duel på den måde.." afsluttede han, og opdagede de farvede kinder, der havde dannet sig på hendes feminine ansigt.

Éduin lod den ene hånd fjerne sig fra hendes, for i stedet at lade den forsigtigt søge hendes slanke hals, "Har du fået varmen?" spurgte han flabet, som en hentydning til kindernes opblussende farve.

___

Døren til gården gik op med et brag, og afbrød derved de tos opståede tosomhed. Éduin fjernede sig roligt fra Svari og hans hænder fandt om bag ryggen i en rømmen. En ung mand trådte frem, nydeligt klædt når man tænkte på hans borgerlige stand. Rory Sydgård, der havde tabt sit hjerte til den unge Svari Våbensmed, blev synlig.

"Svari?" lød hans stemme varmt, som han kom frem og søgte over pladsen, "Svari, er du hjem--" Han stoppede brat i sin bevægelse. Smilet falmede en anelse over synet af Svari og-- en-eller-anden fremmed mand.

"Er du okay? Hvem er det?" Rory gik imod dem, med blikket skarpt på Éduin, der blot forsøgte sig med et roligt smil i hans retning.

"Frøken Våbensmed er i gang med sin fægteundervisning," svarede Éduin blot, "- Hun har bedt mig om, at hjælpe hende med nogle lektioner.." En hvid løgn, men den unge mands mistroiske blik havde ikke givet Éduin noget andet valg. Så håbede han bare, at Svari gik med på den.

[Svari Våbensmed]

Svaris kinder brændte og hun fornemmede efterhånden at de snart måtte være mere røde end rosa. ”Jeg gjorde mig ikke engang umage..” Mumlede hun smådrillende, som hun roligt blev stående. Hans fingre, som strøg henover hendes slanke hals, gav hende kuldegysninger. Hun kunne mærke, hvordan hun blev helt svag i knæene. Som om…Som om han satte hende helt ud af funktion og forheksede hende. Hun drejede forsigtigt hovedet i et forsøg på at fange hans blik, men i samme nu, gik porten til gården op og Svari blev hyllet ud af den trance, som Éduin have lokket hende ind i.

Ind vadede ingen ringere en Rory. Et gib gik igennem smededatteren, som hun i et ryk flyttede sig fra Éduin og lidt forfjamsket, fejede hun de mørke lokker om bag skuldrene med sin frie hånd. ”Rory..” Udbrød hun..”Ehhmm…”

Hun skævede til Éduin, som han skød en dum løgn af og lidt akavet hoppede hun med på den. ”Ja..Rory, det her er min underviser…Éduin. Han er livvagt på paladset.” Erklærede hun, som hun udgjorde en lille gestus imod den mørkhårede herre, som hun før havde stået tæt med. ”Éduin, det her er…Min barndomsven Rory.”

[Éduin af Lemaux]

"En af deres mange bejlere, frøken Våbensmed?" henvendte Éduin sig lavmælt til Svari ved sin side, imens at Rory gik imod dem. Et lille prik til hendes kommentar tidligere, om hvor hurtigt hun ville være blevet afsat hvis hun havde sagt ja til den første og bedste. Men inden at der kunne komme svar, var den unge Rory Sydgård kommet for tæt på til, at de kunne hviske lavmælt til hinanden uden at han hørte det.

Éduin bukkede let i nakken, da Svari præsenterede ham, men til trods for Svari's bekræftelse på ridderens gøren, så ændrede Rorys mistroiske, skarpe blik sig ikke. Han stillede sig med vilje tættere på Svari, så han samtidig kunne beskytte hende og se den fremmede mand an. Føj, han var jo køn, atletisk, høj, ridder. Og møghamrende irriterende. Hvordan kunne en livvagt på paladset have tid til at undervise i fægtekampe, anyway?

"Mr. Rory, en fornøjelse," prøvede Éduin sig, men Rorys udtryk fortalte tydeligt, at for ham var det langt fra fornøjeligt.

I stedet vendte Rory sin opmærksomhed mod Svari, "Markedspladsen holder længe åben, nu hvor der er ved at blive gjort til De Døde Sjæles Nat. Der er musik og fest. Frey, Oliviér og de andre kommer. Har du ikke lyst til at tage med mig? Måske få noget at spise først, du og jeg?"

Éduin stod malplaceret på sin plads og fulgte blot roligt med i den unge Rorys forsøg på at invitere Svari.
"Jeg har hørt, at Den Sorte Svane skulle lave en formidabel æblekage.." kom det flabet fra ridderen. Han smilede diskret og uden helt bevidst at kunne styre det, faldt hans blik i Svaris. Øjenkontakten blev dannet igen. Der var noget i det. Noget hemmelighedsfuldt, noget velvidende om hvordan de havde stået for ganske få minutter siden.

Imens lyste Rory op, der ikke havde lagt mærke til øjenkontakten, "God idé - Svari, hvad siger du?"

[Svari Våbensmed]

Svari nåede ikke at svare på Éduins spørgsmål, men snarligt, kunne det nok også være ét fedt. Trods alt, var Rory hverken diskret eller opgivende af natur og hun tvivlede (desværre) på at han ville gå igen, blot fordi hun fik ’fægteundervisning.’ Værre var det dog næsten, at Svari snart begyndte få svært ved at komme med flere undskyldninger. Rory var trods alt både vellidt, økonomisk velstående og en god mand….Ja…I virkeligheden var han nok, hvad mange borgerlige kvinder burde drømme om…Men for Svari…Så var den drøm ikke-eksisterende.

Således åndede hun blot stille ud, som hun førte en mørk hårlok om bag øret og derefter stak hænderne i baglommerne på sine bukser. Lidt usikkert vippede hun frem og tilbage på fødderne. Hun kunne trods alt godt se at Rory også var trukket i det pænere antræk. ”Rory, jeg er faktisk…” Svari nåede ikke længere, før Éduin formåede at afbryde hende. For et øjeblik håbede hun inderligt, at han havde i sinde at redde hendes røv, men som det modsatte syntes som tilfældet, sendte hun istedet et skarpt blik i hans retning. Beskeden var entydig; Fuck dig. Hun vendte øjne af ham, som hun samlede sig lidt og hun rettede atter opmærksomheden imod Rory.

Hun åndede tungt ud. ”Rory, Jeg….Jeg syntes ikke det er nogen god idé.” Forsøgte hun pænt. ”Jeg er lidt…optaget her til aften….” Erklærede hun, som hun slog ud med hånden imod Éduin. ”..Altså…Ikke at vi…Ikke på den måde..Jeg har bare….Travlt. Og…Og jeg..Jeg kan ikke lide musik….Eller æblekage…” Tilføjede hun, som verdens dummeste undskyldning. For hvem kunne ikke lide musik eller æblekage?

Svari tog sig lidt til panden ved sin dumme undskyldning og hun rystede lidt på hovedet af sig selv, som hun derefter foldede armene lidt over kors. ”Jeg….Jeg kommer måske derned senere Rory.” Sagde hun så, i et forsøg på at få ham til at gå derned selv. Som hentydning til at hun måske hellere ønskede at tilslutte sig dem som gruppe.