Touché

[Éduin af Lemaux]

Det var hendes skarpe blik, der fik ham til at smile yderligere. Et tydeligt fuck dig skinnede ud af hendes øjne, og det blev nu tydeligt for Éduin, at denne Rory bestemt var en af Svaris mange beundrere. Who could really blame him? Den smukke frøken Våbensmed vendte trods alt ansigter når hun slentrede roligt rundt; Éduin havde fandme selv lagt mærke til hende på grund af det. Men der var ingen grund til at fortælle dette højt.

Éduin lyttede roligt med på Svaris ord, der var henvendt til Rory. Sætningerne udviklede sig, blev til en bortforklaring. Begge mænd forsøgte at følge med, og hørte hvordan bortforklaringen blev en anelse akavet. Nej nej nej, sagde hun virkelig det? Éduin fangede Svaris blik da hun hastigt prøvede at vende den til, at hun bestemt ikke var optaget på den måde med ridderen. Rorys forvirring skinnede ud af hans øjne. Okay, hun reddede den. Men hun fortsatte. Éduins øjebryn hævede sig en anelse. Det her var ved at blive en katastrofe. Bortforklaringen rullede som en snebold og endte ved æblekage.

Det var smukt, og langt fra hvad end de kunne forestille sig, hendes bortforklaring ville ende med. Éduin så ned mod jorden, stadig stående respektfuldt med hænderne på ryggen, idet et støn af et tilbageholdt grin forlod hans hals. Han havde stået som en soldat, men som han kæmpede med ikke at grine højlydt over hele situationen, var der associationer til en uopdragen skoledreng, der stod ret. Rory forstod ikke i sin vildeste fantasi, hvad dælen der skete. Han stod uforstående og så skiftevis mellem Svari og ridderen.

Imens måtte Éduin hoste for at få styr på sig selv. Latteren blev tilbageholdt, men smilet forblev. "Sikke en skam," lød det så fra ham, som han undgik Svaris blik for ikke at falde i, "Hør, mr. Rory, hvorfor tager De ikke festen på forskud ved at tage afsted med Deres venner. Når frøken Våbensmed er færdig med sine pligter, og hvis hun har lyst herefter, så følger jeg hende sikkert til festen."

Rory valgte ikke at svare. Han stolede ikke en meter på den høje, kønne og yderst irriterende ridders intentioner. I stedet vendte han sig om mod frøken Våbensmed ved sin side. "Svari.. Jeg stoler ikke på ham.." hviskede Rory lavmælt til hende.

[Svari Våbensmed]

Svaris bortfoklaring havde udviklet sig til en katastofe. Det kunne selv hun høre! Og hvad værre var…Så overhørte Éduin det også. Som om han ikke havde nok at kunne grine af.

Svari åndede tungt ud, som hun stod der med armene over kors og akavet betragtede hun Rory, som hun forsøgte ikke at bide mærke i, hvordan Éduin stod og smågrinede hende lige op i nakken. Ikke alene var det pinligt..Men hele affæren var også bare..Tavelig. Selvom det det nok var Rory, der burde stå og føle sig udstillet, følte Svari det også….Og af en eller anden grund..Så generede det hende helt vildt, at Éduin som både flot og fremmed stod der og overhørte hendes klodsede og idiotiske afvisning rettet mod en anden mand.

Hun vendte sig om, for at traske væk fra de to mænd, men hun stoppede atter op ved barndomsvennens ord og vendte sig imod ham. ”Men det gør jeg..” Konstaterede hun lavmælt tilbage, før hun skævede tilbage imod Éduin.

[Éduin af Lemaux]

Hen over Rorys skulder fangede de to øjenkontakten. Blot for en flygtig stund. Og så afbrød Rory det ubevidst, da han tog fat i Svaris hænder og fremmumlede et, "Hvad vil din far ikke sige? En ridder, her? Han hører ikke til her. Mange af dem er så højrøvede og bedrevidende. De prøver at virke så heroiske, men de fleste af dem opfører sig bare som om, at de må behandle os som de vil. Ham der er et godt eksempel!"

Éduin hørte alt hvad der blev delt imellem dem. Rorys oprørske tone var svær at holde nede grundet hans frustration over situationen. Han ønskede oprigtigt at passe på hende, det var tydeligt for ridderen at høre og se.

"Det ville være imod min ed, at gøre hende noget, hun ikke bryder sig om, mr. Rory.." kommenterede Éduin i baggrunden, "Jeg er her blot for at give hende fægteundervisning." 

Rory var tydeligt oprørt. Han stolede ikke på ham, og ville nok heller aldrig komme til det. Hvis det stod til ham, så skulle han nok være Svaris ridder, og ikke denne opblæste, kæphøje idiot. Rorys blik hvilede fast i Svaris. Et håb om, at hun ville sige fra, tage med ham på markedspladsen til fest og sende ridderen tilbage til livet på paladset hvor han hørte til. 

[Svari Våbensmed]

Svari stoppede op, som Rory tog hendes spinkle hænder i sine. Hun lod sit blik hvile i hans en stund og lod ham tale ud, men hun trak så atter hænderne til sig. ”Rory, jeg…Jeg syntes du skal gå.” Mumlede hun lavmælt, som hun tydeligvis begyndte at føle sig små utilpas i situationen. Det begyndte at blive pinligt at afvise ham yderligere. Hun forsøgte at være klar i mælet….Det gjorde hun virkelig. Men hun forsøgte også at undgå at såre barndomsvennen, der tydeligvis udviste stærke følelser for hende.

De mørke øjne flakkede imod jorden, hvor de halve æbler fra tidligere stadig lå og med den ene fod puffede hun lidt til den ene halve. ”Min far skal ikke leve mit liv for mig…Og det skal du heller ikke. Jeg skal nok selv vælge til og fra og vurdere, hvad der er godt og dårligt selskab for mig. Det behøver jeg hverken min far eller dig til.” Kom det til sidst lidt hårdt fra hende som hun mødte hans blik igen.

Svari var egentlig ikke i tvivl om at hverken hendes far, Eirik Våbensmed, eller Rory ønskede det bedste for hende…Men den…gnist hun havde følt de sølle to sekunder hun havde stået tæt med Éduin, havde hun ikke følt før..Og lige nu....Lige her, havde hun ikke tænkt sig at lade det gå helt uudforsket hen, bare fordi det ville være mere fornuftigt. Hun havde ikke tænkt sig at lade være med at leve, bare fordi det var, hvad der blev forventet af hende. Den del behøvede dog hverken Rory eller Éduin dog høre. Der var ingen grund til at booste ridderens ego yderligere, ligesom at der ikke var grund til at såre barndomsvennen og tvære noget ud i hovedet på ham.

[Éduin af Lemaux]

Rorys udtryk ændrede sig fra værende oprørsk til såret. Deres hænder gled fra hinanden som hun trak sine egne til sig. Det var som om, fra det moment hun frasagde sig hans hjælp og bad ham om at gå fremfor ridderen, at noget gik i stykker; hans hjerte, vel og mærke, for nu blev han igen afvist.

Mr. Sydgårds fornemmelse om ridderen blev tilsidesat, og selvom at han nok meget vel kunne sætte sig ind i Svaris selvstændighed, så ønskede han ikke, at denne ridder skulle komme for tæt ind på hende. Rory var forelsket i hende, og selvom at det for de fleste virkede forhastet tænkt og usandsynligt, så lurede det i baghovedet, at endnu en konkurrent til hendes hånd netop nu stod bag dem. Almindelige mennesker ville tænke; en adelig og en borgerlig? Men Rory var hårdt ramt efter Svaris hjerte, og var på det punkt en anelse paranoid og sårbar.

"Nej, det ved jeg, men.. Han.. Du burde.." fremstammede Rory, og kunne ikke afslutte sine sætninger. Så tog han en dyb indånding. Han ønskede ikke, at tage Svaris selvstændighed. Det var trods alt denne, han var så fascineret af. "Jeg kommer og kigger til dig, hvis du ikke er hos os klokken ni.. Bare.. for en sikkerhedsskyld." hviskede han sagte. Éduin stod i baggrunden og lod dem tale færdigt. Selvom at han ikke burde, hørte han hvert et ord.

"Hun er hos jer klokken ni.." lød Éduins stemme, som han med rolige skridt gik imod dem. Han klappede Rory på skulderen, som en forsikring, hvorefter at han stillede sig ved siden af Svari. Han tårnede ved hendes side, til trods for at våbensmededatteren også var høj af sig.

"Jeg skal nok holde hende for ørerne, hvis der er musik.. Deres opgave bliver, at holde æblekagerne væk.." lød det flabet fra ham, som et lille prik til Svaris lange bortforklaring.

Rory nikkede svagt, "Okay. Okay. Det er en aftale." Modvilligt satte han i skridt mod udgangen til gårdspladsen. Han sendte Svari et enkelt blik inden at han forsvandt ud af døren og lukkede den bag sig.

"Han er dybt ramt, frøken Våbensmed.." lød det nonchalant fra Éduin ved hendes side, som de så mod den lukkede dør, "Hvad har du dog gjort ved hans hjerte?"

[Svari Våbensmed]

Det var langt fra første gang Svari havde afvist Rory. Sikkert også langt fra første gang at hun havde såret ham. Men til gengæld tvivlede hun på, hvorvidt det var første gang hun havde fravalgt ham på den måde.

Den egenrådige smededatter blev stående med hovedet hævet og ryggen rank, så længe Rory stod overfor hende. Hun ville gerne fortsat fremstå stærk og ikke mindst egenrådig og selvstændig, som hun havde formået det, siden de var børn. Sandheden var dog, at det tyngede den unge kvinde mere end hun ville være ved. Ligesom at det knuste Rorys hjerte at hun afviste ham, knuste det også hende en lille smule hver gang. Ikke fordi hun tvivlede, men fordi hun oprigtigt holdt af den unge mand. Faktum var bare, at det var på en anden måde end han holdte af hende.

Således indfandt tavsheden sig for en stund, som Svari forblev tavs til trods for både Rory og Éduins ord. Hun betragtede de to mænd lidt, men som Rory forlod gården, vendte hun ligeledes selv om på hælen. Som hun fik øje på sværdet hun havde tabt på jorden, samlede hun det forsigtigt op. Først da Éduin henvendte sig til hende, brusede følelserne rigtigt op i hende. ”Du skulle bare gøre det værre, hva’?!” Snerrede hun, som hun med raske skridt bevægede sig hen til ham. ”…,Æblekage?!” Vrissede hun spørgende, som hun plantede en pegefinger på hans brystkasse og puffede til ham. Var han da idiot? Forstod han da ikke hvor presset hun var?

[Éduin af Lemaux]

Okay, hun kunne også blive hidsig? I hvert fald løftedes Éduins øjenbryn sig en anelse, da hun vrissede af ham. Fingeren, der puffedeede til hans hårde brystkasse. Alt sammen bundet i en utilfredsstillelse af hans måde at håndtere situationen. Rory havde tydeligvis været påvirket, hjertet knust, og Svari havde rodet rundt i en endelang bortforklaring, alt imens at ridderen uberørt havde set skuden synke i baggrunden; ja, endda været med til at ligge de sidste afgørende sten i lasten for at få den til at nå havets bund.

"Kom nu, det var da sjovt!" smilede han bredt, og slog ud med armene. Så løftede han sin pegefinger og pegede sigende på hende "Og du. Du håndterede hans invitation, han nærmest havde skåret ud af fra sit hjerte, helt og holdent smukt," afsluttede han sarkastisk. Snebolden af en bortforklaring, der var rullet ud af proportioner. Fra optaget af en mand denne aften til også at indeholde undskyldningen om, ikke at kunne lide hverken musik eller æblekage.

"Så hvorfor sagde du ikke ja?" spurgte han så, flabet og direkte, med et diskret træk i mundvigen. Hans øjne hvilede hæmningsløst i hendes, selvsikkert og en smule kæphøjt, for han havde ikke i sinde at afbryde deres kontakt. Der var noget intimt der gnistrede imellem dem gennem deres blikkes fastholdenhed. Noget hemmelighedsfuldt og tiltrækkende, som kun de to vidste. 

[Svari Våbensmed]

”Sjovt?! Du syntes måske ligefrem det var morsomt?! Du er ved Yphion noget af det mest nederdrægtige og tarvelige…” Svari stoppede, som han afbrød hende, men frustreret lod hun atter de mørke øjne hvile i hans. Forstod han det da ikke? Vildskaben i hendes blik kunne på nuværende umuligt gøre rede for, hvordan tusinde forskellige følelser boblede i hende. Hendes tanker var et virvar af både sørgmodighed, frustration, vrede, foragt og…alligevel..alligevel også elektriske gnister, som hun havde følt sig tiltrukket af den flotte livvagt, der samtidig også pirrede hende umådeligt.

”Fordi……Fordi….manden dér allerede er gået på knæ for mig fem gange og jeg ikke vil give ham håb for den sjette!” Råbte hun så af Éduin, som han blev ved med at plage hende. Som han stod der og så på hende med sine kønne nøddebrune øjne og smilede drenget til hende. Hun hev sig selv lidt i det mørke hår, som hun vendte ham ryggen og vandrede et stykke væk fra ham.

Som hun nåede udhænget til halvtaget af bygningen, lænede hun sig lidt op af en af de bærende bjælker. Hun lod hovedet hvile lidt på den ene arm, som hun lænede sig op ad og hun gned næseryggen en smule med fingrene, som hun atter åndede tungt ud. Uforstående overfor, hvorfor hun stod og diskuterede med en fremmed, som havde han del i hendes gøren og laden.

[Éduin af Lemaux]

Så han havde haft fuldstændig ret. Den unge mand, mr. Rory, var åbenbart en af de mange beundrere, som var gået på knæ for den unge våbensmededatter. Men.. Hvad der kom bag på ham, kom ud i form af et hæst udbrud, han ikke helt selv havde haft kontrol over; "Fem?"

Han måtte dog give det til mr. Rory. Han holdte fast på, at denne kvinde skulle blive hans, og hans viljestærke beslutsomhed var da imponerende.. Og en lille smule sørgeligt, faktisk..

Da Svari efterlod ham stående, for i stedet at stille sig lidt afsides under halvtaget og tog sig træt til næseryggen, indså Éduin med et skævt træk i mundvigen, at Svari havde været presset. Med rolige skridt gik han hen imod hende, og fjernede derved mellemrummet en smule endnu engang.

"Så for at gøre din samvittighed lidt bedre, så kan vi vel ligeså godt få en smule sandhed ud af din bortforklaring? For hvem kan dog ikke lide musik og æblekage.." filoserede han roligt på sin vej imod hende.

"Med din bortforklaring har du trods alt nærmest gjort krav på min tilstedeværelse, selvom at jeg har meget andet at se til, frøken Våbensmed.." fortsatte han overvejende og så sigende på hende. En hentydning til, at hun havde brugt ham, uden at han havde noget at sige, som en form for distraktion fra at kunne gå ud med Rory.

"Desuden, så har jeg lovet mr. Rory at følge dig sikkert til festen." Éduin stillede sig til sidst foran hende. "Så, hvad kan jeg være behjælpelig med? Brænde? Fodr hestene? Et bad, måske?"

[Svari Våbensmed]

Svari stod og dvælede en smule ved sine egne tanker der under halvtaget, som hun pustede ud og forsøgte at få hovedet lidt under kontrol igen. De brune øjne gled dog op på Éduin igen, som han nærmede sig hende med et lille løfte om musik og æblekage.

Et lille anstrengt smil trak atter opad i Svaris mundvige, som hun overgivende betragtede ham med hovedet lidt på skrå. ”Tjohh, jeg kan godt..” Mumlede hun lidt, som hun overgav sig og lod armene falde ned langs siden. Ansigtet blev dog lagt i lidt mere undrende folder, som han gjorde det klart for hende, at han egentlig alligevel var en travl mand. Som om hun nu skyldte ham noget.

Brynene hævdedes lidt. ”Et bad? Det må blive i dine drømme..” Klukkede hun, som hun atter kunne mærke kinderne blive varme igen ved tanken. Hvad havde han ikke lige forestillet sig? At han ville tage plads bag hende i den varme balje med vand?

De mørke øjne gled nedover ham. Helt oppe fra spidsen af de mørke krøller, ned over det kønne ansigt med de nøddebrune øjne og den stærke kæbe, videre ned over den muskuløse brystkasse, hans liv…De stærke ben…Og hele vejen ned til snudespidsen af hans støvler. Og for sig selv, kunne smededatteren ikke lade være med at overveje, hvordan han mon ville se ud afklædt, uden så meget som en trevl på kroppen.

Fandens. Svari tog sig selv i at stirre og uden chance for at det var gået ubemærket hen, rømmede hun sig lidt. ”Min…Min hest kunne sikkert godt tænke sig et æble..” Mumlede hun småforlegent, overbevist om at han måtte kunne tankelæse være en syndig tanke hun havde. Hun gestikulerede så lidt imod det halverede æble der lå et stykke væk på jorden, dog uden helt at have lyst til egentlig at flytte sig, så tæt, som de lige nu stod.

[Éduin af Lemaux]

Det var nærmest umuligt, sådan som de stod overfor hinanden, ikke at ligge mærke til Svaris undersøgende blik, der var startet ved hans ansigt for så ligeså stille at glide længere og længere ned. I hvert fald var hun efterhånden dén, som havde fået ham til at løfte et øjenbryn flest gange i løbet af blot et første møde. Han lod hendes blik køre ned, uden at sige noget, og afventede så bare, at hun på et tidspunkt ville komme tilbage til virkeligheden.

"Et æble.." gentog Éduin sarkastisk. Hans blik faldt mod det halverede æble, hun gestikulerede imod, inden at han rettede det tilbage mod Svari med et sigende udtryk, "Den kan få nettet.."

Og så vendte han om, og med rolige skridt gik han hen til nettet med æbler, som lå på jorden ikke langt derfra, for at samle den op. Så sendte han den unge frøken Våbensmed et blink, da han kastede nettet over skulderen og gik mod stalden.

[Svari Våbensmed]

Så snart Éduin vendte hende ryggen, lukkede Svari øjnene kortvarigt for sig selv og tog sig panden for hun gned sig lidt. ”Et æble..” Mumlede hun lavmælt for sig selv, velvidende om at hun havde dummet sig.

Hun satte så i lunt og fulgte efter Éduin ind i den lille stald, hvor hendes sorte hingst stod. Familiens eneste hest, som Svari selv havde købt og betalt for nogle af de penge hun havde tjent på sit arbejde. Navelle blev primært brugt som arbejdsdyr, men indimellem havde hun ham også med på jagt i skoven og til tider sad hun også blot i stalden hos ham, hvis hun savnede selskab.

Hun gik op på siden af Éduin og hun rakte ned i nettet efter et æble, som hun fodrede til hesten med flad hånd. ”Du må være vant til stalde, der er langt større end mit lille aflukke her..” Konstaterede hun.

[Éduin af Lemaux]

"Her er da hyggeligt," svarede han roligt, som han rakte ned efter et nyt æble i nettet, "Problemet med de store stalde er, at der er mere at gøre rent, " afsluttede han, som hesten fik tygget af, og med flad hånd gav han den et nyt æble den glædeligt tog imod.

Éduins blik betragtede den sorte hingst. Så klappede han den på den store, muskuløse hals, "Han er imponerende. Den race er stærk og stolt. Han har været dyr, har han ikke?" spurgte han, og lod sit blik falde på Svari ved sin side.

Det kunne godt være, at man tjente bedre som våbensmed end så mange andre, men som borgerlig var det nærmest en luksusvare at have en så fremragende hest, som den de stod overfor.

[Svari Våbensmed]

”Det er sandt..” Pointerede hun, som hun stod og betragtede Éduin, der stod og fodrede hendes store hest. – Selv for mange adelige, ville det være et god hest..Så for Svari betød han i omegn af næsten hele hendes verden. Han havde også krævet hårdt slid, fra hendes side af.

Hun nikkede som svar på hans spørgsmål. ”Jo....Han hedder Navelle..” Tilføjede hun, som hun lod en hånd stryge hesten ned over dens bløde mule. Hun smilede lidt for sig selv, som hun lænede sig op ad båsens dør.

[Éduin af Lemaux]

Den sorte hingst prustede højtlydt, og slog et par gange utålmodigt med hovedet. Et tydeligt tegn til, at den ønskede flere æbler. Éduin tog et nyt fra nettet og fodrede den, hvorefter at den tyggede i ro og mag.

"Navelle," gentog Éduin lavmælt, som for at få navnet på tungen, mens at han klappede den roligt på halsen en sidste gang.

Éduins blik hvilede på hesten for en stund, som han tog et nyt æble op fra nettet, "Hør, Svari.." startede han roligt overvejende, "Jeg erhm-- Det var ikke min mening, at sætte dig i den situation med ham, Rory." Éduin skimtede over på den kønne våbensmededatter, der stod lænende op ad båsens dør. For fanden, hvor var hun smuk. Éduin tog en dyb indånding. "-- Men det er ikke dit ansvar hele tiden at sørge for, at du ikke knuser hans hjerte. Manden har friet til dig fem gange, og hver gang fået et nej.." Éduin rettede sig en anelse imod hende, "Du må ikke få ondt af ham, forstår du? Han er en af dem der bliver ved, indtil at du giver op, og så vil dit ja ikke være andet end halvhjertet.."