Det, der ikke måtte ske

[Magnus Våbensmed]

Det var hårdt arbejde at være på rundrejse, for der var hele tiden nyt, der skulle laves og endnu mere, der skulle repareres og vedligeholdes - og det var foruden de mange kilometer til fods. Derfor var Magnus også klar til at segne de fleste dage og gjorde det, når ikke lige, der endelig bød sig en mulighed for at mødes med Hugon Kammertjener.

I aften var sådan en aften og han havde sneget tjeneren med ind i det telt, han ellers delte med sin yngste bror - velvidende, at selvsamme var optaget af gøglertruppen længere nede i karavanen. Det var selvfølgelig risikabelt, men Magnus kunne nemt komme til at glemme det, som han pillede skjorten af tjeneren og fortabte sig helt i længselsfulde kys.

[Hugon Kammertjener]

Hugon savnede Magnus det meste af tiden, men heldigvis ikke lige i dét øjeblik. Tværtimod var han i gang med at blive klædt af og samtidig få smeden så hurtigt ud af tøjet som muligt.

"Mithras, det er for længe siden jeg har set dig," mumlede han opslugt og gik direkte efter hans bukser for at åbne dem. Hæmningerne var smidt.

[Magnus Våbensmed]

En af fordelene var virkelig, at han kunne snige sig væk med Hugon og ikke befinde sig i en adelsmands hus - en ulempe var, at der muligvis var en endnu større risiko for at blive overrasket her.

Det tog han sig dog ikke af nu, men smilede blot smørret og brummede lidt over Hugons ord, mens han flyttede sig villigt under ivrige hænder.

"Jeg troede næsten, at du havde glemt mig," erklærede han sig drillende enig - mens han også selv gav sig i kast med åbningen i Hugons bukser. Det kunne kun gå for langsomt.

[Hugon Kammertjener]

Hugon fnøs lavt over den latterlige tanke, at han skulle glemme Magnus. Han stoppede lidt op med fingrene i klemme mellem dem og tog sig tid til at kysse ham dybt og med følelse.

"Aldrig," lovede han dæmpet mod hans læber, før han trak hans bukser ned. "Tænker på dig... Hver dag." Hånden omkring ham, spændt og opslugt. "Skønne Magnus."

[Magnus Våbensmed]

Magnus nåede kun lige at smile smørret over Hugons fnys, før han var frivilligt fanget i endnu et kys. Han slap en tilfreds lyd, der endte ud i en hørlig indånding.

Fingre lukkede sig om tjenerens nakke, mens han instinktivt rykkede sig ind mod berøringen.

[Celeste Våbensmed]

Celeste havde ikke for vane at gå ind i sine voksne børns telte i tide og utide, men hun havde haft Burins tøj til tørre i vognen og vidste at han havde brug for de rene broger den næste dag. Derfor slog hun teltdugen til side og trådte indenfor, kun for at blive mødt af et syn hun lige godt aldrig havde set før. Hendes bryn fløj helt op og hun var mildest talt overrumplet.

"Jeg... Beklager forstyrrelsen," fik hun frem. Hun halvt smed, halvt tabte tøjet på Burins leje, før hun skyndte sig ud igen, ganske rød i kinderne efter at have grebet sin søn midt i akten... Med en mand. En svagt bekendt mand endda. Hun stirrede lidt ud i aftenmørket, før hun gik tilbage til bålet for at rode op i det.

[Magnus Våbensmed]

Magnus registrerede ikke, at de ikke var alene, før hans mors stemme pludselig lød i teltet og han for sammen i ren panik, væk fra Hugons hånd.

Han nåede dog kun lige at få et glimt af sin mor på vej ud, mens han febrilsk kæmpede med åbningen på sine bukser. En strøm af bandeord forlod ham, som realiteten dæmrede.

[Hugon Kammertjener]

En kvindestemme lød. Hugon fik et glimt af Celeste Våbensmed, før Magnus gled ud af hans hænder på flere måder. Han selv fik også lukket bukserne i al hast, hans hjerte hamrende.

"Schh," tyssede han hviskende på den unge smed, uroen åbenlys i hans blik. "Ingen panik," bad han. "Hun skreg ikke. Der er ikke nogen på vej."

[Magnus Våbensmed]

"Ingen panik?" hvæsede Magnus ophidset, men dog nærværende nok til at være stille. Fingrene gled gennem håret, som han bandede igen.

"Hun så os," fortsatte han, øjnene let opspilede, som han så desperat på Hugon.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede og vred sine hænder, da han først havde lukket bukserne. "Jeg ved det, jeg ved det, men intet i hendes adfærd tyder på at hun var på vej ud for at fortælle det til hele lejeren. Eller nogen som helst, faktisk," svarede han lavt, men indtrængende.

"Panik hjælper ikke situationen. Tænk rationelt. Hun er din mor, ikke? Find hende. Tal med hende. Vi kan gå i panik bagefter hvis jeg har dømt hende forkert."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke rigtigt i stand til at tænke rationelt, uanset hvad Hugon så sagde. Han var heller ikke beroliget af, at hun ikke var på vej til at sladre til nogen - det var slemt nok alligevel.

Hænderne gled gennem håret i frustration og lukkede hænderne bag nakken. Han bandede og så håbløst på Hugon. Armene faldt. "Hvad siger jeg til hende?!"

[Hugon Kammertjener]

Hugon rakte frem og lagde en hånd på Magnus' overarm. Han så ham i øjnene, forsøgte at få ham til at besvare blikket.

"Lad hende tale," rådgav han. "Fortæl hende at du stadig er dig selv." Han åndede dybt ind. "Bed hende om at holde tæt?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde virkelig ikke lyst, men han kunne heller ikke gøre intet og så lettere desperat på Hugon. Han tog en indånding og skar en grimasse, før han gned hænderne over ansigtet og nikkede.

"Ja," lød det anspændt fra ham. Blikket flakkede lidt. "Du må hellere..."

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede. Han tog en dyb indånding og så lidende på Magnus.

"Kom og find mig igen, når der ikke er fare på færde?"

Han trak hånden til sig, selvom han længtes efter at stryge sin elskede over håret og holdt ham ind til sig.

[Magnus Våbensmed]

Magnus så lidt mismodigt på Hugon og nikkede, selvom han ikke helt følte sig overbevist om, at det nogensinde ville ske. Han havde det da heller ikke i sig at skilles med et kærtegn eller beroligende, men endte med mere eller mindre blot at gå.

Forhåbentlig ville Hugon tilgive ham senere. Lige nu kunne han ikke tænke på det, men gik blot med tunge skridt mod det telt som Celeste Våbensmed og Eirik Våbensmed delte. Han fandt heldigvis kun førstnævnte der.

"Maman."