Det, der ikke måtte ske

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede lidt. Han selv havde intet ønske om at tage en hustru, men han forstod at presset på Magnus var et andet. Han smilede derfor også opmuntrende.

"Du må på jagt," drillede han. "Efter en passende brud."

[Magnus Våbensmed]

Magnus ville ærligt helst være fri, men det ville om noget resultere i spørgsmål og han havde også en pligt overfor sin familie. Han fnøs dæmpet og så over på Hugon, som var den, der for alvor gav ham sommerfugle i maven.

"Ja, det kan jo være, at der findes en eller anden, der kan leve med mig," konstaterede han og rømmede sig, før han tilføjede: "Og dig?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon fik også sommerfugle i maven af Magnus, men lige nu var der alligevel et andet lag til dem. Han rynkede panden svagt og mindede sig selv om, at smeden ikke havde nogen romantisk interesse i kvinder. Hans interesse var, så vidt han vidste, ret solidt plantet på ham selv. Det blev understreget i spørgsmålet. Og hvilket held det var, for han havde det på præcis samme måde.

Et skævt smil trak op i hans mundvige. "Og mig," medgav han. "Du slipper ikke så let væk nu, hvor jeg har fundet dig," tilstod han lavmælt.

[Magnus Våbensmed]

Dét fik Magnus' tænder til at komme til syne i et flygtigt, men absolut smørret smil og varmen spredte sig lidt rundt i mellemgulvet. Han slog blikket ned et øjeblik, men det vendte alligevel meget hurtigt tilbage til Hugon.

"Ligner jeg måske en, der er på vej til at stikke af?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde lyst til at pointere at han var stukket af tidligere, men han lod være og nøjedes med at smile mildt og kaste et indforstået blik på Magnus.

"Heldigvis ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op uden dit smil længere."

[Magnus Våbensmed]

Ordene fik netop det omtalte smil frem igen og bare lige nu, føltes fremtiden faktisk ikke helt uoverskuelig.

"Godt," svarede han da også bare, lidt selvtilfreds. "Mit smil og jeg må dog hellere komme videre," konstaterede han, en kende modvilligt. "Måske vi ses til et krus øl senere?"

Tydeligvis var det ikke et krus øl han var ude efter, men der var netop kommet et par folk forbi og de kunne ikke så godt risikere noget.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde tænkt sig at drille Magnus med den kode senere, men han holdt det i sig for nu og klemte sit smil i sig. Hans blik var dog mere sigende.

"Mm. Jeg er nok ret tørstig, så måske mere end et krus," konstaterede han let, som om de faktisk talte om øl.

[Magnus Våbensmed]

Magnus kunne ikke hindre sine mundvige i at sitre lidt og han rømmede sig en enkelt gang.

"Det tegner skidt for rundrejsen, hvis hanerne allerede er rendt tør," svarede han med et knapt så uskyldigt glimt i øjet. "Mon ikke, der nok skal være rigeligt at tage fra af."

[Hugon Kammertjener]

Hugon fnøs muntert og nikkede. Blikkene var indforståede.

"Hvad kan jeg sige, unge Våbensmed? Jeg er blot en meget tørstig mand. Jeg vil se frem til det."

[Magnus Våbensmed]

Hugon fik et enkelt tandsmil mere, før Magnus tog sig i nakken og hev sit værktøjsskrin op på den ene skulder med en mangel på besvær, der afslørede, hvad han lavede til daglig.

"Samme her," lovede han, før han måtte vende tilbage til arbejdet. Senere, senere.

Lukket?