Det, der ikke måtte ske

[Magnus Våbensmed]

Magnus så en anelse skeptisk ud, som han uforvarende forestillede sig en gammel matrone. "Ja, det..." medgav han og tog en dyb indånding.

"Jeg vil bare ikke føre nogen bag lyset."

[Celeste Våbensmed]

Celeste løftede en hånd og strøg sin meget voksne og omsorgsfulde søn over kinden. "Selvfølgelig ikke, mon chou. Men der må findes en vej i alt det her. Og du har min hjælp og støtte, altid."

Hun tog hans arm og førte ham med sig videre mod vandkilden. "De siger man ikke har favoritter, men du er min yndlings. Det bør du vide."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var kommet dertil med en hård knude i mellemgulvet, men nu var den langsomt ved at løsne sig og han følte sig i stedet lidt smattet. Han så på sin mor med en ømhed, som ellers ikke var så nemt at finde på den unge mands ansigt og han kom til at smile den mindste smule. Det nev også lidt i næsen, men det forsøgte han at undertrykke.

"Tak, maman," sagde han lavmælt, men dybfølt. "Jeg troede, at du ville hade mig."

[Celeste Våbensmed]

Celeste åndede hørligt ud og strammede er øjeblik sin hånd om Magnus' arm. "Jeg kunne aldrig hade dig, blod af mit blod."

Hun så op på ham imens de gik. Han var hendes første. Det lille kærlighedsbarn, skabt udenfor ægteskab. Nu en voksen mand, men stadig hendes lille skat.

"Du er elsket. Og vi finder en vej."

[Magnus Våbensmed]

Til at starte med havde det være en katastrofe, men lige så langsomt begyndte det i stedet at føles som en lettelse og han mærkede knuden i maven blive mindre.

Han smilede svagt, og fordi han var en anelse bevæget, nøjedes han med at nikke. Men hun havde også sagt alt.

Luk eller spring til Hugon Kammertjener?

[Hugon Kammertjener]

Hugon var blevet efterladt i teltet med stadig bankende hjerte, men han blev der ikke. Han fik sat skik på sig selv og forlod Våbensmedenes teltplads for at begive sig tilbage til hvor Sangy-slægten holdt til. Her gjorde han sig nyttig, selvom han havde haft et par timers fri. Dem kunne han holde på et andet tidspunkt. Han pudsede sko op med fedt og syede tøj sammen og så i det hele taget til, at Theuderic af Sangy ikke manglede noget i sine omgivelser.

Hen på eftermiddagen sad han netop og lappede en skjorte i det sidste dagslys udenfor.

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde ikke det store behov for at nærme sig de adeliges teltlejr, velvidende, at han ikke havde nogen god undskyldning for at være der, men lige nu var han nødt til det. Netop af den årsag havde han dog taget sit træskrin med værktøj med og havde det slynget over brystet med en læderrem, så andre kunne forledes til at tro, at han var der for at udføre et stykke arbejde.

I realiteten gik han og grublede over, hvordan han nemt skulle fange den person, han egentlig var på udgik efter, kun for - til sin egen overraskelse - at se kammertjeneren sidde udenfor teltet. Han sagtnede farten et øjeblik, før han nærmede sig med en dæmpet rømmen.

[Hugon Kammertjener]

Det gibbede i Hugon over lyden, selvom den var dæmpet, men så så han op og fandt smedesvenden med blikket. Maven trak sig sammen. Hvad havde han mon gennemlevet de sidste timer. Han nikkede let mod den anden ledige træstub med et bekymret udtryk i ansigtet.

"Hvordan... Hvordan har du det? Hvad skete der?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus tog imod invitationen og nærmede sig. Han løftede det tunge skrin over hovedet og satte det sikkert mellem sine fødder, da han gled ned at sidde. En tung udånding undslap ham.

"Det gik... Bedre end forventet," konstaterede han og gned hænderne lidt mod hinanden. Albuerne hvilede mod knæene. "Hun fortæller ikke min far noget."

[Hugon Kammertjener]

Hugons skuldre faldt lidt. Han søgte bevidst ikke at se for meget hen på Magnus, men sendte ham alligevel et mildt blik og krummede fingrene sammen, så han ikke rakte ud efter ham.

"Nej? Hun var ikke... Hun accepterede det?" Han rømmede sig. En ting var Magnus og det var mest ham han tænkte på, men han vidste også godt at hun havde magten til at forvandle hans liv nu.

[Magnus Våbensmed]

Det føltes farligt at sidde der, til offentligt skue, men han forsøgte at sige til sig selv, at der ikke var noget fordækt i to mænd, der talte sammen. Selvom han vidste bedre. Han tog en indånding og nikkede ganske let, som han så på Hugon med et udtryk, der afslørede, at han stadig ikke helt forstod det.

“Ja,” konstaterede han og lød lige så forundret, som han stadig følte sig. “Hun… Vil gerne hjælpe.”

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede sine bryn markant. Han var ret sikker på at begge hans forældre vidste at han ikke var interesseret i kvinder, men det var ikke noget de nogensinde havde diskuteret og de ville aldrig i livet tilbyde at hjælpe med noget. Han så da også forvirret ud..

"Hjælpe? Hvordan?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus forstod det ærligt talt heller ikke rigtigt og han kløede sig lidt i håret i nakken. Han åndede tungt ud og lod armen falde tungt. Han havde tydeligvis lidt svært ved at få det formuleret rigtigt.

"En måde at holde hemmeligheden på, tror jeg," kom han endelig frem til, selvom han ikke var helt tilfreds med formuleringen. Han følte sig ikke skamfuld over sine følelser for Hugon, men han vidste, at der ikke var plads til det i samfundet. "Hun snakkede om at finde en kvinde, der havde det på samme... Måde."

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede begge bryn. Han sad et øjeblik og så forbløffet ud, før indsigten ramte og han kom til at le kortvarigt. Han skar en lille grimasse, men hans blik spillede endnu.

"Mithras, din mor tænker hurtigt," konstaterede han. "Det er ikke en forfærdelig idé. Du har nævnt presset til at skulle finde en hustru flere gange..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var ikke helt sikker på, hvilken reaktion, det ville fremprovokere, men da Hugon lo, kunne han ikke selv lade være med at smile en anelse. Han fnøs dæmpet og trak på skuldrene, men smilet forblev hængende i mundvigene.

“Det er hun kendt for,” konstaterede han og kløede sig lidt i nakken. Han åndede tungt ud. “Men ja. Det ville tage noget af presset. Og så længe, jeg ikke fører en uskyldig kvinde bag lyset…”