Det, der ikke måtte ske

[Celeste Våbensmed]

Celeste var først gået tilbage til bålet, før hun forsvandt ind i teltet med lidt varme i ansigtet over synet, der havde mødt hende. Hun måtte lige bearbejde det, inden Eirik kom tilbage, for hun kunne ikke bare afsløre Magnus' hemmelighed overfor hans far. Derfor stod hun og klemte sin næserod lidt eftertænksomt, da netop Magnus kom ind og forskrækkede hende. Hun slap næseroden igen og så op på ham, høj som han var blevet.

"Mon chou," svarede hun blødt, da hun var kommet sig over overraskelsen. "Magnus. Hvad skete der med...?" Hun stoppede sig selv og klarede halsen. "Mon petit. Har du det godt?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus havde altid følt sig tættest knyttet til sin mor, men lige nu havde han ikke lyst til at se hende i øjnene og gjorde det af samme grund heller ikke. Blikket var rettet væk og skuldrene var tydeligt anspændte, men han stod der da
Primært fordi, det var, hvad Hugon havde sagt, at han skulle gøre. Personligt ville han hellere være på vej til Hasnea.

Spørgsmålet overraskede ham dog alligevel tilpas meget til, at blikket modvilligt flakkede op og brynene trak sig sammen. "Godt?" gentog han, som om han ikke helt kunne forstå, at det var det, hun spurgte ham om.

[Celeste Våbensmed]

Celestes blik flakkede over ham. Han lød som en af pigerne på kanten til at kaste sig ud i et hysterisk anfald, fordi man havde tilladt sig at spørge, men på en eller anden måde var vantroen større her.

Hun trådte hen imod sin ældste og højest skattede og løftede en hånd til hans kind.

"Du fik dig en frygtelig overraskelse, er jeg sikker på. Ingen mand har lyst til at hans mor træder ind på ham og hans paramour."

[Magnus Våbensmed]

Magnus' ord var slet og ret bare uforstående, ligesom at han ikke helt fattede, hvorfor hun ikke var i færd med at forbande ham langt væk. Måske burde han kende sin egen mor bedre end det, men rationel tankegang var længe væk.

Derfor så han også helt forvirret ud, men med fornemmelsen af hendes hånd mod sin kind, var der alligevel et eller andet i maven, der sank tungt på plads. Brynene trak sig sammen, mens blikket flakkede over hendes ansigt.

"Er du ikke vred?"

[Celeste Våbensmed]

Celeste lod ikke som om hun ikke forstod hvorfor Magnus spurgte. Hun vidste det udmærket. Hun vidste også at det ikke var viden, der skulle komme Eirik Våbensmed for ørerne. Der var ingen naivitet at spore, som hun lod hånden falde.

"Nej, jeg er ikke vred. Bekymret, men ikke vred." Hun så mod teltdugens åbning. "Lad os ikke tale om det her. Hjælp din gamle mor med at hente vand til maden senere?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus vidste ærligt ikke, om det var godt eller skidt. På en måde føltes det mere faretruende og han nikkede blot tavst, mens knuden i maven formede sig igen.

Han gjorde dog som ønsket, selvom ventetiden ikke var nogen fornøjelse. Han burde måske opsøge Hugon i mellemtiden, men kunne ikke få sig selv til det. Til gengæld følte han sig som en lille skoledreng igen, da han nogen tid senere mødtes med sin mor på ny. Ørerne var i hvert fald varme.

"Her," mumlede han dæmpet og rakte ud efter spanden.

[Celeste Våbensmed]

Celeste gav sig selv tid til at tænke over Magnus og hele situationen. Hun havde mødt flere mennesker der, som han, fandt deres partnere i eget køn. Det var ikke noget, der forstyrrede hendes verdensorden, men hun vidste at hun stod temmelig alene med den holdning i huset. Hendes elskede Magnus i den situation var langt fra hendes ønske, fordi hun vidste hvilke konsekvenser det kunne have for ham. Alligevel forklarede det en del.

Da de mødtes udenfor teltet, gav hun ham spanden og de begyndte at gå. De nåede et stykke fra lejren, før hun talte.

"Intet du gør, kan stoppe mig fra at elske dig højere end noget andet, min Magnus," konstaterede hun. "Men du kender din far, din onkel. Jeg frygter deres reaktion, hvis de nogensinde fandt ud af det."

Hun tog en dyb indånding. "Jeg synes du skal flytte ud af huset. Vi kan finde et værelse et sted, hvor du har plads til dit eget liv og hvor du ikke risikerer at nogen opdager din hemmelighed. Du ved at jeg aldrig ville sige et ord, håber jeg."

[Magnus Våbensmed]

Magnus var nervøs. Hun havde ikke reageret med vrede, men det fik ham ikke til at tro, at alt var, som det skulle være. Han havde da også en urolig fornemmelse i maven allerede da hun begyndte, men han havde alligevel ikke forudset, hvordan afslutningen ville ramme ham som et slag. Det tog helt luften fra ham i et øjeblik. Hun fik det til at lyde som om, at det var for hans eget bedste, men han var ikke det mindste i tvivl om, at det blot var en måde at smide ham ud på.

"Ja," svarede han, næsten hæst og stirrede frem for sig. "Selvfølgelig."

[Celeste Våbensmed]

Celeste så det fjerne udtryk i sin søns blik og stoppede op. Hun greb ud efter hans frie hånd og knugede den ind i sin. "Se på mig, mon chou," bad hun. "Jeg tænker ikke et eneste øjeblik anderledes om dig for dette."

Hun søgte hans kønne, blå øjne. Dem han havde fra begge sine forældre. "Du vil altid være min allerstørste skat, uanset hvem du elsker. Men jeg ved ikke hvordan din far ville reagere. Jeg er en kujon, for jeg tør ikke finde ud af det. Forstår du?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus var allerede godt på vej ud af en negativ spiral og da hun greb fat om hans hånd, var det modstræbende, at han i det hele taget mødte hendes blik. Han adlød dog, for sådan var han trods alt opdraget og så ind i sin mors alvorlige blik. Hans egne bryn trak samlet i en rynke, der var i en overhængende risiko for at blive permanent.

Knuden i hans mave forsvandt da heller ikke ved hendes ord, som han havde lidt svært ved at tage ind. Det var ikke meget bedre, end hvad han havde forventet, men han havde trods alt forventet det. "Ja," svarede han derfor også, kun begrænset opløftet af, at hun ikke væmmedes ved ham. Det var ikke nok til at overskygge alt det andet. I hvert fald ikke lige i dét øjeblik. Han så væk.

"Måske kan jeg få arbejde hos en af de andre smede i byen. Ellers må jeg rejse væk."

[Celeste Våbensmed]

Celeste så forfærdet ud. "Nej," udbrød hun. "Selvfølgelig ikke. Ingen af delene. Hvordan ville du forklare din far, at du ikke mere vil arbejde for ham? Du kan ikke forlade hele din familie. Mon chou..."

Hun fik våde øjne.

[Magnus Våbensmed]

Magnus var måske generelt lidt tilbøjelig til at antage det værste, baseret på sine egne mareridtsscenarier. Det var dog heller ikke et komplet urimeligt tankespring at antage, at ønsket om at sende ham væk ikke kun udelukkede sig til hjemmet. Det gjorde han i hvert fald og var af samme grund lidt overrasket over den styrke, der mødte ham i det ene ord og han fik øjeblikkeligt elendig samvittighed, da han så sin mors skinnende øjne.

Hans bryn trak sig tættere sammen. "Jeg har ikke lyst til at tage nogen steder," indvendte han og endte med at stoppe helt op, selvom de havde været på vej efter vand. "Men, hvordan skal jeg kunne blive ved med at skjule det, maman?" Han var tydeligt rådvild, men kunne heller ikke lade være med at klynge sig til håbet om, at hun rent faktisk ikke mente, at han var ækel. "Jeg trak i forvejen min svendeprøve alt for langt..."

[Celeste Våbensmed]

Celeste rystede på hovedet. "Nemmere nu," mumlede hun. "For nu har du jo mig som hjælp, selvom du ikke havde planlagt det."

Hun klemte om hans hånd. "Har du tænkt på at finde en sød pige, måske en med samme udfordring...?"

[Magnus Våbensmed]

Magnus mærkede sine skuldre falde lidt, mens forundringen voksede lidt over indsigten af, at hun virkelig ikke var på vej til at skubbe ham væk. Han blinkede lidt, før han rynkede på brynene.

"Det... Jeg ved ikke. Hvordan ville jeg overhovedet finde en?"

[Celeste Våbensmed]

Celeste slap en lille, svagt munter lyd, før hun hævede begge bryn. "Blandt de ældre, ugifte kvinder, ville være mit diskrete bud. Jeg ved dog ikke meget om den slags."

Hun rømmede sig let. "Jeg ved heller ikke om det er en løsning, men det slår mig som det."