Pladsmangel (S)

[Celeste Våbensmed]

Der var altid pladsmangel i familien Våbensmeds liv. I deres hjem boede de tæt med Eirik Våbensmed 's forældre, Magnus Våbensmed , Svea Købmand , Svari Våbensmed og Burin. Nu havde de efterladt hans forældre og den yngste derhjemme, for at rejse ud på landevejene i følgeskab med det halve Levagny, men deres vogn var stadig trang og det var intet under at børnene ved flere lejligheder foretrak at gå og finde andet selskab og kun fandt vognen når deres ben og fødder var ømme af vejen.

Det var i en uforstyrret stund, hvor det kun var Eirik og Celeste, der sad på vognen, ham med tømmerne i hånden og hende i færd med at flette et bånd til en kæde, at hun fandt sig selv nynnende en gammel, velkendt melodi og læne sig lidt ind til ham.

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde haft det en smule ambivalent med hele turen. Han brød sig ikke om at være længere væk hjemmefra, og havde været en smule fast i sine vante rutiner og gøremål. Nu var størstedelen af familien på vej sammen med kongefamilien og et væld af andre håndværkere og indbyggere i Falaine.

Han havde mumlet ind i skægget og havde formået at finde én ting i hver samtale som han kunne brokke sig over. I det mindste var det familiens egen vogn og hest de havde med sig, for ellers havde det da også været en ting han kunne været gået efter.

Børnene var ikke at finde og roen der efterfølgende syntes at have samlet sig fik Eirik til at slappe mere af. Særligt af lyden af Celestes nynnen og nærhed. Hovedet gled på sned og han plantede et blidt kys mod sin kones røde lokker.

[Celeste Våbensmed]

Eirik var gnaven over mange ting og Celeste havde opgivet at svare, når han brokkede sig. Hun brummede blot en bekræftelse på at hun havde hørt ham og gled henover det. Efterhånden virkede det som om børnene gjorde det samme. Han var ved at blive en sur, gammel mand.

I det mindste, dog, var han hendes sure gamling og da han kyssede hende på håret mildnede hun selv en smule. Fingrene flettede stadig, men hovedet drejede lidt og øjnene fandt hans blik.

"Jeg har hørt at der er en konkurrence i det første len, hvor mænd skal vise hvem der er den stærkeste. Planlægger du at deltage?"

[Eirik Våbensmed]

Det havde været sådan næsten altid, selvom at Eirik med årene nok var blevet en smule mere tvær. Han ville dog aldrig indrømme det og satte derfor stille pris på at Celeste var begyndt at lade det glide ud så det ikke skulle ende ud i et større skænderi om ingen ting.

Han brummede let ved spørgsmålet. "Hmfp.."

"Er det en af de tåbelige turneringer, eller er det ren råstyrke?"

[Celeste Våbensmed]

Celeste ignorerede at han betegnede turneringer som tåbelige. Det var sandsynligvis de tåbelige turneringer, der kom til at betale det meste af turen, som Eirik, Magnus Våbensmed og Svari Våbensmed skulle reparere sværd og lanser. Hun tog en dyb indånding.

"Tovtrækning, har jeg hørt. I et af lenerne, i hvert fald. Jeg tror du ville kunne have det sjovt i sådan nogen styrkekonkurrencer."

[Eirik Våbensmed]

Eirik sad lidt uden at sige noget. Han vidste at han med sikkerhed ville ende med at deltage i noget imens de var afsted, men normalt ville ha helst passe sig selv og sit arbejde og først bevæge sig ud når det blev aften.

"Joeh.." brummede han lidt før han løftede blikket og mødte Celestes. "Måske." Han lænede sig mod hende igen før i stedet at plante et diskret kys lige ved hendes øre.

"Hvis jeg har tid. Jeg vil hellere nyde min hustru"

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede overbærende over den lille flirt, men satte pris på den alligevel. Hun brummede let. "Mon ikke du kan nå både at imponere alle de unge lømler og stadig nyde din hustru, min kære?" Hun slog en øvet knude og sendte ham et ømt blik.

"Jeg er sikker på at vi kan finde tid. Det plejer jo altid at lykkes os, selv derhjemme."

[Eirik Våbensmed]

Eirik trak let i tømmerne og fik hesten foran til at sætte farten en smule ned da vejen foran nem svang sig ned af en lille stejl bakke. "Brhh." brummede han let før han let latter fandt vej ved Celestes ord.

"Hm. Det kan jeg vel" svarede han roligt og slap grebet med den ene hånd efter han havde fået hesten på rette spor, for i stedet at lægge den om Celeste.

"Vi er ret rutineret.." kom det fra Eirik som havde et spillende glimt i de lyse øjne.

[Celeste Våbensmed]

Celeste slap sit fletværk med den ene hånd for at gribe fat om vognen, så hun ikke væltede ud. Hun så op på Eirik, da han lagde armen omkring hende og lo af hans kommentar.

"Og som udviklingen ser ud med dine døtre og deres udlængsel og de mange venner de får sig her på rejsen, går der da ikke længe før vi sover helt for os selv, min egen. Så er det ganske let for os to. Meget nemmere end derhjemme, faktisk."

[Eirik Våbensmed]

"Er det din måde at sige på at vi skal ud på vejen noget mere?" Brummede Eirik fornøjeligt. Selvom han ikke just brød som om idéen, så vidste han godt at det kunne være godt for dem at komme væk fra byen noget oftere. Det ville endda give mening for dem begge at komme længere ud med hver deres erhverv.

Når det nu skulle være, passende det smeden ganske godt at hans børn var så store nu at de hellere ville være alle andre steder end nær deres forældre. Måske især forældre som Eirik og Celeste som stadig havde den ungdomsglød.

"Mmh. Jeg ser frem til at nyde dig" småsmilte han.

[Celeste Våbensmed]

Celeste slap en munter lille lyd over Eiriks ordvalg og det var lige før hun fik lidt varme i kinderne. Hun smilede blødt og plantede et kys på hans kind.

"I lige måde, min egen," forsikrede hun. Hun tog en dyb indånding og løftede sit fletværk op igen, men blev siddende lænet ind imod ham.

"Altid en fornøjelse. Det er intet tilfælde, at vi har fået fire børn, hm?"

[Eirik Våbensmed]

Det trak en smule i mundvigen da han mærkede sin kones bløde læber mod sin kind. Det hele faldt lidt bedre sammen når Celeste var omkring og havde også på sin egen måde indfundet sig med rejsen.

En latter skyllede op og han nikkede ivrigt i enighed. "Mmh, du er svær at holde sig fra." brummede han let og måtte løfte armen han havde omkring hende for bedre at tage bedre fat i tømmerne for at styre hesten mod de andre vogne der gjorde holdt på en nogenlunde jævn græsoverflade.

[Celeste Våbensmed]

Celeste smilede lettere overbærende. Jo, Eirik var tit en gnaven mand og deres ægteskab havde bestemt været alt andet end let og smertefrit, men de vendte altid tilbage til hinanden og deres gnist var aldrig forsvundet.

Hun så sig lidt rundt, da han holdt ind ved græsset og kiggede op mod himlen.

"Er det allerede tid til at slå lejr?"

[Eirik Våbensmed]

Ofte lagde Eirik ikke mærke til hvor langt de havde kørt, timerne smeltede sammen og han fulgte alligevel alle de andre så han skulle som sådan ikke holde øje med andet end vejen. Han strøg en hånd ned over ansigt og kløede sig lidt i skægget.

"Det må det være." svarede han og kravlede ned fra vognen og gik omkring den for at tilbyde Celeste sin hånd. Lidt galant var man vel.

"Hvor hyggeligt det end er at køre igennem landskabet med dig ved min side min kære, så er der intet der slår et godt måltid ved bålet og en dejlig kvinde at holde mig varm om natten." smilet bag skægget var en anelse smørret da de blå øjne søgte mod Celestes ansigt.

[Celeste Våbensmed]

Celeste pakkede sit projekt væk og tog Eiriks hånd, som hun hoppede ned fra vognen.

"Du er en flirt i dag," mumlede hun, ikke utilfreds. "Tænder du bålstedet til både dit ildsted og madpladsen? Så går jeg ud for at finde noget tørret kød. Vi brugte det sidste op i går."

Maden de fik var simpel, grød, vælling eller suppe med kål, rødder og gerne en form for kød eller fisk, selvom mængderne var små og det mest var for smagens skyld.